Disse kvinder inspirerer mig

Jeg har et meget ambivalent forhold til sociale medier og internettets uendelige mængder af information. Det sluger tid og fjerner os fra kropslighed og sanselighed, og samtidig er der så megen viden og inspiration at hente. I mange år fyldte det digitale ganske lidt i min dagligdag – jeg fik først en facebookprofil sidste sommer, da min barsel var slut, og jeg fik brug for at udvide mit netværk af hjemmegående forældre. Alligevel har der gennem årene altid – lige siden jeg som ung teenager var aktiv på diverse Harry Potter-fora – været et eller andet sted på nettet, hvor jeg følte mig hjemme, fandt inspiration og “mødte” ligesindede. I det sidste årti har det mest været blogs om kvindeliv, moderskab, slow living og alt det, jeg har brugt år på først at længes efter, siden aktivt at manifestere i mit eget liv.

Det begyndte altsammen med Soulemama. Jeg var 20 år og ved at finde ud af begyndelsen på mit voksenliv. Jeg vidste ikke, hvad jeg reelt ville, bortset fra, at jeg en dag skulle have børn. I sommeren mellem mit sabbatår og mit første uni-studie arbejdede jeg som tilkaldevikar – det værste job, jeg til dato har haft! En dag, efter adskillige trister vagter som opvasker i diverse kantiner, støvsugepige på en byggeplads, pakker i et cateringfirma, blev jeg tilkaldt til en obskur lille virksomhed, som manglede en receptionist for en dag. Jeg sad otte timer foran en telefon og en computer, og ikke en eneste gang blev der behov for at viderestille noget som helst. Derfor havde jeg al tid i verden til at surfe rundt, og på en eller anden måde endte jeg altså på den her blog, hvor en kvinde i Maine skrev om hjemmeliv, selvforsyning, børnefødsler, hverdagskreativitet. Det var fuldstændig nyt for mig, og jeg var solgt på stedet, samtidig med at en dyb længsel voksede frem inden i mig. Tænk at nogen kunne leve på den måde! Den frihed, den nærhed, den sanselighed, den kærlighed!

Jeg fulgte Soulemama temmelig trofast i adskillige år, mens jeg studerede i Aarhus, og med tiden kom der andre til. Nogle blogs (og nu instagramprofiler) vender jeg tilbage til gennem lang tid, andre viser kortvarigt nye horisonter og forsvinder så igen. Her kommer en liste med dem, der pt. eller i de seneste år har inspireret mig:

—–

Hjemmeliv/hjemmeskole:

Maj My – gør et kæmpe stykke arbejde for at gøre hjemmelivet mere mainstream. Skønne, opløftende hverdagsbeskrivelser fra Ærø og masser af indlæg om at træffe helhjertede valg i livet.

Neohippie.dk (instagram) – meget mere kompromisløs i sin tilgang til forældreskab og bæredygtighed, end jeg nogensinde ville kunne finde ud af at være. Stof til eftertanke i hendes mange, velovervejede tekster til billederne på instagram.

Lulastic and the Hippyshake – har jeg linket til før. Uendeligt mange indlæg om attachment parenting, hjemmeskole, og mange af dem med en vinkel på, hvordan man passer på sig selv som (hjemme-)mor.

Growing Wild Things (instagram) – belgiske Katrien er bosiddende i Italien og tager de vildeste, idylliske billeder af hjemme-familielivet. Ikke en spejling af virkeligheden, men pænt er det.

Happiness is Here – en australsk blog om respektfuldt forældreskab og unschooling. For tiden en kilde til stor inspiration for masser af danske hjemmefolk.

Selvudvikling/spiritualitet:

Tanja Eskesen – jeg har haft fornøjelsen af at deltage i et par af Tanjas workshops, og hun kan virkelig noget med kvindekraft. Gode tekster omkring årshjul, månefaser og den slags.

Conscious Transitions – når jeg bliver fanget i “skulle” og “burde”omkring mit parforhold, er det utroligt givende at læse den her blog om at leve sammen som mand og kvinde. Masser af nede på jorden-indsigter omkring udviklingspotentialet i parforholdskriser, seksualitet, livsovergange og selvomsorg.

The Woman Who Married a Bear (instagram) – finske Milla, som er bosiddende i USA, skriver om spiritualitet, aktivisme, magi, vores tilhørsforhold til naturen, og om at bruge sociale medier klogt og autentisk.

—–

Hvor på nettet finder I inspiration til det virkelige liv? Er der nogen, jeg og andre skal kende til?

Posted by Line i hjemmeliv, tanker, 1 kommentar

En helt almindelig dag i den uendelige sommer

I dag har jeg lyst til bare at vise noget hverdag, noget let uden store tanker. Det, som tiden går med i den her vidunderlige sommer, som bare bliver ved og ved.

