Kategoriarkiv: årets gang

Kyndelmisse

Det sidste halvandet års tid har jeg prøvet at gøre det til en tradition, at vi i bofællesskabet fejrer solhverv og jævndøgn med bål. Nogle gange er det lykkedes, andre gange er vejret eller dagligdagen kommet i vejen. Jeg synes, at det giver så god mening at markere årstidsfesterne, og jeg vil gerne blive bedre til at indføre små ritualer, som kan skabe en dybere samhørighed med den årlige cyklus, der udspiller sig i naturen og i vores sind.

I dag er det kyndelmisse. Jeg har sunget i kirke i mange år, og der har man efterhånden de fleste steder (gen)indført lysgudstjenester på denne dag, så jeg er bevidst om højtiden, når den kommer. Men i år er første gang, at jeg selv har gravet mig ned i de gamle skikke og forsøgt at skabe noget, der måske kan blive en tradition i vores familie.

Kyndelmisse er midvinter. Selvom foråret umiskendeligt er på vej, med vintergækker og erantisser der titter frem, så mærker og erfarer vi alle sammen, at kulden først for alvor slipper sit greb godt hen i april. Der er længe til. Endnu kan vi hvile i vinterens dybe omfavnelse, endnu er det for tidligt at handle på forårsimpulsen. Tidligere var det vigtigt, at man på dette tidspunkt stadig havde halvdelen af sit forråd og brænde tilbage, så man kunne klare sig til sommeren igen nærmede sig. Jeg kan huske at have hørt, at hvis man ved kyndelmisse havde æg, mælk og mel nok til at lave pandekager, så skulle man nok klare sig. Vi mangler hverken det ene eller det andet, og æggene er tilmed begyndt at komme fra vores egne høns igen efter en kort vinterpause. Derfor har vores kyndelmisseritual i dag involveret pandekagebagning, og jeg ville gerne have inviteret naboer og venner til en rigtig fest, men i stedet kom min mor på spontant besøg. Da det blev mørkt, lavede vi aftensmad i skæret fra stearinlys, og det er en praksis, jeg gerne vil tage med videre. Der er en særlig ro og en anden form for sansning, når man laver mad i halvmørke med et par levende lys som eneste lyskilde.

Nu er det skrevet ned her som en slags traditionsnote, så jeg husker det til næste år. Det er så lidt, der skal til, for at gøre en årstidsfest til en særlig dag, men jeg oplever, at det har en stor betydning. Det skaber et nærvær i mig, en bevidsthed om at lige nu, i dag, er min krop lige her, på dette sted i året. Pandekager og madlavning til levende lys bliver koblet sammen med vintergækkerne, med følelsen af, at vi er i vinterhi og trygt kan vente på forårets komme uden at forcere energien.

Hvad betyder denne tid på året for jer? Har I nogle traditioner forbundet med de små årstidsfester?