Forfatterarkiv: Line

Mother blessing

Et par uger før fødslen af Simona havde jeg inviteret en lille gruppe af kvinder, jeg på en eller anden måde har en fødsels- eller barselsrelation til, til en førfødselsfejring. Jeg havde lyst til at markere den overgang, det var at gå fra tre til fire, transformationen i vores familieliv og i mit moderskab. De fleste kender jo baby shower-konceptet, men det her var lidt anderledes – inspireret af det, der i britiske og amerikanske back-to-nature-kredse kaldes en mother blessing. Jeg var selv med til en mother blessing i England for nogle år siden, og syntes at det var så fint at samle en kreds af kvinder, som kunne være med til at give styrke og glæde og søsterskab til den gravide. Da vi ventede Sebastian, havde jeg en drøm om at gøre det samme, men det var først nu, at jeg fik gjort alvor af det. Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det, selvom jeg først skulle håndtere janteloven i hovedet, der sagde ting som ”udansk” og ”spirituella” og ”var det ikke nok med 30-års fødselsdagen – skal folk nu komme og fejre dig igen?”. Det er godt at tale med den slags små stemmer – og godt at fejre alt det, der er at fejre.

I vores graviditets- og fødselskultur har vi mest fokus på det fysiske og praktiske – hvordan baby vokser i maven, øvelser til at håndtere fødslen, alt det udstyr, vi skal have købt. Det har undret mig, at der stort set ikke tales om den vilde personlige – ja, spirituelle – udviklingsrejse, det er at blive forælder. Potentialet for transformation, alt det usagte og intuitive, der sker mellem mor og barn. For mig har det været vigtigere, og langt mere præsent, end de ydre omstændigheder. En fejring af den magi, det er at sætte et nyt liv i verden, føltes som en god måde at give det fokus.

Vi havde nogle hyggelige timer, som startede med en lille cirkel. Nogle kendte hinanden, men ikke alle, så vi begyndte med at fortælle, hvad vi hed – og hvem vi var døtre af og mødre til, for at trække rækken af kvinder omkring os ind i flokken. Jeg havde lagt et rødt garnnøgle frem, som alle bandt om håndleddet, hvorefter snoren blev klippet. Tanken var, at jeg under fødslen ville kunne kigge på min egen røde snor, og tænke på mine medmødre. Så spiste vi kage, drak te og snakkede, mens vi malede et fødselsbanner – nogle med ord, nogle med symboler og farver. Det blev hængt op i stuen bagefter, og hang der til Simona var født. Og det var sådan set det. Fint og simpelt, og virkelig meningsfyldt for mig.

Nå ja, og så havde jeg på forhånd meldt ud, at det ikke var en gavebegivenhed, men at vi med taknemmelighed ville tage imod frysermad til barselstiden. Og hvor har vi bare nydt godt af gryderet og tærte og boller og andre gode sager. Det gjorde virkelig de første ugers aftener meget nemmere.

Babydage

Vi er langsomt ved at lande i vores nye familiestruktur. Simona sover, spiser og græder stort set kun, når der er en god forklaring på det – det er utroligt, så nemt det føles at aflæse et spædbarns behov, nu hvor vi er vant til at håndtere en næsten treårig. Det nye og svære er klart at tage vare på begge børn på samme tid. Dario er heldigvis hjemme og har få arbejdsopgaver for tiden, så jeg har endnu ikke skullet stå alene med dem begge to i særlig lang tid. Men det er altså ikke helt nemt at blive storebror for Sebastian! Og ikke altid helt nemt for forældrene at møde den store, lille dreng på en kærlig og anerkendende måde, når han i frustration slår ud efter sin søster (eller tegner på gulvet, eller…). Vi øver os, og de sidste uger har virkelig givet os mulighed for at udvikle vores forældreskills. Jeg synes faktisk, at det går ret godt for os alle sammen – selvom vi er trætte og nogle gange står med to grædende børn og kigger opgivende på hinanden. Jeg er blevet virkelig god til at tanke Sebastian op med nærvær og kærlighed, så han bedre kan rumme, at jeg sætter mig lidt i sofaen og ammer Simona – vi læser mange historier og lægger mange puslespil for tiden! Vi forsøger at give ham al den plads, han har brug for, til at udtrykke frustration eller sorg verbalt, og det virker til, at det gør det nemmere for ham.  Vi får prioriteret ture ud af huset på skift, så både Dario og jeg får alenetid med begge børn (og ind imellem tilmed os selv).

