Forfatterarkiv: Line

Vores hjemmebørnehave

Vi har gæster i disse dage. En længe savnet veninde fra Sydamerika, og huset genlyder af spansk, engelsk, italiensk og dansk. Vi viser frem, laver bedre mad end sædvanligt, tager på ture, er trætte om morgenen efter lange aftensnakke. I dag var vi – ligesom resten af Østjylland, viste det sig – taget til Aarhus, hvor vi fulgte sommerstrømmen af mennesker forbi Tall Ships Races, videre på vegansk cafe og derefter på sightseeing rundt i byen. En god dag; trætte børn og voksne, da vi kom hjem. Simona havde brug for at regulere efter alt for mange indtryk, så jeg har brugt den sidste times tid på at holde en grædende baby i kærlige arme. Nu er jeg træt.

Alligevel bruger jeg lige et øjeblik på bloggen, for jeg har haft lyst til at skrive om vores hjemmebørnehave de sidste par dage. Sebastian er nemlig startet i børnehave – den foregår bare herhjemme, og normeringen er 1:1 (+ en baby på slæb)! Egentlig er det ikke anderledes end alt det, der foregik før hans 3-års fødselsdag, forskellen er bare, at jeg er blevet markant bedre til at planlægge forud. Jeg er vild med den frihed, som vi har, men finder også ro og trivsel i at vide, hvad der skal ske – og det kan jeg se, at Sebastian også gør. Det er stadig frihed, bare sat i (selvvalgt) system. Tiden er stadig vores egen.

Jeg er alene med børnene i hverdagen fra 9-14, så det er de timer, jeg forsøger at tilrettelægge så tilfredsstillende som muligt for os alle sammen. Jeg får de fleste dage lidt praktisk fra hånden først på formiddagen, mens Sebastian leger. Hvis vi ikke har aftaler med venner, er det tit rart at have planlagt en aktivitet før frokost. Hjemmebørnehaven kører – lige nu – med et tema pr. måned. Det er mest et benspænd for mig i forhold til at finde på oplevelser og aktiviteter, så jeg både giver mig selv en begrænsning i forhold til de uendelige muligheder, der er, og samtidig kommer til at tænke ud af boksen. Her i august har vi vandtema, og om et par dage skriver jeg lidt om de ting, jeg forestiller mig, at vi skal lave og lege med.

I juli har vi haft et ret løst plantetema. Vi har snakket om køkkenhaveplanter og “ukrudt”, har lært at lægge mælkebøtteblade på, når man bliver brændt af en brændenælde, har plukket blomsterbuketter og gendyrket spidskål og andre helt almindelige 3-års-ting. Det største projekt var, da vi gav vores potteplanter ny jord, og bagefter såede sten og kerner fra eksotiske frugter – mango, dadel og appelsin. Jeg købte nogle urtepotter som vi først dekorerede, hvorefter vi brugte en dejlig solskinsformiddag på at fylde jord i potter, vande, potte om og så. Sebastian har været meget optaget af det siden, og har foreslået at vi prøver at så nektarin- og blommesten også.

(Desværre glemte vi at vande potterne med de nysåede sten lige midt i de allervarmeste dage, så jorden tørrede fuldstændig ud. Jeg har ærlig talt ikke så store forhåbninger… så mon ikke det ender med, at jeg snyder lidt og gensår kernerne en aften, hvor Sebastian sover? Det kunne være så dejligt, hvis der rent faktisk kommer noget ud af anstrengelserne.)

Jeg er i fuld gang med at lave månedstemaer og aktivitetsplaner for de næste måneder – og tager med kyshånd imod ideer, hvis nogle af jer sidder med et forslag til, hvad man bare SKAL opleve, når man er tre år.

En sommermorgenrutine + min første film!

Lyset strømmer gyldent hen over gårdspladsen i disse dage, når Sebastian og jeg går ud på vores daglige morgentur før morgenmaden. Vi skal fodre høns og se efter æg, og nu, hvor sommervejret lokker os ud som det allerførste, bruger vi en stund på at svinge forbi køkkenhaven og se, hvordan det står til, trække lidt ukrudt op og hakke et par snegle. Der er nok at gøre. Jeg fik planter i jorden i maj, men har været opslugt af baby og sommer, så det er lidt af et oprydningsprojekt derude.

