Kategoriarkiv: hjemmeliv

Simona – fødslen og den første tid

Simona er født, og dagene er rolige og magiske. Vi nyder hinanden og forårssolskinnet, skal ikke nå noget og føler os meget, meget heldige over at være forældre til to skønne børn. Lige nu sover Sebastian middagslur, og jeg sidder med min datter i favnen og taster med én hånd, mens Dario får noget tiltrængt solotid med hans brætspilsdesign. Der er lys i træerne udenfor, og vi kan høre glade bofællesskabsbørn på legepladsen i søndagssolen. Lige nu er jeg virkelig ramt af en tilfreds mæthed, en grundtaknemmelighed over livet. Post-fødsels-lykkehormoner.

Lidt over midnat sidste lørdag, da det lige var blevet den 23. marts, kunne jeg mærke at kroppen gik i gang. Ikke mere end at der kunne gå lang tid endnu, og med en fødselsoplevelse på 39 timer bag mig, forventede jeg ikke ligefrem en lynfødsel. Jeg sendte en sms til min mor om, at hun nok skulle holde telefonen i nærheden – planen var, at hun og Sebastian skulle hygge sammen i løbet af fødslen, måske i vores fællesrum, måske hjemme hos hende. Samtidig sagde jeg til Dario, at der nok ikke gik to uger, før vores datter kom ud. Om natten sov jeg fint, selvom jeg registrerede veerne, der kom ind imellem. Da Sebastian vågnede, stod han og Dario op, og jeg fik lov at sove længe. Da jeg vågnede, tænkte jeg, at vi lige så godt kunne indstille os på en normal dag og få klaret noget praktisk, så jeg skiftede sengetøj, og så kørte vi ud for at handle ind. Nede i Superbrugsen måtte jeg lige stå stille, hver gang der kom en ve, og Sebastian blev ved med at kigge undrende på mig, når jeg gik i stå og pludselig ikke kunne svare ham. Hjemme igen ved middagstid spiste vi frokost, Dario støvsugede, og jeg lavede dej til rugbrød. Da jeg ved halv to-tiden gik ind i sengen for at putte Sebastian kunne jeg godt mærke, at nu måtte vi hellere snart få fat i min mor – Sebastian faldt ikke i søvn og klagede over, at jeg pustede på ham. Vi stod op igen og parkerede barnet med en tegnefilm i køkkenet, jeg fik ringet til min mor og jordemoderen, og så var det, som om min krop gav slip. Pludselig kunne jeg ikke undvære Dario ved siden af mig, og jeg sad på en pilatesbold og arbejdede, indtil Sebastian var sendt godt af sted med mormor, og en ung jordemoder med en dejlig energi dukkede op med en studerende. Og så gik det stærkt. De tjekkede mig, og jeg var 8-9 cm. åben – en fuldstændig surrealistisk besked, da sidste fødsel gik i stå med presseveer ved 6 centimeter, som førte til en (udramatisk) overflytning og en epidural. Denne gang var der ingen tvivl om, at vi ville få lov at blive hjemme. Jeg fik et lavement, og havde en lidt vild oplevelse, da jeg fik bevæget mig ned ad trapperne til badeværelset med Dario ved min side. Vandet gik, mens jeg sad dernede, og samtidig kom den første overgangsve, og den kombination fik mig lige til at miste forbindelsen til afspændingen og vejrtrækningen i et par minutter – av, det gjorde ondt at miste fokus! Vi talte til tre, og mellem to veer tog vi trapperne op til lejligheden igen. Så gik presseveerne i gang, måske på grund af trappeløbet. Jeg kom ned på sofaen for at blive tjekket, og kom ikke op igen, men lå på siden og bed Dario i t-shirten, mens han holdt mit ben. Det var intenst, for på grund af epiduralen sidste gang, havde jeg ikke før haft den naturlige oplevelse af presseveer. Samtidig var det helt utroligt smukt at ligge der i vores eget hjem, i det gyldne eftermiddagssolskin, og mærke (som i, virkelig mærke!) vores datter bevæge sig ud. Og tretten minutter efter første presseve, kl. 16.58, var hun ude, fin og hel og fuldstændig som hun skulle være. Jordemødrene nåede at være aktivt med i lidt over en time. Jeg tabte lidt meget blod, så jeg fik den syntocinonsprøjte, som jeg ellers ville have fravalgt, og så stilnede det af. Simona fik luftet lungerne godt igennem den første times tid; så fandt hun brystet og faldt til ro. Sebastian og mormor kom med chokolademuffins, vores nye familiemedlem blev vejet og målt, min mors kæreste kom med suppe og ostemadder, og ved halv ni-tiden sov den nybagte storebror og vi var alene. En fuldstændig magisk oplevelse. Jeg tager gerne én til.

