Nu glæder jeg mig endelig til, at det skal blive sommer

Jeg elskede at være i barselsboblen med Sebastian, da han var helt lille. Vi havde en nem start på alle måder, og det var en helt grundlæggende længsel, der blev indfriet, da jeg endelig blev nogens mor. De første uger var overvældende, selvfølgelig – jeg husker mest forundringen, samhørigheden, den pludselige sårbarhed. Vi var sammen alle tre, for Dario skulle heldigvis først rejse med arbejdet et par måneder efter fødslen.

Det var sommer, da vi blev forældre. En ret elendig en af slagsen der i 2016, og jeg var glad for det, for det eneste jeg kunne, ville og skulle var at sidde i ammestolen. Der gik to-tre måneder, før jeg følte mig klar til at være udenfor i længere tid med Sebastian, og det var først hen på sensommeren, at vi fik gang i barnevognen og begyndte at gå ture. Og selvom grundtonen i den første tid var rolig og let, blev jeg ind imellem frustreret. Jeg husker at sidde der på sofaen, begravet under ammepuden, og lytte til glade stemmer på gårdspladsen – folk der drak kaffe, bål og snobrød, en sommerfest (som foregik uden for vores vinduer, og det kunne jeg slet ikke rumme), fællesspisninger under pæretræerne. Når jeg kiggede ud af vinduerne i den anden side af stuen, fik jeg øje på min nyetablerede køkkenhave, som var blevet til en mælkebøttemark midt på græsplænen. Jeg ved, at mange kæmper med langt større frustrationer og sorger i starten af forældreskabet, men for mig var den største udfordring virkelig at give slip på alt det udadvendte, jeg troede, at jeg skulle.

September var smuk og lang det år, og den måned nød vi i fulde drag. Og lige så langsomt, som bladene faldt og kulden kom, blev der overensstemmelse mellem min indre proces og den ydre stilhed. Jeg var i et vildt udviklingsarbejde indeni, men det var vokseværk under overfladen, ordløst og tavst. Jeg var et med frøene under den frosne jordskorpe, mens jeg gik lange ture med Sebastian i det grå halvår.

Jeg var overrasket over, at det ikke ændrede sig, da foråret kom. På dette tidspunkt sidste år var jeg sikker på, at nu var tiden kommet til at vende mig ud mod verden igen, til at udtrykke mig. Det skete bare ikke. Jeg blev ved med at vende indad, og jeg oplevede, at mit stressniveau steg i takt med temperaturen og de lyse timer. Jeg ville så gerne den udadvendte energi, der er i sommeren, og på det tidspunkt forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke kunne være i den. Det tog mig hele sidste sommer at indse, at jeg ikke kunne udrette, for mit barn var stadig kun et lille væsen, og jeg var stadig under forandring i min nye rolle som mor. Rigtig meget endda. Jeg var lige ved at skrive om den store omvæltning det var, at barslen sluttede, og hele den proces det var at finde en model for hjemmegående-tilværelsen, men det blev til et helt andet indlæg. Det vil jeg fortælle om en anden dag.

Også denne vinter har jeg fundet ro i mørket, tystheden, indadvendtheden, og det er helt i orden, at foråret er lang tid om at folde sig ud. Men noget er anderledes i år. Jeg mærker igen den almindelige forventning til sommeren, der er på vej, og jeg ved, at det bliver godt. Jeg er stadig mor til et meget lille barn, men det er blevet nemmere. Langsomt bliver jeg bedre til at skrue ned for mine præstationsforventninger, og flere og flere ting bliver mulige i takt med, at Sebastian bliver ældre. Det gør mig så glad at tænke på, at vi går en sommer i møde med en tumling, som kan gå og forstå og sige ord. Som suger verden til sig, og som er vild med oplevelser og ture og mennesker.

Jeg øver mig stadig i at acceptere, at tiden ikke er moden til malkegeder, men jeg glæder mig til masser af udendørsleg, cykelture, besøg rundt i Danmark. Det er virkelig en lettelse at se frem til, i stedet for at mærke modstand, når de første spirer bryder gennem jorden.

Hvis I har lyst til at dele jeres oplevelser med årstidernes betydning for det sted, I er i livet, må I endelig skrive en kommentar. Lige nu skal man desværre tilbage til toppen og klikke på indlæggets overskrift for at komme til kommentarfeltet, hvis man læser på bloggens forside, men jeg arbejder på at få lavet et link i bunden – så bliver det lidt nemmere, og jeg håber, at der med tiden vil finde nogle gode samtaler sted der.