Det er ren meditation for mig at komme udenfor først på dagen. Lyset, stilheden, min dreng, som får kærlighed til naturen og praktiske arbejdsrutiner ind under huden… Det er den slags øjeblikke, jeg samler på.

For nogle dage siden tog jeg spontant et kamera med ud på vores tur. Alle de små klip er blevet til mit allerførste forsøg på en hverdagsfilm, og med lidt akustisk guitar og violin i baggrunden skal jeg love for, at det ser idyllisk ud!

Det er det også. Det bliver nok sværere at lokke lillemanden med ud, når det engang begynder at regne.

Så altså – se engang! Vi fodrer høns og kigger have på en smuk og mild julimorgen:

Dagligdagen med to børn hjemme

Sommeren i år er på babypræmisser. Vi hygger hjemme, finder os til rette i rytmer og rutiner, får besøg, tager på endagsture. Vi har fået nye, dejlige naboer i bofællesskabet, som vi bruger tid på at lære at kende. På de varme dage nyder vi sommerlivet på gårdspladsen, hvor solbrune børn leger med vand og mudder, puster sæbebobler og render ind og ud hos hinanden. Det er idyl lige nu, og meget nemt at være hjemmepasser i.

Simona er blevet fire måneder, og vi er ved at finde ind i en ramme, hvor Dario langsomt begynder at arbejde mere i løbet af dagen. På den måde kan man sige, at vores fælles barselstid er ved at være slut – selvom det jo er noget, vi selv bestemmer, i og med at vi begge er hjemme. Der begynder imidlertid at være flere arbejdsopgaver, og Darios næste projekt i udlandet nærmer sig, så jeg øver mig i at håndtere logistikken med to børn på egen hånd. 

I det store og hele går det godt. På køretur med baby og tumling alene – got it! Morgenrutine med hønsefodring – tjek! Lave aftensmad klokken lidt for sent med to grædende børn – not so much… Nogle gange er der bare ikke arme nok. Men de deciderede nedsmeltninger bliver færre og færre.

Herhjemme har vi en virkelig fleksibel hverdag, som giver muligheden for fra dag til dag at se, hvad energien er til. Der er en enorm frihed i det, men også en risiko for, at det hele bliver meget løst og uden retning.  Jeg trives bedst med en fast struktur i hverdagen, for at jeg kan give det nærvær og have det overskud, som jeg gerne vil – det frigør en masse energi, når jeg har en plan og en overordnet fornemmelse af, hvad der skal ske i løbet af dagen. Derfor arbejder vi rigtig meget med rytmer og rutiner, og Dario og jeg bruger med jævne mellemrum vores aften-voksentid på at snakke om, hvad der virker og hvad der ikke gør, så vi løbende kan tilpasse og justere.

Den sidste uge har vi kørt med en helt ny plan, som er mere detaljeret og bevidst, end vi har gjort tidligere. Det er alt sammen cirkatider og -aktiviteter, men det overordnede skifte fra barsels-ferierytmen er, at Dario nu har fast arbejdstid fra 9 til 14, og at jeg fylder de timer ud med aktiviteter, der tilgodeser begge børns behov. Sebastian er fyldt tre, og går jo sådan set i hjemme-børnehave, så der begynder at være behov for en lidt mere bevidst tilgang til aktiviteter, end da han var yngre. Det er super spændende og motiverende at arbejde med. Simona er stadig meget nem, og sover bare lur i viklen, når hun bliver træt. Hun hænger i det store og hele bare på – men der kommer selvfølgelig amning og bleskift ind under rigtig mange af punkterne. 

VORES IDEAL-DAG

Ca. 6.30-7.00: Alle vågner 
(og så taler vi ikke om de dage, hvor der står kl. 5 på uret…)

7.00-8.30: Sebastians morgenrutine med mor
Mens Dario har lidt tid med Simona, tager jeg og Sebastian tøj på og går morgenrunde med hønsefodring, hvorefter vi spiser morgenmad alle fire sammen.