Sebastian har i vid udstrækning taget det pænt at blive storebror, og har været på ture ud af huset med papà og morfar – og så er jeg virkelig fan af konceptet tandemamning. Sebastian bliver stadig ammet, så han har både kunnet bevare et trygt og velkendt hyggerum med mig, når Simona er hos Dario, og hjælper i høj grad mig ved at tage toppen af mælkeflowet. Samtidig får han nogle gode bonding-oplevelser med lillesøster, når de begge ligger ved brystet. Og så er vi (indtil videre) blevet velsignet med et roligt spædbarn, som sover godt om natten og er nem at trøste. Der er meget at være taknemmelig for.

 

Fredelige dage

Vi er alene hjemme i denne uge, Sebastian og jeg. Det var vi også i en uges tid for en måned siden, for Dario er på arbejde i Sydamerika. Når han kommer hjem på mandag, er det heldigvis sidste gang indtil sommer, så vi har god tid til at finde ind i barselsboblen sammen. Jeg havde på forhånd lidt frygtet, hvordan det ville være at være solomor så langt henne i graviditeten, og det er lidt tungt (altså fysisk), men bortset fra det går det stille og roligt. Vi hygger, min dreng og jeg, og finder hurtigt ind til den lidt anderledes rytme, vi altid er i, når vi er alene hjemme.

Der er god tid. Jeg lægger planer, men ikke noget stort. Ikke noget, der kræver flere kræfter, end jeg har. I denne uge har vi flere gange været nede i vores dal og brugt lang tid på at kaste pinde i vandløbet, til stor fryd for Sebastian og til glæde for mig, for det kan være så svært at engagere ham i at være udenfor på denne tid af året. De andre dage har vi set gode venner – hjemmelegestue i Silkeborg i mandags, en gammel folkeskolekammerat i går, på tur til DOKK1 med et andet hold hjemmevenner i dag. Vores netværk af hjemmegående bliver stærkere og stærkere, og der er efterhånden ved at samle sig en kerne omkring os af folk, som vi virkelig holder af og nyder at bruge tid sammen med, både børn og voksne. Det føles godt at have det lag af mennesker, som vi deler livsstil og værdier med, oven på vores andre gode daglige relationer i bofællesskab og lokalsamfund – jeg føler mig faktisk helt fællesskabsvelsignet for tiden.

Et af de vennepar, som vi har været sammen med ugentligt det sidste halve års tid, bød for nylig velkommen til en lillebror. I mandags gik der projekt-barselsgave i mig, og jeg brugte lang tid (og lidt for meget af Sebastians tålmodighed) på at bage tærte og pølsehorn, som vi var forbi med i går sammen med lidt andet godt i en kurv. Det er sådan noget, jeg tit ville ønske, at jeg fik gjort, og denne gang lykkedes det – og hvor er jeg glad for det, for de blev så glade. Det er bare en skøn fornemmelse at påskønne et venskab og vise, at her er en relation vi rigtig gerne vil investere tid og kærlighed i. Mere af den slags!

Nu sover lillemanden, og jeg vil bruge tid på en god bog og så lige lidt opvask. Alt det praktiske har det med at tage overhånd, når man kun er én voksen…

Hjemmeliv igen

Det er en grå, mørk eftermiddag, og jeg har lige sendt Dario og Sebastian af sted til forælder-barn-gymnastik oppe på skolen for enden af grusvejen. Sebastian ked af det, for det plejer at være mig, der tager med. Det er ikke en god fornemmelse vinke farvel til et barn, der græder – punktum. Heldigvis noget, vi oplever meget mindre, i takt med at Sebastian bliver ældre og begynder at sætte pris på alenetid med sin far. Og også meget, meget mindre, nu hvor han ikke har været i dagpleje siden før jul. Den stress, der sætter sig i min morkrop ved at sige farvel til en dreng, der grædende siger ”Nej, mor, nej, du skal med!” vil jeg virkelig gerne holde på et minimum for vores begges skyld – og nu har vi taget et skridt i den – for os – rigtige retning på den front.

Vi har taget Sebastian hjem igen. Eller, betinget hjem, kan man sige, for vi beholder dagplejepladsen i månederne der kommer. Jeg glæder mig til, at vi alle fire skal finde en ny hverdag sammen, når lillesøster kommer om halvanden-to måneders tid. Ikke desto mindre er Dario og jeg også enige om, at det er rart for os at have muligheden for at vælge at sende Sebastian i dagpleje igen, hvis vi får et spædbarn, der aldrig sover – eller hvis vi eller han af den ene eller den anden grund får nogle bedre første måneder af, at han kommer af sted nogle timer om dagen. Men hvor er jeg glad for, at vi er tilbage i vores hjemme-hverdag! Det var et godt og helt nødvendigt efterår med uni til mig og et par timers pasning om dagen til Sebastian, men nu hvor jeg er på barsel, har jeg simpelthen ikke nogen motivation, hverken ydre eller indre, for at sende ham af sted. Til gengæld er jeg super motiveret for at arbejde med vores rytmer og daglige rutiner herhjemme.

I disse uger har vi virkelig meget ro og stille leg. Vores bil døde for nogle uger siden, og vi har først lige fået en ny, så vi har været naturligt begrænsede udadtil. Jeg har fokuseret på at definere, hvilke elementer jeg gerne vil have i vores hverdag, og det har været en god oplevelse indtil videre at forsøge at skabe nogle mere rytmisk dage. Vi har bageformiddag om mandagen (og Sebastian er begejstret, for det bliver jo også lige til en gang bananmuffins oven i rugbrødet og bollerne) og rengøringsformiddag om onsdagen – sidstnævnte betyder, at vi rent faktisk får rørt ved de overflader, jeg ellers aldrig (som i aldrig) får prioriteret. Jeg forsøger at få os udenfor hver dag, og det sker for det meste. På det sidste er det endelig lykkedes os at få skabt rum og tid nok til bare at være i naturen, så Sebastian begynder at fordybe sig i leg også udenfor. I går havde vi besøg af nogle gode, nye hjemmevenner, og på en langsom gåtur ned gennem vores dal var børnene fuldstændig opslugte af at fiske med pinde i vandløbet, helt ligeglade med våde vanter og strømper.

Jeg suger denne tid til mig, disse måneder hvor jeg stadig kun er mor til ét barn. Der er kommet en helt anden ro over både ham og os alle som familie, nu hvor vi er hjemme igen. Vi mærker hinanden løbende igennem dagen og undgår adskillelsesskiftet og det at skulle finde hinanden igen. Jeg får lavet de praktiske ting, jeg gerne vil, og oplever i højere og højere grad, at Sebastian fordyber sig i leg ved siden af. Samtidig øver jeg mig i også at lave kreative projekter på mine egne præmisser, mens han er til stede. Nogle gange lykkes det, andre gange slet ikke. Men vi er sammen, og vi finder mere og mere ind til, hvordan hverdagen bliver nærende og meningsfyldt for os alle tre.

En ny begyndelse

Se, hvordan vender man tilbage til en blog, der gik død efter ganske få måneder?

2018 var virkelig et år, hvor jeg blev tvunget til at se indad. Det var helt sikkert på top fem over mine tungeste år indtil videre, men også et af dem, hvor jeg lærte allermest om mig selv og om at navigere. Om at give slip og overgive mig til det, der var, men også om at tage vare på min egen energi og manifestere i den retning, jeg ønsker det.

Forår og tidlig sommer sidste år var præget af søvnløshed og konflikt, ydre og indre, og det, man vist kalder mommy burn-out. Der skete ting omkring os i vores daglige relationer, som vi ikke selv var herre over, og som jeg blev voldsomt udfordret af – og i kombination med min selvvalgte 24/7-morrolle, var der bare alt for lidt plads og rum til, at jeg kunne høre mine egne tanker og mærke mine egne grænser. At have Sebastian hjemme føltes stadig rigtigt og meningsfuldt, men jeg var slet ikke i stand til at være nærværende, og længtes konstant efter søvn og alenetid.

Efter for lang tid med sammenbidte tænder, gråd og en dyb, dyb udmattelse, begyndte jeg at arbejde med mig selv – både i terapi og i kreative rum. Vi valgte, at Sebastian skulle starte i dagpleje til efteråret, så jeg kunne få luft til at finde ind til mit overskud igen (og den beslutning i sig selv var en voldsom eksistentiel krise og øvelse i forhandling mellem trivsel og idealer). I løbet af sommeren blev jeg gravid igen, og jeg besluttede at gå i gang med en kandidat oven på min uni-bachelor.

Pludselig i løbet af efteråret gik der hul på så mange ting, som har føltes statiske og utilfredsstillende længe. Vi startede Sebastian op i dagpleje ca. 8 timer om ugen i oktober, og jeg nød – og måtte erkende, at jeg nød – at tage toget til Aarhus, helt i mit eget selskab, og lære nyt og blive stimuleret af andre voksne mennesker. Samtidig var det mega hårdt at aflevere Sebastian i dagplejen (som der i øvrigt ikke er en finger at sætte på), fordi det slet ikke var det, jeg ville for os – men har været enormt givtigt at få øje på min dårlige samvittighed, tale med den og byde den velkommen. Langsomt lærte jeg mere om, at min egen trivsel er lige så vigtig som resten af familiens. Og langsomt kom overskuddet, glæden og hverdagsmagien tilbage.

