Månedsarkiv: marts 2020

Spis, bed og elsk i en coronatid

Kan I huske Elizabeth Gilberts “Spis, bed, elsk”? Den der selvudviklingshistorie, som blev til en hyggelig feel-good-film med Julia Roberts? Jeg kom til at tænke på den i går, da jeg stod og vaskede op og reflekterede over, hvad vi egentlig har brug for lige nu i denne tid. Denne tid, som for mange er en mulighed for at stoppe op, måske finde en ny ro, i hvert fald lægge mærke til, hvad vi hver især savner og længes efter – og hvad vi ikke savner. Det er så lidt, vi egentlig har brug for – og måske er de tre ord, spis, bed, elsk, et meget godt bud på, hvor trivsel og livsmod og glæde ligger gemt.

Spis: Fordi maden, vores kroppe, vores sundhed er essentielt. Dyrk jorden – både for at se håbet spire frem i bogstaveligste forstand, men også for at lære den måske vigtigste menneske-kundskab af dem alle, nemlig at kunne bidrage til vores egen fysiske overlevelse. Hvis du ikke har adgang til jord, så gå ud i naturen og mærk den urgamle forbindelse til mælkebøtte, brændenælde og skvalderkål, som gennem alle tider har bidraget til vores sundhed og styrke. Bag alle de kager, du vil, fordi kagebagning er sanseligt og frydefuldt. Vær taknemmelig over dem, du trods alt kan dele måltidets fællesskab med lige nu.

Bed: Hold fast i din spirituelle praksis. Hvis du ikke har en, så skab en. Bøn, meditation, yoga, lysvisualiseringer, affirmationer, journaling… Bare fem minutters fokus på forbindelsen til vores alle sammens kilde kan gøre en verden til forskel. Gennem bevidst nærvær kan vi finde fred med at overgive os til det, der er. Vi kan fokusere på vores intention om at gøre det bedste, vi hver især kan for os selv og hinanden, og minde os selv om, at resten ligger uden for vores kontrol – og det er okay.

Elsk: Vælg kærligheden til dig selv, til din familie, dem du ser og dem du ikke ser. Elsk i alle ordets betydninger. Mærk taknemmeligheden over de fysiske berøringer, der er mulige lige nu, og over teknologien, som forbinder os på helt nye måder og viser nye muligheder for fællesskab. Husk at kærlighed er intention og handling – du kan altid vælge den vej, selvom du føler dig alt andet end kærlig og elskelig.

Jeg håber helt ind i mit inderste, at vi som samfund tager en øget bevidsthed om langsommelighed med os ud på den anden side. At vi hver især har fået plads og lov til at mærke kernen i det at være menneske. Vores bløde, sårbare, følende dyrekroppe. Der er jo så uendelig lidt, vi skal.

Samtidig ved jeg godt, at der er mange, som løber ekstra hurtigt lige nu, og som er fanget i angst, ensomhed, sorg eller urealistiske forventninger til hverdagen. Jeg kan komme i tanker om mange, som ikke bare kan bruge disse uger på at sidde og føle taknemmelighed. Alle dem, der gør en kæmpe indsats for at få vores vigtigste samfundsfunktioner til at køre videre, og måske i endnu højere grad dem, der ikke kan komme til det lige nu, og ved, hvor meget det koster i menneskelig trivsel.

Vi er heldige. Vi har en hverdag, som faktisk ikke har forandret sig – bortset fra, at vi ikke kan gå på biblioteket og har indsnævret vores omgangskreds til vores nærmeste naboer i bofællesskabet. Men det er også nok. Vi savner ikke noget. Sebastian har ikke opdaget noget endnu – det kommer nok, hvis vi ikke kommer til at kunne ses med bedsteforældre i en længere periode, men for nu er hans hverdag den samme, og vi har valgt ikke at tale om krisen med ham. Det bliver for abstrakt, netop fordi han ikke er påvirket af det – så er der ikke nogen grund til at fylde et 3-årigt hoved med tanker om sygdom og fare og bekymring.

Så nu vil jeg gå ud i min lille, priviligerede verden, og fodre høns og cykle ture op og ned ad grusvejen med børnene og spise (mere) is i solen. Pas på hinanden. Nyd alt det gode og VÆLG det så meget du kan.