Månedsarkiv: august 2019

Henkogningsdrømme

Gårsdagens blommechutney er på glas (to små blev det til, men jeg er også den eneste i familien, der kommer til at spise det), og det smukke, varme sensommervejr lokker mig ned til frugttræerne efter mere høst. Jeg drømmer – som altid – om meget mere selvforsyning. Om hylder med henkogningsglas og masser af fryserplads til kød og grønt og bær. Om net med hassel- og valnødder. Om den dag, hvor vi skal have vores egne malkegeder (først når jeg er færdig med at have helt små børn!).

Men faktisk har vi allerede en del. Vores hvidløg kommer til at række til næste forår, og for første gang har vi i år så mange kartofler, at vi skal finde på en måde at opbevare dem på, når frosten kommer. Og slagtekyllingerne kommer på mandag! Huset er sat op og næsten klar – vi mangler bare opsætning af varmelampe. Heldigvis er vores søde naboer med på projektet, så der skal nok blive helt styr på det, selvom jeg selv har armene fulde af børn. Dario rejste i morges, og det føles som altid underligt, at han ikke er her. Min far er rykket ind, heldigvis, og derfor har jeg nærmest ikke set Sebastian hele dagen. Hvis bare morfar er der, kan det kun blive en god dag! Og jeg har haft masser af tid til at gå og hygge med min baby, bage vafler og luge lidt i køkkenhaven. Så er det ingen sag at være græsenke!

Men altså – det med henkogning? Det er helt sikkert det næste projekt på selvforsynings-to-do-listen. Vi har ikke selv dyrket tomater i år, men måske man kunne finde et sted at købe dem billigt…? Vores egen passata eller pizzasauce på hylden, det glæder jeg mig til!

Sensommer – før jeg bliver alenemor

I dag er jeg taknemmelig for…

– Blommer, brombær og æbler i massevis
– Vores nye, dejlige lokale hjemmegruppe, som vi langsomt er ved at lære at kende
– Sebastians malerier – ”Se, mor, her er sporene fra en isbjørn og en struds. De går rundt og rundt i skoven. Jeg har malet hele verden her!”
– At mine forældre træder til, når Dario i morgen tager 10 dage til Costa Rica.

For nu er det nu. Første gang som alenemor til to i så lang tid. Jeg holder vejret, men glæder mig også – både til bedsteforældrehygge og til at finde en ny papà-på-rejse-rytme, bare mig og børnene. De sidste dage har som altid været præget af rejseforberedelser og masser af last minute-emails, men vi har også tilvalgt hygge og ro. Vi har plukket brombær og spist blommetærte med vores naboer under pæretræerne på gårdspladsen. Vi har haft besøg og været på besøg. Vi har puttet og hygget, og jeg har fået sneget en times tid ind i køkkenhaven, så jeg også er i mor-overskud, når Dario tager af sted i morgen.

Dario og Sebastian er på biblioteket lige nu, og imens koger Simona og jeg blommechutney og fryser brombær ned. Chutneyen er med inspiration fra min skønne, antikvariske Syltning og Kræs og Sparemad – og selvom rosiner og løg bliver stavblendet i stedet for at blive kørt igennem en kødkværn, skal det nok blive godt.

Mit instagram-feed drukner i alt det lækre, som kommer ind fra haver, krat og skove lige nu. Hvad foregår der i dit køkken for tiden? Del gerne dine sensommersysler, så vi kan inspirere hinanden – jeg hørte for eksempel for første gang om blommeoliven den anden dag, og det skal helt sikkert prøves!

Første måned med hjemmebørnehaven

Vi er ved at være ved vejs ende med august måneds vandtema. Vi har slet ikke nået så meget, som jeg havde forestillet mig – men de små, nemme aktiviteter, som ikke har krævet meget forberedelse, har givet Sebastian og jeg en masse hyggestunder.

Isterninger har været et hit. Først lagde vi dem i skåle med koldt og varmt vand for at se, hvad der mon skete.

Senere udforskede vi, hvordan man får ting ud af en isterning. Ved at kaste dem? Ved at bruge en kniv? Eller hvad med det der vand…? Det tog tid, men han var dybt engageret og fandt ud af det på egen hånd til sidst.

Og så malede vi med vandfarve-isterninger.

August har været en god vandmåned i år. Første del af måneden bød på rig mulighed for at opleve vand i form af regn – og de sidste par uger har heldigvis budt på masser af sø og strand. Men vi har stadig en kanotur til gode…

Nu er måneden snart forbi, og jeg er i fuld gang med at planlægge september i hjemmebørnehaven: vejr og årstider, bliver temaet. Jeg glæder mig allerede til nogle af de ting, vi skal lege og lære med! Den her hjemmebørnehave er mindst lige så sjov for moderen som for barnet.

Jeg øver mig i mit liv

Jeg har længe villet skrive et indlæg omkring livsvalg, kerneværdier og det at gøre sig umage i sit liv, fordi det er så definerende for den måde, jeg er i mit liv på i disse år. Her til aften, da jeg vaskede op (det er der, de bedste indre dialoger opstår for mig), funderede jeg over, hvad det egentlig er for en lærings-udviklingsrejse, jeg er på i denne del af mit liv – og det slog mig, at jeg øver mig på at øve mig. På at blive i det, jeg endnu ikke har lært, fordi jeg har en klar drøm om, hvor jeg gerne vil bevæge mig hen ad.

Jeg har læst musikvidenskab på uni og nød de år, jeg havde der. Men en ting, som er ret essentiel som musikalsk udøvende, fik jeg ikke rigtig lært – at øve mig, også når det ikke kun er sjovt. Jeg har aldrig været særlig god til det, aldrig rigtig gået ad veje, hvor jeg ikke i udgangspunktet eller med en forholdsvis lille indsats var god (nok). Det giver masser af umiddelbar tilfredsstillelse, men også frustration og en vis stagnation inden for den berømte comfort zone.

Det var nok, da jeg mødte Dario, at jeg først begyndte at øve mig. Jeg øvede mig og øvede mig i et parforhold, som helt tydeligt ville noget med mig, men som fra start af var noget mere kompliceret end de fleste andre forhold, jeg har været i. Kompliceret, men sundt. For her var en mand, som delte nogle af de helt essentielle værdier for fremtiden, som jeg drømte om at udleve. Børn, hjemmeliv, hjemmeskole, fællesskab, frihed til selv at strukturere vores tid, masser af eventyr og kreativitet. Og netop de ting, de helt store drømme og overordnede visioner for vores liv (+ det med natur og selvforsyning, som mest er min ting) er dem, jeg øver mig på hver eneste dag. Fordi de fylder mit liv med mening. Også når det er hårdt.

Jeg træder ofte ved siden af, men: Jeg øver mig hver dag på at være den mor, jeg gerne vil give mine børn. Jeg øver mig på at være nærværende, tydelig, autentisk, kærlig og tålmodig, og på at skabe rammer som gør, at jeg har den største mulighed for at være det hele dagen igennem, også når det er sidst på dagen og jeg er træt. Jeg øver mig på at vise min mand, at jeg elsker ham, og på at huske at vi er et team, selv når vi misforstår hinanden. Jeg øver mig på at skabe en god hverdagsstruktur, og på at vende tilbage til de ting, der virker, når det hele bliver lidt for løst og flydende. Jeg øver mig på at passe på mig selv før jeg vælter, at tage tid for mig selv og gå tur, male, læse, lave mad i stilhed. Jeg øver mig på at se mig selv som ressourcestærk udi praktiske ting – jeg kan da sagtens skaffe en fræser, hente flis i en trailer og flytte høns! Og jeg øver mig på at lade min identitet være åben for forandring, på ikke at bruge så mange mentale ressourcer på, hvad andre tænker om mig.

Når jeg fejler, hvilket sker dagligt på stort set alle felter, lykkes det mig for det meste at huske, at her er noget, jeg har til gode at lære. Det er en gave, for det bliver nemmere at se med milde øjne på mig selv og de situationer, hvor jeg er nede og ømme mig allermest. Stort set det hele – alt det jeg VIL med mit liv, alt det jeg øver mig på – kræver alt, hvad jeg har, og jeg har masser af dage, hvor jeg helst bare vil blive i sengen og spise chokolade. For det er ikke nemt for mig at være sammen med mine børn konstant, det er ikke nemt for mig at blive i kærligheden, det er ikke nemt at træffe livsvalg, som går imod strømmen. Det er ikke nemt for mig at tro på, at JEG (og ikke de ting, jeg GØR) er god nok. Men der er hele tiden en fornemmelse af retning, af mening, Gud der hvisker: “Se – det her liv er dit!” Og når jeg mærker det, bobler det i maven af taknemmelighed.