Noget af det skønne ved hjemmelivet er, at vi ligesom bare flyder med tiden. Vores faste holdepunkter dagen igennem er søvn og måltider, og så fylder vi alt derimellem ud med den årstid, vi er i. Sommeren er meget nemmere, det er den virkelig! Det der med at kunne løbe ud med bare tæer, blive opslugt af insekter og blomster og vind og flyvemaskiner, og så det at lege med vand! Søer, haveslanger, badebassiner, og det gør ingen forskel om tøjet bliver vådt. Det er så tilfredsstillende og nemt, uanset hvordan dagsformen og humøret er.

Og vi har jordbær lige uden for døren.

Vi skulle egentlig have været i Aalborg til en specialefejring, men energien var simpelthen ikke til en tur af den størrelsesorden. Det var en træt dag, så der var brug for nytænkning og aktiviteter, der kunne mindske risikoen for tomgang og nedsmeltninger fra både mor og barn. Jeg læste for nylig på en engelsk hjemmegående-blog (den temmelig radikale og meget inspirerende Lulastic and the Hippyshake – hjemmemødre, læs den!) om konceptet sites of mutual fulfilment, som jeg virkelig har taget til mig. Det drejer sig i bund og grund om at sørge for at lave ting hver eneste dag, som både den voksne og barnet får glæde af. Jeg synes for eksempel ikke, at det er megasjovt at tegne 5 forskellige versioner af “STOOOR rød traktor!”, men Sebastian ved ikke noget bedre end når jeg gør det. Til gengæld elsker vi begge to at grave i jord, han for opdagelsens og sansningens skyld, jeg mere målrettet i køkkenhaven. Og det kan sagtens kombineres. Det er virkelig der, det giver mening med hjemmelivet.

I dag havde vi brug for masser af den slags. Vi har lige fået en cykel med barnesæde, og det er en fornøjelse for os begge to at tage på tur på den, så vi pakkede tasken og kørte ned til Mossø.

Vi var helt alene dernede, og det var stille og fint. Vi så en fiskehejre, guldsmede, en mand i en kajak. Der var begyndt at komme lidt skum i vandkanten, og det er tegn på grønblåalger, som er giftige og på et tidspunkt i løbet af sommeren tager over her i søerne. Jeg har ikke boet her længe nok til at være fortrolig med, hvornår det bliver kritisk, så vi trak ret hurtigt op på håndklædet for en sikkerheds skyld.

Vi cyklede hjem i middagsheden og spiste frokost. Jeg havde virkelig håbet, at det kunne blive til en lur til os begge, men Sebastian faldt bare ikke i søvn, selvom han var træt. Jeg gjorde ellers mit bedste for at ligne en efterlignelsesværdig siesta-mor i sengen, men det blev bare til en ammetår, så var han klar til mere leg. Op med os og i gang igen! Jeg har en lille liste over aktiviteter, som jeg kan gribe til i en snæver vending når energien skal ændres (den er virkelig meget kort, men guld værd i de øjeblikke, hvor der bare skal ske noget). I dag blev det modellervoks. Jeg fandt en opskrift her hos Valdemarsro, som virkede fint. Det blev en god leg.

Sidst på eftermiddagen så køkkenbords-legehjørnet sådan her ud. Og det var altså før aftensmaden. Vi er ikke helt kommet med på minimalismebøglen…

Har I nogle aktiviteter med børnene, som I griber til, når energien skal vendes? Og hvordan har jeres solskinsdag ellers været?

Posted by Line i hjemmeliv, hverdag, udenfor, 1 kommentar

På den anden side af en krise

Jeg opdagede ret tidligt i mit moderskab, at det at være nogens mor kan ses som en slags spirituel praksis. Det er en daglig øvelse i nærvær, tålmodighed og overgivelse. Samtidig er det også min oplevelse, at intensiteten i moderskabet skaber rum for indre transformationer. Der dukker så meget op – gammelt støj, som forlanger at blive kigget på og helet. Alt det grimme, som bliver så frygtelig synligt, fordi konsekvensen af at gemme det væk inden i er, at det kommer til at leve videre i en eller anden form i børnene. Det kommer lidt i bølger. Jeg har lige været igennem en af de større af slagsen indtil videre, og nu er den ved at flade så meget ud, at jeg kan skrive igen.

De sidste to-tre måneder har været hårde. Det startede med en interessekonflikt i bofællesskabet i vinters, som i sig selv ikke var voldsomt dramatisk, men som endte med at blive alt for personlig og voksede sig stor inden i mig. Det satte gang i alt muligt, og det føles, som om jeg har været i konstant bevægelse det sidste halve år. På overfladen har det vist sig som stresssymptomer, tavshed, søvnløshed. Når man står midt i krisen er det svært at holde fast i, at den rummer potentialet for forandring og udvikling, og nogle dage har været ret kaotiske. Alt ramler, når man flere dage i træk er fuldtidsmor på 2-3 timers søvn. Jeg har været i tvivl om alting – vores hjemmeliv, vores bolig, vores værdier som familie. For at kunne høre mig selv og finde ud af, hvad det hele drejede sig om, har jeg haft brug for at være alene mere end sædvanligt – eller, mere end jeg har været vant til at give mig selv plads til i de snart to år, jeg har været mor. Selvom jeg har en mand, der med et enormt overskud støtter mig i mine behov, er det tit meget svært for mig at sige, “Jeg har brug for at få noget luft.” Men nu har jeg gjort det nok gange til, at jeg er begyndt at få fodfæste igen og kan se lidt af, hvad disse måneder drejer sig om. Søvnløsheden er taget af, og jeg får gravet i mig selv med støtte fra en dygtig terapeut og en kvindecirkel, der kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt.

Og nu skriver jeg så, i hvert fald i aften. Det har jeg hverken haft lyst eller overskud til, og det er ok. Nu begynder der langsomt at dukke ord op igen, og et lille skub fra to dejlige kusiner i dag var det, der skulle til. Det er fuldstændig ukendt land for mig, det her med at dele de hårde og sårbare sider på blogformatet, men det skal til, synes jeg – hvis ikke det skal blive ligegyldigt.

Vi har været på så mange ture, mens alt det her eksistentielle arbejde har stået på. Samsø flere gange, Livø, en uge hos svigerfamilien i Italien. Og nu er det sommer, og alting er nemmere og skønnere, mere mildt og fyldigt. Vi lever udenfor ligesom resten af landet – spiser is, bader i søer med vores naboer, kigger på kyllinger og killinger. Næsten hver aften fodrer jeg min sjæl ved at nusse om køkkenhaven, og den er smuk! Hestebønnerne og kartoflerne skyder i vejret, alt gror, ingen dræbersnegle. Sebastian og jeg har brugt de sidste par dage på at sætte et nøddehegn op, for både høns og kaniner har det med at undslippe, og så er det bare for fristende med alt det grønne.

Hvis nogle af jer stadig læser med – hvordan går I så og har det her i den skønne, uendelige forsommer?

 

Posted by Line i tanker, 9 kommentarer

Det uperfekte liv

Bloggen et blevet lidt stille. Marts har bragt alt muligt nyt med sig, og jeg har været i tvivl om, hvad jeg har haft lyst til at dele. Der er gang i nogle indre processer, som jeg endnu ikke kan se udefra, og som det derfor er for tidligt at sætte ord på.

Noget af det handler om bloggen her. Jeg har haft lyst til at skrive på det her medie i lang tid, og det har været sjovt og givende at formulere mig om vores liv og hverdag, siden jeg gik i gang for et par måneder siden. Samtidig er jeg simpelthen i tvivl om, hvordan jeg undgår, at det bliver ren overflade. Jeg skriver om vores hjemmeliv og om de aktiviteter, der skaber mening og indhold, for det er det, der giver mig glæde og driver mig fremad. Men det er svært at bevare en sammenhæng mellem de enkeltstående glimt, jeg lægger ud her, og så det, der er det egentlige liv. Bagved billeder af plantefarvet garn og nuttede lam er der jo oceaner af triviel madlavning, vådt vasketøj der står lidt for længe i kurven, frustrationer og almindelig hverdagsutilfredshed. Man kan vel sige, at det, jeg indtil videre har skrevet om her, er de manifestationer af mine idealer for det gode liv, som det lykkes mig at skabe. Alt det, jeg virkelig bevidst vælger at gøre, fordi jeg tror på de værdier. Og så er der alt det andet.

Jeg havde for nylig besøg af en veninde, der ligesom jeg fylder 30 i år. Vi havde en lang snak om det med voksenlivet og at være “endt” et sted. Der begynder langsomt at snige sig en ydmyghed ind i vores bevidsthed, en fornemmelse af, at der ikke længere er fuldstændig frit valg på alle hylder. Sådan føltes det jo for ikke særlig længe siden. De fleste af os startede med at følge den slagne vej, og nogle af os blev ved med at følge den, og er nu et sted, der giver mere eller mindre mening. Nogle af os valgte at dreje ned ad en sidevej, eller måske en skovsti, fordi vi fik øje på noget andet i horisonten, som trak mere. Under alle omstændigheder lever vi med de konsekvenser og kompromiser, som er blevet til vores liv nu. Jeg føler mig heldig i den sammenhæng. Jeg har et godt liv, og nogle gange forstår jeg slet ikke, hvor heldig jeg er. Og alligevel er der både tvivl, frustration og masser af negative tankemønstre, som jeg bliver ved med at være låst fast i.

