Månedsarkiv: februar 2019

Forberedelser og ny inspiration

Det er ren nedtælling her. Fire uger til termin, og jeg kan virkelig mærke, at min hjerne er blevet overtaget af nesting-hormoner. Jeg skriver huskelister, fryser mad ned, ser fødselsvideoer på YouTube med Sebastian (som måske, måske ikke skal være her – vi er ikke helt afklarede endnu) – og sidste projekt har været at få styr på vores kontor, som har stået med bare gipsvægge i et år. Det blev vi nødt til at få ordnet, for den slags arbejde kommer ikke til at ske med en baby, og jeg havde ligesom ikke lyst til at ligge i et fødekar og kigge på spartelmassepletter…

Min far har været en stor hjælp med færdigspartling og slibning, og de sidste par dage har vi malet. Så nu har vi pludselig to nye, skinnende vægge ind mod stuen, som glæder sig til pynt. Måske malerier, måske er det der, vores guitarer skal hænge. Måske et spejl i børnehøjde eller en hylde til planter. Jeg går i designmode og får lyst til selv at skabe ting. Og det er endnu en pudsig bivirkning ved det her med for alvor at være på vej ind i fødselsboblen, som jeg godt kan huske fra tiden med Sebastian. Jeg bliver simpelthen kreativ som aldrig før. Helt overordnet har denne graviditet været en rejse ind i min kreativitet, og det er en fantastisk følelse, at det hele bobler inden i mig. Mest af alt, fordi det giver mig en fornemmelse af retning også ind i barslen. Jeg kommer til at nyde babytiden, og samtidig er jeg blevet meget mere bevidst om mit skaberbehov – så denne gang har vi en plan for, hvordan jeg kan få tid og rum til at dyrke det, når vores datter er ude over spædbarnsstadiet. Skemalagte tidspunkter til udforskende og eksperimenterende skaben, en fælles bevidsthed mellem Dario og jeg om, at mit kreative virke er essentielt for min – og dermed vores – trivsel.

Lige nu suger jeg inspiration til mig. Jeg har fået nye bøger, som på hver sin vis giver nye input til nogle af de ting, der fylder i vores liv. Jeg lytter til podcasts, der udvider min horisont og gør mig skarpere på mine værdier. Og jeg skaber struktur og rammer omkring mig, så jeg får prioriteret de ting, der er vigtige for mig – for eksempel bloggen her. Den skal have plads og tid, for jeg nyder processen med at skrive.

(Det giver ligesom sig selv, at der ikke er nogle af anbefalingerne her, der er sponsorerede, ikke?)

The Creative Family Manifesto af Amanda Soule (med bloggen SouleMama) er en lille, overskuelig sag med masser af gode ideer til hverdagskreativitet i familien. Vi har implementeret nogle få ting allerede, og jeg glæder mig til at dykke mere ned i den – jeg tror, at jeg kommer til at skrive et blogindlæg om de ting, vi har afprøvet. Altid brugbart med inspiration til mere nærvær og gode fælles oplevelser i hjemmelivet!

Free to Learn af Peter Gray handler om læring gennem fri leg, og er efter sigende en must-read, når man som os overvejer hjemmeskole/unschooling. Jeg snupper et par sider her og der, når jeg putter Sebastian til lur, og synes indtil videre godt om, hvad jeg læser.

Hello Baby af Jenni Overend er meget æstetisk billedbog om en hjemmefødsel. Vi har læst den danske Da Knud kom ud med Sebastian, og han har helt styr på fødekar, moderkage, navlestreng og at mor laver høje lyde. Den amerikanske her er stemningsfyldt og mindre tegneserieagtig, men minder ellers i narrativet om den danske. Er jeg i øvrigt den eneste gravide, der ikke kan læse bøger eller se videoer om fødsler uden at græde, fordi det er så smukt og stort?