Posted by Line i moderskab, tanker, 3 kommentarer

En valentinskage

Vi stod op til blændende solskin og funklende iskrystaller på græsset, og jeg besluttede, at i dag skulle være en udedag. Hønsene fik rester, hestene blev hilst på, isen på vandpytterne blev undersøgt grundigt. Jeg forsøgte at tage billeder, men Sebastian har udviklet en meget insisterende forkærlighed for at kigge med på skærmen, så vi endte i gråd på jorden ude ved fårene, da jeg pakkede kameraet væk. Sådan går det, når de sociale medie-ambitioner tager over for nærværet. Jeg skal lige finde en balance.

Vi gik en tur efter frokosten ned langs dalen til der, hvor vores land slutter og engen begynder. Sebastian i bæreselen, for jeg havde store planer om at beskære vores magnolietræ, mens han sov lur på ryggen. I dag var bare sådan en dag, hvor verden var for spændende, og han sov ikke. Nogle dage er det det, eftermiddagen går med – forsøg på at få en lur i stand, mens vi begge bliver mere og mere trætte, men uden resultat. Da vi kom hjem, forbarmede Dario sig. Han satte arbejdet på standby og gav mig en halv times alenetid i haven; det blev min valentinsgave. Til gengæld bagte jeg en kage.

Da jeg for nogle uger siden fortalte min gode nabo-veninde om bloggen her, spurgte hun: “Skal det så være sådan en med opskrifter?” Altså den der slags, som folk finder på google, når de søger på “verdens bedste sunde kage”. Det havde jeg jo ikke lige tænkt – jeg laver utrolig meget mad, men det er sjældent efter opskrift, og når det er, kan jeg ikke selv tage æren for den. Lige bortset fra den her, for det er virkelig en af verdens bedre sunde kager. Grundopskriften var noget med bønner og dadler, og så har jeg føjet lidt til.

Sund valentinskage

  • 1 dåse / 400 g. kogte kidneybønner
  • 8-10 dadler
  • Temmelig meget kakaopulver (på min post-it står der 1 dl, jeg bruger et par spiseskefulde)
  • 2 spsk kokosolie
  • 4 æg
  • 40-100 g. chokolade (alt efter hvor meget du snacker i løbet af bageprocessen)
  • Et par rødbeder, rå og skrællede
  • 1 banan

Det hele blandes i en skål og blendes med en stavblender til dejen er jævn og glat. Hældes i en smurt form og pyntes evt. med nødder. Bages i ca. 30 minutter ved 180 grader. Den smager skønt med det samme, men er endnu bedre dagen efter.

Posted by Line i hjemmeliv, i køkkenet, udenfor, 2 kommentarer

Alt det, man kan bruge et får til

Altså, vi er ikke særlig selvforsynende.

Mit drømmescenarie er det helt store billede. Frugt og grønt til hele året, en overflod af æg, geder til mælk og ost. Lige nu har vi delefår og delehøns og en køkkenhave på omkring 50 m2, og i år er mit succeskriterie at få tilplantet alle bedene. Ikke kun halvdelen, så resten drukner i ukrudt. Måske vil det også lykkes at få has på lidt flere dræbersnegle. Jeg har stadig onde drømme om dem fra sidste sæson.

Under alle omstændigheder er det ikke nemt at arbejde udendørs med en halvandetårig. Det er svært at blive enig med ham om, at nu er det tid til at luge/save brænde/køre med trillebør, i hvert fald hvis der skal være en vis effektivitet i det. Vi har faciliteterne til meget mere, end vi gør nu, og jeg håber, at der bliver tid og plads til mere og mere i takt med, at vi får større børn. Indtil videre har vi ikke helt fundet rytmen i det. Mine visioner overstiger langt min praktiske formåen i en hverdag, hvor Sebastian er førsteprioritet.

Dermed ikke sagt, at det slet ikke bliver til noget! I dag vil jeg fortælle om min helt store stolthed udi selvforsyningsøvelserne, nemlig vores får:

Vi har en dedikeret fårehyrde her i bofællesskabet og en endnu mere dedikeret hyrdehund, så det daglige arbejde er vi sjældent en del af. Det kunne være meget mere, og forhåbentlig bliver det en dag. Ikke desto mindre står vi i vores familie hvert år med et lam, der er vores. Sidste år, hvor Sebastian var helt lille, blev det sendt til slagteren med de andre, men i år skulle det være! Jeg slagtede selv for første gang.

