Månedsarkiv: juni 2018

Disse kvinder inspirerer mig

Jeg har et meget ambivalent forhold til sociale medier og internettets uendelige mængder af information. Det sluger tid og fjerner os fra kropslighed og sanselighed, og samtidig er der så megen viden og inspiration at hente. I mange år fyldte det digitale ganske lidt i min dagligdag – jeg fik først en facebookprofil sidste sommer, da min barsel var slut, og jeg fik brug for at udvide mit netværk af hjemmegående forældre. Alligevel har der gennem årene altid – lige siden jeg som ung teenager var aktiv på diverse Harry Potter-fora – været et eller andet sted på nettet, hvor jeg følte mig hjemme, fandt inspiration og “mødte” ligesindede. I det sidste årti har det mest været blogs om kvindeliv, moderskab, slow living og alt det, jeg har brugt år på først at længes efter, siden aktivt at manifestere i mit eget liv.

Det begyndte altsammen med Soulemama. Jeg var 20 år og ved at finde ud af begyndelsen på mit voksenliv. Jeg vidste ikke, hvad jeg reelt ville, bortset fra, at jeg en dag skulle have børn. I sommeren mellem mit sabbatår og mit første uni-studie arbejdede jeg som tilkaldevikar – det værste job, jeg til dato har haft! En dag, efter adskillige trister vagter som opvasker i diverse kantiner, støvsugepige på en byggeplads, pakker i et cateringfirma, blev jeg tilkaldt til en obskur lille virksomhed, som manglede en receptionist for en dag. Jeg sad otte timer foran en telefon og en computer, og ikke en eneste gang blev der behov for at viderestille noget som helst. Derfor havde jeg al tid i verden til at surfe rundt, og på en eller anden måde endte jeg altså på den her blog, hvor en kvinde i Maine skrev om hjemmeliv, selvforsyning, børnefødsler, hverdagskreativitet. Det var fuldstændig nyt for mig, og jeg var solgt på stedet, samtidig med at en dyb længsel voksede frem inden i mig. Tænk at nogen kunne leve på den måde! Den frihed, den nærhed, den sanselighed, den kærlighed!

Jeg fulgte Soulemama temmelig trofast i adskillige år, mens jeg studerede i Aarhus, og med tiden kom der andre til. Nogle blogs (og nu instagramprofiler) vender jeg tilbage til gennem lang tid, andre viser kortvarigt nye horisonter og forsvinder så igen. Her kommer en liste med dem, der pt. eller i de seneste år har inspireret mig:

—–

Hjemmeliv/hjemmeskole:

Maj My – gør et kæmpe stykke arbejde for at gøre hjemmelivet mere mainstream. Skønne, opløftende hverdagsbeskrivelser fra Ærø og masser af indlæg om at træffe helhjertede valg i livet.

Neohippie.dk (instagram) – meget mere kompromisløs i sin tilgang til forældreskab og bæredygtighed, end jeg nogensinde ville kunne finde ud af at være. Stof til eftertanke i hendes mange, velovervejede tekster til billederne på instagram.

Lulastic and the Hippyshake – har jeg linket til før. Uendeligt mange indlæg om attachment parenting, hjemmeskole, og mange af dem med en vinkel på, hvordan man passer på sig selv som (hjemme-)mor.

Growing Wild Things (instagram) – belgiske Katrien er bosiddende i Italien og tager de vildeste, idylliske billeder af hjemme-familielivet. Ikke en spejling af virkeligheden, men pænt er det.

Happiness is Here – en australsk blog om respektfuldt forældreskab og unschooling. For tiden en kilde til stor inspiration for masser af danske hjemmefolk.

Selvudvikling/spiritualitet:

Tanja Eskesen – jeg har haft fornøjelsen af at deltage i et par af Tanjas workshops, og hun kan virkelig noget med kvindekraft. Gode tekster omkring årshjul, månefaser og den slags.