I november og december var min indre brønd ved at være så fyldt op, at universet kunne begynde at give tilbage i form af skaberkraft og flow. Jeg fik skabt en fantastisk kvindegruppe, som jeg mødes med ugentligt og deler drømme og håb med. Dario og jeg fandt i fællesskab ind til nogle meget bedre rytmer i hverdagen, så der er plads til at vi nærer os selv og hinanden. Jeg gik i gang med Julia Camerons kursus The Artist’s Way, og kan mærke hvor meget kerne det giver mig at arbejde kreativt på daglig basis. Og Sebastian fik en månedlang juleferie, og skal snart helt hjem igen. Vores hjemmeliv er stadig drømmen og målet – nu bare under forudsætning af, at alles trivsel er på plads. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fået redskaber og erfaringer, som forhåbentlig kommer til at gøre det nemmere fremover.

Og graviditeten? Så nem, at jeg nærmest ikke lagde mærke til den de første fem måneders tid. Lillesøster ankommer omkring slutningen af marts, og vi glæder os så utrolig meget til at hilse på hende og finde os selv som en familie på fire.

Disse kvinder inspirerer mig

Jeg har et meget ambivalent forhold til sociale medier og internettets uendelige mængder af information. Det sluger tid og fjerner os fra kropslighed og sanselighed, og samtidig er der så megen viden og inspiration at hente. I mange år fyldte det digitale ganske lidt i min dagligdag – jeg fik først en facebookprofil sidste sommer, da min barsel var slut, og jeg fik brug for at udvide mit netværk af hjemmegående forældre. Alligevel har der gennem årene altid – lige siden jeg som ung teenager var aktiv på diverse Harry Potter-fora – været et eller andet sted på nettet, hvor jeg følte mig hjemme, fandt inspiration og “mødte” ligesindede. I det sidste årti har det mest været blogs om kvindeliv, moderskab, slow living og alt det, jeg har brugt år på først at længes efter, siden aktivt at manifestere i mit eget liv.

Det begyndte altsammen med Soulemama. Jeg var 20 år og ved at finde ud af begyndelsen på mit voksenliv. Jeg vidste ikke, hvad jeg reelt ville, bortset fra, at jeg en dag skulle have børn. I sommeren mellem mit sabbatår og mit første uni-studie arbejdede jeg som tilkaldevikar – det værste job, jeg til dato har haft! En dag, efter adskillige trister vagter som opvasker i diverse kantiner, støvsugepige på en byggeplads, pakker i et cateringfirma, blev jeg tilkaldt til en obskur lille virksomhed, som manglede en receptionist for en dag. Jeg sad otte timer foran en telefon og en computer, og ikke en eneste gang blev der behov for at viderestille noget som helst. Derfor havde jeg al tid i verden til at surfe rundt, og på en eller anden måde endte jeg altså på den her blog, hvor en kvinde i Maine skrev om hjemmeliv, selvforsyning, børnefødsler, hverdagskreativitet. Det var fuldstændig nyt for mig, og jeg var solgt på stedet, samtidig med at en dyb længsel voksede frem inden i mig. Tænk at nogen kunne leve på den måde! Den frihed, den nærhed, den sanselighed, den kærlighed!

Jeg fulgte Soulemama temmelig trofast i adskillige år, mens jeg studerede i Aarhus, og med tiden kom der andre til. Nogle blogs (og nu instagramprofiler) vender jeg tilbage til gennem lang tid, andre viser kortvarigt nye horisonter og forsvinder så igen. Her kommer en liste med dem, der pt. eller i de seneste år har inspireret mig:

—–

Hjemmeliv/hjemmeskole:

Maj My – gør et kæmpe stykke arbejde for at gøre hjemmelivet mere mainstream. Skønne, opløftende hverdagsbeskrivelser fra Ærø og masser af indlæg om at træffe helhjertede valg i livet.

Neohippie.dk (instagram) – meget mere kompromisløs i sin tilgang til forældreskab og bæredygtighed, end jeg nogensinde ville kunne finde ud af at være. Stof til eftertanke i hendes mange, velovervejede tekster til billederne på instagram.

Lulastic and the Hippyshake – har jeg linket til før. Uendeligt mange indlæg om attachment parenting, hjemmeskole, og mange af dem med en vinkel på, hvordan man passer på sig selv som (hjemme-)mor.