Jeg har været med til at slagte grise før, så jeg var nogenlunde tryg ved processen, og en god nabo hjalp til med vejledning. Det tog til langt ud på aftenen, før alt kødet var parteret og køkkenet var rengjort – men jeg var også særlig forsigtig da jeg pelsede det, for skindet skulle garves.

Det blev det over nogle uger i november, og nu pynter det i stuen til Pinos store fornøjelse.

Det er en kæmpe tilfredsstillelse at have en fryser fuld af kød, som har haft et godt liv, og som jeg selv har taget livet af. Men det fåreprojekt, som jeg er allermest begejstret for, er ulden, som jeg er ved at spinde til garn.

Jeg tog to pelse fra vores væddere i det sene forår, hvor de blev klippet. Siden fik jeg fat i en spinderok, og med god vejledning fra både Youtube og rigtige, varme hænder, har jeg fået nogenlunde tag på at spinde. Det er ren meditation. Den rytmiske lyd af hjulet der snurrer, fornemmelsen af ulden mellem hænderne. Og så det at lære noget, en proces man kan grave sig ned i, blive bedre til. Det er en kæmpe tilfredsstillelse.

De første nøgler her skal blive til et sjal. Jeg har lige slået masker op. Det er blødt at arbejde med, mit garn, selvfølgelig temmelig ujævnt, men med så meget liv.

Posted by Line i selvforsyning, udenfor, 0 kommentarer

En udedag

I forgårs, da solen var ved at gå ned ud på eftermiddagen, blev luften mild. Jorden var stadig hård af frost, men der var en duft af muld og fugt, som satte gang i forårsfornemmelserne. I tusmørket lod jeg aftensmad være aftensmad, og gik ud en times tid for at køre hestemøg på køkkenhaven. Den slags arbejde kalder min sjæl på nu, hvor vinteren slås med de spirende forårskræfter.

Jeg har ikke været ude længe, gik det op for mig. Sådan rigtig ude, heldags-ude, hvor nattesøvnen forbedres fordi kroppen er brugt. Vi plejer at gå ud om formiddagen, Sebastian og jeg, for hønsene skal have madrester og han spørger selv efter hue og hest og traktor; han ved, hvad der er godt at bruge tid på. Men tit kan jeg næsten ikke overskue det projekt, det er at få flyverdragt og vanter og støvler på os begge to. Det har været koldt og gråt længe. Mine fingre er istapper, når vi kommer indenfor igen – det er ikke til at have ordentlige vanter på, når lillemanden har brug for en hånd at holde i, fordi underlaget er ujævnt af frost eller mudder.

Nå, men i går kom vi ud i det pludselige, uimodståelige solskin fra morgenstunden, for det var torsdag og vi skulle jo op og lege med dagplejen på skolen. Der var bare ikke nogen dagpleje, viste det sig – i stedet fejrede børnehaven fastelavn i gymnastiksalen, og den fest syntes jeg alligevel ikke, at vi kunne crashe. Så vi kom på uventet tur med klapvognen, og gik af uudforskede stier i vores lille landsby. Lyset var så smukt i den lave formiddagssol, og vi så heste med dampende ånde, vintergækker og rakler på hasseltræerne.

Der var liv på gårdspladsen derhjemme, folk kom frem fra husene med kaffe. Vi tændte bål og smurte rugbrødsmadder udenfor. Senere blev der sovet lur på ryggen i bæreselen, mens jeg fjernede døde brændenælder og gederams fra sidste år. Til sidst, da solen igen var på vej ned, gik vi ind, mætte af lys og luft.

Den slags dage skal vi have mange flere af! Jeg mærker mig selv og min plads i verden på en helt anden måde, når min krop får lov at være med den jord, den er en del af. Jeg får lyst til at flytte ud i det, bo med stampet lergulv, vågne op med duften af blade og muld og regn i næsen. Vi er natur, og vi er skabt til at røre ved al den fysiske sanselighed, der er derude. Det er noget af det, jeg allerhelst vil have, at Sebastian får med sig.

Hvornår er I ude? Hvilken rolle spiller naturen for jer?