Sebastian er i en skøn historiefortællingsfase, hvor alt og alle har dialoger med hinanden. Tit er det mig eller Dario, der skal oversætte, og tit er det Simona, der er interessant. ”Hvad siger min lillesøster?” spørger han, uanset om hun sover, ammer, græder eller ligger og kigger rundt. Og han er selv begyndt at give svaret: ”Hun siger nok, at hun gerne vil se sin storebror” eller ”Hun siger nok, at Sebastians traktor er flot”. Og da Simona blev en måned for nogle dage siden, spurgte han: ”Er hun så stor nok til at lege nu?” De skal nok få glæde af hinanden.

(Og er det ikke bare et skønt skilt, vores naboer tegnede på fællestavlen? Tænk at være født lige midt i læmningstiden, lige midt i alt det spirende og blomstrende. Vores lille forårspige.)

 

Simona – fødslen og den første tid

Simona er født, og dagene er rolige og magiske. Vi nyder hinanden og forårssolskinnet, skal ikke nå noget og føler os meget, meget heldige over at være forældre til to skønne børn. Lige nu sover Sebastian middagslur, og jeg sidder med min datter i favnen og taster med én hånd, mens Dario får noget tiltrængt solotid med hans brætspilsdesign. Der er lys i træerne udenfor, og vi kan høre glade bofællesskabsbørn på legepladsen i søndagssolen. Lige nu er jeg virkelig ramt af en tilfreds mæthed, en grundtaknemmelighed over livet. Post-fødsels-lykkehormoner.

