Køkkenhaven i november

I dag var en dag, der nåede meget. Sådan en af dem, der har den rigtige balance mellem aktiviteter ud i verden og hygge-langsomhed hjemme. Jeg fulgte Sebastian i børnehave i morgensolen (den tur på cykel giver virkelig en god start for os begge – gang i kroppen, røde kinder og tid til snak), og kørte så til Aarhus til sang og spil og gode timer for mig selv. På vej hjem nåede jeg et smut forbi Skanderborgs bedste genbrug, for der skal jo være styr på nissetingene, inden hun flytter ind på søndag…

Eftermiddagen blev til pandekager og masser af julesange i køkkenet. Lige før det begyndte at mørkne, sneg jeg mig ud i køkkenhaven. De sidste bede trænger nemlig stadig til at få vinterdyne på. Jeg har ikke været den hurtigste i år til at gøre haven vinterklar, men det har jo strengt taget heller ikke været nødvendigt endnu. Men altså – kålbedet blev dækket til af visne blade og en god bunke gammelt, tilsølet strøelse fra hønsehuset. Jeg mærker mig selv ekstra lige der, i stilheden og det sene eftermiddagslys, men handsker og mudret overtøj, spand og trillebør og duft af efterår.

Hjemme med Simona

Der er fart over feltet med hende her. Hun er lige mellem halvandet og to nu. Snakker som et vandfald, og selvom meget af det foregår på hendes helt eget sprog, bliver samtalen mere og mere forståelig for hver dag, der går. Jeg er vild med hendes sind, hun er virkelig en lille stjernekvinde. Ordentlig, pertentlig, egenrådig og med et temperament og et skrig af en anden verden, når tingene ikke vil, som hun vil. Hun går lige efter det, hun vil have, men på en meget favnende og social måde. Jeg har ingen bekymringer for hendes videre færd i verden.

Og nu, hvor Sebastian er af sted nogle timer om dagen fire dage om ugen, får hun også lidt solotid med mig. Det er en ny oplevelse for os begge, og én der gør os godt. Hun får plads på en ny måde.

Mandag er blevet hverdag

Det er mørkt, da Simona vågner. Hun tumler lidt rundt i den store familieseng, lægger sig til rette først oven på mig, så på sin far, og blunder videre. Da Sebastian vågner lidt senere, er det begyndt at lysne. På denne tid af året betyder det, at vi har fået lov til at sove længe.

Vi har fået en ny struktur på hverdagen, skal faktisk ud af døren omkring kl. 9, hvilket kræver lidt tilvænning. Siden starten af november har Sebastian været børnehavebarn – i en alder af fire et halvt er han startet i vores lille, hyggelige naturbørnehave oppe for enden af grusvejen. Det er et dejligt sted med højt til himlen og gode voksne. Opstarten blev gjort meget lettere af, at Sebastians bedste veninde går der og tog imod ham med stor begejstring fra dag ét. Han er ikke vild med at skulle være væk fra sine forældre, men glæder sig til leg og aktiviteter deroppe, så i det store og hele virker det til, at vi alle trives med den nye horisontudvidelse.

Vi cykler op ad grusvejen i morgenlyset, jeg med en hånd på hans ryg, når det går op ad bakke. Han har lige fået styr på pedalerne og balancen, så det er godt med et mor-gear til lige at få ordentligt gang i farten. Vi cykler/løber forbi skolen og ned ad den sidste stejle bakke, før han drejer ind til naturbørnehaven og parkerer cyklen foran lågen. De fleste af de andre børn er kommet, pædagogerne siger godmorgen til de sidst ankomne. Der er en ny dreng på besøg i dag, et nabobarn som skal til at starte, vi kender ham meget godt. Sebastian kysser mig farvel og løber med ud for at vise ham rundt; skoven og hulerne og koklokken, som pædagogerne skal til at ringe på for at kalde til samling.

Jeg går hjemad med sol på kinderne, der er stille omkring mig. Jeg er glad, taknemmelig og vemodig. Min store dreng. Derhjemme venter lillesøster, højtlæsning, bleskift og gyngetur i haven – og endnu en hanekylling, der står klar til slagt…

Sidste søndag i kirkeåret

Søndag er for det meste en arbejdsdag hjemme hos os. Jeg har sunget i kirkekor i mange år, og er netop begyndt som kirkesanger i vores lokale kirke.