Posted by Line i hjemmeliv, udenfor, 0 kommentarer

Når man ikke går i dagpleje

Hver torsdag mødes vores syv lokale dagplejere i skolens gymnastiksal til en slags fælles legestue. Der er rundkreds med sanglege, madrasser man kan hoppe på, bolde man kan sparke til, og nogle gange kommer børnehaven eller nogle af de store fra skolen og leger med. Det bedste er, at man gerne må være med, selvom man ikke går i dagpleje. Derfor trisser Sebastian og jeg nogle gange op ad grusvejen til skolen for at være en del af det store, lokale børnefællesskab. Der er en utrolig rar stemning, og efter at være kommet der i nogle måneder, har Sebastian nu vænnet sig til at være med i gruppen, har sluppet min hånd og løber rundt blandt de andre børn. Det gør mig så glad.

Jeg er ikke i tvivl om, at min søn ville have det godt, hvis han var der på de samme præmisser som de andre børn – altså uden mig. Der er sådan en varme, ro og tryghed i dagplejen; det er kærlige og kompetente kvinder, som jeg uden kvaler ville kunne aflevere mit barn til. Nogle gange har jeg lyst til det. Ikke at være væk fra Sebastian, men at lade ham blive en del af den store børnelandsby, som jeg møder der i gymnastiksalen. Jeg ser, hvor trygge og glade de er, og hvor meget de får med fra hinanden og de voksne, som ikke er deres forældre. Jeg ser, at de bliver en del af det lokalsamfund, de er født i, fra dag ét – alle kender alle, alle passer på hinanden. Og den slags rødder er en af grundlæggende del af mit værdisæt.

Alligevel har vi valgt anderledes. Sebastian skal ikke i dagpleje, måske ikke i institution overhovedet. Det er en prioritering, som jeg ved ikke er rigtig for alle, men som er det for os. Vi vil have de bedste timer sammen med vores dreng. Vi vil skabe rammerne for hans hverdag, mens han er lille. Vi vil give os selv tid til primært at være småbørnsfamilie, fordi vi tror på investeringen i en stærk tilknytning i de første år. Vi ønsker, at han skal lære verden at kende med os ved siden af, være med i alle de dagligdags gøremål, gøre sig erfaringer i det liv, der er vores. Sidst da vi gik hjem fra gymnastiksalen forestillede jeg mig, at det var eftermiddag, og at jeg lige havde hentet ham. At vi havde været adskilt hele dagen, at han og jeg var fyldt op af helt forskellige oplevelser, at vi skulle finde hinanden, hjem og lave aftensmad, lege lidt før sengetid. Jeg ved, at det fungerer for mange, men jeg er glad for, at det vi har mest af, er tid sammen – også selvom han går glip af den daglige oplevelse af det store fællesskab på det her tidspunkt i livet.

Jeg har stor respekt for, at man vælger at sende sit barn i dagpleje eller vuggestue. Der er så mange faktorer, der spiller ind i et velfungerende familieliv. Økonomiske prioriteringer, selvfølgelig, men også alt muligt andet, som gør, at hjemmepasning/institutions-valget ikke er sort-hvidt. Jeg er meget, meget heldig at jeg har nogle rammer og omstændigheder som gør, at jeg trives i min hverdag som næsten hjemmegående. For det første har jeg en mand, der arbejder hjemmefra, og for det andet bor vi i et nabofællesskab med åbne døre som gør, at både Sebastian og jeg får masser af kontakt og input i løbet af dagen. Jeg ved, at mange har drømmen om et liv med mere tid til deres børn, og jeg ved at det er benhårdt, hvis man står alene i det. Vi er ikke skabt til at gå rundt med vores barn hele dagen uden voksenkontakt; selvfølgelig har vi brug for mere end det for at trives og for ikke miste os selv. Jeg forstår sagtens, at mange glæder sig til at vende tilbage til arbejdet efter endt barsel, til at være sig selv igen nogle timer om dagen, uden at der er et lille væsen, hvis behov altid kommer i første række. Og jeg håber sådan, at vi som samfund kan skabe bedre betingelser, så dem der har lyst til at tage sig af egne børn, mens de er små, kan gøre det med glæde. Det er en lang og vigtig snak, og Nynne og Pernille er nogle af dem, der skriver engageret om det.

Jeg tror, at det er en kæmpe gave for et lille barn at være sammen med sine forældre i dagligdagen. Men jeg tror slet ikke, at det er altafgørende for trivsel: de børn, jeg ser i vores omgangskreds, har det godt, og familierne ligeså. Det vigtigste for mig at se er, at man som familie træffer et bevidst valg.