Ca. 9.00: Fri leg / praktiske opgaver
Dario lukker døren til kontoret, og jeg ordner lidt opvask/tøjvask/støvsugning. Sebastian er med, hvis han har lyst, eller leger for sig selv. Det her punkt er helt nyt, men fungerer overraskende godt. Vi får huset mere eller mindre pænt, Sebastian lærer en masse om almindelige husholdningsopgaver, og han elsker det! I går fik vi gjort hele køleskabet rent, og Sebastian vaskede hylder af under stor koncentration. Det med fri leg på egen hånd er spændende. Han er ikke så øvet i at aktivere sig selv, men er begyndt ind imellem at lege alene i længere stræk.

Ca. 10.00: På tur / udenfor / krea-aktivitet
Her er der mest energi, så det er tit her, vi besøger andre eller laver de ting, der kræver mest overskud fra min side (læs: alt der involverer maling, vand eller mudder, med dertilhørende tøjskift og rengøring).

12.00: Frokost

13.00: Stilletid
Vi læser højt, sidder lidt sammen og snakker, hører lydbog… Her er energien typisk meget lav, fordi Sebastian egentlig stadig ville have godt af en lur, selvom det er længe siden, at han holdt op med at falde i søvn midt på dagen. Så det er mest et spørgsmål om at putte og hygge, til vi er klar til at bevæge os ud i verden igen.

14.00: Fælles familietid / opdeling af børnene / alenetid til mig / eftermiddagsprojekt
Dario runder arbejdet af. Her kommer de timer, hvor jeg kan få lavet lidt i køkkenhaven, skrevet eller gået en tur. Tit deler vi børnene op, så en af os får koncentreret tid med Sebastian til at lege og hygge, mens den anden får lidt alene-stilletid med baby. Det allerbedste er, når vi alle fire laver noget sammen, og det prøver vi at blive bedre til at prioritere.

16.00: Aftensmaden laves
Dario og Sebastian leger, mens jeg laver aftensmad med Simona ved siden af eller i viklen. Nu her mens vejret er godt, tumler de udenfor eller besøger naboer. Jeg får set masser af videoer om homesteading skills på YouTube, mens jeg snitter grøntsager. Eller kigget min baby i øjnene, selvfølgelig.

17.30/18.00: Aftensmad
17.30 er absolut værd at stile efter. Kl. 18 er tit for sent for den trætte 3-årige, især hvis vi bare er os selv indendørs. Når vi spiser sammen med naboerne under pæretræerne på gårdspladsen, er det ren hygge og leg.

19.00-20.00: Putning
Vi er lige begyndt at skiftes til at putte Sebastian – det har ellers været mig indtil nu, fordi han er blevet ammet i søvn indtil for nylig. Vi læser godnathistorie og synger om, hvad vi har lavet i løbet af dagen, og ligger ved siden af ham til han sover. Simona er typisk faldet i søvn oven på den af os, som har været i stuen imens, så hende bærer jeg ind bagefter. Så har vi (alt for lidt) til til os selv, hinanden og oprydning, før klokken bliver…

Ca. 22: I seng
Sådan da. Klokken er 22.14, mens jeg skriver det her. Men intentionen er der, og 8 timers søvn er bare bedst – især, når de løbende afbrydes af amninger.

Jeg er ret vild med vores dage lige for tiden, og er virkelig motiveret for at fylde dem ud med gode, nærende aktiviteter for os alle sammen. Smid endelig en kommentar, hvis du har gode ideer til dagsrytmer i hjemmelivet, som jeg ikke har tænkt på!