Jeg har gemt et eneste lille citat fra et Yogi-tebrev: “Patience pays”. For det gør det virkelig. Det er de små skridt hver eneste dag, den løbende refleksion over hvert eneste valgs konsekvenser, uendelige mængder af tålmodighed og et valg om at tro – at tro på den sti, der føles rigtig – som til sidst fører derhen, hvor vi drømmer om at være.

Køkkenhaven i august

Min køkkenhave kører på femte sæson. Den er anlagt efter no-dig-metoden, hvor jorden bearbejdes så lidt som muligt, og består af 12 bede på ca. 50 kvm i alt. Sidste år bugnede den på dette tidspunkt; alt var grønt og frodigt, jeg havde styr på vanding og lugning, og der var alverdens forskellige grøntsager derude.

I år ser det noget anderledes ud. Jeg havde lovet mig selv ikke at stresse over køkkenhaven med en nyfødt, og det er i det store og hele lykkedes. I april og maj fik jeg kartofler i jorden i fire af bedene, fik nogle forspirede kålplanter fra en nabo, såede lidt porrer, bønner, ærter og majs. Og så lod jeg den passe sig selv i to måneder. Mængden af ukrudt nåede hurtigt op på et ret overvældende niveau – det var faktisk ikke til at se, at der nedenunder dækket af grønt var nogle planter, som rent faktisk var meningen.

Nu er det august, og de sidste par uger er køkkenhaveoverskuddet og -lysten vendt tilbage. Jeg er ved at være nogenlunde igennem det mest massive ukrudt, så man nu kan få øje på kål og majs. Zinnia, tallerkensmækker og valmuer blomstrer, og porrerne fra sidste år er helt fænomenale med deres kuglerunde frøstande. Jeg er gået i oprydningsmode. Stierne mellem bedene er ved at blive dækket af pap, som forhåbentlig kommer til at kvæle ukrudtet nedenunder, og så skal de dækkes af flis. Bedene kommer til at få et massivt lag hestemøg og kompost – måske 20 cm. – så jeg i praksis starter forfra med no-dig-metoden. Der er simpelthen alt for meget rodukrudt, især krybende ranunkel, så hvis jeg skal udrydde det manuelt, bliver det et kæmpe gravearbejde. Så hellere dække det hele til og jordforbedre på samme tid.

Imens nyder vi, at der trods alt er ærter at plukke, planter der vokser, og snart lidt af hvert, der kan høstes. Jeg er optimistisk og har for nogle dage siden forspiret bladbede, bønner og flere ærter, og håber på et mildt efterår, så de når at udvikle sig. Derudover spinat, pak choi, salat og portulak, så vi kan få noget frisk grønt til hurtig høst i september og oktober.

Og når køkkenhaven ikke kommer til at give fuldt udbytte i år, så er der jo bare ekstra tid til at samle bær til fryseren, og æbler og hasselnødder er på vej…

Månedens tema: Vand

Vi har taget hul på første måned i hjemmebørnehaven, hvor temaet er vand. Forhåbentlig tids nok til at nyde godt af masser af plaskeri i sommervarmen, og ellers må det blive til vand i form af regnvejrsaktiviteter. Vi skal lege med isterninger, vaske tøj, folde avisbåde, sejle i kano og meget mere – hvis altså vi har lyst. Det er første gang, at jeg har planlagt en hel måned frem – 20 idéer – og jeg er spændt på, hvor meget af det, vi kommer til at afprøve. Det skal være sjovt! Helst for både mor og barn, så der er ingen tvang, hvis jeg har ramt helt ved siden af nogle af dagene. Min oplevelse er ikke desto mindre, at Sebastian er med på det meste, hvis jeg selv er entusiastisk og har en plan.

Min idé med månedstemaerne er at skabe en overordnet ramme for de hverdagstimer, hvor jeg er alene med børnene. Aktiviteter, jeg nemt kan hive frem, hvis vi trænger til det, og større projekter, som kræver at jeg er forberedt, for at de kommer til at ske. Temaet i sig selv er ikke vigtigt – det er mest et benspænd at planlægge ud fra – og måske kommer vi ikke til at lave særlig meget af det, jeg har skrevet ned. Men så kommer vi til at lave noget andet i stedet for, som bliver et aktivt tilvalg.

Jeg har inddelt aktiviteterne i fem områder – ture, krea, finmotorik, grovmotorik og natur/eksperimenter. På den måde kommer vi omkring lidt af hvert, og jeg kan vælge alt efter energi, vejr og lyst. Aktiviteterne er altså ikke kalenderlagte, og det er ikke et mål at komme igennem alt på listen. Men jeg glæder mig! Det bliver sjovt at lege og opdage en masse nyt om vand.

Min plan er at lave et ugentligt “ugens aktivitet”-indlæg, som både kan fungere som en huskeliste for mig selv, og måske være til inspiration for andre, der mangler ideer til hjemmelivet med et barn i børnehavealderen. Skriv gerne en kommentar, hvis du selv har en god idé til vores månedstema, som vi skal kende til.

Vores hjemmebørnehave

Vi har gæster i disse dage. En længe savnet veninde fra Sydamerika, og huset genlyder af spansk, engelsk, italiensk og dansk. Vi viser frem, laver bedre mad end sædvanligt, tager på ture, er trætte om morgenen efter lange aftensnakke. I dag var vi – ligesom resten af Østjylland, viste det sig – taget til Aarhus, hvor vi fulgte sommerstrømmen af mennesker forbi Tall Ships Races, videre på vegansk cafe og derefter på sightseeing rundt i byen. En god dag; trætte børn og voksne, da vi kom hjem. Simona havde brug for at regulere efter alt for mange indtryk, så jeg har brugt den sidste times tid på at holde en grædende baby i kærlige arme. Nu er jeg træt.

Alligevel bruger jeg lige et øjeblik på bloggen, for jeg har haft lyst til at skrive om vores hjemmebørnehave de sidste par dage. Sebastian er nemlig startet i børnehave – den foregår bare herhjemme, og normeringen er 1:1 (+ en baby på slæb)! Egentlig er det ikke anderledes end alt det, der foregik før hans 3-års fødselsdag, forskellen er bare, at jeg er blevet markant bedre til at planlægge forud. Jeg er vild med den frihed, som vi har, men finder også ro og trivsel i at vide, hvad der skal ske – og det kan jeg se, at Sebastian også gør. Det er stadig frihed, bare sat i (selvvalgt) system. Tiden er stadig vores egen.

Jeg er alene med børnene i hverdagen fra 9-14, så det er de timer, jeg forsøger at tilrettelægge så tilfredsstillende som muligt for os alle sammen. Jeg får de fleste dage lidt praktisk fra hånden først på formiddagen, mens Sebastian leger. Hvis vi ikke har aftaler med venner, er det tit rart at have planlagt en aktivitet før frokost. Hjemmebørnehaven kører – lige nu – med et tema pr. måned. Det er mest et benspænd for mig i forhold til at finde på oplevelser og aktiviteter, så jeg både giver mig selv en begrænsning i forhold til de uendelige muligheder, der er, og samtidig kommer til at tænke ud af boksen. Her i august har vi vandtema, og om et par dage skriver jeg lidt om de ting, jeg forestiller mig, at vi skal lave og lege med.

I juli har vi haft et ret løst plantetema. Vi har snakket om køkkenhaveplanter og “ukrudt”, har lært at lægge mælkebøtteblade på, når man bliver brændt af en brændenælde, har plukket blomsterbuketter og gendyrket spidskål og andre helt almindelige 3-års-ting. Det største projekt var, da vi gav vores potteplanter ny jord, og bagefter såede sten og kerner fra eksotiske frugter – mango, dadel og appelsin. Jeg købte nogle urtepotter som vi først dekorerede, hvorefter vi brugte en dejlig solskinsformiddag på at fylde jord i potter, vande, potte om og så. Sebastian har været meget optaget af det siden, og har foreslået at vi prøver at så nektarin- og blommesten også.

(Desværre glemte vi at vande potterne med de nysåede sten lige midt i de allervarmeste dage, så jorden tørrede fuldstændig ud. Jeg har ærlig talt ikke så store forhåbninger… så mon ikke det ender med, at jeg snyder lidt og gensår kernerne en aften, hvor Sebastian sover? Det kunne være så dejligt, hvis der rent faktisk kommer noget ud af anstrengelserne.)

Jeg er i fuld gang med at lave månedstemaer og aktivitetsplaner for de næste måneder – og tager med kyshånd imod ideer, hvis nogle af jer sidder med et forslag til, hvad man bare SKAL opleve, når man er tre år.