Spis, bed og elsk i en coronatid

Kan I huske Elizabeth Gilberts “Spis, bed, elsk”? Den der selvudviklingshistorie, som blev til en hyggelig feel-good-film med Julia Roberts? Jeg kom til at tænke på den i går, da jeg stod og vaskede op og reflekterede over, hvad vi egentlig har brug for lige nu i denne tid. Denne tid, som for mange er en mulighed for at stoppe op, måske finde en ny ro, i hvert fald lægge mærke til, hvad vi hver især savner og længes efter – og hvad vi ikke savner. Det er så lidt, vi egentlig har brug for – og måske er de tre ord, spis, bed, elsk, et meget godt bud på, hvor trivsel og livsmod og glæde ligger gemt.

Spis: Fordi maden, vores kroppe, vores sundhed er essentielt. Dyrk jorden – både for at se håbet spire frem i bogstaveligste forstand, men også for at lære den måske vigtigste menneske-kundskab af dem alle, nemlig at kunne bidrage til vores egen fysiske overlevelse. Hvis du ikke har adgang til jord, så gå ud i naturen og mærk den urgamle forbindelse til mælkebøtte, brændenælde og skvalderkål, som gennem alle tider har bidraget til vores sundhed og styrke. Bag alle de kager, du vil, fordi kagebagning er sanseligt og frydefuldt. Vær taknemmelig over dem, du trods alt kan dele måltidets fællesskab med lige nu.

Bed: Hold fast i din spirituelle praksis. Hvis du ikke har en, så skab en. Bøn, meditation, yoga, lysvisualiseringer, affirmationer, journaling… Bare fem minutters fokus på forbindelsen til vores alle sammens kilde kan gøre en verden til forskel. Gennem bevidst nærvær kan vi finde fred med at overgive os til det, der er. Vi kan fokusere på vores intention om at gøre det bedste, vi hver især kan for os selv og hinanden, og minde os selv om, at resten ligger uden for vores kontrol – og det er okay.

Elsk: Vælg kærligheden til dig selv, til din familie, dem du ser og dem du ikke ser. Elsk i alle ordets betydninger. Mærk taknemmeligheden over de fysiske berøringer, der er mulige lige nu, og over teknologien, som forbinder os på helt nye måder og viser nye muligheder for fællesskab. Husk at kærlighed er intention og handling – du kan altid vælge den vej, selvom du føler dig alt andet end kærlig og elskelig.

Jeg håber helt ind i mit inderste, at vi som samfund tager en øget bevidsthed om langsommelighed med os ud på den anden side. At vi hver især har fået plads og lov til at mærke kernen i det at være menneske. Vores bløde, sårbare, følende dyrekroppe. Der er jo så uendelig lidt, vi skal.

Samtidig ved jeg godt, at der er mange, som løber ekstra hurtigt lige nu, og som er fanget i angst, ensomhed, sorg eller urealistiske forventninger til hverdagen. Jeg kan komme i tanker om mange, som ikke bare kan bruge disse uger på at sidde og føle taknemmelighed. Alle dem, der gør en kæmpe indsats for at få vores vigtigste samfundsfunktioner til at køre videre, og måske i endnu højere grad dem, der ikke kan komme til det lige nu, og ved, hvor meget det koster i menneskelig trivsel.

Vi er heldige. Vi har en hverdag, som faktisk ikke har forandret sig – bortset fra, at vi ikke kan gå på biblioteket og har indsnævret vores omgangskreds til vores nærmeste naboer i bofællesskabet. Men det er også nok. Vi savner ikke noget. Sebastian har ikke opdaget noget endnu – det kommer nok, hvis vi ikke kommer til at kunne ses med bedsteforældre i en længere periode, men for nu er hans hverdag den samme, og vi har valgt ikke at tale om krisen med ham. Det bliver for abstrakt, netop fordi han ikke er påvirket af det – så er der ikke nogen grund til at fylde et 3-årigt hoved med tanker om sygdom og fare og bekymring.

Så nu vil jeg gå ud i min lille, priviligerede verden, og fodre høns og cykle ture op og ned ad grusvejen med børnene og spise (mere) is i solen. Pas på hinanden. Nyd alt det gode og VÆLG det så meget du kan.

Selvforsyning i bofællesskabet: slagtekyllingerne er kommet!

I to uger har vi gået og ventet og glædet os. Vi har flyttet hønsehus, skaffet varmelampe, købt startfoder og læst om pasning af kyllinger. Søndag fik vi så beskeden: æggene var klækkede, og vi kunne komme og hente vores nye medlemmer af husholdningen!

