Månedsarkiv: april 2019

Mother blessing

Et par uger før fødslen af Simona havde jeg inviteret en lille gruppe af kvinder, jeg på en eller anden måde har en fødsels- eller barselsrelation til, til en førfødselsfejring. Jeg havde lyst til at markere den overgang, det var at gå fra tre til fire, transformationen i vores familieliv og i mit moderskab. De fleste kender jo baby shower-konceptet, men det her var lidt anderledes – inspireret af det, der i britiske og amerikanske back-to-nature-kredse kaldes en mother blessing. Jeg var selv med til en mother blessing i England for nogle år siden, og syntes at det var så fint at samle en kreds af kvinder, som kunne være med til at give styrke og glæde og søsterskab til den gravide. Da vi ventede Sebastian, havde jeg en drøm om at gøre det samme, men det var først nu, at jeg fik gjort alvor af det. Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det, selvom jeg først skulle håndtere janteloven i hovedet, der sagde ting som ”udansk” og ”spirituella” og ”var det ikke nok med 30-års fødselsdagen – skal folk nu komme og fejre dig igen?”. Det er godt at tale med den slags små stemmer – og godt at fejre alt det, der er at fejre.

I vores graviditets- og fødselskultur har vi mest fokus på det fysiske og praktiske – hvordan baby vokser i maven, øvelser til at håndtere fødslen, alt det udstyr, vi skal have købt. Det har undret mig, at der stort set ikke tales om den vilde personlige – ja, spirituelle – udviklingsrejse, det er at blive forælder. Potentialet for transformation, alt det usagte og intuitive, der sker mellem mor og barn. For mig har det været vigtigere, og langt mere præsent, end de ydre omstændigheder. En fejring af den magi, det er at sætte et nyt liv i verden, føltes som en god måde at give det fokus.

Vi havde nogle hyggelige timer, som startede med en lille cirkel. Nogle kendte hinanden, men ikke alle, så vi begyndte med at fortælle, hvad vi hed – og hvem vi var døtre af og mødre til, for at trække rækken af kvinder omkring os ind i flokken. Jeg havde lagt et rødt garnnøgle frem, som alle bandt om håndleddet, hvorefter snoren blev klippet. Tanken var, at jeg under fødslen ville kunne kigge på min egen røde snor, og tænke på mine medmødre. Så spiste vi kage, drak te og snakkede, mens vi malede et fødselsbanner – nogle med ord, nogle med symboler og farver. Det blev hængt op i stuen bagefter, og hang der til Simona var født. Og det var sådan set det. Fint og simpelt, og virkelig meningsfyldt for mig.

Nå ja, og så havde jeg på forhånd meldt ud, at det ikke var en gavebegivenhed, men at vi med taknemmelighed ville tage imod frysermad til barselstiden. Og hvor har vi bare nydt godt af gryderet og tærte og boller og andre gode sager. Det gjorde virkelig de første ugers aftener meget nemmere.

Babydage

Vi er langsomt ved at lande i vores nye familiestruktur. Simona sover, spiser og græder stort set kun, når der er en god forklaring på det – det er utroligt, så nemt det føles at aflæse et spædbarns behov, nu hvor vi er vant til at håndtere en næsten treårig. Det nye og svære er klart at tage vare på begge børn på samme tid. Dario er heldigvis hjemme og har få arbejdsopgaver for tiden, så jeg har endnu ikke skullet stå alene med dem begge to i særlig lang tid. Men det er altså ikke helt nemt at blive storebror for Sebastian! Og ikke altid helt nemt for forældrene at møde den store, lille dreng på en kærlig og anerkendende måde, når han i frustration slår ud efter sin søster (eller tegner på gulvet, eller…). Vi øver os, og de sidste uger har virkelig givet os mulighed for at udvikle vores forældreskills. Jeg synes faktisk, at det går ret godt for os alle sammen – selvom vi er trætte og nogle gange står med to grædende børn og kigger opgivende på hinanden. Jeg er blevet virkelig god til at tanke Sebastian op med nærvær og kærlighed, så han bedre kan rumme, at jeg sætter mig lidt i sofaen og ammer Simona – vi læser mange historier og lægger mange puslespil for tiden! Vi forsøger at give ham al den plads, han har brug for, til at udtrykke frustration eller sorg verbalt, og det virker til, at det gør det nemmere for ham.  Vi får prioriteret ture ud af huset på skift, så både Dario og jeg får alenetid med begge børn (og ind imellem tilmed os selv).

Sebastian er i en skøn historiefortællingsfase, hvor alt og alle har dialoger med hinanden. Tit er det mig eller Dario, der skal oversætte, og tit er det Simona, der er interessant. ”Hvad siger min lillesøster?” spørger han, uanset om hun sover, ammer, græder eller ligger og kigger rundt. Og han er selv begyndt at give svaret: ”Hun siger nok, at hun gerne vil se sin storebror” eller ”Hun siger nok, at Sebastians traktor er flot”. Og da Simona blev en måned for nogle dage siden, spurgte han: ”Er hun så stor nok til at lege nu?” De skal nok få glæde af hinanden.

(Og er det ikke bare et skønt skilt, vores naboer tegnede på fællestavlen? Tænk at være født lige midt i læmningstiden, lige midt i alt det spirende og blomstrende. Vores lille forårspige.)