Mother blessing

Et par uger før fødslen af Simona havde jeg inviteret en lille gruppe af kvinder, jeg på en eller anden måde har en fødsels- eller barselsrelation til, til en førfødselsfejring. Jeg havde lyst til at markere den overgang, det var at gå fra tre til fire, transformationen i vores familieliv og i mit moderskab. De fleste kender jo baby shower-konceptet, men det her var lidt anderledes – inspireret af det, der i britiske og amerikanske back-to-nature-kredse kaldes en mother blessing. Jeg var selv med til en mother blessing i England for nogle år siden, og syntes at det var så fint at samle en kreds af kvinder, som kunne være med til at give styrke og glæde og søsterskab til den gravide. Da vi ventede Sebastian, havde jeg en drøm om at gøre det samme, men det var først nu, at jeg fik gjort alvor af det. Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det, selvom jeg først skulle håndtere janteloven i hovedet, der sagde ting som ”udansk” og ”spirituella” og ”var det ikke nok med 30-års fødselsdagen – skal folk nu komme og fejre dig igen?”. Det er godt at tale med den slags små stemmer – og godt at fejre alt det, der er at fejre.

I vores graviditets- og fødselskultur har vi mest fokus på det fysiske og praktiske – hvordan baby vokser i maven, øvelser til at håndtere fødslen, alt det udstyr, vi skal have købt. Det har undret mig, at der stort set ikke tales om den vilde personlige – ja, spirituelle – udviklingsrejse, det er at blive forælder. Potentialet for transformation, alt det usagte og intuitive, der sker mellem mor og barn. For mig har det været vigtigere, og langt mere præsent, end de ydre omstændigheder. En fejring af den magi, det er at sætte et nyt liv i verden, føltes som en god måde at give det fokus.

Vi havde nogle hyggelige timer, som startede med en lille cirkel. Nogle kendte hinanden, men ikke alle, så vi begyndte med at fortælle, hvad vi hed – og hvem vi var døtre af og mødre til, for at trække rækken af kvinder omkring os ind i flokken. Jeg havde lagt et rødt garnnøgle frem, som alle bandt om håndleddet, hvorefter snoren blev klippet. Tanken var, at jeg under fødslen ville kunne kigge på min egen røde snor, og tænke på mine medmødre. Så spiste vi kage, drak te og snakkede, mens vi malede et fødselsbanner – nogle med ord, nogle med symboler og farver. Det blev hængt op i stuen bagefter, og hang der til Simona var født. Og det var sådan set det. Fint og simpelt, og virkelig meningsfyldt for mig.

Nå ja, og så havde jeg på forhånd meldt ud, at det ikke var en gavebegivenhed, men at vi med taknemmelighed ville tage imod frysermad til barselstiden. Og hvor har vi bare nydt godt af gryderet og tærte og boller og andre gode sager. Det gjorde virkelig de første ugers aftener meget nemmere.

Babydage

Vi er langsomt ved at lande i vores nye familiestruktur. Simona sover, spiser og græder stort set kun, når der er en god forklaring på det – det er utroligt, så nemt det føles at aflæse et spædbarns behov, nu hvor vi er vant til at håndtere en næsten treårig. Det nye og svære er klart at tage vare på begge børn på samme tid. Dario er heldigvis hjemme og har få arbejdsopgaver for tiden, så jeg har endnu ikke skullet stå alene med dem begge to i særlig lang tid. Men det er altså ikke helt nemt at blive storebror for Sebastian! Og ikke altid helt nemt for forældrene at møde den store, lille dreng på en kærlig og anerkendende måde, når han i frustration slår ud efter sin søster (eller tegner på gulvet, eller…). Vi øver os, og de sidste uger har virkelig givet os mulighed for at udvikle vores forældreskills. Jeg synes faktisk, at det går ret godt for os alle sammen – selvom vi er trætte og nogle gange står med to grædende børn og kigger opgivende på hinanden. Jeg er blevet virkelig god til at tanke Sebastian op med nærvær og kærlighed, så han bedre kan rumme, at jeg sætter mig lidt i sofaen og ammer Simona – vi læser mange historier og lægger mange puslespil for tiden! Vi forsøger at give ham al den plads, han har brug for, til at udtrykke frustration eller sorg verbalt, og det virker til, at det gør det nemmere for ham.  Vi får prioriteret ture ud af huset på skift, så både Dario og jeg får alenetid med begge børn (og ind imellem tilmed os selv).