Vi pakkede børn og transportkasse i bilen og kørte af sted. Sebastian var i første omgang mest begejstret over chokoladekiks på turen – men da vi ankom og så de små, bløde dunbolde, blev han næsten lige så betaget, som da han så Simona for første gang. Og de er da også bare for kære. Der er virkelig noget særligt over dyreunger, og børnene skal bare have lov til at hygge og nusse så meget de har lyst til. De skal jo spises i sidste ende – altså kyllingerne – men her i starten er det ren nuttethed.

Vel hjemme igen blev de installeret i kyllingehuset. Rene spåner på gulvet, foder og vand på plads, varme og lys. Vi har kyllingerne sammen med et hold naboer i bofællesskabet, og Sebastian og hans gode jævnaldrende veninde skiftedes til at holde og kigge og ae og kaste græsafklip ind til dem. Det bliver nogle sjove måneder, og så godt et liv for dyrene som vi kan give dem!

Vi to familier kommer til at have ansvaret for dem en uge ad gangen, og slagter sammen til sidst. I første omgang skal kyllingerne bo i et lille hus med voliere, og når de vokser ud af det, bliver de flyttet over i den store hønsegård. Vi regner med, at slagtningen kommer til at ligge engang i slutningen af november eller starten af december. Vi har alle prøvet at slagte før, men ikke så mange på en gang – så måske ender vi med at være på udkig efter en plukkemaskine for at lette arbejdet lidt.

Her er de så, de kære små:

Hjemmebørnehaven i september: Vejr og årstider

Vi har taget hul på en ny måned i hjemmebørnehaven. Her i september fejrer vi overgangen fra varmt til køligt med et vejr- og årstidstema! Vi skal lave vejrkunst, danse regnbuelimbo, simulere regnskyer og lyn, sortere årstidssten og meget mere.

Jeg bruger primært Pinterest til at finde på ideer til aktiviteter. Det er et nyt socialt medie for mig, men hold op, hvor er det smart med så stor en samling af alverdens ting, man kan give sig i kast med. På et tidspunkt tror jeg, at jeg skal have lavet nogle boards derinde, så jeg kan holde samling på alle ideerne – men for nu bliver de skrevet ned i min notesbog på god, gammeldags manér, og siden hængt op på køleskabet i pænt dekoreret punktform.

Der er ikke nogle store, forkromede pædagogiske tanker bag mine månedstemaer – jeg prøver mig lidt frem og ser, hvad der fungerer. Det vigtigste for mig er, at det skal være sjovt for os begge, og at aktiviteterne altid er et tilbud (vi er unschoolere i hjertet, jeg er bare også helt vild med struktur og overblik). Og så prøver jeg at tænke inden for forskellige kategorier, så vi kommer omkring både kreaprojekter, fin- og grovmotorik, naturoplevelser og sanseeksperimenter. Sidste måneds vandtema omfattede også nogle ture ud af huset; det er der ikke blevet så meget af denne gang, men det kan jo nås endnu.

Men altså, vejret og årstiderne…

I går aftes satte jeg vejrhjulet og kalenderen op på vores dør til gangen. Sebastian opdagede det straks, da han vågnede. ”Mor, der sidder noget på døren”, sagde han, og sammen gik vi i gang med at snakke om de forskellige slags vejr, der findes. Vi kiggede ud af vinduet, konstaterede at det var overskyet, og tegnede en sky ud for d. 1. september. Sjovt, lærerigt og fuldstændig overskueligt. Det bliver skægt at følge vejrets udvikling måneden igennem. Jeg ville ikke have noget imod, hvis vi ender med masser af sol på den vejroversigt…

Tak, sommer!

Denne årstid er min yndlings. Klar luft, det magiske morgenlys. Følelsen af, at sommerens spændthed i træer og blade og energiniveau slipper. Jeg suger den sidste varme, de sidste dage med bare tæer og fugtig hud og lune aftener til mig.

Min mand ryster på hovedet af mig, for i Italien begynder efteråret først ved jævndøgn, men…

Tak, sommer!

Tak for strandture og sand i håret. Tak for leg og is og snak på gårdspladsen med nye og gamle naboer. Tak for ture med familie og venner, for Langeland og Himmelbjerget og Bønnerup. Tak for besøg fra nær og fjern. Tak for den krydrede duft af urter i køkkenhaven, for jord under neglene og alle de grønne minder, vi kommer til at varme os på, når kulden kommer.

Tak sommer – og velkommen, efterår!