Jeg er ikke særlig god til at lytte til podcasts, for jeg har ikke andet medie end min computer at høre dem på, og det er sjældent, at jeg tænder den kun for at lytte. Ikke desto mindre er jeg blevet virkelig begejstret for den amerikanske kunstner Emily Jeffords’ Do It For the Process, som handler om forskellige aspekter af det kunstneriske virke – inspiration, mod, kombinationen af kreativ skaben og forældreskab… Det var lige, hvad jeg trængte til at finde, og hvis du også går med en kunstner i maven, så er den helt sikkert anbefalelsesværdig!

Maj My har sendt en glimrende podcast ud omkring det at leve sit liv i overensstemmelse med egne værdier. Hun kan virkelig noget med ord, den kvinde. Podcasten lander i indbakken, når man skriver sig op til hendes nye mailliste.

Hvad med jer – hvor finder I nye input for tiden? Har I, som er mødre, også haft en oplevelse af fornyet inspiration og kreativitet i slutningen af graviditeten?

Fredelige dage

Vi er alene hjemme i denne uge, Sebastian og jeg. Det var vi også i en uges tid for en måned siden, for Dario er på arbejde i Sydamerika. Når han kommer hjem på mandag, er det heldigvis sidste gang indtil sommer, så vi har god tid til at finde ind i barselsboblen sammen. Jeg havde på forhånd lidt frygtet, hvordan det ville være at være solomor så langt henne i graviditeten, og det er lidt tungt (altså fysisk), men bortset fra det går det stille og roligt. Vi hygger, min dreng og jeg, og finder hurtigt ind til den lidt anderledes rytme, vi altid er i, når vi er alene hjemme.

Der er god tid. Jeg lægger planer, men ikke noget stort. Ikke noget, der kræver flere kræfter, end jeg har. I denne uge har vi flere gange været nede i vores dal og brugt lang tid på at kaste pinde i vandløbet, til stor fryd for Sebastian og til glæde for mig, for det kan være så svært at engagere ham i at være udenfor på denne tid af året. De andre dage har vi set gode venner – hjemmelegestue i Silkeborg i mandags, en gammel folkeskolekammerat i går, på tur til DOKK1 med et andet hold hjemmevenner i dag. Vores netværk af hjemmegående bliver stærkere og stærkere, og der er efterhånden ved at samle sig en kerne omkring os af folk, som vi virkelig holder af og nyder at bruge tid sammen med, både børn og voksne. Det føles godt at have det lag af mennesker, som vi deler livsstil og værdier med, oven på vores andre gode daglige relationer i bofællesskab og lokalsamfund – jeg føler mig faktisk helt fællesskabsvelsignet for tiden.

Et af de vennepar, som vi har været sammen med ugentligt det sidste halve års tid, bød for nylig velkommen til en lillebror. I mandags gik der projekt-barselsgave i mig, og jeg brugte lang tid (og lidt for meget af Sebastians tålmodighed) på at bage tærte og pølsehorn, som vi var forbi med i går sammen med lidt andet godt i en kurv. Det er sådan noget, jeg tit ville ønske, at jeg fik gjort, og denne gang lykkedes det – og hvor er jeg glad for det, for de blev så glade. Det er bare en skøn fornemmelse at påskønne et venskab og vise, at her er en relation vi rigtig gerne vil investere tid og kærlighed i. Mere af den slags!

Nu sover lillemanden, og jeg vil bruge tid på en god bog og så lige lidt opvask. Alt det praktiske har det med at tage overhånd, når man kun er én voksen…

