Kategoriarkiv: årets gang

En nisse på spil

Når december nærmer sig, flytter Nissa ind hos os. Resten af året bor hun og de andre nisser nede i dalen, men når bladene er faldet af træerne, kan de lokkes til huse med duften af kanel og risengrød. Nissa bor under køkkengulvet, og har udgang gennem sit helt eget nissehul. Det er også her, vi stiller grød og pebernødder og gaver frem til hende, og her hun lægger breve frem hver eneste nat, så vi om morgenen kan få at vide, hvad hun nu har fundet på.

Sebastian har gennemskuet, at det godt kan betale sig at holde sig gode venner med Nissa. Han tegner tegninger til hende, pakker chokoladestykker ind og lægger ved hullet, finder på gaver til hende de fleste aftener. Faktisk har han været så overstrømmende imødekommende, at der slet ikke har været lejlighed til at lave nissedrillerier. For hvordan kan man fylde toiletpapir i støvlerne på én, der både lægger mønter og eventyr og småkager frem ved nissehullet, og tilmed taper det hele fast til gulvet, så lillesøster ikke løber sin vej med godterne? Nej, Nissa er faktisk så benovet over gæstfriheden, at hun slet ikke kan lade være med at trylle ekstra gaver frem. Og sådan fortsætter den lykkelige gavespiral.

I morges stod der i nissebrevet, at der ventede Sebastian en overraskelse, når han skulle af sted til børnehaven. Aldrig er det gået så hurtigt med at komme ud til cyklen.

Jeg holder meget af Nissa. Faktisk har jeg taget mig selv i rent faktisk at drysse kanel på den rest risengrød, jeg havde lovet Sebastian at varme op og sætte ved hullet før jeg gik i seng. The magic is real.

Nu må vi se, om hun kan holde aktivitetsniveauet oppe de næste par dage, hvor Dario og ungerne skal være alene hjemme i to døgn for første gang. Jeg skal nemlig noget helt ekstraordinært spændende – jeg starter på Maj My og Kristian Humaidans forløb Ind til Kernen, og jeg glæder mig som et lille barn. Juleaften kommer tidligt i år.

Lys i mørket

Vi stod op til en landlig tragedie i dag. Ræven eller måren havde været på spil, og vores tre små puttehøner var blevet reduceret til én. Stakkels Sitte, som nu går rundt alene i hønsegården. Hun får selskab af en anden enlig nabohøne i aften, så må vi se, om det lykkes dem at stable et velfungerende bofællesskab på benene. Og hønsehuset lukkes ekstra forsvarligt i aften.

Der tikker aflysninger og ændringer af arrangementer ind i disse dage. Nogle gange kan det altså være svært at holde håbet oppe i denne tid. Gaven i det er selvfølgelig, at vi får en roligere december. Men åh, hvor jeg glæder mig til den dag, hvor vi ikke længere skal forholde os til smittetryk og restriktioner og igen kan være sammen, som vi vil. Jeg kommer til at give hele verden et kæmpe kram den dag.

Imens vi venter på alt det gode, der kommer, får vi tiden til at gå med hyggelige, hjemlige sysler. Her dufter brunt og brændt, og når jeg kigger ud af vinduet, ser jeg solen titte frem bag skyerne. There’s a crack in everything. Julens budskab har aldrig virket mere nærværende eller relevant end nu i år.

Et lyskram fra mig til dig!

Sidste søndag i kirkeåret

Søndag er for det meste en arbejdsdag hjemme hos os. Jeg har sunget i kirkekor i mange år, og er netop begyndt som kirkesanger i vores lokale kirke.

Og i dag var så endnu en afslutning/begyndelse af dem, vi har så mange af på denne tid af året. Vi har netop fejret heksenes nytår ved Samhain/Halloween, der hvor jorden lukker sig om sig selv og vi overgiver høsten til åndernes verden. I dag er sidste søndag i kirkeåret, og på søndag begynder vi forfra i forventningen om det nye liv, der skal fødes. Fødsel, død og genfødsel; det er jo den samme historie alting fortæller. Jeg vælger alt det til, der med kærlighed og visdom forbinder min dyre-menneskekrop med livets naturlige cyklusser. For mig findes det både hos den vilde, feminine spiritualitet og i kirken. Både med næsen stukket dybt ned i muld og visne blade, og med stemmen løftet i vores kulturhistoriske rødder.

Derhjemme holdt de sofa-bio, mens jeg blev fyldt op af sang og gode ord om tro og liv. Dario og Sebastian er begyndt at se Disneyfilm på italiensk, og han suger det til sig. Imens tuller Simona rundt og snakker med sig selv og bamserne. Da jeg kom hjem, tog Sebastian og jeg fat på de allerførste julerier. Hvad vi lavede, er en hemmelighed…

Senere tændte vi op i brændeovnen for første gang i år, og lokkede nissen til huse med duften af risengrød. Det er en god tid, der nærmer sig.

Novemberdage

Vi sniger os ud i aftenmørket, Dario og jeg, vinden rusker i de sorte trætoppe og regnen gør vores bløde kinder kolde og røde. Vi har begge to overtræksbukser, støvler, pandelamper på. Ingen af os siger meget. Vi er trætte efter en lang dag, den ene af os har lige siddet i det stille, lune mørke i soveværelset og ventet på, at børnene skulle falde i søvn. Men nu er vi her i efterårsmørket.