Så altså – Sebastian går ikke i dagpleje, men alligevel er dagplejen en af de aktiviteter, vi har på ugeprogrammet. En anden dag vil jeg skrive mere om vores daglige og ugentlige rytmer i hjemmelivet.

Posted by Line i hjemmeliv, moderskab, 0 kommentarer

Kyndelmisse

Det sidste halvandet års tid har jeg prøvet at gøre det til en tradition, at vi i bofællesskabet fejrer solhverv og jævndøgn med bål. Nogle gange er det lykkedes, andre gange er vejret eller dagligdagen kommet i vejen. Jeg synes, at det giver så god mening at markere årstidsfesterne, og jeg vil gerne blive bedre til at indføre små ritualer, som kan skabe en dybere samhørighed med den årlige cyklus, der udspiller sig i naturen og i vores sind.

I dag er det kyndelmisse. Jeg har sunget i kirke i mange år, og der har man efterhånden de fleste steder (gen)indført lysgudstjenester på denne dag, så jeg er bevidst om højtiden, når den kommer. Men i år er første gang, at jeg selv har gravet mig ned i de gamle skikke og forsøgt at skabe noget, der måske kan blive en tradition i vores familie.

Kyndelmisse er midvinter. Selvom foråret umiskendeligt er på vej, med vintergækker og erantisser der titter frem, så mærker og erfarer vi alle sammen, at kulden først for alvor slipper sit greb godt hen i april. Der er længe til. Endnu kan vi hvile i vinterens dybe omfavnelse, endnu er det for tidligt at handle på forårsimpulsen. Tidligere var det vigtigt, at man på dette tidspunkt stadig havde halvdelen af sit forråd og brænde tilbage, så man kunne klare sig til sommeren igen nærmede sig. Jeg kan huske at have hørt, at hvis man ved kyndelmisse havde æg, mælk og mel nok til at lave pandekager, så skulle man nok klare sig. Vi mangler hverken det ene eller det andet, og æggene er tilmed begyndt at komme fra vores egne høns igen efter en kort vinterpause. Derfor har vores kyndelmisseritual i dag involveret pandekagebagning, og jeg ville gerne have inviteret naboer og venner til en rigtig fest, men i stedet kom min mor på spontant besøg. Da det blev mørkt, lavede vi aftensmad i skæret fra stearinlys, og det er en praksis, jeg gerne vil tage med videre. Der er en særlig ro og en anden form for sansning, når man laver mad i halvmørke med et par levende lys som eneste lyskilde.

Nu er det skrevet ned her som en slags traditionsnote, så jeg husker det til næste år. Det er så lidt, der skal til, for at gøre en årstidsfest til en særlig dag, men jeg oplever, at det har en stor betydning. Det skaber et nærvær i mig, en bevidsthed om at lige nu, i dag, er min krop lige her, på dette sted i året. Pandekager og madlavning til levende lys bliver koblet sammen med vintergækkerne, med følelsen af, at vi er i vinterhi og trygt kan vente på forårets komme uden at forcere energien.

Hvad betyder denne tid på året for jer? Har I nogle traditioner forbundet med de små årstidsfester?

Posted by Line i årets gang, traditioner, 0 kommentarer

Når jeg bliver stor, vil jeg være selvforsyner-husmor

Sådan ville jeg have svaret uddannelsesvejlederen i folkeskolen, hvis det overhovedet havde været en tanke, der kunne tænkes.

Jeg er et omsorgsmenneske. Det skaber en dyb, grundlæggende tilfredsstillelse i mig at drage omsorg for mine nære omgivelser – min familie, mine fællesskaber, mig selv, jorden. Der er selvfølgelig også mange andre ting, der nærer mig, og mange af dem har med en mere konventionel faglighed at gøre, men lige nu, lige her i mit liv, er det her det vigtigste. De helt basale ting.

Forrige år holdt jeg en workshop på den årlige festival for foreningen Praktisk Økologi. Oplægget havde titlen Selvforsyningsmor, og bagefter faldt jeg i snak med en ung kvinde, som delte mine drømme om et liv, hvor omsorg for familie, dyr og jord var omdrejningspunktet. Hun sagde: Men det kan man jo ikke uddanne sig til! Og det havde hun ret i. Det er jo netop uddannelses-kassen, de fleste af os bliver opfordret til at tænke inden for gennem hele vores ungdom. Hvad vil du være, nærmere end hvordan vil du leve dit liv.