Lidt over midnat sidste lørdag, da det lige var blevet den 23. marts, kunne jeg mærke at kroppen gik i gang. Ikke mere end at der kunne gå lang tid endnu, og med en fødselsoplevelse på 39 timer bag mig, forventede jeg ikke ligefrem en lynfødsel. Jeg sendte en sms til min mor om, at hun nok skulle holde telefonen i nærheden – planen var, at hun og Sebastian skulle hygge sammen i løbet af fødslen, måske i vores fællesrum, måske hjemme hos hende. Samtidig sagde jeg til Dario, at der nok ikke gik to uger, før vores datter kom ud. Om natten sov jeg fint, selvom jeg registrerede veerne, der kom ind imellem. Da Sebastian vågnede, stod han og Dario op, og jeg fik lov at sove længe. Da jeg vågnede, tænkte jeg, at vi lige så godt kunne indstille os på en normal dag og få klaret noget praktisk, så jeg skiftede sengetøj, og så kørte vi ud for at handle ind. Nede i Superbrugsen måtte jeg lige stå stille, hver gang der kom en ve, og Sebastian blev ved med at kigge undrende på mig, når jeg gik i stå og pludselig ikke kunne svare ham. Hjemme igen ved middagstid spiste vi frokost, Dario støvsugede, og jeg lavede dej til rugbrød. Da jeg ved halv to-tiden gik ind i sengen for at putte Sebastian kunne jeg godt mærke, at nu måtte vi hellere snart få fat i min mor – Sebastian faldt ikke i søvn og klagede over, at jeg pustede på ham. Vi stod op igen og parkerede barnet med en tegnefilm i køkkenet, jeg fik ringet til min mor og jordemoderen, og så var det, som om min krop gav slip. Pludselig kunne jeg ikke undvære Dario ved siden af mig, og jeg sad på en pilatesbold og arbejdede, indtil Sebastian var sendt godt af sted med mormor, og en ung jordemoder med en dejlig energi dukkede op med en studerende. Og så gik det stærkt. De tjekkede mig, og jeg var 8-9 cm. åben – en fuldstændig surrealistisk besked, da sidste fødsel gik i stå med presseveer ved 6 centimeter, som førte til en (udramatisk) overflytning og en epidural. Denne gang var der ingen tvivl om, at vi ville få lov at blive hjemme. Jeg fik et lavement, og havde en lidt vild oplevelse, da jeg fik bevæget mig ned ad trapperne til badeværelset med Dario ved min side. Vandet gik, mens jeg sad dernede, og samtidig kom den første overgangsve, og den kombination fik mig lige til at miste forbindelsen til afspændingen og vejrtrækningen i et par minutter – av, det gjorde ondt at miste fokus! Vi talte til tre, og mellem to veer tog vi trapperne op til lejligheden igen. Så gik presseveerne i gang, måske på grund af trappeløbet. Jeg kom ned på sofaen for at blive tjekket, og kom ikke op igen, men lå på siden og bed Dario i t-shirten, mens han holdt mit ben. Det var intenst, for på grund af epiduralen sidste gang, havde jeg ikke før haft den naturlige oplevelse af presseveer. Samtidig var det helt utroligt smukt at ligge der i vores eget hjem, i det gyldne eftermiddagssolskin, og mærke (som i, virkelig mærke!) vores datter bevæge sig ud. Og tretten minutter efter første presseve, kl. 16.58, var hun ude, fin og hel og fuldstændig som hun skulle være. Jordemødrene nåede at være aktivt med i lidt over en time. Jeg tabte lidt meget blod, så jeg fik den syntocinonsprøjte, som jeg ellers ville have fravalgt, og så stilnede det af. Simona fik luftet lungerne godt igennem den første times tid; så fandt hun brystet og faldt til ro. Sebastian og mormor kom med chokolademuffins, vores nye familiemedlem blev vejet og målt, min mors kæreste kom med suppe og ostemadder, og ved halv ni-tiden sov den nybagte storebror og vi var alene. En fuldstændig magisk oplevelse. Jeg tager gerne én til.

Sebastian har i vid udstrækning taget det pænt at blive storebror, og har været på ture ud af huset med papà og morfar – og så er jeg virkelig fan af konceptet tandemamning. Sebastian bliver stadig ammet, så han har både kunnet bevare et trygt og velkendt hyggerum med mig, når Simona er hos Dario, og hjælper i høj grad mig ved at tage toppen af mælkeflowet. Samtidig får han nogle gode bonding-oplevelser med lillesøster, når de begge ligger ved brystet. Og så er vi (indtil videre) blevet velsignet med et roligt spædbarn, som sover godt om natten og er nem at trøste. Der er meget at være taknemmelig for.

 

Mens hun stadig er i maven

For en uges tid siden lykkedes det os endelig at få taget nogle billeder af maven. Fra Sebastians graviditet har vi masser, ikke mindst fra vores bryllup seks uger før termin, men denne gang har vi stort set ikke taget billeder. Jeg havde en drøm om at få det gjort, både for min skyld og for lillesøsters – og med de smukke, lune senvinterdage, vi har haft, var det oplagt at gå udenfor. Så ingen store tanker i dag, bare billeder.

Fra i morgen tirsdag og de næste fem uger må jeg officielt føde hjemme, og vi er virkelig ved at være klar. Jeg glæder mig så utrolig meget!