Og i dag var så endnu en afslutning/begyndelse af dem, vi har så mange af på denne tid af året. Vi har netop fejret heksenes nytår ved Samhain/Halloween, der hvor jorden lukker sig om sig selv og vi overgiver høsten til åndernes verden. I dag er sidste søndag i kirkeåret, og på søndag begynder vi forfra i forventningen om det nye liv, der skal fødes. Fødsel, død og genfødsel; det er jo den samme historie alting fortæller. Jeg vælger alt det til, der med kærlighed og visdom forbinder min dyre-menneskekrop med livets naturlige cyklusser. For mig findes det både hos den vilde, feminine spiritualitet og i kirken. Både med næsen stukket dybt ned i muld og visne blade, og med stemmen løftet i vores kulturhistoriske rødder.

Derhjemme holdt de sofa-bio, mens jeg blev fyldt op af sang og gode ord om tro og liv. Dario og Sebastian er begyndt at se Disneyfilm på italiensk, og han suger det til sig. Imens tuller Simona rundt og snakker med sig selv og bamserne. Da jeg kom hjem, tog Sebastian og jeg fat på de allerførste julerier. Hvad vi lavede, er en hemmelighed…

Senere tændte vi op i brændeovnen for første gang i år, og lokkede nissen til huse med duften af risengrød. Det er en god tid, der nærmer sig.

Novemberdage

Vi sniger os ud i aftenmørket, Dario og jeg, vinden rusker i de sorte trætoppe og regnen gør vores bløde kinder kolde og røde. Vi har begge to overtræksbukser, støvler, pandelamper på. Ingen af os siger meget. Vi er trætte efter en lang dag, den ene af os har lige siddet i det stille, lune mørke i soveværelset og ventet på, at børnene skulle falde i søvn. Men nu er vi her i efterårsmørket.

På vej ned mod hønsegården.

Jeg må med skam indrømme, at jeg er mere bange for at fange høns, end jeg vil være ved. Jeg kan virkelig ikke lide, når de forskrækkede flakser op. Det giver mig en fornemmelse af, at jeg ikke har tilstrækkeligt med hænder til både at gribe fat, holde styr på vinger og ben og næb, og samtidig beskytte mine øjne. Men ind imellem må det til, hønsene må fanges. For eksempel nu: tre af vores fire høner lægger ingen æg, og vores to nuttede kyllinger fra i sommers har vist sig at være, ja, haner. Og så fugleinfluenza oveni. Det er tid til at reducere bestanden.

Heldigvis har Dario et godt tag på dem. Vi står lidt i regnen udenfor det lille hønsehus og hvisker, lyset fra pandelamperne har vækket dem derinde og gjort dem urolige. Så løfter jeg lågen til redekasserne, Dario griber med et fast tag fat i den ene af hanekyllingerne, som galer op og godt ved, at dens timer er talte. Vi sætter den ned i en murerbalje foret med halm, lægger en plade hen over og sætter den ind i laden. I morgen tidlig slagter jeg, og den bliver til vores aftensmad.

Vi går ind, hovederne sænkede mod vejret og varme under overtøjet. Taknemmelige for den cyklus af liv og død, som er så tydelig i alle aspekter på denne tid af året.

Spis, bed og elsk i en coronatid

Kan I huske Elizabeth Gilberts “Spis, bed, elsk”? Den der selvudviklingshistorie, som blev til en hyggelig feel-good-film med Julia Roberts? Jeg kom til at tænke på den i går, da jeg stod og vaskede op og reflekterede over, hvad vi egentlig har brug for lige nu i denne tid. Denne tid, som for mange er en mulighed for at stoppe op, måske finde en ny ro, i hvert fald lægge mærke til, hvad vi hver især savner og længes efter – og hvad vi ikke savner. Det er så lidt, vi egentlig har brug for – og måske er de tre ord, spis, bed, elsk, et meget godt bud på, hvor trivsel og livsmod og glæde ligger gemt.