Conscious Transitions – når jeg bliver fanget i “skulle” og “burde”omkring mit parforhold, er det utroligt givende at læse den her blog om at leve sammen som mand og kvinde. Masser af nede på jorden-indsigter omkring udviklingspotentialet i parforholdskriser, seksualitet, livsovergange og selvomsorg.

The Woman Who Married a Bear (instagram) – finske Milla, som er bosiddende i USA, skriver om spiritualitet, aktivisme, magi, vores tilhørsforhold til naturen, og om at bruge sociale medier klogt og autentisk.

—–

Hvor på nettet finder I inspiration til det virkelige liv? Er der nogen, jeg og andre skal kende til?

En helt almindelig dag i den uendelige sommer

I dag har jeg lyst til bare at vise noget hverdag, noget let uden store tanker. Det, som tiden går med i den her vidunderlige sommer, som bare bliver ved og ved.

Noget af det skønne ved hjemmelivet er, at vi ligesom bare flyder med tiden. Vores faste holdepunkter dagen igennem er søvn og måltider, og så fylder vi alt derimellem ud med den årstid, vi er i. Sommeren er meget nemmere, det er den virkelig! Det der med at kunne løbe ud med bare tæer, blive opslugt af insekter og blomster og vind og flyvemaskiner, og så det at lege med vand! Søer, haveslanger, badebassiner, og det gør ingen forskel om tøjet bliver vådt. Det er så tilfredsstillende og nemt, uanset hvordan dagsformen og humøret er.

Og vi har jordbær lige uden for døren.

Vi skulle egentlig have været i Aalborg til en specialefejring, men energien var simpelthen ikke til en tur af den størrelsesorden. Det var en træt dag, så der var brug for nytænkning og aktiviteter, der kunne mindske risikoen for tomgang og nedsmeltninger fra både mor og barn. Jeg læste for nylig på en engelsk hjemmegående-blog (den temmelig radikale og meget inspirerende Lulastic and the Hippyshake – hjemmemødre, læs den!) om konceptet sites of mutual fulfilment, som jeg virkelig har taget til mig. Det drejer sig i bund og grund om at sørge for at lave ting hver eneste dag, som både den voksne og barnet får glæde af. Jeg synes for eksempel ikke, at det er megasjovt at tegne 5 forskellige versioner af “STOOOR rød traktor!”, men Sebastian ved ikke noget bedre end når jeg gør det. Til gengæld elsker vi begge to at grave i jord, han for opdagelsens og sansningens skyld, jeg mere målrettet i køkkenhaven. Og det kan sagtens kombineres. Det er virkelig der, det giver mening med hjemmelivet.

I dag havde vi brug for masser af den slags. Vi har lige fået en cykel med barnesæde, og det er en fornøjelse for os begge to at tage på tur på den, så vi pakkede tasken og kørte ned til Mossø.

Vi var helt alene dernede, og det var stille og fint. Vi så en fiskehejre, guldsmede, en mand i en kajak. Der var begyndt at komme lidt skum i vandkanten, og det er tegn på grønblåalger, som er giftige og på et tidspunkt i løbet af sommeren tager over her i søerne. Jeg har ikke boet her længe nok til at være fortrolig med, hvornår det bliver kritisk, så vi trak ret hurtigt op på håndklædet for en sikkerheds skyld.

Vi cyklede hjem i middagsheden og spiste frokost. Jeg havde virkelig håbet, at det kunne blive til en lur til os begge, men Sebastian faldt bare ikke i søvn, selvom han var træt. Jeg gjorde ellers mit bedste for at ligne en efterlignelsesværdig siesta-mor i sengen, men det blev bare til en ammetår, så var han klar til mere leg. Op med os og i gang igen! Jeg har en lille liste over aktiviteter, som jeg kan gribe til i en snæver vending når energien skal ændres (den er virkelig meget kort, men guld værd i de øjeblikke, hvor der bare skal ske noget). I dag blev det modellervoks. Jeg fandt en opskrift her hos Valdemarsro, som virkede fint. Det blev en god leg.