Forberedelser og ny inspiration

Det er ren nedtælling her. Fire uger til termin, og jeg kan virkelig mærke, at min hjerne er blevet overtaget af nesting-hormoner. Jeg skriver huskelister, fryser mad ned, ser fødselsvideoer på YouTube med Sebastian (som måske, måske ikke skal være her – vi er ikke helt afklarede endnu) – og sidste projekt har været at få styr på vores kontor, som har stået med bare gipsvægge i et år. Det blev vi nødt til at få ordnet, for den slags arbejde kommer ikke til at ske med en baby, og jeg havde ligesom ikke lyst til at ligge i et fødekar og kigge på spartelmassepletter…

Min far har været en stor hjælp med færdigspartling og slibning, og de sidste par dage har vi malet. Så nu har vi pludselig to nye, skinnende vægge ind mod stuen, som glæder sig til pynt. Måske malerier, måske er det der, vores guitarer skal hænge. Måske et spejl i børnehøjde eller en hylde til planter. Jeg går i designmode og får lyst til selv at skabe ting. Og det er endnu en pudsig bivirkning ved det her med for alvor at være på vej ind i fødselsboblen, som jeg godt kan huske fra tiden med Sebastian. Jeg bliver simpelthen kreativ som aldrig før. Helt overordnet har denne graviditet været en rejse ind i min kreativitet, og det er en fantastisk følelse, at det hele bobler inden i mig. Mest af alt, fordi det giver mig en fornemmelse af retning også ind i barslen. Jeg kommer til at nyde babytiden, og samtidig er jeg blevet meget mere bevidst om mit skaberbehov – så denne gang har vi en plan for, hvordan jeg kan få tid og rum til at dyrke det, når vores datter er ude over spædbarnsstadiet. Skemalagte tidspunkter til udforskende og eksperimenterende skaben, en fælles bevidsthed mellem Dario og jeg om, at mit kreative virke er essentielt for min – og dermed vores – trivsel.

Lige nu suger jeg inspiration til mig. Jeg har fået nye bøger, som på hver sin vis giver nye input til nogle af de ting, der fylder i vores liv. Jeg lytter til podcasts, der udvider min horisont og gør mig skarpere på mine værdier. Og jeg skaber struktur og rammer omkring mig, så jeg får prioriteret de ting, der er vigtige for mig – for eksempel bloggen her. Den skal have plads og tid, for jeg nyder processen med at skrive.

(Det giver ligesom sig selv, at der ikke er nogle af anbefalingerne her, der er sponsorerede, ikke?)

The Creative Family Manifesto af Amanda Soule (med bloggen SouleMama) er en lille, overskuelig sag med masser af gode ideer til hverdagskreativitet i familien. Vi har implementeret nogle få ting allerede, og jeg glæder mig til at dykke mere ned i den – jeg tror, at jeg kommer til at skrive et blogindlæg om de ting, vi har afprøvet. Altid brugbart med inspiration til mere nærvær og gode fælles oplevelser i hjemmelivet!

Free to Learn af Peter Gray handler om læring gennem fri leg, og er efter sigende en must-read, når man som os overvejer hjemmeskole/unschooling. Jeg snupper et par sider her og der, når jeg putter Sebastian til lur, og synes indtil videre godt om, hvad jeg læser.

Hello Baby af Jenni Overend er meget æstetisk billedbog om en hjemmefødsel. Vi har læst den danske Da Knud kom ud med Sebastian, og han har helt styr på fødekar, moderkage, navlestreng og at mor laver høje lyde. Den amerikanske her er stemningsfyldt og mindre tegneserieagtig, men minder ellers i narrativet om den danske. Er jeg i øvrigt den eneste gravide, der ikke kan læse bøger eller se videoer om fødsler uden at græde, fordi det er så smukt og stort?

Jeg er ikke særlig god til at lytte til podcasts, for jeg har ikke andet medie end min computer at høre dem på, og det er sjældent, at jeg tænder den kun for at lytte. Ikke desto mindre er jeg blevet virkelig begejstret for den amerikanske kunstner Emily Jeffords’ Do It For the Process, som handler om forskellige aspekter af det kunstneriske virke – inspiration, mod, kombinationen af kreativ skaben og forældreskab… Det var lige, hvad jeg trængte til at finde, og hvis du også går med en kunstner i maven, så er den helt sikkert anbefalelsesværdig!