Spis: Fordi maden, vores kroppe, vores sundhed er essentielt. Dyrk jorden – både for at se håbet spire frem i bogstaveligste forstand, men også for at lære den måske vigtigste menneske-kundskab af dem alle, nemlig at kunne bidrage til vores egen fysiske overlevelse. Hvis du ikke har adgang til jord, så gå ud i naturen og mærk den urgamle forbindelse til mælkebøtte, brændenælde og skvalderkål, som gennem alle tider har bidraget til vores sundhed og styrke. Bag alle de kager, du vil, fordi kagebagning er sanseligt og frydefuldt. Vær taknemmelig over dem, du trods alt kan dele måltidets fællesskab med lige nu.

Bed: Hold fast i din spirituelle praksis. Hvis du ikke har en, så skab en. Bøn, meditation, yoga, lysvisualiseringer, affirmationer, journaling… Bare fem minutters fokus på forbindelsen til vores alle sammens kilde kan gøre en verden til forskel. Gennem bevidst nærvær kan vi finde fred med at overgive os til det, der er. Vi kan fokusere på vores intention om at gøre det bedste, vi hver især kan for os selv og hinanden, og minde os selv om, at resten ligger uden for vores kontrol – og det er okay.

Elsk: Vælg kærligheden til dig selv, til din familie, dem du ser og dem du ikke ser. Elsk i alle ordets betydninger. Mærk taknemmeligheden over de fysiske berøringer, der er mulige lige nu, og over teknologien, som forbinder os på helt nye måder og viser nye muligheder for fællesskab. Husk at kærlighed er intention og handling – du kan altid vælge den vej, selvom du føler dig alt andet end kærlig og elskelig.

Jeg håber helt ind i mit inderste, at vi som samfund tager en øget bevidsthed om langsommelighed med os ud på den anden side. At vi hver især har fået plads og lov til at mærke kernen i det at være menneske. Vores bløde, sårbare, følende dyrekroppe. Der er jo så uendelig lidt, vi skal.

Samtidig ved jeg godt, at der er mange, som løber ekstra hurtigt lige nu, og som er fanget i angst, ensomhed, sorg eller urealistiske forventninger til hverdagen. Jeg kan komme i tanker om mange, som ikke bare kan bruge disse uger på at sidde og føle taknemmelighed. Alle dem, der gør en kæmpe indsats for at få vores vigtigste samfundsfunktioner til at køre videre, og måske i endnu højere grad dem, der ikke kan komme til det lige nu, og ved, hvor meget det koster i menneskelig trivsel.

Vi er heldige. Vi har en hverdag, som faktisk ikke har forandret sig – bortset fra, at vi ikke kan gå på biblioteket og har indsnævret vores omgangskreds til vores nærmeste naboer i bofællesskabet. Men det er også nok. Vi savner ikke noget. Sebastian har ikke opdaget noget endnu – det kommer nok, hvis vi ikke kommer til at kunne ses med bedsteforældre i en længere periode, men for nu er hans hverdag den samme, og vi har valgt ikke at tale om krisen med ham. Det bliver for abstrakt, netop fordi han ikke er påvirket af det – så er der ikke nogen grund til at fylde et 3-årigt hoved med tanker om sygdom og fare og bekymring.

Så nu vil jeg gå ud i min lille, priviligerede verden, og fodre høns og cykle ture op og ned ad grusvejen med børnene og spise (mere) is i solen. Pas på hinanden. Nyd alt det gode og VÆLG det så meget du kan.

Selvforsyning i bofællesskabet: slagtekyllingerne er kommet!

I to uger har vi gået og ventet og glædet os. Vi har flyttet hønsehus, skaffet varmelampe, købt startfoder og læst om pasning af kyllinger. Søndag fik vi så beskeden: æggene var klækkede, og vi kunne komme og hente vores nye medlemmer af husholdningen!

Vi pakkede børn og transportkasse i bilen og kørte af sted. Sebastian var i første omgang mest begejstret over chokoladekiks på turen – men da vi ankom og så de små, bløde dunbolde, blev han næsten lige så betaget, som da han så Simona for første gang. Og de er da også bare for kære. Der er virkelig noget særligt over dyreunger, og børnene skal bare have lov til at hygge og nusse så meget de har lyst til. De skal jo spises i sidste ende – altså kyllingerne – men her i starten er det ren nuttethed.