Growing Wild Things (instagram) – belgiske Katrien er bosiddende i Italien og tager de vildeste, idylliske billeder af hjemme-familielivet. Ikke en spejling af virkeligheden, men pænt er det.

Happiness is Here – en australsk blog om respektfuldt forældreskab og unschooling. For tiden en kilde til stor inspiration for masser af danske hjemmefolk.

Selvudvikling/spiritualitet:

Tanja Eskesen – jeg har haft fornøjelsen af at deltage i et par af Tanjas workshops, og hun kan virkelig noget med kvindekraft. Gode tekster omkring årshjul, månefaser og den slags.

Conscious Transitions – når jeg bliver fanget i “skulle” og “burde”omkring mit parforhold, er det utroligt givende at læse den her blog om at leve sammen som mand og kvinde. Masser af nede på jorden-indsigter omkring udviklingspotentialet i parforholdskriser, seksualitet, livsovergange og selvomsorg.

The Woman Who Married a Bear (instagram) – finske Milla, som er bosiddende i USA, skriver om spiritualitet, aktivisme, magi, vores tilhørsforhold til naturen, og om at bruge sociale medier klogt og autentisk.

—–

Hvor på nettet finder I inspiration til det virkelige liv? Er der nogen, jeg og andre skal kende til?

En helt almindelig dag i den uendelige sommer

I dag har jeg lyst til bare at vise noget hverdag, noget let uden store tanker. Det, som tiden går med i den her vidunderlige sommer, som bare bliver ved og ved.

Noget af det skønne ved hjemmelivet er, at vi ligesom bare flyder med tiden. Vores faste holdepunkter dagen igennem er søvn og måltider, og så fylder vi alt derimellem ud med den årstid, vi er i. Sommeren er meget nemmere, det er den virkelig! Det der med at kunne løbe ud med bare tæer, blive opslugt af insekter og blomster og vind og flyvemaskiner, og så det at lege med vand! Søer, haveslanger, badebassiner, og det gør ingen forskel om tøjet bliver vådt. Det er så tilfredsstillende og nemt, uanset hvordan dagsformen og humøret er.

Og vi har jordbær lige uden for døren.

Vi skulle egentlig have været i Aalborg til en specialefejring, men energien var simpelthen ikke til en tur af den størrelsesorden. Det var en træt dag, så der var brug for nytænkning og aktiviteter, der kunne mindske risikoen for tomgang og nedsmeltninger fra både mor og barn. Jeg læste for nylig på en engelsk hjemmegående-blog (den temmelig radikale og meget inspirerende Lulastic and the Hippyshake – hjemmemødre, læs den!) om konceptet sites of mutual fulfilment, som jeg virkelig har taget til mig. Det drejer sig i bund og grund om at sørge for at lave ting hver eneste dag, som både den voksne og barnet får glæde af. Jeg synes for eksempel ikke, at det er megasjovt at tegne 5 forskellige versioner af “STOOOR rød traktor!”, men Sebastian ved ikke noget bedre end når jeg gør det. Til gengæld elsker vi begge to at grave i jord, han for opdagelsens og sansningens skyld, jeg mere målrettet i køkkenhaven. Og det kan sagtens kombineres. Det er virkelig der, det giver mening med hjemmelivet.

I dag havde vi brug for masser af den slags. Vi har lige fået en cykel med barnesæde, og det er en fornøjelse for os begge to at tage på tur på den, så vi pakkede tasken og kørte ned til Mossø.

Vi var helt alene dernede, og det var stille og fint. Vi så en fiskehejre, guldsmede, en mand i en kajak. Der var begyndt at komme lidt skum i vandkanten, og det er tegn på grønblåalger, som er giftige og på et tidspunkt i løbet af sommeren tager over her i søerne. Jeg har ikke boet her længe nok til at være fortrolig med, hvornår det bliver kritisk, så vi trak ret hurtigt op på håndklædet for en sikkerheds skyld.

Vi cyklede hjem i middagsheden og spiste frokost. Jeg havde virkelig håbet, at det kunne blive til en lur til os begge, men Sebastian faldt bare ikke i søvn, selvom han var træt. Jeg gjorde ellers mit bedste for at ligne en efterlignelsesværdig siesta-mor i sengen, men det blev bare til en ammetår, så var han klar til mere leg. Op med os og i gang igen! Jeg har en lille liste over aktiviteter, som jeg kan gribe til i en snæver vending når energien skal ændres (den er virkelig meget kort, men guld værd i de øjeblikke, hvor der bare skal ske noget). I dag blev det modellervoks. Jeg fandt en opskrift her hos Valdemarsro, som virkede fint. Det blev en god leg.