Maj My har sendt en glimrende podcast ud omkring det at leve sit liv i overensstemmelse med egne værdier. Hun kan virkelig noget med ord, den kvinde. Podcasten lander i indbakken, når man skriver sig op til hendes nye mailliste.

Hvad med jer – hvor finder I nye input for tiden? Har I, som er mødre, også haft en oplevelse af fornyet inspiration og kreativitet i slutningen af graviditeten?

Fredelige dage

Vi er alene hjemme i denne uge, Sebastian og jeg. Det var vi også i en uges tid for en måned siden, for Dario er på arbejde i Sydamerika. Når han kommer hjem på mandag, er det heldigvis sidste gang indtil sommer, så vi har god tid til at finde ind i barselsboblen sammen. Jeg havde på forhånd lidt frygtet, hvordan det ville være at være solomor så langt henne i graviditeten, og det er lidt tungt (altså fysisk), men bortset fra det går det stille og roligt. Vi hygger, min dreng og jeg, og finder hurtigt ind til den lidt anderledes rytme, vi altid er i, når vi er alene hjemme.

Der er god tid. Jeg lægger planer, men ikke noget stort. Ikke noget, der kræver flere kræfter, end jeg har. I denne uge har vi flere gange været nede i vores dal og brugt lang tid på at kaste pinde i vandløbet, til stor fryd for Sebastian og til glæde for mig, for det kan være så svært at engagere ham i at være udenfor på denne tid af året. De andre dage har vi set gode venner – hjemmelegestue i Silkeborg i mandags, en gammel folkeskolekammerat i går, på tur til DOKK1 med et andet hold hjemmevenner i dag. Vores netværk af hjemmegående bliver stærkere og stærkere, og der er efterhånden ved at samle sig en kerne omkring os af folk, som vi virkelig holder af og nyder at bruge tid sammen med, både børn og voksne. Det føles godt at have det lag af mennesker, som vi deler livsstil og værdier med, oven på vores andre gode daglige relationer i bofællesskab og lokalsamfund – jeg føler mig faktisk helt fællesskabsvelsignet for tiden.

Et af de vennepar, som vi har været sammen med ugentligt det sidste halve års tid, bød for nylig velkommen til en lillebror. I mandags gik der projekt-barselsgave i mig, og jeg brugte lang tid (og lidt for meget af Sebastians tålmodighed) på at bage tærte og pølsehorn, som vi var forbi med i går sammen med lidt andet godt i en kurv. Det er sådan noget, jeg tit ville ønske, at jeg fik gjort, og denne gang lykkedes det – og hvor er jeg glad for det, for de blev så glade. Det er bare en skøn fornemmelse at påskønne et venskab og vise, at her er en relation vi rigtig gerne vil investere tid og kærlighed i. Mere af den slags!

Nu sover lillemanden, og jeg vil bruge tid på en god bog og så lige lidt opvask. Alt det praktiske har det med at tage overhånd, når man kun er én voksen…