Køkkenhaveplaner

På sådan en dag som i dag, hvor alt er badet i mildt og køligt lys, kribler det i fingrene for at komme i gang med køkkenhaveforberedelserne. Jeg er virkelig glad for og stolt af min køkkenhave, og har brugt mange graviditets- og barselstimer i de sidste år på at sprede hestemøg, luge og vande. I den kommende sæson har jeg lovet mig selv at holde ambitionerne på et minimum. Jeg håber at få dækket alle bede med enten afgrøder eller grøngødning, men har ellers ikke de store planer – babysøster ankommer jo lige midt i forspiringstiden, og når det bliver tid til udplantning har jeg sandsynligvis nok at gøre med storebror, amning, bleskift og søvn. Hvis der er overskud, og det alligevel lykkes mig at få sneget lidt havetid ind her og der, er planerne gode, langtidsholdbare vinterafgrøder, som vi kan nyde godt af når det igen bliver koldt; porrer og grønkål, og så kartofler og en masse bønner. Hjemmedyrkede, tørrede bønner føles virkelig som en luksus, når de ryger i en chiligryde på den her tid af året. Til gengæld vil jeg ikke gentage sidste års store fejltagelse – vores majs. De stod så flotte og hed konfettimajs, og jeg glædede mig hele sommeren til at smage dem. Det viste sig bare, at de smukke, flerfarvede frø, jeg havde byttet mig til, var fodermajs. Ikke nogen kulinarisk succes. Men en dag – måske ikke i år – kommer det til at lykkes at koge vores egne, sprøde majskolber ud på sommeren.

Hvidløgsbedet blev sat i oktober, og de små planter er netop begyndt at titte op af jorden. Ligesom de spæde ukrudtsplanter. Det giver så god mening at tage dem nu, så de ikke når at få ordentligt fat. Jeg er nu i uge 34 af graviditeten, og om tre uger må jeg officielt føde hjemme – så der kan jeg vist godt tillade mig at gå i gang med en kultivator…

Jeg er et skabende menneske

Det sidste halve års tid har jeg fokuseret på at finde ind til min kreativitet igen. Min mor-identitet havde indtil da fået lov at fylde til et punkt, hvor den næsten var altopslugende i forhold til de andre dele af min kerne, som er vigtige for at jeg føler mig som mig selv. Naturligvis, tænker jeg næsten, for jeg har aldrig været så ambitiøs med noget, som jeg er som mor – og jeg elsker det. Ikke desto mindre er det jo ikke hele sandheden om mig, og jeg manglede kontakt med alt det andet. Jeg er sanger. Jeg er storyteller. Jeg er helt afhængig af natur og stilhed og ro omkring mig for at skabe, og alt det har været tilsidesat lidt for længe.

Derfor gik jeg i slut-2018 i gang med kurset The Artist’s Way af Julia Cameron, som i løbet af tolv uger udforsker alle mulige aspekter af det at være et skabende menneske. Grundlaget er semi-spirituelt og helt sikkert selvudviklende, og det var lige det, jeg havde brug for. Hver uge er der et nyt tema, der bliver udforsket – trust, connection, strength, alt muligt – og der stilles en række opgaver, som det for det meste er lykkedes mig at finde tid og rum til at arbejde med. Sideløbende skriver jeg tre siders stream-of-consciousness-tekst om dagen for at tømme hovedet, og en gang om ugen tager jeg på en Artist’s Date, som i al sin enkelhed går ud på at bruge to timer i eget selskab på noget, der på den ene eller den anden måde nærer kreativiteten og det indre barn. Jeg har været på maleworkshop, læst digte på en café i Italien, købt bivoksfarver og skitsebog i helsekosten i Silkeborg, og i denne uge kørte jeg en tur i skoven ved Gammel Ry med min guitalele. Jeg spiller ikke nær godt nok til rigtigt at kunne akkompagnere mig selv, men jeg er alligevel begyndt at dyppe tæerne i sangskrivning, fordi det inspirerer mig for tiden. Og det var en skøn og nærende oplevelse at sidde der i skovbunden og skabe musik med og for mig selv.

Jeg er i gang med uge ni af mit kreativitetskursus. Om lidt mere end en måned bliver jeg mor for anden gang, og de her rum uden et spædbarn forsvinder igen for en stund. Det er ok – jeg glæder mig helt vildt til babyboblen, og kan mærke at mit fokus i disse uger langsomt er ved at flytte sig hen mod fødslen. Men her i den sidste tid, hvor jeg kun er mor til et – efterhånden rimelig selvkørende, så længe far er til stede – barn, nyder jeg at sende skabertråde ud i alle mulige retninger.