Sebastian er i en skøn historiefortællingsfase, hvor alt og alle har dialoger med hinanden. Tit er det mig eller Dario, der skal oversætte, og tit er det Simona, der er interessant. ”Hvad siger min lillesøster?” spørger han, uanset om hun sover, ammer, græder eller ligger og kigger rundt. Og han er selv begyndt at give svaret: ”Hun siger nok, at hun gerne vil se sin storebror” eller ”Hun siger nok, at Sebastians traktor er flot”. Og da Simona blev en måned for nogle dage siden, spurgte han: ”Er hun så stor nok til at lege nu?” De skal nok få glæde af hinanden.

(Og er det ikke bare et skønt skilt, vores naboer tegnede på fællestavlen? Tænk at være født lige midt i læmningstiden, lige midt i alt det spirende og blomstrende. Vores lille forårspige.)

 

Simona – fødslen og den første tid

Simona er født, og dagene er rolige og magiske. Vi nyder hinanden og forårssolskinnet, skal ikke nå noget og føler os meget, meget heldige over at være forældre til to skønne børn. Lige nu sover Sebastian middagslur, og jeg sidder med min datter i favnen og taster med én hånd, mens Dario får noget tiltrængt solotid med hans brætspilsdesign. Der er lys i træerne udenfor, og vi kan høre glade bofællesskabsbørn på legepladsen i søndagssolen. Lige nu er jeg virkelig ramt af en tilfreds mæthed, en grundtaknemmelighed over livet. Post-fødsels-lykkehormoner.

Lidt over midnat sidste lørdag, da det lige var blevet den 23. marts, kunne jeg mærke at kroppen gik i gang. Ikke mere end at der kunne gå lang tid endnu, og med en fødselsoplevelse på 39 timer bag mig, forventede jeg ikke ligefrem en lynfødsel. Jeg sendte en sms til min mor om, at hun nok skulle holde telefonen i nærheden – planen var, at hun og Sebastian skulle hygge sammen i løbet af fødslen, måske i vores fællesrum, måske hjemme hos hende. Samtidig sagde jeg til Dario, at der nok ikke gik to uger, før vores datter kom ud. Om natten sov jeg fint, selvom jeg registrerede veerne, der kom ind imellem. Da Sebastian vågnede, stod han og Dario op, og jeg fik lov at sove længe. Da jeg vågnede, tænkte jeg, at vi lige så godt kunne indstille os på en normal dag og få klaret noget praktisk, så jeg skiftede sengetøj, og så kørte vi ud for at handle ind. Nede i Superbrugsen måtte jeg lige stå stille, hver gang der kom en ve, og Sebastian blev ved med at kigge undrende på mig, når jeg gik i stå og pludselig ikke kunne svare ham. Hjemme igen ved middagstid spiste vi frokost, Dario støvsugede, og jeg lavede dej til rugbrød. Da jeg ved halv to-tiden gik ind i sengen for at putte Sebastian kunne jeg godt mærke, at nu måtte vi hellere snart få fat i min mor – Sebastian faldt ikke i søvn og klagede over, at jeg pustede på ham. Vi stod op igen og parkerede barnet med en tegnefilm i køkkenet, jeg fik ringet til min mor og jordemoderen, og så var det, som om min krop gav slip. Pludselig kunne jeg ikke undvære Dario ved siden af mig, og jeg sad på en pilatesbold og arbejdede, indtil Sebastian var sendt godt af sted med mormor, og en ung jordemoder med en dejlig energi dukkede op med en studerende. Og så gik det stærkt. De tjekkede mig, og jeg var 8-9 cm. åben – en fuldstændig surrealistisk besked, da sidste fødsel gik i stå med presseveer ved 6 centimeter, som førte til en (udramatisk) overflytning og en epidural. Denne gang var der ingen tvivl om, at vi ville få lov at blive hjemme. Jeg fik et lavement, og havde en lidt vild oplevelse, da jeg fik bevæget mig ned ad trapperne til badeværelset med Dario ved min side. Vandet gik, mens jeg sad dernede, og samtidig kom den første overgangsve, og den kombination fik mig lige til at miste forbindelsen til afspændingen og vejrtrækningen i et par minutter – av, det gjorde ondt at miste fokus! Vi talte til tre, og mellem to veer tog vi trapperne op til lejligheden igen. Så gik presseveerne i gang, måske på grund af trappeløbet. Jeg kom ned på sofaen for at blive tjekket, og kom ikke op igen, men lå på siden og bed Dario i t-shirten, mens han holdt mit ben. Det var intenst, for på grund af epiduralen sidste gang, havde jeg ikke før haft den naturlige oplevelse af presseveer. Samtidig var det helt utroligt smukt at ligge der i vores eget hjem, i det gyldne eftermiddagssolskin, og mærke (som i, virkelig mærke!) vores datter bevæge sig ud. Og tretten minutter efter første presseve, kl. 16.58, var hun ude, fin og hel og fuldstændig som hun skulle være. Jordemødrene nåede at være aktivt med i lidt over en time. Jeg tabte lidt meget blod, så jeg fik den syntocinonsprøjte, som jeg ellers ville have fravalgt, og så stilnede det af. Simona fik luftet lungerne godt igennem den første times tid; så fandt hun brystet og faldt til ro. Sebastian og mormor kom med chokolademuffins, vores nye familiemedlem blev vejet og målt, min mors kæreste kom med suppe og ostemadder, og ved halv ni-tiden sov den nybagte storebror og vi var alene. En fuldstændig magisk oplevelse. Jeg tager gerne én til.