Køkkenhaveplaner

På sådan en dag som i dag, hvor alt er badet i mildt og køligt lys, kribler det i fingrene for at komme i gang med køkkenhaveforberedelserne. Jeg er virkelig glad for og stolt af min køkkenhave, og har brugt mange graviditets- og barselstimer i de sidste år på at sprede hestemøg, luge og vande. I den kommende sæson har jeg lovet mig selv at holde ambitionerne på et minimum. Jeg håber at få dækket alle bede med enten afgrøder eller grøngødning, men har ellers ikke de store planer – babysøster ankommer jo lige midt i forspiringstiden, og når det bliver tid til udplantning har jeg sandsynligvis nok at gøre med storebror, amning, bleskift og søvn. Hvis der er overskud, og det alligevel lykkes mig at få sneget lidt havetid ind her og der, er planerne gode, langtidsholdbare vinterafgrøder, som vi kan nyde godt af når det igen bliver koldt; porrer og grønkål, og så kartofler og en masse bønner. Hjemmedyrkede, tørrede bønner føles virkelig som en luksus, når de ryger i en chiligryde på den her tid af året. Til gengæld vil jeg ikke gentage sidste års store fejltagelse – vores majs. De stod så flotte og hed konfettimajs, og jeg glædede mig hele sommeren til at smage dem. Det viste sig bare, at de smukke, flerfarvede frø, jeg havde byttet mig til, var fodermajs. Ikke nogen kulinarisk succes. Men en dag – måske ikke i år – kommer det til at lykkes at koge vores egne, sprøde majskolber ud på sommeren.

Hvidløgsbedet blev sat i oktober, og de små planter er netop begyndt at titte op af jorden. Ligesom de spæde ukrudtsplanter. Det giver så god mening at tage dem nu, så de ikke når at få ordentligt fat. Jeg er nu i uge 34 af graviditeten, og om tre uger må jeg officielt føde hjemme – så der kan jeg vist godt tillade mig at gå i gang med en kultivator…

Jeg er et skabende menneske

Det sidste halve års tid har jeg fokuseret på at finde ind til min kreativitet igen. Min mor-identitet havde indtil da fået lov at fylde til et punkt, hvor den næsten var altopslugende i forhold til de andre dele af min kerne, som er vigtige for at jeg føler mig som mig selv. Naturligvis, tænker jeg næsten, for jeg har aldrig været så ambitiøs med noget, som jeg er som mor – og jeg elsker det. Ikke desto mindre er det jo ikke hele sandheden om mig, og jeg manglede kontakt med alt det andet. Jeg er sanger. Jeg er storyteller. Jeg er helt afhængig af natur og stilhed og ro omkring mig for at skabe, og alt det har været tilsidesat lidt for længe.

Derfor gik jeg i slut-2018 i gang med kurset The Artist’s Way af Julia Cameron, som i løbet af tolv uger udforsker alle mulige aspekter af det at være et skabende menneske. Grundlaget er semi-spirituelt og helt sikkert selvudviklende, og det var lige det, jeg havde brug for. Hver uge er der et nyt tema, der bliver udforsket – trust, connection, strength, alt muligt – og der stilles en række opgaver, som det for det meste er lykkedes mig at finde tid og rum til at arbejde med. Sideløbende skriver jeg tre siders stream-of-consciousness-tekst om dagen for at tømme hovedet, og en gang om ugen tager jeg på en Artist’s Date, som i al sin enkelhed går ud på at bruge to timer i eget selskab på noget, der på den ene eller den anden måde nærer kreativiteten og det indre barn. Jeg har været på maleworkshop, læst digte på en café i Italien, købt bivoksfarver og skitsebog i helsekosten i Silkeborg, og i denne uge kørte jeg en tur i skoven ved Gammel Ry med min guitalele. Jeg spiller ikke nær godt nok til rigtigt at kunne akkompagnere mig selv, men jeg er alligevel begyndt at dyppe tæerne i sangskrivning, fordi det inspirerer mig for tiden. Og det var en skøn og nærende oplevelse at sidde der i skovbunden og skabe musik med og for mig selv.

Jeg er i gang med uge ni af mit kreativitetskursus. Om lidt mere end en måned bliver jeg mor for anden gang, og de her rum uden et spædbarn forsvinder igen for en stund. Det er ok – jeg glæder mig helt vildt til babyboblen, og kan mærke at mit fokus i disse uger langsomt er ved at flytte sig hen mod fødslen. Men her i den sidste tid, hvor jeg kun er mor til et – efterhånden rimelig selvkørende, så længe far er til stede – barn, nyder jeg at sende skabertråde ud i alle mulige retninger.