I lang tid troede jeg, at jeg var sådan en, der ikke anede, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen. Jeg var fagligt dygtig hele vejen gennem uddannelsessystemet og havde mange interesser, men endte i første omgang med at læse antropologi, fordi det var den bredeste, mest uspecifikke uddannelse, jeg kunne komme på. Jeg tænkte, at jeg på den måde undgik at lukke nogle døre. Det siger næsten sig selv, jeg ikke blev der særlig længe.

Sagen er nemlig den, at jeg faktisk vidste præcis, hvordan mit drømmeliv så ud, fra jeg var omkring 20 år. Jeg havde et mentalt billede af et lille husmandssted. Skov, eng. En familie, børn, masser af dem. Mig hjemme. En stor køkkenhave. Og det var det. Hele vejen op gennem 20’erne lå dette billede omme bag ved de livsvalg, jeg traf, selvom ingen af dem førte direkte til drømmen. Jeg ventede. Droppede ud af antropologi, boede i kollektiv i byen, læste musikvidenskab og kastede mig med liv og sjæl ind i den klassiske korverden i flere år. Fulgte min intuition, da jeg fornemmede, at nu var det tid til at bryde op. Rejste til England og mødte ham, der nu er min mand. Og langsomt, ad kringlede veje og vildveje, er vi endt her. Ikke i en 1:1-udgave af mit billede, men med værdierne helt på plads.

Jeg tror, at de fleste af os har noget vi skal her i livet. Noget, der er så grundlæggende rigtigt for os, at det er den vej, det hele går. For nogen er det kunst, viden, formidling – noget mere eller mindre håndgribeligt, som folder sig ud på en måde der kan planlægges og forklares. For andre ligger det som en stille summen omme bagved det hele, og det tager år, tillid og kærlighed at nå til et punkt, hvor det begynder at blive synligt i den hverdagsverden, vi lever i.

Det er så vigtigt, at vi giver rejsen plads. Plads til at vende om og om igen, plads til at træde ved siden af. Tålmodighed, til vi en dag ser en flig af det, der giver dybest mening for os.

Posted by Line i hjemmeliv, tanker, 0 kommentarer

Et hjemmeliv

Jeg har gået og summet over en blog i lang tid. Flere år, faktisk. Hver gang er jeg stødt på indre barrierer, for giver det overhovedet mening at bruge tid på at mediere sit eget liv? Giver det mening for mig? Vil jeg ikke hellere bruge mine sparsomme aftentimer på at læse, være kreativ, holde min mand i hånden?

Jeg tror, at jeg er nået frem til, at det giver mening. Jeg bliver selv dagligt inspireret af andre, der har valgt at vise glimt af livet, som det ser ud fra deres synsvinkel. Der er så meget læring i at læse om andres erfaringer, især når de har gået af stier, som taler ind i ens egne drømme og længsler. Mit liv ville ikke se ud, som det gør i dag, hvis jeg ikke var blevet inspireret af stærke, modige kvinders skriverier på det store Internet.

Så nu vil jeg kaste mig ind i arenaen og se, hvad det fører med sig.

Vores liv er ikke noget særligt, men alligevel lidt anderledes end de flestes. Vi bor i bofællesskab på landet, vi hjemmepasser vores søn, og vi har valgt at leve for temmelig beskedne midler for at have frihed og tid til at være sammen. Derfor har jeg, siden min barsel sluttede sidste sommer, været mere eller mindre hjemmegående, mens min mand arbejder hjemmefra. Det giver os en dagligdag med en ro og et nærvær, som jeg er dybt taknemmelig for og kun lige er begyndt at forstå det fuldstændig forunderlige i.

Jeg tænker, at bloggen kommer til at afspejle de værdier, jeg og vi som familie forsøger at pejle efter i vores version af det gode liv – tid og plads, frihed, fællesskab. Jeg vil skrive om alt det, der fylder og skaber vækst og glæde. Om at vokse som mor, om at lære at passe på sig selv, når man er sammen med et lille menneske 24 timer i døgnet. Om jordforbindelse, rødder og spirer, om at føle sig hjemme med vind i kinderne og hænderne i mulden. Om hverdagsmagi og næring.

Jeg glæder mig, og jeg håber, at du kigger forbi igen.

Posted by Line i hjemmeliv, 0 kommentarer