Sidst på eftermiddagen så køkkenbords-legehjørnet sådan her ud. Og det var altså før aftensmaden. Vi er ikke helt kommet med på minimalismebøglen…

Har I nogle aktiviteter med børnene, som I griber til, når energien skal vendes? Og hvordan har jeres solskinsdag ellers været?

Vores rytmer

Jeg har ikke mange ord i disse dage. Sneen ligger som en tung dyne hen over dem, men samtidig sitrer det af energi lige neden under. Jeg planlægger foråret, laver lister over frø fra sidste år, ugeskemaer over udeaktiviteter. Vores første lam kom til verden i forgårs. To små sorte uldtotter, som i morges sprang rundt i det kolde hvide, mens deres erfarne mor så til.

Vi italesætter dagligdagsrytmer og laver om, hvor det er nødvendigt. Siden sensommeren har det været mig, der i udgangspunktet har været den nærværende forælder i løbet af dagen, mens Dario har haft tiden til at arbejde. Det har fungeret længe, og med mange justeringer hen ad vejen. I begyndelsen var det hele temmelig ustruktureret, og vi besluttede fra dag til dag, hvornår vi stod op, spiste og holdt fri. Den mangel på fast struktur så jeg i begyndelsen som privilegiet ved vores frie liv – at vi fra øjeblik til øjeblik, dag til dag, selv bestemte indholdet og rækkefølgen af det, vi lavede. Som månederne gik, blev det imidlertid mere og mere tydeligt for mig, at vi – og især jeg – har nemmest ved at finde fodfæste i en hverdag med en fast rytme. Hen over vinteren har vi derfor fået etableret nogle rammer, som fungerer godt lige nu.

Vi står op sammen omkring kl. 7. Det giver helt sig selv, for der har vi allerede i en halv times tid prøvet at sove fra et barn, der hopper på vores hoveder, mens han råber ”OP! OP! TRAKTOR! BIL!” Indtil for nylig var det oftest en af os, der stod op, mens den anden blev liggende og sov lidt længere, men det giver en helt anden samling og start på dagen, når vi er sammen om det – også selvom vi er kommet for sent i seng og er trætte.  Det betyder også, at morgenmaden bliver et rum vi er fælles om, og hvor vi naturligt kommer til at snakke om dagen. Vores morgener er langsomme, så for det meste er vi klar til at gå hver til sit kl. 9. Det er det tidspunkt, vi sigter efter lige for tiden.

Vi skilles i nogle timer. Dario arbejder, og Sebastian og jeg går ud. For det meste til hønsene og hestene, altid med en tur omkring traktoren, hvor han med stor fornøjelse sidder og holder fast i rattet, mens jeg står og kigger lidt på himlen. Mandag formiddag køber vi ind til hele ugen, torsdag er vi sammen med dagplejen på skolen. Nogle gange tager vi til Aarhus, hvor der findes det fineste, mest æstetiske legeland for 0-6-årige, og tit er vi sammen med naboer.

Mellem 11.30 og 12 samles vi igen og spiser frokost, og så går eftermiddagen med leg, putning og lur. Dario plejede at arbejde til godt ind i aftensmadlavningen, men den sidste måneds tid har vi eksperimenteret med, at han holder fri omkring kl. 15, så vi når at have noget eftermiddag sammen. Det var en stor lettelse at begynde på. Sebastian er træt der sidst på dagen, og vi har brug for at være to, hvis det skal være rart for alle. Vi spiser kl. 18, og umiddelbart efter går vi i gang med aftenritualet, som har været dagens mest faste holdepunkt, siden Sebastian var helt lille. Jeg vasker op og ordner køkken, mens Dario og Sebastian hygger ved puslebordet, og det er simpelthen et af mine yndlingstidspunkter i løbet af dagen. De har en fest sammen, mine to drenge, og mit hjerte svømmer over af kærlighed, mens jeg står der med hænderne i sæbevandet og lytter til dem. De læser godnathistorie, og det plejer at passe med, at jeg er færdig i køkkenet, når Sebastian kommer løbende i sit nattøj for at finde mig. Så går vi ind i soveværelset alle tre og synger i mørket. Jeg ammer stadig, så vi ligger bare, til Sebastian sover.

Aftentimerne er altid for korte. Der er så meget, nu også en blog, og jeg ved, at jeg igen i nat kommer til at få for lidt søvn. En dag vender det.