Og a propos, så har jeg endelig fået opdateret blogdesignet, så det er meget nemmere at kommentere end før. Gør endelig det – jeg vil rigtig gerne høre jeres tanker om kreativitet som hverdagspraksis!

Hjemmeliv igen

Det er en grå, mørk eftermiddag, og jeg har lige sendt Dario og Sebastian af sted til forælder-barn-gymnastik oppe på skolen for enden af grusvejen. Sebastian ked af det, for det plejer at være mig, der tager med. Det er ikke en god fornemmelse vinke farvel til et barn, der græder – punktum. Heldigvis noget, vi oplever meget mindre, i takt med at Sebastian bliver ældre og begynder at sætte pris på alenetid med sin far. Og også meget, meget mindre, nu hvor han ikke har været i dagpleje siden før jul. Den stress, der sætter sig i min morkrop ved at sige farvel til en dreng, der grædende siger ”Nej, mor, nej, du skal med!” vil jeg virkelig gerne holde på et minimum for vores begges skyld – og nu har vi taget et skridt i den – for os – rigtige retning på den front.

Vi har taget Sebastian hjem igen. Eller, betinget hjem, kan man sige, for vi beholder dagplejepladsen i månederne der kommer. Jeg glæder mig til, at vi alle fire skal finde en ny hverdag sammen, når lillesøster kommer om halvanden-to måneders tid. Ikke desto mindre er Dario og jeg også enige om, at det er rart for os at have muligheden for at vælge at sende Sebastian i dagpleje igen, hvis vi får et spædbarn, der aldrig sover – eller hvis vi eller han af den ene eller den anden grund får nogle bedre første måneder af, at han kommer af sted nogle timer om dagen. Men hvor er jeg glad for, at vi er tilbage i vores hjemme-hverdag! Det var et godt og helt nødvendigt efterår med uni til mig og et par timers pasning om dagen til Sebastian, men nu hvor jeg er på barsel, har jeg simpelthen ikke nogen motivation, hverken ydre eller indre, for at sende ham af sted. Til gengæld er jeg super motiveret for at arbejde med vores rytmer og daglige rutiner herhjemme.

I disse uger har vi virkelig meget ro og stille leg. Vores bil døde for nogle uger siden, og vi har først lige fået en ny, så vi har været naturligt begrænsede udadtil. Jeg har fokuseret på at definere, hvilke elementer jeg gerne vil have i vores hverdag, og det har været en god oplevelse indtil videre at forsøge at skabe nogle mere rytmisk dage. Vi har bageformiddag om mandagen (og Sebastian er begejstret, for det bliver jo også lige til en gang bananmuffins oven i rugbrødet og bollerne) og rengøringsformiddag om onsdagen – sidstnævnte betyder, at vi rent faktisk får rørt ved de overflader, jeg ellers aldrig (som i aldrig) får prioriteret. Jeg forsøger at få os udenfor hver dag, og det sker for det meste. På det sidste er det endelig lykkedes os at få skabt rum og tid nok til bare at være i naturen, så Sebastian begynder at fordybe sig i leg også udenfor. I går havde vi besøg af nogle gode, nye hjemmevenner, og på en langsom gåtur ned gennem vores dal var børnene fuldstændig opslugte af at fiske med pinde i vandløbet, helt ligeglade med våde vanter og strømper.

Jeg suger denne tid til mig, disse måneder hvor jeg stadig kun er mor til ét barn. Der er kommet en helt anden ro over både ham og os alle som familie, nu hvor vi er hjemme igen. Vi mærker hinanden løbende igennem dagen og undgår adskillelsesskiftet og det at skulle finde hinanden igen. Jeg får lavet de praktiske ting, jeg gerne vil, og oplever i højere og højere grad, at Sebastian fordyber sig i leg ved siden af. Samtidig øver jeg mig i også at lave kreative projekter på mine egne præmisser, mens han er til stede. Nogle gange lykkes det, andre gange slet ikke. Men vi er sammen, og vi finder mere og mere ind til, hvordan hverdagen bliver nærende og meningsfyldt for os alle tre.

