Månedsarkiv: marts 2018

Det uperfekte liv

Bloggen et blevet lidt stille. Marts har bragt alt muligt nyt med sig, og jeg har været i tvivl om, hvad jeg har haft lyst til at dele. Der er gang i nogle indre processer, som jeg endnu ikke kan se udefra, og som det derfor er for tidligt at sætte ord på.

Noget af det handler om bloggen her. Jeg har haft lyst til at skrive på det her medie i lang tid, og det har været sjovt og givende at formulere mig om vores liv og hverdag, siden jeg gik i gang for et par måneder siden. Samtidig er jeg simpelthen i tvivl om, hvordan jeg undgår, at det bliver ren overflade. Jeg skriver om vores hjemmeliv og om de aktiviteter, der skaber mening og indhold, for det er det, der giver mig glæde og driver mig fremad. Men det er svært at bevare en sammenhæng mellem de enkeltstående glimt, jeg lægger ud her, og så det, der er det egentlige liv. Bagved billeder af plantefarvet garn og nuttede lam er der jo oceaner af triviel madlavning, vådt vasketøj der står lidt for længe i kurven, frustrationer og almindelig hverdagsutilfredshed. Man kan vel sige, at det, jeg indtil videre har skrevet om her, er de manifestationer af mine idealer for det gode liv, som det lykkes mig at skabe. Alt det, jeg virkelig bevidst vælger at gøre, fordi jeg tror på de værdier. Og så er der alt det andet.

Jeg havde for nylig besøg af en veninde, der ligesom jeg fylder 30 i år. Vi havde en lang snak om det med voksenlivet og at være “endt” et sted. Der begynder langsomt at snige sig en ydmyghed ind i vores bevidsthed, en fornemmelse af, at der ikke længere er fuldstændig frit valg på alle hylder. Sådan føltes det jo for ikke særlig længe siden. De fleste af os startede med at følge den slagne vej, og nogle af os blev ved med at følge den, og er nu et sted, der giver mere eller mindre mening. Nogle af os valgte at dreje ned ad en sidevej, eller måske en skovsti, fordi vi fik øje på noget andet i horisonten, som trak mere. Under alle omstændigheder lever vi med de konsekvenser og kompromiser, som er blevet til vores liv nu. Jeg føler mig heldig i den sammenhæng. Jeg har et godt liv, og nogle gange forstår jeg slet ikke, hvor heldig jeg er. Og alligevel er der både tvivl, frustration og masser af negative tankemønstre, som jeg bliver ved med at være låst fast i.

Jeg oplever, at folk giver udtryk for at finde inspiration i det, jeg skriver om vores liv. Det er dejligt, og til dels et af formålene med at have den her blog. Samtidig gør det mig lidt urolig, i hvert fald når jeg bliver i tvivl om, om det bliver for overfladisk – om jeg fremstiller mig selv som lykkeligere, roligere, mere groundet end jeg er. For mit liv er langt fra perfekt. Nogle gange er det måske for sammenbidt ideologisk, og jeg glemmer at mærke efter, men forfølger et idealbillede. Jeg græder tit, ligesom mange andre småbørnsmødre. Mit parforhold trænger til kærestetid. Jeg bekymrer mig helt utrolig meget om, hvad andre tænker. Jeg får for lidt søvn og bliver kort for hovedet.

Det med søvnen er helt reelt. Sebastian ammer rigtig meget for tiden, og især tidligt om morgenen, hvor han vækker mig uden selv at vågne. Det giver meget lidt overskud i hverdagen, når det har stået på i nogle uger, for det lykkes aldrig for mig at falde i søvn før kl. 22, og jeg trives ikke på mindre end otte timers søvn. Samtidig er både Dario og jeg begyndt at have et større behov for, at han som far kan skabe den samme tryghed, som jeg kan – og lige nu hænger det bare uløseligt sammen med brystet. Sebastian er virkelig det, der på italiensk hedder en mammone – en mors dreng. Især ved sovetid.

Derfor har vi de sidste tre dage puttet uden amning i sengen. Det er første gang, at vi bryder med bryst-symbiosen, og det tager energi. Som den ifavnsk-inspirerede mor jeg er, har jeg fra starten tænkt, at Sebastian skulle have lov til at amme til han selv valgte det fra. Nu er det imidlertid os forældre, som har  valgt, at der skal ske noget andet, og det føles faktisk ok. Det har under alle omstændigheder været sværest for mig, for det er så vigtigt for mig, at han føler sig tryg og ved, at han kan stole på sin verden. Vi plejer at have et meget fast aftenritual, og jeg var bekymret for, hvor stor en omvæltning det ville være at ændre det, men det er gået nemmere end forventet. Jeg har ammet ham i sofaen, fortalt ham, at nu skulle han og papà ind i sengen og læse historie, og at jeg ville komme tilbage, når han sov. Den første aften var det slet ikke sjovt, men siden er det gået nemt. Her til aften sagde han selv “færdig!”, da han var klar til at gå fra bryst til seng. Det føles som en lettelse, selvom der også er en sorg forbundet med, at jeg giver en lille bitte smule slip på ham.

Hvor er I henne i jeres uperfekte liv? Har I brudt med nogle af jeres idealer for nyligt og opdaget, at det egentlig var ok?