Henkogningsdrømme

Gårsdagens blommechutney er på glas (to små blev det til, men jeg er også den eneste i familien, der kommer til at spise det), og det smukke, varme sensommervejr lokker mig ned til frugttræerne efter mere høst. Jeg drømmer – som altid – om meget mere selvforsyning. Om hylder med henkogningsglas og masser af fryserplads til kød og grønt og bær. Om net med hassel- og valnødder. Om den dag, hvor vi skal have vores egne malkegeder (først når jeg er færdig med at have helt små børn!).

Men faktisk har vi allerede en del. Vores hvidløg kommer til at række til næste forår, og for første gang har vi i år så mange kartofler, at vi skal finde på en måde at opbevare dem på, når frosten kommer. Og slagtekyllingerne kommer på mandag! Huset er sat op og næsten klar – vi mangler bare opsætning af varmelampe. Heldigvis er vores søde naboer med på projektet, så der skal nok blive helt styr på det, selvom jeg selv har armene fulde af børn. Dario rejste i morges, og det føles som altid underligt, at han ikke er her. Min far er rykket ind, heldigvis, og derfor har jeg nærmest ikke set Sebastian hele dagen. Hvis bare morfar er der, kan det kun blive en god dag! Og jeg har haft masser af tid til at gå og hygge med min baby, bage vafler og luge lidt i køkkenhaven. Så er det ingen sag at være græsenke!

Men altså – det med henkogning? Det er helt sikkert det næste projekt på selvforsynings-to-do-listen. Vi har ikke selv dyrket tomater i år, men måske man kunne finde et sted at købe dem billigt…? Vores egen passata eller pizzasauce på hylden, det glæder jeg mig til!

Sensommer – før jeg bliver alenemor

I dag er jeg taknemmelig for…

– Blommer, brombær og æbler i massevis
– Vores nye, dejlige lokale hjemmegruppe, som vi langsomt er ved at lære at kende
– Sebastians malerier – ”Se, mor, her er sporene fra en isbjørn og en struds. De går rundt og rundt i skoven. Jeg har malet hele verden her!”
– At mine forældre træder til, når Dario i morgen tager 10 dage til Costa Rica.

For nu er det nu. Første gang som alenemor til to i så lang tid. Jeg holder vejret, men glæder mig også – både til bedsteforældrehygge og til at finde en ny papà-på-rejse-rytme, bare mig og børnene. De sidste dage har som altid været præget af rejseforberedelser og masser af last minute-emails, men vi har også tilvalgt hygge og ro. Vi har plukket brombær og spist blommetærte med vores naboer under pæretræerne på gårdspladsen. Vi har haft besøg og været på besøg. Vi har puttet og hygget, og jeg har fået sneget en times tid ind i køkkenhaven, så jeg også er i mor-overskud, når Dario tager af sted i morgen.

Dario og Sebastian er på biblioteket lige nu, og imens koger Simona og jeg blommechutney og fryser brombær ned. Chutneyen er med inspiration fra min skønne, antikvariske Syltning og Kræs og Sparemad – og selvom rosiner og løg bliver stavblendet i stedet for at blive kørt igennem en kødkværn, skal det nok blive godt.

Mit instagram-feed drukner i alt det lækre, som kommer ind fra haver, krat og skove lige nu. Hvad foregår der i dit køkken for tiden? Del gerne dine sensommersysler, så vi kan inspirere hinanden – jeg hørte for eksempel for første gang om blommeoliven den anden dag, og det skal helt sikkert prøves!

Første måned med hjemmebørnehaven

Vi er ved at være ved vejs ende med august måneds vandtema. Vi har slet ikke nået så meget, som jeg havde forestillet mig – men de små, nemme aktiviteter, som ikke har krævet meget forberedelse, har givet Sebastian og jeg en masse hyggestunder.

Isterninger har været et hit. Først lagde vi dem i skåle med koldt og varmt vand for at se, hvad der mon skete.

Senere udforskede vi, hvordan man får ting ud af en isterning. Ved at kaste dem? Ved at bruge en kniv? Eller hvad med det der vand…? Det tog tid, men han var dybt engageret og fandt ud af det på egen hånd til sidst.

Og så malede vi med vandfarve-isterninger.

August har været en god vandmåned i år. Første del af måneden bød på rig mulighed for at opleve vand i form af regn – og de sidste par uger har heldigvis budt på masser af sø og strand. Men vi har stadig en kanotur til gode…

Nu er måneden snart forbi, og jeg er i fuld gang med at planlægge september i hjemmebørnehaven: vejr og årstider, bliver temaet. Jeg glæder mig allerede til nogle af de ting, vi skal lege og lære med! Den her hjemmebørnehave er mindst lige så sjov for moderen som for barnet.