Sebastian har i vid udstrækning taget det pænt at blive storebror, og har været på ture ud af huset med papà og morfar – og så er jeg virkelig fan af konceptet tandemamning. Sebastian bliver stadig ammet, så han har både kunnet bevare et trygt og velkendt hyggerum med mig, når Simona er hos Dario, og hjælper i høj grad mig ved at tage toppen af mælkeflowet. Samtidig får han nogle gode bonding-oplevelser med lillesøster, når de begge ligger ved brystet. Og så er vi (indtil videre) blevet velsignet med et roligt spædbarn, som sover godt om natten og er nem at trøste. Der er meget at være taknemmelig for.

 

Mens hun stadig er i maven

For en uges tid siden lykkedes det os endelig at få taget nogle billeder af maven. Fra Sebastians graviditet har vi masser, ikke mindst fra vores bryllup seks uger før termin, men denne gang har vi stort set ikke taget billeder. Jeg havde en drøm om at få det gjort, både for min skyld og for lillesøsters – og med de smukke, lune senvinterdage, vi har haft, var det oplagt at gå udenfor. Så ingen store tanker i dag, bare billeder.

Fra i morgen tirsdag og de næste fem uger må jeg officielt føde hjemme, og vi er virkelig ved at være klar. Jeg glæder mig så utrolig meget!

Forberedelser og ny inspiration

Det er ren nedtælling her. Fire uger til termin, og jeg kan virkelig mærke, at min hjerne er blevet overtaget af nesting-hormoner. Jeg skriver huskelister, fryser mad ned, ser fødselsvideoer på YouTube med Sebastian (som måske, måske ikke skal være her – vi er ikke helt afklarede endnu) – og sidste projekt har været at få styr på vores kontor, som har stået med bare gipsvægge i et år. Det blev vi nødt til at få ordnet, for den slags arbejde kommer ikke til at ske med en baby, og jeg havde ligesom ikke lyst til at ligge i et fødekar og kigge på spartelmassepletter…