På vej ned mod hønsegården.

Jeg må med skam indrømme, at jeg er mere bange for at fange høns, end jeg vil være ved. Jeg kan virkelig ikke lide, når de forskrækkede flakser op. Det giver mig en fornemmelse af, at jeg ikke har tilstrækkeligt med hænder til både at gribe fat, holde styr på vinger og ben og næb, og samtidig beskytte mine øjne. Men ind imellem må det til, hønsene må fanges. For eksempel nu: tre af vores fire høner lægger ingen æg, og vores to nuttede kyllinger fra i sommers har vist sig at være, ja, haner. Og så fugleinfluenza oveni. Det er tid til at reducere bestanden.

Heldigvis har Dario et godt tag på dem. Vi står lidt i regnen udenfor det lille hønsehus og hvisker, lyset fra pandelamperne har vækket dem derinde og gjort dem urolige. Så løfter jeg lågen til redekasserne, Dario griber med et fast tag fat i den ene af hanekyllingerne, som galer op og godt ved, at dens timer er talte. Vi sætter den ned i en murerbalje foret med halm, lægger en plade hen over og sætter den ind i laden. I morgen tidlig slagter jeg, og den bliver til vores aftensmad.

Vi går ind, hovederne sænkede mod vejret og varme under overtøjet. Taknemmelige for den cyklus af liv og død, som er så tydelig i alle aspekter på denne tid af året.

Tak, sommer!

Denne årstid er min yndlings. Klar luft, det magiske morgenlys. Følelsen af, at sommerens spændthed i træer og blade og energiniveau slipper. Jeg suger den sidste varme, de sidste dage med bare tæer og fugtig hud og lune aftener til mig.

Min mand ryster på hovedet af mig, for i Italien begynder efteråret først ved jævndøgn, men…

Tak, sommer!

Tak for strandture og sand i håret. Tak for leg og is og snak på gårdspladsen med nye og gamle naboer. Tak for ture med familie og venner, for Langeland og Himmelbjerget og Bønnerup. Tak for besøg fra nær og fjern. Tak for den krydrede duft af urter i køkkenhaven, for jord under neglene og alle de grønne minder, vi kommer til at varme os på, når kulden kommer.

Tak sommer – og velkommen, efterår!

Kyndelmisse

Det sidste halvandet års tid har jeg prøvet at gøre det til en tradition, at vi i bofællesskabet fejrer solhverv og jævndøgn med bål. Nogle gange er det lykkedes, andre gange er vejret eller dagligdagen kommet i vejen. Jeg synes, at det giver så god mening at markere årstidsfesterne, og jeg vil gerne blive bedre til at indføre små ritualer, som kan skabe en dybere samhørighed med den årlige cyklus, der udspiller sig i naturen og i vores sind.

I dag er det kyndelmisse. Jeg har sunget i kirke i mange år, og der har man efterhånden de fleste steder (gen)indført lysgudstjenester på denne dag, så jeg er bevidst om højtiden, når den kommer. Men i år er første gang, at jeg selv har gravet mig ned i de gamle skikke og forsøgt at skabe noget, der måske kan blive en tradition i vores familie.

Kyndelmisse er midvinter. Selvom foråret umiskendeligt er på vej, med vintergækker og erantisser der titter frem, så mærker og erfarer vi alle sammen, at kulden først for alvor slipper sit greb godt hen i april. Der er længe til. Endnu kan vi hvile i vinterens dybe omfavnelse, endnu er det for tidligt at handle på forårsimpulsen. Tidligere var det vigtigt, at man på dette tidspunkt stadig havde halvdelen af sit forråd og brænde tilbage, så man kunne klare sig til sommeren igen nærmede sig. Jeg kan huske at have hørt, at hvis man ved kyndelmisse havde æg, mælk og mel nok til at lave pandekager, så skulle man nok klare sig. Vi mangler hverken det ene eller det andet, og æggene er tilmed begyndt at komme fra vores egne høns igen efter en kort vinterpause. Derfor har vores kyndelmisseritual i dag involveret pandekagebagning, og jeg ville gerne have inviteret naboer og venner til en rigtig fest, men i stedet kom min mor på spontant besøg. Da det blev mørkt, lavede vi aftensmad i skæret fra stearinlys, og det er en praksis, jeg gerne vil tage med videre. Der er en særlig ro og en anden form for sansning, når man laver mad i halvmørke med et par levende lys som eneste lyskilde.

Nu er det skrevet ned her som en slags traditionsnote, så jeg husker det til næste år. Det er så lidt, der skal til, for at gøre en årstidsfest til en særlig dag, men jeg oplever, at det har en stor betydning. Det skaber et nærvær i mig, en bevidsthed om at lige nu, i dag, er min krop lige her, på dette sted i året. Pandekager og madlavning til levende lys bliver koblet sammen med vintergækkerne, med følelsen af, at vi er i vinterhi og trygt kan vente på forårets komme uden at forcere energien.

Hvad betyder denne tid på året for jer? Har I nogle traditioner forbundet med de små årstidsfester?