Jeg øver mig i mit liv

Jeg har længe villet skrive et indlæg omkring livsvalg, kerneværdier og det at gøre sig umage i sit liv, fordi det er så definerende for den måde, jeg er i mit liv på i disse år. Her til aften, da jeg vaskede op (det er der, de bedste indre dialoger opstår for mig), funderede jeg over, hvad det egentlig er for en lærings-udviklingsrejse, jeg er på i denne del af mit liv – og det slog mig, at jeg øver mig på at øve mig. På at blive i det, jeg endnu ikke har lært, fordi jeg har en klar drøm om, hvor jeg gerne vil bevæge mig hen ad.

Jeg har læst musikvidenskab på uni og nød de år, jeg havde der. Men en ting, som er ret essentiel som musikalsk udøvende, fik jeg ikke rigtig lært – at øve mig, også når det ikke kun er sjovt. Jeg har aldrig været særlig god til det, aldrig rigtig gået ad veje, hvor jeg ikke i udgangspunktet eller med en forholdsvis lille indsats var god (nok). Det giver masser af umiddelbar tilfredsstillelse, men også frustration og en vis stagnation inden for den berømte comfort zone.

Det var nok, da jeg mødte Dario, at jeg først begyndte at øve mig. Jeg øvede mig og øvede mig i et parforhold, som helt tydeligt ville noget med mig, men som fra start af var noget mere kompliceret end de fleste andre forhold, jeg har været i. Kompliceret, men sundt. For her var en mand, som delte nogle af de helt essentielle værdier for fremtiden, som jeg drømte om at udleve. Børn, hjemmeliv, hjemmeskole, fællesskab, frihed til selv at strukturere vores tid, masser af eventyr og kreativitet. Og netop de ting, de helt store drømme og overordnede visioner for vores liv (+ det med natur og selvforsyning, som mest er min ting) er dem, jeg øver mig på hver eneste dag. Fordi de fylder mit liv med mening. Også når det er hårdt.

Jeg træder ofte ved siden af, men: Jeg øver mig hver dag på at være den mor, jeg gerne vil give mine børn. Jeg øver mig på at være nærværende, tydelig, autentisk, kærlig og tålmodig, og på at skabe rammer som gør, at jeg har den største mulighed for at være det hele dagen igennem, også når det er sidst på dagen og jeg er træt. Jeg øver mig på at vise min mand, at jeg elsker ham, og på at huske at vi er et team, selv når vi misforstår hinanden. Jeg øver mig på at skabe en god hverdagsstruktur, og på at vende tilbage til de ting, der virker, når det hele bliver lidt for løst og flydende. Jeg øver mig på at passe på mig selv før jeg vælter, at tage tid for mig selv og gå tur, male, læse, lave mad i stilhed. Jeg øver mig på at se mig selv som ressourcestærk udi praktiske ting – jeg kan da sagtens skaffe en fræser, hente flis i en trailer og flytte høns! Og jeg øver mig på at lade min identitet være åben for forandring, på ikke at bruge så mange mentale ressourcer på, hvad andre tænker om mig.

Når jeg fejler, hvilket sker dagligt på stort set alle felter, lykkes det mig for det meste at huske, at her er noget, jeg har til gode at lære. Det er en gave, for det bliver nemmere at se med milde øjne på mig selv og de situationer, hvor jeg er nede og ømme mig allermest. Stort set det hele – alt det jeg VIL med mit liv, alt det jeg øver mig på – kræver alt, hvad jeg har, og jeg har masser af dage, hvor jeg helst bare vil blive i sengen og spise chokolade. For det er ikke nemt for mig at være sammen med mine børn konstant, det er ikke nemt for mig at blive i kærligheden, det er ikke nemt at træffe livsvalg, som går imod strømmen. Det er ikke nemt for mig at tro på, at JEG (og ikke de ting, jeg GØR) er god nok. Men der er hele tiden en fornemmelse af retning, af mening, Gud der hvisker: “Se – det her liv er dit!” Og når jeg mærker det, bobler det i maven af taknemmelighed.

Jeg har gemt et eneste lille citat fra et Yogi-tebrev: “Patience pays”. For det gør det virkelig. Det er de små skridt hver eneste dag, den løbende refleksion over hvert eneste valgs konsekvenser, uendelige mængder af tålmodighed og et valg om at tro – at tro på den sti, der føles rigtig – som til sidst fører derhen, hvor vi drømmer om at være.

Køkkenhaven i august

Min køkkenhave kører på femte sæson. Den er anlagt efter no-dig-metoden, hvor jorden bearbejdes så lidt som muligt, og består af 12 bede på ca. 50 kvm i alt. Sidste år bugnede den på dette tidspunkt; alt var grønt og frodigt, jeg havde styr på vanding og lugning, og der var alverdens forskellige grøntsager derude.

I år ser det noget anderledes ud. Jeg havde lovet mig selv ikke at stresse over køkkenhaven med en nyfødt, og det er i det store og hele lykkedes. I april og maj fik jeg kartofler i jorden i fire af bedene, fik nogle forspirede kålplanter fra en nabo, såede lidt porrer, bønner, ærter og majs. Og så lod jeg den passe sig selv i to måneder. Mængden af ukrudt nåede hurtigt op på et ret overvældende niveau – det var faktisk ikke til at se, at der nedenunder dækket af grønt var nogle planter, som rent faktisk var meningen.

Nu er det august, og de sidste par uger er køkkenhaveoverskuddet og -lysten vendt tilbage. Jeg er ved at være nogenlunde igennem det mest massive ukrudt, så man nu kan få øje på kål og majs. Zinnia, tallerkensmækker og valmuer blomstrer, og porrerne fra sidste år er helt fænomenale med deres kuglerunde frøstande. Jeg er gået i oprydningsmode. Stierne mellem bedene er ved at blive dækket af pap, som forhåbentlig kommer til at kvæle ukrudtet nedenunder, og så skal de dækkes af flis. Bedene kommer til at få et massivt lag hestemøg og kompost – måske 20 cm. – så jeg i praksis starter forfra med no-dig-metoden. Der er simpelthen alt for meget rodukrudt, især krybende ranunkel, så hvis jeg skal udrydde det manuelt, bliver det et kæmpe gravearbejde. Så hellere dække det hele til og jordforbedre på samme tid.

Imens nyder vi, at der trods alt er ærter at plukke, planter der vokser, og snart lidt af hvert, der kan høstes. Jeg er optimistisk og har for nogle dage siden forspiret bladbede, bønner og flere ærter, og håber på et mildt efterår, så de når at udvikle sig. Derudover spinat, pak choi, salat og portulak, så vi kan få noget frisk grønt til hurtig høst i september og oktober.

Og når køkkenhaven ikke kommer til at give fuldt udbytte i år, så er der jo bare ekstra tid til at samle bær til fryseren, og æbler og hasselnødder er på vej…

Månedens tema: Vand

Vi har taget hul på første måned i hjemmebørnehaven, hvor temaet er vand. Forhåbentlig tids nok til at nyde godt af masser af plaskeri i sommervarmen, og ellers må det blive til vand i form af regnvejrsaktiviteter. Vi skal lege med isterninger, vaske tøj, folde avisbåde, sejle i kano og meget mere – hvis altså vi har lyst. Det er første gang, at jeg har planlagt en hel måned frem – 20 idéer – og jeg er spændt på, hvor meget af det, vi kommer til at afprøve. Det skal være sjovt! Helst for både mor og barn, så der er ingen tvang, hvis jeg har ramt helt ved siden af nogle af dagene. Min oplevelse er ikke desto mindre, at Sebastian er med på det meste, hvis jeg selv er entusiastisk og har en plan.

Min idé med månedstemaerne er at skabe en overordnet ramme for de hverdagstimer, hvor jeg er alene med børnene. Aktiviteter, jeg nemt kan hive frem, hvis vi trænger til det, og større projekter, som kræver at jeg er forberedt, for at de kommer til at ske. Temaet i sig selv er ikke vigtigt – det er mest et benspænd at planlægge ud fra – og måske kommer vi ikke til at lave særlig meget af det, jeg har skrevet ned. Men så kommer vi til at lave noget andet i stedet for, som bliver et aktivt tilvalg.

Jeg har inddelt aktiviteterne i fem områder – ture, krea, finmotorik, grovmotorik og natur/eksperimenter. På den måde kommer vi omkring lidt af hvert, og jeg kan vælge alt efter energi, vejr og lyst. Aktiviteterne er altså ikke kalenderlagte, og det er ikke et mål at komme igennem alt på listen. Men jeg glæder mig! Det bliver sjovt at lege og opdage en masse nyt om vand.

Min plan er at lave et ugentligt “ugens aktivitet”-indlæg, som både kan fungere som en huskeliste for mig selv, og måske være til inspiration for andre, der mangler ideer til hjemmelivet med et barn i børnehavealderen. Skriv gerne en kommentar, hvis du selv har en god idé til vores månedstema, som vi skal kende til.