Månedsarkiv: januar 2019

En ny begyndelse

Se, hvordan vender man tilbage til en blog, der gik død efter ganske få måneder?

2018 var virkelig et år, hvor jeg blev tvunget til at se indad. Det var helt sikkert på top fem over mine tungeste år indtil videre, men også et af dem, hvor jeg lærte allermest om mig selv og om at navigere. Om at give slip og overgive mig til det, der var, men også om at tage vare på min egen energi og manifestere i den retning, jeg ønsker det.

Forår og tidlig sommer sidste år var præget af søvnløshed og konflikt, ydre og indre, og det, man vist kalder mommy burn-out. Der skete ting omkring os i vores daglige relationer, som vi ikke selv var herre over, og som jeg blev voldsomt udfordret af – og i kombination med min selvvalgte 24/7-morrolle, var der bare alt for lidt plads og rum til, at jeg kunne høre mine egne tanker og mærke mine egne grænser. At have Sebastian hjemme føltes stadig rigtigt og meningsfuldt, men jeg var slet ikke i stand til at være nærværende, og længtes konstant efter søvn og alenetid.

Efter for lang tid med sammenbidte tænder, gråd og en dyb, dyb udmattelse, begyndte jeg at arbejde med mig selv – både i terapi og i kreative rum. Vi valgte, at Sebastian skulle starte i dagpleje til efteråret, så jeg kunne få luft til at finde ind til mit overskud igen (og den beslutning i sig selv var en voldsom eksistentiel krise og øvelse i forhandling mellem trivsel og idealer). I løbet af sommeren blev jeg gravid igen, og jeg besluttede at gå i gang med en kandidat oven på min uni-bachelor.

Pludselig i løbet af efteråret gik der hul på så mange ting, som har føltes statiske og utilfredsstillende længe. Vi startede Sebastian op i dagpleje ca. 8 timer om ugen i oktober, og jeg nød – og måtte erkende, at jeg nød – at tage toget til Aarhus, helt i mit eget selskab, og lære nyt og blive stimuleret af andre voksne mennesker. Samtidig var det mega hårdt at aflevere Sebastian i dagplejen (som der i øvrigt ikke er en finger at sætte på), fordi det slet ikke var det, jeg ville for os – men har været enormt givtigt at få øje på min dårlige samvittighed, tale med den og byde den velkommen. Langsomt lærte jeg mere om, at min egen trivsel er lige så vigtig som resten af familiens. Og langsomt kom overskuddet, glæden og hverdagsmagien tilbage.

I november og december var min indre brønd ved at være så fyldt op, at universet kunne begynde at give tilbage i form af skaberkraft og flow. Jeg fik skabt en fantastisk kvindegruppe, som jeg mødes med ugentligt og deler drømme og håb med. Dario og jeg fandt i fællesskab ind til nogle meget bedre rytmer i hverdagen, så der er plads til at vi nærer os selv og hinanden. Jeg gik i gang med Julia Camerons kursus The Artist’s Way, og kan mærke hvor meget kerne det giver mig at arbejde kreativt på daglig basis. Og Sebastian fik en månedlang juleferie, og skal snart helt hjem igen. Vores hjemmeliv er stadig drømmen og målet – nu bare under forudsætning af, at alles trivsel er på plads. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fået redskaber og erfaringer, som forhåbentlig kommer til at gøre det nemmere fremover.

Og graviditeten? Så nem, at jeg nærmest ikke lagde mærke til den de første fem måneders tid. Lillesøster ankommer omkring slutningen af marts, og vi glæder os så utrolig meget til at hilse på hende og finde os selv som en familie på fire.