Månedsarkiv: december 2020

100 dages kreativitet

(Repost fra Instagram – følg med derovre det næste stykke tid. Bloggen her kommer til at ligge stille i mellemtiden)

For to år siden lå Simona i min mave. Jeg havde været hjemmemor i adskillige år allerede, og mens kærligheden til mine børn og min familie blomstrede, var der en anden del af mig, der sultede. Kunstneren. Hende med alle ideerne, hende der skaber, hende der trives med alenetid og stilhed og natur. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg måtte nære hende, hvis jeg skulle have overskud til endnu en babyrunde. I månederne før Simonas fødsel dykkede jeg derfor dybt ned i min kreativitet: jeg arbejdede mig gennem kurset The Artist’s Way (en fantastisk bog!), var med i en intuitiv malegruppe og spillede sange i skoven. Og det gjorde en kæmpe forskel. Simona kom til verden med al den kreative energi, der havde suset gennem hende og mig, og det var helt tydeligt for mig, at jeg havde lånt af min lille stjernepiges vilde ild-energi. Det var nogle meget smukke måneder.

Nu er der så gået nogle år. Jeg trænger til ny, fokuseret skaberenergi. Og siden vi ikke skal have flere børn lige nu, føles det som om tiden er moden til noget større. Jeg har derfor givet mig selv en udfordring: i 100 dage skal jeg hver eneste dag udføre én kunstnerisk eller kreativ handling OG (gisp! koldsved!) dokumentere det på instagram. Det er nemt nok at sidde derhjemme med sine sange og sine pensler, men verden har brug for al vores kunst, al vor sårbarhed. Og jeg er altså ikke så god til at vise mig selv og mit indre, før det er helt renpudset. Slut med det.

Jeg har skrevet en kontrakt med mig selv (for det virker – og så snart jeg skrev den under, flyttede energien sig – nu er jeg i gang!). Jeg skal selv dagligt være repræsenteret, enten i den kunstneriske handling eller i dokumentationen. Det må derudover gerne være både grimt og dårligt, underligt eller kliché, fjollet eller ligegyldigt eller smukt eller dejligt. Det vigtigste er, at jeg SKABER, og jeg DELER.

Tænk at et projekt, jeg selv har fundet på, kan give så mange sommerfugle i maven! Og hey – hvis I også får lyst til at være med, så hop på!

En nisse på spil

Når december nærmer sig, flytter Nissa ind hos os. Resten af året bor hun og de andre nisser nede i dalen, men når bladene er faldet af træerne, kan de lokkes til huse med duften af kanel og risengrød. Nissa bor under køkkengulvet, og har udgang gennem sit helt eget nissehul. Det er også her, vi stiller grød og pebernødder og gaver frem til hende, og her hun lægger breve frem hver eneste nat, så vi om morgenen kan få at vide, hvad hun nu har fundet på.

Sebastian har gennemskuet, at det godt kan betale sig at holde sig gode venner med Nissa. Han tegner tegninger til hende, pakker chokoladestykker ind og lægger ved hullet, finder på gaver til hende de fleste aftener. Faktisk har han været så overstrømmende imødekommende, at der slet ikke har været lejlighed til at lave nissedrillerier. For hvordan kan man fylde toiletpapir i støvlerne på én, der både lægger mønter og eventyr og småkager frem ved nissehullet, og tilmed taper det hele fast til gulvet, så lillesøster ikke løber sin vej med godterne? Nej, Nissa er faktisk så benovet over gæstfriheden, at hun slet ikke kan lade være med at trylle ekstra gaver frem. Og sådan fortsætter den lykkelige gavespiral.

I morges stod der i nissebrevet, at der ventede Sebastian en overraskelse, når han skulle af sted til børnehaven. Aldrig er det gået så hurtigt med at komme ud til cyklen.

Jeg holder meget af Nissa. Faktisk har jeg taget mig selv i rent faktisk at drysse kanel på den rest risengrød, jeg havde lovet Sebastian at varme op og sætte ved hullet før jeg gik i seng. The magic is real.

Nu må vi se, om hun kan holde aktivitetsniveauet oppe de næste par dage, hvor Dario og ungerne skal være alene hjemme i to døgn for første gang. Jeg skal nemlig noget helt ekstraordinært spændende – jeg starter på Maj My og Kristian Humaidans forløb Ind til Kernen, og jeg glæder mig som et lille barn. Juleaften kommer tidligt i år.

Lys i mørket

Vi stod op til en landlig tragedie i dag. Ræven eller måren havde været på spil, og vores tre små puttehøner var blevet reduceret til én. Stakkels Sitte, som nu går rundt alene i hønsegården. Hun får selskab af en anden enlig nabohøne i aften, så må vi se, om det lykkes dem at stable et velfungerende bofællesskab på benene. Og hønsehuset lukkes ekstra forsvarligt i aften.

