Babydage

Vi er langsomt ved at lande i vores nye familiestruktur. Simona sover, spiser og græder stort set kun, når der er en god forklaring på det – det er utroligt, så nemt det føles at aflæse et spædbarns behov, nu hvor vi er vant til at håndtere en næsten treårig. Det nye og svære er klart at tage vare på begge børn på samme tid. Dario er heldigvis hjemme og har få arbejdsopgaver for tiden, så jeg har endnu ikke skullet stå alene med dem begge to i særlig lang tid. Men det er altså ikke helt nemt at blive storebror for Sebastian! Og ikke altid helt nemt for forældrene at møde den store, lille dreng på en kærlig og anerkendende måde, når han i frustration slår ud efter sin søster (eller tegner på gulvet, eller…). Vi øver os, og de sidste uger har virkelig givet os mulighed for at udvikle vores forældreskills. Jeg synes faktisk, at det går ret godt for os alle sammen – selvom vi er trætte og nogle gange står med to grædende børn og kigger opgivende på hinanden. Jeg er blevet virkelig god til at tanke Sebastian op med nærvær og kærlighed, så han bedre kan rumme, at jeg sætter mig lidt i sofaen og ammer Simona – vi læser mange historier og lægger mange puslespil for tiden! Vi forsøger at give ham al den plads, han har brug for, til at udtrykke frustration eller sorg verbalt, og det virker til, at det gør det nemmere for ham.  Vi får prioriteret ture ud af huset på skift, så både Dario og jeg får alenetid med begge børn (og ind imellem tilmed os selv).

Sebastian er i en skøn historiefortællingsfase, hvor alt og alle har dialoger med hinanden. Tit er det mig eller Dario, der skal oversætte, og tit er det Simona, der er interessant. ”Hvad siger min lillesøster?” spørger han, uanset om hun sover, ammer, græder eller ligger og kigger rundt. Og han er selv begyndt at give svaret: ”Hun siger nok, at hun gerne vil se sin storebror” eller ”Hun siger nok, at Sebastians traktor er flot”. Og da Simona blev en måned for nogle dage siden, spurgte han: ”Er hun så stor nok til at lege nu?” De skal nok få glæde af hinanden.

(Og er det ikke bare et skønt skilt, vores naboer tegnede på fællestavlen? Tænk at være født lige midt i læmningstiden, lige midt i alt det spirende og blomstrende. Vores lille forårspige.)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *