Månedsarkiv: september 2019

Selvforsyning i bofællesskabet: slagtekyllingerne er kommet!

I to uger har vi gået og ventet og glædet os. Vi har flyttet hønsehus, skaffet varmelampe, købt startfoder og læst om pasning af kyllinger. Søndag fik vi så beskeden: æggene var klækkede, og vi kunne komme og hente vores nye medlemmer af husholdningen!

Vi pakkede børn og transportkasse i bilen og kørte af sted. Sebastian var i første omgang mest begejstret over chokoladekiks på turen – men da vi ankom og så de små, bløde dunbolde, blev han næsten lige så betaget, som da han så Simona for første gang. Og de er da også bare for kære. Der er virkelig noget særligt over dyreunger, og børnene skal bare have lov til at hygge og nusse så meget de har lyst til. De skal jo spises i sidste ende – altså kyllingerne – men her i starten er det ren nuttethed.

Vel hjemme igen blev de installeret i kyllingehuset. Rene spåner på gulvet, foder og vand på plads, varme og lys. Vi har kyllingerne sammen med et hold naboer i bofællesskabet, og Sebastian og hans gode jævnaldrende veninde skiftedes til at holde og kigge og ae og kaste græsafklip ind til dem. Det bliver nogle sjove måneder, og så godt et liv for dyrene som vi kan give dem!

Vi to familier kommer til at have ansvaret for dem en uge ad gangen, og slagter sammen til sidst. I første omgang skal kyllingerne bo i et lille hus med voliere, og når de vokser ud af det, bliver de flyttet over i den store hønsegård. Vi regner med, at slagtningen kommer til at ligge engang i slutningen af november eller starten af december. Vi har alle prøvet at slagte før, men ikke så mange på en gang – så måske ender vi med at være på udkig efter en plukkemaskine for at lette arbejdet lidt.

Her er de så, de kære små:

Hjemmebørnehaven i september: Vejr og årstider

Vi har taget hul på en ny måned i hjemmebørnehaven. Her i september fejrer vi overgangen fra varmt til køligt med et vejr- og årstidstema! Vi skal lave vejrkunst, danse regnbuelimbo, simulere regnskyer og lyn, sortere årstidssten og meget mere.

Jeg bruger primært Pinterest til at finde på ideer til aktiviteter. Det er et nyt socialt medie for mig, men hold op, hvor er det smart med så stor en samling af alverdens ting, man kan give sig i kast med. På et tidspunkt tror jeg, at jeg skal have lavet nogle boards derinde, så jeg kan holde samling på alle ideerne – men for nu bliver de skrevet ned i min notesbog på god, gammeldags manér, og siden hængt op på køleskabet i pænt dekoreret punktform.

Der er ikke nogle store, forkromede pædagogiske tanker bag mine månedstemaer – jeg prøver mig lidt frem og ser, hvad der fungerer. Det vigtigste for mig er, at det skal være sjovt for os begge, og at aktiviteterne altid er et tilbud (vi er unschoolere i hjertet, jeg er bare også helt vild med struktur og overblik). Og så prøver jeg at tænke inden for forskellige kategorier, så vi kommer omkring både kreaprojekter, fin- og grovmotorik, naturoplevelser og sanseeksperimenter. Sidste måneds vandtema omfattede også nogle ture ud af huset; det er der ikke blevet så meget af denne gang, men det kan jo nås endnu.

Men altså, vejret og årstiderne…

I går aftes satte jeg vejrhjulet og kalenderen op på vores dør til gangen. Sebastian opdagede det straks, da han vågnede. ”Mor, der sidder noget på døren”, sagde han, og sammen gik vi i gang med at snakke om de forskellige slags vejr, der findes. Vi kiggede ud af vinduet, konstaterede at det var overskyet, og tegnede en sky ud for d. 1. september. Sjovt, lærerigt og fuldstændig overskueligt. Det bliver skægt at følge vejrets udvikling måneden igennem. Jeg ville ikke have noget imod, hvis vi ender med masser af sol på den vejroversigt…

Tak, sommer!

Denne årstid er min yndlings. Klar luft, det magiske morgenlys. Følelsen af, at sommerens spændthed i træer og blade og energiniveau slipper. Jeg suger den sidste varme, de sidste dage med bare tæer og fugtig hud og lune aftener til mig.

Min mand ryster på hovedet af mig, for i Italien begynder efteråret først ved jævndøgn, men…

Tak, sommer!

Tak for strandture og sand i håret. Tak for leg og is og snak på gårdspladsen med nye og gamle naboer. Tak for ture med familie og venner, for Langeland og Himmelbjerget og Bønnerup. Tak for besøg fra nær og fjern. Tak for den krydrede duft af urter i køkkenhaven, for jord under neglene og alle de grønne minder, vi kommer til at varme os på, når kulden kommer.

Tak sommer – og velkommen, efterår!