Jeg oplever, at folk giver udtryk for at finde inspiration i det, jeg skriver om vores liv. Det er dejligt, og til dels et af formålene med at have den her blog. Samtidig gør det mig lidt urolig, i hvert fald når jeg bliver i tvivl om, om det bliver for overfladisk – om jeg fremstiller mig selv som lykkeligere, roligere, mere groundet end jeg er. For mit liv er langt fra perfekt. Nogle gange er det måske for sammenbidt ideologisk, og jeg glemmer at mærke efter, men forfølger et idealbillede. Jeg græder tit, ligesom mange andre småbørnsmødre. Mit parforhold trænger til kærestetid. Jeg bekymrer mig helt utrolig meget om, hvad andre tænker. Jeg får for lidt søvn og bliver kort for hovedet.

Det med søvnen er helt reelt. Sebastian ammer rigtig meget for tiden, og især tidligt om morgenen, hvor han vækker mig uden selv at vågne. Det giver meget lidt overskud i hverdagen, når det har stået på i nogle uger, for det lykkes aldrig for mig at falde i søvn før kl. 22, og jeg trives ikke på mindre end otte timers søvn. Samtidig er både Dario og jeg begyndt at have et større behov for, at han som far kan skabe den samme tryghed, som jeg kan – og lige nu hænger det bare uløseligt sammen med brystet. Sebastian er virkelig det, der på italiensk hedder en mammone – en mors dreng. Især ved sovetid.

Derfor har vi de sidste tre dage puttet uden amning i sengen. Det er første gang, at vi bryder med bryst-symbiosen, og det tager energi. Som den ifavnsk-inspirerede mor jeg er, har jeg fra starten tænkt, at Sebastian skulle have lov til at amme til han selv valgte det fra. Nu er det imidlertid os forældre, som har  valgt, at der skal ske noget andet, og det føles faktisk ok. Det har under alle omstændigheder været sværest for mig, for det er så vigtigt for mig, at han føler sig tryg og ved, at han kan stole på sin verden. Vi plejer at have et meget fast aftenritual, og jeg var bekymret for, hvor stor en omvæltning det ville være at ændre det, men det er gået nemmere end forventet. Jeg har ammet ham i sofaen, fortalt ham, at nu skulle han og papà ind i sengen og læse historie, og at jeg ville komme tilbage, når han sov. Den første aften var det slet ikke sjovt, men siden er det gået nemt. Her til aften sagde han selv “færdig!”, da han var klar til at gå fra bryst til seng. Det føles som en lettelse, selvom der også er en sorg forbundet med, at jeg giver en lille bitte smule slip på ham.

Hvor er I henne i jeres uperfekte liv? Har I brudt med nogle af jeres idealer for nyligt og opdaget, at det egentlig var ok?

Posted by Line i moderskab, tanker, 7 kommentarer

Vores rytmer

Jeg har ikke mange ord i disse dage. Sneen ligger som en tung dyne hen over dem, men samtidig sitrer det af energi lige neden under. Jeg planlægger foråret, laver lister over frø fra sidste år, ugeskemaer over udeaktiviteter. Vores første lam kom til verden i forgårs. To små sorte uldtotter, som i morges sprang rundt i det kolde hvide, mens deres erfarne mor så til.

Vi italesætter dagligdagsrytmer og laver om, hvor det er nødvendigt. Siden sensommeren har det været mig, der i udgangspunktet har været den nærværende forælder i løbet af dagen, mens Dario har haft tiden til at arbejde. Det har fungeret længe, og med mange justeringer hen ad vejen. I begyndelsen var det hele temmelig ustruktureret, og vi besluttede fra dag til dag, hvornår vi stod op, spiste og holdt fri. Den mangel på fast struktur så jeg i begyndelsen som privilegiet ved vores frie liv – at vi fra øjeblik til øjeblik, dag til dag, selv bestemte indholdet og rækkefølgen af det, vi lavede. Som månederne gik, blev det imidlertid mere og mere tydeligt for mig, at vi – og især jeg – har nemmest ved at finde fodfæste i en hverdag med en fast rytme. Hen over vinteren har vi derfor fået etableret nogle rammer, som fungerer godt lige nu.

Vi står op sammen omkring kl. 7. Det giver helt sig selv, for der har vi allerede i en halv times tid prøvet at sove fra et barn, der hopper på vores hoveder, mens han råber ”OP! OP! TRAKTOR! BIL!” Indtil for nylig var det oftest en af os, der stod op, mens den anden blev liggende og sov lidt længere, men det giver en helt anden samling og start på dagen, når vi er sammen om det – også selvom vi er kommet for sent i seng og er trætte.  Det betyder også, at morgenmaden bliver et rum vi er fælles om, og hvor vi naturligt kommer til at snakke om dagen. Vores morgener er langsomme, så for det meste er vi klar til at gå hver til sit kl. 9. Det er det tidspunkt, vi sigter efter lige for tiden.