En ny begyndelse

Se, hvordan vender man tilbage til en blog, der gik død efter ganske få måneder?

2018 var virkelig et år, hvor jeg blev tvunget til at se indad. Det var helt sikkert på top fem over mine tungeste år indtil videre, men også et af dem, hvor jeg lærte allermest om mig selv og om at navigere. Om at give slip og overgive mig til det, der var, men også om at tage vare på min egen energi og manifestere i den retning, jeg ønsker det.

Forår og tidlig sommer sidste år var præget af søvnløshed og konflikt, ydre og indre, og det, man vist kalder mommy burn-out. Der skete ting omkring os i vores daglige relationer, som vi ikke selv var herre over, og som jeg blev voldsomt udfordret af – og i kombination med min selvvalgte 24/7-morrolle, var der bare alt for lidt plads og rum til, at jeg kunne høre mine egne tanker og mærke mine egne grænser. At have Sebastian hjemme føltes stadig rigtigt og meningsfuldt, men jeg var slet ikke i stand til at være nærværende, og længtes konstant efter søvn og alenetid.

Efter for lang tid med sammenbidte tænder, gråd og en dyb, dyb udmattelse, begyndte jeg at arbejde med mig selv – både i terapi og i kreative rum. Vi valgte, at Sebastian skulle starte i dagpleje til efteråret, så jeg kunne få luft til at finde ind til mit overskud igen (og den beslutning i sig selv var en voldsom eksistentiel krise og øvelse i forhandling mellem trivsel og idealer). I løbet af sommeren blev jeg gravid igen, og jeg besluttede at gå i gang med en kandidat oven på min uni-bachelor.

Pludselig i løbet af efteråret gik der hul på så mange ting, som har føltes statiske og utilfredsstillende længe. Vi startede Sebastian op i dagpleje ca. 8 timer om ugen i oktober, og jeg nød – og måtte erkende, at jeg nød – at tage toget til Aarhus, helt i mit eget selskab, og lære nyt og blive stimuleret af andre voksne mennesker. Samtidig var det mega hårdt at aflevere Sebastian i dagplejen (som der i øvrigt ikke er en finger at sætte på), fordi det slet ikke var det, jeg ville for os – men har været enormt givtigt at få øje på min dårlige samvittighed, tale med den og byde den velkommen. Langsomt lærte jeg mere om, at min egen trivsel er lige så vigtig som resten af familiens. Og langsomt kom overskuddet, glæden og hverdagsmagien tilbage.

I november og december var min indre brønd ved at være så fyldt op, at universet kunne begynde at give tilbage i form af skaberkraft og flow. Jeg fik skabt en fantastisk kvindegruppe, som jeg mødes med ugentligt og deler drømme og håb med. Dario og jeg fandt i fællesskab ind til nogle meget bedre rytmer i hverdagen, så der er plads til at vi nærer os selv og hinanden. Jeg gik i gang med Julia Camerons kursus The Artist’s Way, og kan mærke hvor meget kerne det giver mig at arbejde kreativt på daglig basis. Og Sebastian fik en månedlang juleferie, og skal snart helt hjem igen. Vores hjemmeliv er stadig drømmen og målet – nu bare under forudsætning af, at alles trivsel er på plads. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fået redskaber og erfaringer, som forhåbentlig kommer til at gøre det nemmere fremover.

Og graviditeten? Så nem, at jeg nærmest ikke lagde mærke til den de første fem måneders tid. Lillesøster ankommer omkring slutningen af marts, og vi glæder os så utrolig meget til at hilse på hende og finde os selv som en familie på fire.