Min far har været en stor hjælp med færdigspartling og slibning, og de sidste par dage har vi malet. Så nu har vi pludselig to nye, skinnende vægge ind mod stuen, som glæder sig til pynt. Måske malerier, måske er det der, vores guitarer skal hænge. Måske et spejl i børnehøjde eller en hylde til planter. Jeg går i designmode og får lyst til selv at skabe ting. Og det er endnu en pudsig bivirkning ved det her med for alvor at være på vej ind i fødselsboblen, som jeg godt kan huske fra tiden med Sebastian. Jeg bliver simpelthen kreativ som aldrig før. Helt overordnet har denne graviditet været en rejse ind i min kreativitet, og det er en fantastisk følelse, at det hele bobler inden i mig. Mest af alt, fordi det giver mig en fornemmelse af retning også ind i barslen. Jeg kommer til at nyde babytiden, og samtidig er jeg blevet meget mere bevidst om mit skaberbehov – så denne gang har vi en plan for, hvordan jeg kan få tid og rum til at dyrke det, når vores datter er ude over spædbarnsstadiet. Skemalagte tidspunkter til udforskende og eksperimenterende skaben, en fælles bevidsthed mellem Dario og jeg om, at mit kreative virke er essentielt for min – og dermed vores – trivsel.

Lige nu suger jeg inspiration til mig. Jeg har fået nye bøger, som på hver sin vis giver nye input til nogle af de ting, der fylder i vores liv. Jeg lytter til podcasts, der udvider min horisont og gør mig skarpere på mine værdier. Og jeg skaber struktur og rammer omkring mig, så jeg får prioriteret de ting, der er vigtige for mig – for eksempel bloggen her. Den skal have plads og tid, for jeg nyder processen med at skrive.

(Det giver ligesom sig selv, at der ikke er nogle af anbefalingerne her, der er sponsorerede, ikke?)

The Creative Family Manifesto af Amanda Soule (med bloggen SouleMama) er en lille, overskuelig sag med masser af gode ideer til hverdagskreativitet i familien. Vi har implementeret nogle få ting allerede, og jeg glæder mig til at dykke mere ned i den – jeg tror, at jeg kommer til at skrive et blogindlæg om de ting, vi har afprøvet. Altid brugbart med inspiration til mere nærvær og gode fælles oplevelser i hjemmelivet!

Free to Learn af Peter Gray handler om læring gennem fri leg, og er efter sigende en must-read, når man som os overvejer hjemmeskole/unschooling. Jeg snupper et par sider her og der, når jeg putter Sebastian til lur, og synes indtil videre godt om, hvad jeg læser.

Hello Baby af Jenni Overend er meget æstetisk billedbog om en hjemmefødsel. Vi har læst den danske Da Knud kom ud med Sebastian, og han har helt styr på fødekar, moderkage, navlestreng og at mor laver høje lyde. Den amerikanske her er stemningsfyldt og mindre tegneserieagtig, men minder ellers i narrativet om den danske. Er jeg i øvrigt den eneste gravide, der ikke kan læse bøger eller se videoer om fødsler uden at græde, fordi det er så smukt og stort?

Jeg er ikke særlig god til at lytte til podcasts, for jeg har ikke andet medie end min computer at høre dem på, og det er sjældent, at jeg tænder den kun for at lytte. Ikke desto mindre er jeg blevet virkelig begejstret for den amerikanske kunstner Emily Jeffords’ Do It For the Process, som handler om forskellige aspekter af det kunstneriske virke – inspiration, mod, kombinationen af kreativ skaben og forældreskab… Det var lige, hvad jeg trængte til at finde, og hvis du også går med en kunstner i maven, så er den helt sikkert anbefalelsesværdig!

Maj My har sendt en glimrende podcast ud omkring det at leve sit liv i overensstemmelse med egne værdier. Hun kan virkelig noget med ord, den kvinde. Podcasten lander i indbakken, når man skriver sig op til hendes nye mailliste.

Hvad med jer – hvor finder I nye input for tiden? Har I, som er mødre, også haft en oplevelse af fornyet inspiration og kreativitet i slutningen af graviditeten?

Fredelige dage

Vi er alene hjemme i denne uge, Sebastian og jeg. Det var vi også i en uges tid for en måned siden, for Dario er på arbejde i Sydamerika. Når han kommer hjem på mandag, er det heldigvis sidste gang indtil sommer, så vi har god tid til at finde ind i barselsboblen sammen. Jeg havde på forhånd lidt frygtet, hvordan det ville være at være solomor så langt henne i graviditeten, og det er lidt tungt (altså fysisk), men bortset fra det går det stille og roligt. Vi hygger, min dreng og jeg, og finder hurtigt ind til den lidt anderledes rytme, vi altid er i, når vi er alene hjemme.