Vi skilles i nogle timer. Dario arbejder, og Sebastian og jeg går ud. For det meste til hønsene og hestene, altid med en tur omkring traktoren, hvor han med stor fornøjelse sidder og holder fast i rattet, mens jeg står og kigger lidt på himlen. Mandag formiddag køber vi ind til hele ugen, torsdag er vi sammen med dagplejen på skolen. Nogle gange tager vi til Aarhus, hvor der findes det fineste, mest æstetiske legeland for 0-6-årige, og tit er vi sammen med naboer.

Mellem 11.30 og 12 samles vi igen og spiser frokost, og så går eftermiddagen med leg, putning og lur. Dario plejede at arbejde til godt ind i aftensmadlavningen, men den sidste måneds tid har vi eksperimenteret med, at han holder fri omkring kl. 15, så vi når at have noget eftermiddag sammen. Det var en stor lettelse at begynde på. Sebastian er træt der sidst på dagen, og vi har brug for at være to, hvis det skal være rart for alle. Vi spiser kl. 18, og umiddelbart efter går vi i gang med aftenritualet, som har været dagens mest faste holdepunkt, siden Sebastian var helt lille. Jeg vasker op og ordner køkken, mens Dario og Sebastian hygger ved puslebordet, og det er simpelthen et af mine yndlingstidspunkter i løbet af dagen. De har en fest sammen, mine to drenge, og mit hjerte svømmer over af kærlighed, mens jeg står der med hænderne i sæbevandet og lytter til dem. De læser godnathistorie, og det plejer at passe med, at jeg er færdig i køkkenet, når Sebastian kommer løbende i sit nattøj for at finde mig. Så går vi ind i soveværelset alle tre og synger i mørket. Jeg ammer stadig, så vi ligger bare, til Sebastian sover.

Aftentimerne er altid for korte. Der er så meget, nu også en blog, og jeg ved, at jeg igen i nat kommer til at få for lidt søvn. En dag vender det.

Lige nu i disse dage er vi i gang med en ny justering, og jeg glæder mig, men ved endnu ikke, hvordan det bliver. Et øredøvende behov for TID vokset frem i mig – tid til selvforsyningsdrømmen, som er det min sjæl kalder allermest på, bortset fra mit nære moderskab. Jeg har ikke været i stand til at finde plads til det endnu, for jeg tjener ingen penge på det, og samtidig er det timer væk fra Darios arbejde, som vi lever af. Heldigvis er jeg gift med en mand, som ser muligheder i stedet for begrænsninger. ”Hvad er idealet?” spørger han, for så er det det, vi afprøver, og så kan vi tage den derfra. Han vil gerne være mere sammen med Sebastian i dagtimerne, og allerhelst vil han se mig så glad som muligt. Vi har derfor aftalt at eksperimentere med tre formiddage om ugen, hvor jeg arbejder udenfor, og i morges vågnede jeg og var klar til at springe ud af sengen af forventning.

Vi får se, om det kommer til at hænge sammen. I morgen slagter jeg i hvert fald en hane.

Posted by Line i hjemmeliv, hverdag, moderskab, 4 kommentarer

Alene hjemme // på tur

Nogle gange om året rejser Dario med sit arbejde, og Sebastian og jeg er på egen hånd herhjemme imens. Vi har lige haft sådan en uge; i forgårs hentede vi papà i Billund efter ni dage i Mexico.

Det er sjette gang i Sebastians levetid, at jeg på den måde er eneforælder. Jeg er træt, når vi når de sidste dage, men efterhånden har jeg en fornemmelse af rutine. Jeg har lært, hvordan jeg skal økonomisere med kræfterne, for at både mor og barn får en god uge. Vi har gavn af et par stille dage herhjemme, men heller ikke mere end det. Jeg ved, at jeg skal være god ved mig selv og nyde mine aftentimer (og spise chokolade). Jeg ved, at jeg er i underskud på de fleste fronter sidst på ugen, og at jeg bliver tyndhudet, men at dagene kan blive gode alligevel, hvis jeg ikke forventer for meget af mig selv.

De første par gange, da Sebastian var helt lille, var det hårdt at være alene hjemme. Nu hvor vi leger, kommunikerer og samarbejder, er det meget nemmere. Faktisk er jeg med tiden kommet til at holde af disse uger, hvor Sebastian og jeg lever i total symbiose og finder vores egne variationer over hverdagsrytmerne. Det føles sundt for vores familie, at vi ind imellem er opdelt – Dario og jeg får begge nye perspektiver på hverdagen, og vi har ofte nogle af de bedste snakke umiddelbart efter en tur, fordi vi mødes igen med forskellige oplevelser og energier.