Vel hjemme igen blev de installeret i kyllingehuset. Rene spåner på gulvet, foder og vand på plads, varme og lys. Vi har kyllingerne sammen med et hold naboer i bofællesskabet, og Sebastian og hans gode jævnaldrende veninde skiftedes til at holde og kigge og ae og kaste græsafklip ind til dem. Det bliver nogle sjove måneder, og så godt et liv for dyrene som vi kan give dem!

Vi to familier kommer til at have ansvaret for dem en uge ad gangen, og slagter sammen til sidst. I første omgang skal kyllingerne bo i et lille hus med voliere, og når de vokser ud af det, bliver de flyttet over i den store hønsegård. Vi regner med, at slagtningen kommer til at ligge engang i slutningen af november eller starten af december. Vi har alle prøvet at slagte før, men ikke så mange på en gang – så måske ender vi med at være på udkig efter en plukkemaskine for at lette arbejdet lidt.

Her er de så, de kære små:

Hjemmebørnehaven i september: Vejr og årstider

Vi har taget hul på en ny måned i hjemmebørnehaven. Her i september fejrer vi overgangen fra varmt til køligt med et vejr- og årstidstema! Vi skal lave vejrkunst, danse regnbuelimbo, simulere regnskyer og lyn, sortere årstidssten og meget mere.

Jeg bruger primært Pinterest til at finde på ideer til aktiviteter. Det er et nyt socialt medie for mig, men hold op, hvor er det smart med så stor en samling af alverdens ting, man kan give sig i kast med. På et tidspunkt tror jeg, at jeg skal have lavet nogle boards derinde, så jeg kan holde samling på alle ideerne – men for nu bliver de skrevet ned i min notesbog på god, gammeldags manér, og siden hængt op på køleskabet i pænt dekoreret punktform.

Der er ikke nogle store, forkromede pædagogiske tanker bag mine månedstemaer – jeg prøver mig lidt frem og ser, hvad der fungerer. Det vigtigste for mig er, at det skal være sjovt for os begge, og at aktiviteterne altid er et tilbud (vi er unschoolere i hjertet, jeg er bare også helt vild med struktur og overblik). Og så prøver jeg at tænke inden for forskellige kategorier, så vi kommer omkring både kreaprojekter, fin- og grovmotorik, naturoplevelser og sanseeksperimenter. Sidste måneds vandtema omfattede også nogle ture ud af huset; det er der ikke blevet så meget af denne gang, men det kan jo nås endnu.

Men altså, vejret og årstiderne…

I går aftes satte jeg vejrhjulet og kalenderen op på vores dør til gangen. Sebastian opdagede det straks, da han vågnede. ”Mor, der sidder noget på døren”, sagde han, og sammen gik vi i gang med at snakke om de forskellige slags vejr, der findes. Vi kiggede ud af vinduet, konstaterede at det var overskyet, og tegnede en sky ud for d. 1. september. Sjovt, lærerigt og fuldstændig overskueligt. Det bliver skægt at følge vejrets udvikling måneden igennem. Jeg ville ikke have noget imod, hvis vi ender med masser af sol på den vejroversigt…

Tak, sommer!

Denne årstid er min yndlings. Klar luft, det magiske morgenlys. Følelsen af, at sommerens spændthed i træer og blade og energiniveau slipper. Jeg suger den sidste varme, de sidste dage med bare tæer og fugtig hud og lune aftener til mig.

Min mand ryster på hovedet af mig, for i Italien begynder efteråret først ved jævndøgn, men…

Tak, sommer!

Tak for strandture og sand i håret. Tak for leg og is og snak på gårdspladsen med nye og gamle naboer. Tak for ture med familie og venner, for Langeland og Himmelbjerget og Bønnerup. Tak for besøg fra nær og fjern. Tak for den krydrede duft af urter i køkkenhaven, for jord under neglene og alle de grønne minder, vi kommer til at varme os på, når kulden kommer.

Tak sommer – og velkommen, efterår!