Der tikker aflysninger og ændringer af arrangementer ind i disse dage. Nogle gange kan det altså være svært at holde håbet oppe i denne tid. Gaven i det er selvfølgelig, at vi får en roligere december. Men åh, hvor jeg glæder mig til den dag, hvor vi ikke længere skal forholde os til smittetryk og restriktioner og igen kan være sammen, som vi vil. Jeg kommer til at give hele verden et kæmpe kram den dag.

Imens vi venter på alt det gode, der kommer, får vi tiden til at gå med hyggelige, hjemlige sysler. Her dufter brunt og brændt, og når jeg kigger ud af vinduet, ser jeg solen titte frem bag skyerne. There’s a crack in everything. Julens budskab har aldrig virket mere nærværende eller relevant end nu i år.

Et lyskram fra mig til dig!

Decemberskumring

Vi har haft nogle hektiske dage. December har indfundet sig med alt hvad der dertil hører af julehygge med familie og bofællesskab, lammeslagtning, korprøver og kirkekoncerter, nisseløjer og gaveforberedelser. Faktisk har vi haft lidt for travlt, synes jeg; deraf også stilheden her i sidste uge, efter at jeg var kommet ind i et godt blog-groove. Dario har gang i masser af projekter, som tager meget af hans tid – især om aftenen – og jeg var også væk to aftener i den forgangne uge. Det skaber noget uro, som vi ikke er vant til, og som jeg er glad for ikke er en del af vores sædvanlige hverdag. I går kulminerede den opbyggede travlhed i en af de der dage, hvor alt gik galt fra morgenstunden, og alle havde fået det forkerte ben ud af sengen. Det var ret slemt og ikke særlig kønt. Gråd og hævede stemmer hele dagen, som vi ikke formåede at få vendt. Øv.

Derfor var i dag ekstra god. (Næsten) ingen planer, bare tid. Der var lige lidt kirke først på dagen, men over middag sænkede roen sig. Simona sov, og pludselig var det bare mig og min store-lille søn i køkkenet, i stilhed og fred. Vi spiste riskiks, sad lidt på køkkengulvet, hørte et par julesange på telefonen. Tusmørke udenfor, ingen agenda, lige det vi trængte til.

Bagefter så vi Frost 2 med naboerne. Pebernødder og glade børn og voksne. Decembersøndag med lave ambitioner kan anbefales.

Glædelig anden søndag i advent!

Børnekunst

Vi har gang i lidt af en kunstfabrik herhjemme. Hver eneste morgen som det allerførste, før tøj og morgenmad, kaster Sebastian sig over papir, saks, tusser og/eller tape. Der er så meget, der skal formidles visuelt: drager, raketter, regnbuer og skattekort, uendelige mængder af skattekort. Det er noget af det mest givende og inspirerende at se, hvad der kommer ud af hans hoved, og hvordan fantasien får frit løb. Og det genererer temmelig meget papir rundt omkring. Små sedler med tegninger, bogstaver eller hemmelige mønstre, afklippede hjørner rundt omkring i hjørnerne, stakke af mere eller mindre fuldendte kunstværker på bordene.

Jeg styrer det med nogenlunde hård hånd. Hvis noget har ligget i et par dage uden at blive rørt, ryger det i genbrugspapir eller bliver brugt til indkøbssedler. Og i løbet af de sidste par måneder, hvor Sebastians kreative evner virkelig har udfoldet sig, har jeg introduceret nogle nye systemer. Vi har lavet et ringbind til tegninger, som han selv styrer. Hvis noget skal gemmes, står der en hulmaskine ved siden af mappen, og så sætter han det selv ind. Hvis en tegning ikke er vigtig, kan han lægge den i brændekurven. Det fungerer godt (og ringbindet bliver selvfølgelig fyldt op temmelig hurtigt), for han får ejerskab over sine kreationer og lærer samtidig langsomt at mærke efter, om noget føles vigtigt eller ligegyldigt.

Og så har vi introduceret kunstbøger, hvilket jeg selv synes er lidt af en genistreg udi børnekreativitet. Jeg købte for noget tid siden to skitsebøger med akvarelpapir af god kvalitet – en til Sebastian og en til Simona – ud fra ideen om, at det både ville være en god opbevaringsmetode at have alle tegninger/malerier samlet ét sted, og at det ville være sjovt senere hen at kunne bladre igennem børnenes helt egen kunstbog, som viser en form for progression som tiden går. Og at det muligvis ville inspirere til at bruge tid og gøre sig umage (i hvert fald for den 4-åriges vedkommende), når de sad med kvali-“voksen”papir. Det har virkelig været en stor succes! Vi dekorerede forsiden på dem begge to, og der bliver simpelthen skabt sådan nogle fine ting! Sebastian er meget selektiv med, hvad der må komme i hans kunstbog (vandfarver og glimmertusser), mens Simona har formået at fylde sin totalt ud med streger på meget få uger. Hun tegner og tegner og spørger tit efter den (“Mor! Bog! Farve!”), og det er en sikker vej at gå, hvis energien eller humøret lige skal skifte spor. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at de bliver nogle fantastiske mindebøger at have. Om ikke andet så for moren.