Der er god tid. Jeg lægger planer, men ikke noget stort. Ikke noget, der kræver flere kræfter, end jeg har. I denne uge har vi flere gange været nede i vores dal og brugt lang tid på at kaste pinde i vandløbet, til stor fryd for Sebastian og til glæde for mig, for det kan være så svært at engagere ham i at være udenfor på denne tid af året. De andre dage har vi set gode venner – hjemmelegestue i Silkeborg i mandags, en gammel folkeskolekammerat i går, på tur til DOKK1 med et andet hold hjemmevenner i dag. Vores netværk af hjemmegående bliver stærkere og stærkere, og der er efterhånden ved at samle sig en kerne omkring os af folk, som vi virkelig holder af og nyder at bruge tid sammen med, både børn og voksne. Det føles godt at have det lag af mennesker, som vi deler livsstil og værdier med, oven på vores andre gode daglige relationer i bofællesskab og lokalsamfund – jeg føler mig faktisk helt fællesskabsvelsignet for tiden.

Et af de vennepar, som vi har været sammen med ugentligt det sidste halve års tid, bød for nylig velkommen til en lillebror. I mandags gik der projekt-barselsgave i mig, og jeg brugte lang tid (og lidt for meget af Sebastians tålmodighed) på at bage tærte og pølsehorn, som vi var forbi med i går sammen med lidt andet godt i en kurv. Det er sådan noget, jeg tit ville ønske, at jeg fik gjort, og denne gang lykkedes det – og hvor er jeg glad for det, for de blev så glade. Det er bare en skøn fornemmelse at påskønne et venskab og vise, at her er en relation vi rigtig gerne vil investere tid og kærlighed i. Mere af den slags!

Nu sover lillemanden, og jeg vil bruge tid på en god bog og så lige lidt opvask. Alt det praktiske har det med at tage overhånd, når man kun er én voksen…

Køkkenhaveplaner

På sådan en dag som i dag, hvor alt er badet i mildt og køligt lys, kribler det i fingrene for at komme i gang med køkkenhaveforberedelserne. Jeg er virkelig glad for og stolt af min køkkenhave, og har brugt mange graviditets- og barselstimer i de sidste år på at sprede hestemøg, luge og vande. I den kommende sæson har jeg lovet mig selv at holde ambitionerne på et minimum. Jeg håber at få dækket alle bede med enten afgrøder eller grøngødning, men har ellers ikke de store planer – babysøster ankommer jo lige midt i forspiringstiden, og når det bliver tid til udplantning har jeg sandsynligvis nok at gøre med storebror, amning, bleskift og søvn. Hvis der er overskud, og det alligevel lykkes mig at få sneget lidt havetid ind her og der, er planerne gode, langtidsholdbare vinterafgrøder, som vi kan nyde godt af når det igen bliver koldt; porrer og grønkål, og så kartofler og en masse bønner. Hjemmedyrkede, tørrede bønner føles virkelig som en luksus, når de ryger i en chiligryde på den her tid af året. Til gengæld vil jeg ikke gentage sidste års store fejltagelse – vores majs. De stod så flotte og hed konfettimajs, og jeg glædede mig hele sommeren til at smage dem. Det viste sig bare, at de smukke, flerfarvede frø, jeg havde byttet mig til, var fodermajs. Ikke nogen kulinarisk succes. Men en dag – måske ikke i år – kommer det til at lykkes at koge vores egne, sprøde majskolber ud på sommeren.

Hvidløgsbedet blev sat i oktober, og de små planter er netop begyndt at titte op af jorden. Ligesom de spæde ukrudtsplanter. Det giver så god mening at tage dem nu, så de ikke når at få ordentligt fat. Jeg er nu i uge 34 af graviditeten, og om tre uger må jeg officielt føde hjemme – så der kan jeg vist godt tillade mig at gå i gang med en kultivator…