Lige nu i disse dage er vi i gang med en ny justering, og jeg glæder mig, men ved endnu ikke, hvordan det bliver. Et øredøvende behov for TID vokset frem i mig – tid til selvforsyningsdrømmen, som er det min sjæl kalder allermest på, bortset fra mit nære moderskab. Jeg har ikke været i stand til at finde plads til det endnu, for jeg tjener ingen penge på det, og samtidig er det timer væk fra Darios arbejde, som vi lever af. Heldigvis er jeg gift med en mand, som ser muligheder i stedet for begrænsninger. ”Hvad er idealet?” spørger han, for så er det det, vi afprøver, og så kan vi tage den derfra. Han vil gerne være mere sammen med Sebastian i dagtimerne, og allerhelst vil han se mig så glad som muligt. Vi har derfor aftalt at eksperimentere med tre formiddage om ugen, hvor jeg arbejder udenfor, og i morges vågnede jeg og var klar til at springe ud af sengen af forventning.

Vi får se, om det kommer til at hænge sammen. I morgen slagter jeg i hvert fald en hane.

Alene hjemme // på tur

Nogle gange om året rejser Dario med sit arbejde, og Sebastian og jeg er på egen hånd herhjemme imens. Vi har lige haft sådan en uge; i forgårs hentede vi papà i Billund efter ni dage i Mexico.

Det er sjette gang i Sebastians levetid, at jeg på den måde er eneforælder. Jeg er træt, når vi når de sidste dage, men efterhånden har jeg en fornemmelse af rutine. Jeg har lært, hvordan jeg skal økonomisere med kræfterne, for at både mor og barn får en god uge. Vi har gavn af et par stille dage herhjemme, men heller ikke mere end det. Jeg ved, at jeg skal være god ved mig selv og nyde mine aftentimer (og spise chokolade). Jeg ved, at jeg er i underskud på de fleste fronter sidst på ugen, og at jeg bliver tyndhudet, men at dagene kan blive gode alligevel, hvis jeg ikke forventer for meget af mig selv.

De første par gange, da Sebastian var helt lille, var det hårdt at være alene hjemme. Nu hvor vi leger, kommunikerer og samarbejder, er det meget nemmere. Faktisk er jeg med tiden kommet til at holde af disse uger, hvor Sebastian og jeg lever i total symbiose og finder vores egne variationer over hverdagsrytmerne. Det føles sundt for vores familie, at vi ind imellem er opdelt – Dario og jeg får begge nye perspektiver på hverdagen, og vi har ofte nogle af de bedste snakke umiddelbart efter en tur, fordi vi mødes igen med forskellige oplevelser og energier.

Og nogle gange tager vi så bare væk, på eventyr, for så går tiden anderledes og ugen er omme næsten før den er begyndt. Sidste år på denne tid, da Dario var i Mexico sidst, var det en ren fest, da vi tog med min mor og bror til Tenerife (kan man godt det, når man bor i øko-bofællesskab?). Sidste uge var ikke helt så ambitiøs på tur-fronten, men mindst lige så god. Vi tog færgen til Samsø og besøgte gode venner.

Jeg er vild med den ø; hvis jeg ikke boede her, ville jeg bo der. Herinde ved søerne længes jeg efter den afgrænsning af vand på alle sider, som ligger i underbevidstheden, når man bor ved kysten. Og stilheden, fjerne mågeskrig.

At være på eventyr er noget af det bedste, jeg ved. Jeg elsker at tage på tur uden særlige planer, men med plads til bare at opleve og sanse det sted, jeg er. Samsø lige nu var perfekt, for vi var i godt selskab, og samtidig kunne jeg gå tavse ture med Sebastian på ryggen og være med mig selv. Det sker ikke så tit i hverdagen, hvor jeg ikke er nær så god til at skabe alenetid, som jeg gerne ville. Der er altid noget praktisk, som føles vigtigere end en pause. Men det er så vigtigt, og det er en form for selvomsorg, som jeg vil øve mig i at give plads til.

Det føltes godt at være væk. Og det føltes godt at komme hjem igen til det kendte landskab, det sted, som er vores. Endnu bedre blev det, da familien blev genforenet et par dage senere. Hjemme.

En valentinskage

Vi stod op til blændende solskin og funklende iskrystaller på græsset, og jeg besluttede, at i dag skulle være en udedag. Hønsene fik rester, hestene blev hilst på, isen på vandpytterne blev undersøgt grundigt. Jeg forsøgte at tage billeder, men Sebastian har udviklet en meget insisterende forkærlighed for at kigge med på skærmen, så vi endte i gråd på jorden ude ved fårene, da jeg pakkede kameraet væk. Sådan går det, når de sociale medie-ambitioner tager over for nærværet. Jeg skal lige finde en balance.