Og a propos, så har jeg endelig fået opdateret blogdesignet, så det er meget nemmere at kommentere end før. Gør endelig det – jeg vil rigtig gerne høre jeres tanker om kreativitet som hverdagspraksis!

Hjemmeliv igen

Det er en grå, mørk eftermiddag, og jeg har lige sendt Dario og Sebastian af sted til forælder-barn-gymnastik oppe på skolen for enden af grusvejen. Sebastian ked af det, for det plejer at være mig, der tager med. Det er ikke en god fornemmelse vinke farvel til et barn, der græder – punktum. Heldigvis noget, vi oplever meget mindre, i takt med at Sebastian bliver ældre og begynder at sætte pris på alenetid med sin far. Og også meget, meget mindre, nu hvor han ikke har været i dagpleje siden før jul. Den stress, der sætter sig i min morkrop ved at sige farvel til en dreng, der grædende siger ”Nej, mor, nej, du skal med!” vil jeg virkelig gerne holde på et minimum for vores begges skyld – og nu har vi taget et skridt i den – for os – rigtige retning på den front.

Vi har taget Sebastian hjem igen. Eller, betinget hjem, kan man sige, for vi beholder dagplejepladsen i månederne der kommer. Jeg glæder mig til, at vi alle fire skal finde en ny hverdag sammen, når lillesøster kommer om halvanden-to måneders tid. Ikke desto mindre er Dario og jeg også enige om, at det er rart for os at have muligheden for at vælge at sende Sebastian i dagpleje igen, hvis vi får et spædbarn, der aldrig sover – eller hvis vi eller han af den ene eller den anden grund får nogle bedre første måneder af, at han kommer af sted nogle timer om dagen. Men hvor er jeg glad for, at vi er tilbage i vores hjemme-hverdag! Det var et godt og helt nødvendigt efterår med uni til mig og et par timers pasning om dagen til Sebastian, men nu hvor jeg er på barsel, har jeg simpelthen ikke nogen motivation, hverken ydre eller indre, for at sende ham af sted. Til gengæld er jeg super motiveret for at arbejde med vores rytmer og daglige rutiner herhjemme.

I disse uger har vi virkelig meget ro og stille leg. Vores bil døde for nogle uger siden, og vi har først lige fået en ny, så vi har været naturligt begrænsede udadtil. Jeg har fokuseret på at definere, hvilke elementer jeg gerne vil have i vores hverdag, og det har været en god oplevelse indtil videre at forsøge at skabe nogle mere rytmisk dage. Vi har bageformiddag om mandagen (og Sebastian er begejstret, for det bliver jo også lige til en gang bananmuffins oven i rugbrødet og bollerne) og rengøringsformiddag om onsdagen – sidstnævnte betyder, at vi rent faktisk får rørt ved de overflader, jeg ellers aldrig (som i aldrig) får prioriteret. Jeg forsøger at få os udenfor hver dag, og det sker for det meste. På det sidste er det endelig lykkedes os at få skabt rum og tid nok til bare at være i naturen, så Sebastian begynder at fordybe sig i leg også udenfor. I går havde vi besøg af nogle gode, nye hjemmevenner, og på en langsom gåtur ned gennem vores dal var børnene fuldstændig opslugte af at fiske med pinde i vandløbet, helt ligeglade med våde vanter og strømper.

Jeg suger denne tid til mig, disse måneder hvor jeg stadig kun er mor til ét barn. Der er kommet en helt anden ro over både ham og os alle som familie, nu hvor vi er hjemme igen. Vi mærker hinanden løbende igennem dagen og undgår adskillelsesskiftet og det at skulle finde hinanden igen. Jeg får lavet de praktiske ting, jeg gerne vil, og oplever i højere og højere grad, at Sebastian fordyber sig i leg ved siden af. Samtidig øver jeg mig i også at lave kreative projekter på mine egne præmisser, mens han er til stede. Nogle gange lykkes det, andre gange slet ikke. Men vi er sammen, og vi finder mere og mere ind til, hvordan hverdagen bliver nærende og meningsfyldt for os alle tre.