Og nogle gange tager vi så bare væk, på eventyr, for så går tiden anderledes og ugen er omme næsten før den er begyndt. Sidste år på denne tid, da Dario var i Mexico sidst, var det en ren fest, da vi tog med min mor og bror til Tenerife (kan man godt det, når man bor i øko-bofællesskab?). Sidste uge var ikke helt så ambitiøs på tur-fronten, men mindst lige så god. Vi tog færgen til Samsø og besøgte gode venner.

Jeg er vild med den ø; hvis jeg ikke boede her, ville jeg bo der. Herinde ved søerne længes jeg efter den afgrænsning af vand på alle sider, som ligger i underbevidstheden, når man bor ved kysten. Og stilheden, fjerne mågeskrig.

At være på eventyr er noget af det bedste, jeg ved. Jeg elsker at tage på tur uden særlige planer, men med plads til bare at opleve og sanse det sted, jeg er. Samsø lige nu var perfekt, for vi var i godt selskab, og samtidig kunne jeg gå tavse ture med Sebastian på ryggen og være med mig selv. Det sker ikke så tit i hverdagen, hvor jeg ikke er nær så god til at skabe alenetid, som jeg gerne ville. Der er altid noget praktisk, som føles vigtigere end en pause. Men det er så vigtigt, og det er en form for selvomsorg, som jeg vil øve mig i at give plads til.

Det føltes godt at være væk. Og det føltes godt at komme hjem igen til det kendte landskab, det sted, som er vores. Endnu bedre blev det, da familien blev genforenet et par dage senere. Hjemme.

Posted by Line i hjemmeliv, moderskab, 0 kommentarer

Sne og ild

Jeg var i gang med at skrive et indlæg om at være alene hjemme – det har Sebastian og jeg nemlig været i sidste uge, mens Dario var i Mexico med sit arbejde. Men nu er jeg lige kommet ind udefra med is i kinderne og en ny forsyning brænde i kurven, og det jeg virkelig har lyst til at dele i aften, er den stille sansemagi, som månen og sneen skaber.

Det kom sig egentlig af, at jeg er kommet i gang med mit sjal; mit første strik af den hjemmespundne uld fra vores får. De to første nøgler rakte til tolv rækker, så der er langt igen. Den anden aften spandt jeg lidt af den hvide uld, og det blev til et meget lille garnnøgle. Det ville helt sikkert være mere effektivt for arbejdsgangen, hvis jeg var blevet ved spinderokken lidt længere, men jeg glædede mig sådan til at prøve at farve det med løgskaller, så det blev taget af spolen og gjort klar til et farvebad i gryden. Hvad jeg ikke havde tænkt på var, at det i disse dage er så koldt, at vores gasflaske til komfuret er frosset til, så vi har ikke noget at koge på. Jeg har været frustreret over det i flere dage – mit nyspundne garn, klar til at blive bejdset og farvet, så jeg kan komme videre med mit strik, og så har vi ikke noget ild.

Det var først, da jeg fyrede op i brændeovnen i morges, at det gik op for mig, at der er plads til en gryde ovenpå. Sådan kan man nogle gange være langsom.

Da Sebastian var faldet i søvn her til aften, pakkede jeg mig ind og gik ud i kulden og mørket. Vi manglede brænde, og en nabo havde lagt løgskaller til side til farveprojektet. Jeg blev overrasket over månen – jeg havde forventet skyer efter al den sne, der faldt samtidig med at mørket kom, men der var hun på himlen, tiltagende og bleg. Der lå et fint lag sne, alt var tyst på gårdspladsen, på legepladsen, i nabohaverne, og jeg følte mig ikke-alene. Den særlige fornemmelse af samklang med noget, der er større end en selv. Den barnlige glæde over at være den første, der sætter fodspor i den lysende sne. Jeg følte mine rødder strække sig ind i det landskab, jeg bor i, og jeg følte mig så taknemmelig. Jeg kunne have stået der længe, længe.

Til sidst gik jeg ind til varmen og ilden. Det er en aften af de gode.

Posted by Line i udenfor, 0 kommentarer

Nu glæder jeg mig endelig til, at det skal blive sommer

Jeg elskede at være i barselsboblen med Sebastian, da han var helt lille. Vi havde en nem start på alle måder, og det var en helt grundlæggende længsel, der blev indfriet, da jeg endelig blev nogens mor. De første uger var overvældende, selvfølgelig – jeg husker mest forundringen, samhørigheden, den pludselige sårbarhed. Vi var sammen alle tre, for Dario skulle heldigvis først rejse med arbejdet et par måneder efter fødslen.

Det var sommer, da vi blev forældre. En ret elendig en af slagsen der i 2016, og jeg var glad for det, for det eneste jeg kunne, ville og skulle var at sidde i ammestolen. Der gik to-tre måneder, før jeg følte mig klar til at være udenfor i længere tid med Sebastian, og det var først hen på sensommeren, at vi fik gang i barnevognen og begyndte at gå ture. Og selvom grundtonen i den første tid var rolig og let, blev jeg ind imellem frustreret. Jeg husker at sidde der på sofaen, begravet under ammepuden, og lytte til glade stemmer på gårdspladsen – folk der drak kaffe, bål og snobrød, en sommerfest (som foregik uden for vores vinduer, og det kunne jeg slet ikke rumme), fællesspisninger under pæretræerne. Når jeg kiggede ud af vinduerne i den anden side af stuen, fik jeg øje på min nyetablerede køkkenhave, som var blevet til en mælkebøttemark midt på græsplænen. Jeg ved, at mange kæmper med langt større frustrationer og sorger i starten af forældreskabet, men for mig var den største udfordring virkelig at give slip på alt det udadvendte, jeg troede, at jeg skulle.

September var smuk og lang det år, og den måned nød vi i fulde drag. Og lige så langsomt, som bladene faldt og kulden kom, blev der overensstemmelse mellem min indre proces og den ydre stilhed. Jeg var i et vildt udviklingsarbejde indeni, men det var vokseværk under overfladen, ordløst og tavst. Jeg var et med frøene under den frosne jordskorpe, mens jeg gik lange ture med Sebastian i det grå halvår.

Jeg var overrasket over, at det ikke ændrede sig, da foråret kom. På dette tidspunkt sidste år var jeg sikker på, at nu var tiden kommet til at vende mig ud mod verden igen, til at udtrykke mig. Det skete bare ikke. Jeg blev ved med at vende indad, og jeg oplevede, at mit stressniveau steg i takt med temperaturen og de lyse timer. Jeg ville så gerne den udadvendte energi, der er i sommeren, og på det tidspunkt forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke kunne være i den. Det tog mig hele sidste sommer at indse, at jeg ikke kunne udrette, for mit barn var stadig kun et lille væsen, og jeg var stadig under forandring i min nye rolle som mor. Rigtig meget endda. Jeg var lige ved at skrive om den store omvæltning det var, at barslen sluttede, og hele den proces det var at finde en model for hjemmegående-tilværelsen, men det blev til et helt andet indlæg. Det vil jeg fortælle om en anden dag.

Også denne vinter har jeg fundet ro i mørket, tystheden, indadvendtheden, og det er helt i orden, at foråret er lang tid om at folde sig ud. Men noget er anderledes i år. Jeg mærker igen den almindelige forventning til sommeren, der er på vej, og jeg ved, at det bliver godt. Jeg er stadig mor til et meget lille barn, men det er blevet nemmere. Langsomt bliver jeg bedre til at skrue ned for mine præstationsforventninger, og flere og flere ting bliver mulige i takt med, at Sebastian bliver ældre. Det gør mig så glad at tænke på, at vi går en sommer i møde med en tumling, som kan gå og forstå og sige ord. Som suger verden til sig, og som er vild med oplevelser og ture og mennesker.

Jeg øver mig stadig i at acceptere, at tiden ikke er moden til malkegeder, men jeg glæder mig til masser af udendørsleg, cykelture, besøg rundt i Danmark. Det er virkelig en lettelse at se frem til, i stedet for at mærke modstand, når de første spirer bryder gennem jorden.

Hvis I har lyst til at dele jeres oplevelser med årstidernes betydning for det sted, I er i livet, må I endelig skrive en kommentar. Lige nu skal man desværre tilbage til toppen og klikke på indlæggets overskrift for at komme til kommentarfeltet, hvis man læser på bloggens forside, men jeg arbejder på at få lavet et link i bunden – så bliver det lidt nemmere, og jeg håber, at der med tiden vil finde nogle gode samtaler sted der.

Posted by Line i moderskab, tanker, 4 kommentarer

En valentinskage

Vi stod op til blændende solskin og funklende iskrystaller på græsset, og jeg besluttede, at i dag skulle være en udedag. Hønsene fik rester, hestene blev hilst på, isen på vandpytterne blev undersøgt grundigt. Jeg forsøgte at tage billeder, men Sebastian har udviklet en meget insisterende forkærlighed for at kigge med på skærmen, så vi endte i gråd på jorden ude ved fårene, da jeg pakkede kameraet væk. Sådan går det, når de sociale medie-ambitioner tager over for nærværet. Jeg skal lige finde en balance.

Vi gik en tur efter frokosten ned langs dalen til der, hvor vores land slutter og engen begynder. Sebastian i bæreselen, for jeg havde store planer om at beskære vores magnolietræ, mens han sov lur på ryggen. I dag var bare sådan en dag, hvor verden var for spændende, og han sov ikke. Nogle dage er det det, eftermiddagen går med – forsøg på at få en lur i stand, mens vi begge bliver mere og mere trætte, men uden resultat. Da vi kom hjem, forbarmede Dario sig. Han satte arbejdet på standby og gav mig en halv times alenetid i haven; det blev min valentinsgave. Til gengæld bagte jeg en kage.