Vi gik en tur efter frokosten ned langs dalen til der, hvor vores land slutter og engen begynder. Sebastian i bæreselen, for jeg havde store planer om at beskære vores magnolietræ, mens han sov lur på ryggen. I dag var bare sådan en dag, hvor verden var for spændende, og han sov ikke. Nogle dage er det det, eftermiddagen går med – forsøg på at få en lur i stand, mens vi begge bliver mere og mere trætte, men uden resultat. Da vi kom hjem, forbarmede Dario sig. Han satte arbejdet på standby og gav mig en halv times alenetid i haven; det blev min valentinsgave. Til gengæld bagte jeg en kage.

Da jeg for nogle uger siden fortalte min gode nabo-veninde om bloggen her, spurgte hun: “Skal det så være sådan en med opskrifter?” Altså den der slags, som folk finder på google, når de søger på “verdens bedste sunde kage”. Det havde jeg jo ikke lige tænkt – jeg laver utrolig meget mad, men det er sjældent efter opskrift, og når det er, kan jeg ikke selv tage æren for den. Lige bortset fra den her, for det er virkelig en af verdens bedre sunde kager. Grundopskriften var noget med bønner og dadler, og så har jeg føjet lidt til.

Sund valentinskage

  • 1 dåse / 400 g. kogte kidneybønner
  • 8-10 dadler
  • Temmelig meget kakaopulver (på min post-it står der 1 dl, jeg bruger et par spiseskefulde)
  • 2 spsk kokosolie
  • 4 æg
  • 40-100 g. chokolade (alt efter hvor meget du snacker i løbet af bageprocessen)
  • Et par rødbeder, rå og skrællede
  • 1 banan

Det hele blandes i en skål og blendes med en stavblender til dejen er jævn og glat. Hældes i en smurt form og pyntes evt. med nødder. Bages i ca. 30 minutter ved 180 grader. Den smager skønt med det samme, men er endnu bedre dagen efter.

En udedag

I forgårs, da solen var ved at gå ned ud på eftermiddagen, blev luften mild. Jorden var stadig hård af frost, men der var en duft af muld og fugt, som satte gang i forårsfornemmelserne. I tusmørket lod jeg aftensmad være aftensmad, og gik ud en times tid for at køre hestemøg på køkkenhaven. Den slags arbejde kalder min sjæl på nu, hvor vinteren slås med de spirende forårskræfter.

Jeg har ikke været ude længe, gik det op for mig. Sådan rigtig ude, heldags-ude, hvor nattesøvnen forbedres fordi kroppen er brugt. Vi plejer at gå ud om formiddagen, Sebastian og jeg, for hønsene skal have madrester og han spørger selv efter hue og hest og traktor; han ved, hvad der er godt at bruge tid på. Men tit kan jeg næsten ikke overskue det projekt, det er at få flyverdragt og vanter og støvler på os begge to. Det har været koldt og gråt længe. Mine fingre er istapper, når vi kommer indenfor igen – det er ikke til at have ordentlige vanter på, når lillemanden har brug for en hånd at holde i, fordi underlaget er ujævnt af frost eller mudder.

Nå, men i går kom vi ud i det pludselige, uimodståelige solskin fra morgenstunden, for det var torsdag og vi skulle jo op og lege med dagplejen på skolen. Der var bare ikke nogen dagpleje, viste det sig – i stedet fejrede børnehaven fastelavn i gymnastiksalen, og den fest syntes jeg alligevel ikke, at vi kunne crashe. Så vi kom på uventet tur med klapvognen, og gik af uudforskede stier i vores lille landsby. Lyset var så smukt i den lave formiddagssol, og vi så heste med dampende ånde, vintergækker og rakler på hasseltræerne.

Der var liv på gårdspladsen derhjemme, folk kom frem fra husene med kaffe. Vi tændte bål og smurte rugbrødsmadder udenfor. Senere blev der sovet lur på ryggen i bæreselen, mens jeg fjernede døde brændenælder og gederams fra sidste år. Til sidst, da solen igen var på vej ned, gik vi ind, mætte af lys og luft.

Den slags dage skal vi have mange flere af! Jeg mærker mig selv og min plads i verden på en helt anden måde, når min krop får lov at være med den jord, den er en del af. Jeg får lyst til at flytte ud i det, bo med stampet lergulv, vågne op med duften af blade og muld og regn i næsen. Vi er natur, og vi er skabt til at røre ved al den fysiske sanselighed, der er derude. Det er noget af det, jeg allerhelst vil have, at Sebastian får med sig.

Hvornår er I ude? Hvilken rolle spiller naturen for jer?