Vores rytmer

Jeg har ikke mange ord i disse dage. Sneen ligger som en tung dyne hen over dem, men samtidig sitrer det af energi lige neden under. Jeg planlægger foråret, laver lister over frø fra sidste år, ugeskemaer over udeaktiviteter. Vores første lam kom til verden i forgårs. To små sorte uldtotter, som i morges sprang rundt i det kolde hvide, mens deres erfarne mor så til.

Vi italesætter dagligdagsrytmer og laver om, hvor det er nødvendigt. Siden sensommeren har det været mig, der i udgangspunktet har været den nærværende forælder i løbet af dagen, mens Dario har haft tiden til at arbejde. Det har fungeret længe, og med mange justeringer hen ad vejen. I begyndelsen var det hele temmelig ustruktureret, og vi besluttede fra dag til dag, hvornår vi stod op, spiste og holdt fri. Den mangel på fast struktur så jeg i begyndelsen som privilegiet ved vores frie liv – at vi fra øjeblik til øjeblik, dag til dag, selv bestemte indholdet og rækkefølgen af det, vi lavede. Som månederne gik, blev det imidlertid mere og mere tydeligt for mig, at vi – og især jeg – har nemmest ved at finde fodfæste i en hverdag med en fast rytme. Hen over vinteren har vi derfor fået etableret nogle rammer, som fungerer godt lige nu.

Vi står op sammen omkring kl. 7. Det giver helt sig selv, for der har vi allerede i en halv times tid prøvet at sove fra et barn, der hopper på vores hoveder, mens han råber ”OP! OP! TRAKTOR! BIL!” Indtil for nylig var det oftest en af os, der stod op, mens den anden blev liggende og sov lidt længere, men det giver en helt anden samling og start på dagen, når vi er sammen om det – også selvom vi er kommet for sent i seng og er trætte.  Det betyder også, at morgenmaden bliver et rum vi er fælles om, og hvor vi naturligt kommer til at snakke om dagen. Vores morgener er langsomme, så for det meste er vi klar til at gå hver til sit kl. 9. Det er det tidspunkt, vi sigter efter lige for tiden.

Vi skilles i nogle timer. Dario arbejder, og Sebastian og jeg går ud. For det meste til hønsene og hestene, altid med en tur omkring traktoren, hvor han med stor fornøjelse sidder og holder fast i rattet, mens jeg står og kigger lidt på himlen. Mandag formiddag køber vi ind til hele ugen, torsdag er vi sammen med dagplejen på skolen. Nogle gange tager vi til Aarhus, hvor der findes det fineste, mest æstetiske legeland for 0-6-årige, og tit er vi sammen med naboer.

Mellem 11.30 og 12 samles vi igen og spiser frokost, og så går eftermiddagen med leg, putning og lur. Dario plejede at arbejde til godt ind i aftensmadlavningen, men den sidste måneds tid har vi eksperimenteret med, at han holder fri omkring kl. 15, så vi når at have noget eftermiddag sammen. Det var en stor lettelse at begynde på. Sebastian er træt der sidst på dagen, og vi har brug for at være to, hvis det skal være rart for alle. Vi spiser kl. 18, og umiddelbart efter går vi i gang med aftenritualet, som har været dagens mest faste holdepunkt, siden Sebastian var helt lille. Jeg vasker op og ordner køkken, mens Dario og Sebastian hygger ved puslebordet, og det er simpelthen et af mine yndlingstidspunkter i løbet af dagen. De har en fest sammen, mine to drenge, og mit hjerte svømmer over af kærlighed, mens jeg står der med hænderne i sæbevandet og lytter til dem. De læser godnathistorie, og det plejer at passe med, at jeg er færdig i køkkenet, når Sebastian kommer løbende i sit nattøj for at finde mig. Så går vi ind i soveværelset alle tre og synger i mørket. Jeg ammer stadig, så vi ligger bare, til Sebastian sover.

Aftentimerne er altid for korte. Der er så meget, nu også en blog, og jeg ved, at jeg igen i nat kommer til at få for lidt søvn. En dag vender det.

Lige nu i disse dage er vi i gang med en ny justering, og jeg glæder mig, men ved endnu ikke, hvordan det bliver. Et øredøvende behov for TID vokset frem i mig – tid til selvforsyningsdrømmen, som er det min sjæl kalder allermest på, bortset fra mit nære moderskab. Jeg har ikke været i stand til at finde plads til det endnu, for jeg tjener ingen penge på det, og samtidig er det timer væk fra Darios arbejde, som vi lever af. Heldigvis er jeg gift med en mand, som ser muligheder i stedet for begrænsninger. ”Hvad er idealet?” spørger han, for så er det det, vi afprøver, og så kan vi tage den derfra. Han vil gerne være mere sammen med Sebastian i dagtimerne, og allerhelst vil han se mig så glad som muligt. Vi har derfor aftalt at eksperimentere med tre formiddage om ugen, hvor jeg arbejder udenfor, og i morges vågnede jeg og var klar til at springe ud af sengen af forventning.

Vi får se, om det kommer til at hænge sammen. I morgen slagter jeg i hvert fald en hane.