Da jeg for nogle uger siden fortalte min gode nabo-veninde om bloggen her, spurgte hun: “Skal det så være sådan en med opskrifter?” Altså den der slags, som folk finder på google, når de søger på “verdens bedste sunde kage”. Det havde jeg jo ikke lige tænkt – jeg laver utrolig meget mad, men det er sjældent efter opskrift, og når det er, kan jeg ikke selv tage æren for den. Lige bortset fra den her, for det er virkelig en af verdens bedre sunde kager. Grundopskriften var noget med bønner og dadler, og så har jeg føjet lidt til.

Sund valentinskage

  • 1 dåse / 400 g. kogte kidneybønner
  • 8-10 dadler
  • Temmelig meget kakaopulver (på min post-it står der 1 dl, jeg bruger et par spiseskefulde)
  • 2 spsk kokosolie
  • 4 æg
  • 40-100 g. chokolade (alt efter hvor meget du snacker i løbet af bageprocessen)
  • Et par rødbeder, rå og skrællede
  • 1 banan

Det hele blandes i en skål og blendes med en stavblender til dejen er jævn og glat. Hældes i en smurt form og pyntes evt. med nødder. Bages i ca. 30 minutter ved 180 grader. Den smager skønt med det samme, men er endnu bedre dagen efter.

Posted by Line i hjemmeliv, i køkkenet, udenfor, 2 kommentarer

Alt det, man kan bruge et får til

Altså, vi er ikke særlig selvforsynende.

Mit drømmescenarie er det helt store billede. Frugt og grønt til hele året, en overflod af æg, geder til mælk og ost. Lige nu har vi delefår og delehøns og en køkkenhave på omkring 50 m2, og i år er mit succeskriterie at få tilplantet alle bedene. Ikke kun halvdelen, så resten drukner i ukrudt. Måske vil det også lykkes at få has på lidt flere dræbersnegle. Jeg har stadig onde drømme om dem fra sidste sæson.

Under alle omstændigheder er det ikke nemt at arbejde udendørs med en halvandetårig. Det er svært at blive enig med ham om, at nu er det tid til at luge/save brænde/køre med trillebør, i hvert fald hvis der skal være en vis effektivitet i det. Vi har faciliteterne til meget mere, end vi gør nu, og jeg håber, at der bliver tid og plads til mere og mere i takt med, at vi får større børn. Indtil videre har vi ikke helt fundet rytmen i det. Mine visioner overstiger langt min praktiske formåen i en hverdag, hvor Sebastian er førsteprioritet.

Dermed ikke sagt, at det slet ikke bliver til noget! I dag vil jeg fortælle om min helt store stolthed udi selvforsyningsøvelserne, nemlig vores får:

Vi har en dedikeret fårehyrde her i bofællesskabet og en endnu mere dedikeret hyrdehund, så det daglige arbejde er vi sjældent en del af. Det kunne være meget mere, og forhåbentlig bliver det en dag. Ikke desto mindre står vi i vores familie hvert år med et lam, der er vores. Sidste år, hvor Sebastian var helt lille, blev det sendt til slagteren med de andre, men i år skulle det være! Jeg slagtede selv for første gang.

Jeg har været med til at slagte grise før, så jeg var nogenlunde tryg ved processen, og en god nabo hjalp til med vejledning. Det tog til langt ud på aftenen, før alt kødet var parteret og køkkenet var rengjort – men jeg var også særlig forsigtig da jeg pelsede det, for skindet skulle garves.

Det blev det over nogle uger i november, og nu pynter det i stuen til Pinos store fornøjelse.

Det er en kæmpe tilfredsstillelse at have en fryser fuld af kød, som har haft et godt liv, og som jeg selv har taget livet af. Men det fåreprojekt, som jeg er allermest begejstret for, er ulden, som jeg er ved at spinde til garn.

Jeg tog to pelse fra vores væddere i det sene forår, hvor de blev klippet. Siden fik jeg fat i en spinderok, og med god vejledning fra både Youtube og rigtige, varme hænder, har jeg fået nogenlunde tag på at spinde. Det er ren meditation. Den rytmiske lyd af hjulet der snurrer, fornemmelsen af ulden mellem hænderne. Og så det at lære noget, en proces man kan grave sig ned i, blive bedre til. Det er en kæmpe tilfredsstillelse.

De første nøgler her skal blive til et sjal. Jeg har lige slået masker op. Det er blødt at arbejde med, mit garn, selvfølgelig temmelig ujævnt, men med så meget liv.

Posted by Line i selvforsyning, udenfor, 0 kommentarer