Sidst på eftermiddagen så køkkenbords-legehjørnet sådan her ud. Og det var altså før aftensmaden. Vi er ikke helt kommet med på minimalismebøglen…

Har I nogle aktiviteter med børnene, som I griber til, når energien skal vendes? Og hvordan har jeres solskinsdag ellers været?

På den anden side af en krise

Jeg opdagede ret tidligt i mit moderskab, at det at være nogens mor kan ses som en slags spirituel praksis. Det er en daglig øvelse i nærvær, tålmodighed og overgivelse. Samtidig er det også min oplevelse, at intensiteten i moderskabet skaber rum for indre transformationer. Der dukker så meget op – gammelt støj, som forlanger at blive kigget på og helet. Alt det grimme, som bliver så frygtelig synligt, fordi konsekvensen af at gemme det væk inden i er, at det kommer til at leve videre i en eller anden form i børnene. Det kommer lidt i bølger. Jeg har lige været igennem en af de større af slagsen indtil videre, og nu er den ved at flade så meget ud, at jeg kan skrive igen.

De sidste to-tre måneder har været hårde. Det startede med en interessekonflikt i bofællesskabet i vinters, som i sig selv ikke var voldsomt dramatisk, men som endte med at blive alt for personlig og voksede sig stor inden i mig. Det satte gang i alt muligt, og det føles, som om jeg har været i konstant bevægelse det sidste halve år. På overfladen har det vist sig som stresssymptomer, tavshed, søvnløshed. Når man står midt i krisen er det svært at holde fast i, at den rummer potentialet for forandring og udvikling, og nogle dage har været ret kaotiske. Alt ramler, når man flere dage i træk er fuldtidsmor på 2-3 timers søvn. Jeg har været i tvivl om alting – vores hjemmeliv, vores bolig, vores værdier som familie. For at kunne høre mig selv og finde ud af, hvad det hele drejede sig om, har jeg haft brug for at være alene mere end sædvanligt – eller, mere end jeg har været vant til at give mig selv plads til i de snart to år, jeg har været mor. Selvom jeg har en mand, der med et enormt overskud støtter mig i mine behov, er det tit meget svært for mig at sige, “Jeg har brug for at få noget luft.” Men nu har jeg gjort det nok gange til, at jeg er begyndt at få fodfæste igen og kan se lidt af, hvad disse måneder drejer sig om. Søvnløsheden er taget af, og jeg får gravet i mig selv med støtte fra en dygtig terapeut og en kvindecirkel, der kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt.

Og nu skriver jeg så, i hvert fald i aften. Det har jeg hverken haft lyst eller overskud til, og det er ok. Nu begynder der langsomt at dukke ord op igen, og et lille skub fra to dejlige kusiner i dag var det, der skulle til. Det er fuldstændig ukendt land for mig, det her med at dele de hårde og sårbare sider på blogformatet, men det skal til, synes jeg – hvis ikke det skal blive ligegyldigt.

Vi har været på så mange ture, mens alt det her eksistentielle arbejde har stået på. Samsø flere gange, Livø, en uge hos svigerfamilien i Italien. Og nu er det sommer, og alting er nemmere og skønnere, mere mildt og fyldigt. Vi lever udenfor ligesom resten af landet – spiser is, bader i søer med vores naboer, kigger på kyllinger og killinger. Næsten hver aften fodrer jeg min sjæl ved at nusse om køkkenhaven, og den er smuk! Hestebønnerne og kartoflerne skyder i vejret, alt gror, ingen dræbersnegle. Sebastian og jeg har brugt de sidste par dage på at sætte et nøddehegn op, for både høns og kaniner har det med at undslippe, og så er det bare for fristende med alt det grønne.

Hvis nogle af jer stadig læser med – hvordan går I så og har det her i den skønne, uendelige forsommer?