Kategoriarkiv: hverdag

Lys i mørket

Vi stod op til en landlig tragedie i dag. Ræven eller måren havde været på spil, og vores tre små puttehøner var blevet reduceret til én. Stakkels Sitte, som nu går rundt alene i hønsegården. Hun får selskab af en anden enlig nabohøne i aften, så må vi se, om det lykkes dem at stable et velfungerende bofællesskab på benene. Og hønsehuset lukkes ekstra forsvarligt i aften.

Der tikker aflysninger og ændringer af arrangementer ind i disse dage. Nogle gange kan det altså være svært at holde håbet oppe i denne tid. Gaven i det er selvfølgelig, at vi får en roligere december. Men åh, hvor jeg glæder mig til den dag, hvor vi ikke længere skal forholde os til smittetryk og restriktioner og igen kan være sammen, som vi vil. Jeg kommer til at give hele verden et kæmpe kram den dag.

Imens vi venter på alt det gode, der kommer, får vi tiden til at gå med hyggelige, hjemlige sysler. Her dufter brunt og brændt, og når jeg kigger ud af vinduet, ser jeg solen titte frem bag skyerne. There’s a crack in everything. Julens budskab har aldrig virket mere nærværende eller relevant end nu i år.

Et lyskram fra mig til dig!

Decemberskumring

Vi har haft nogle hektiske dage. December har indfundet sig med alt hvad der dertil hører af julehygge med familie og bofællesskab, lammeslagtning, korprøver og kirkekoncerter, nisseløjer og gaveforberedelser. Faktisk har vi haft lidt for travlt, synes jeg; deraf også stilheden her i sidste uge, efter at jeg var kommet ind i et godt blog-groove. Dario har gang i masser af projekter, som tager meget af hans tid – især om aftenen – og jeg var også væk to aftener i den forgangne uge. Det skaber noget uro, som vi ikke er vant til, og som jeg er glad for ikke er en del af vores sædvanlige hverdag. I går kulminerede den opbyggede travlhed i en af de der dage, hvor alt gik galt fra morgenstunden, og alle havde fået det forkerte ben ud af sengen. Det var ret slemt og ikke særlig kønt. Gråd og hævede stemmer hele dagen, som vi ikke formåede at få vendt. Øv.

Derfor var i dag ekstra god. (Næsten) ingen planer, bare tid. Der var lige lidt kirke først på dagen, men over middag sænkede roen sig. Simona sov, og pludselig var det bare mig og min store-lille søn i køkkenet, i stilhed og fred. Vi spiste riskiks, sad lidt på køkkengulvet, hørte et par julesange på telefonen. Tusmørke udenfor, ingen agenda, lige det vi trængte til.

Bagefter så vi Frost 2 med naboerne. Pebernødder og glade børn og voksne. Decembersøndag med lave ambitioner kan anbefales.

Glædelig anden søndag i advent!

En adventsweekend

Denne weekend var…

– morgentur i endnu et hvidt frostlandskab, mor og søn med hvert sit kamera
– mere julestemning, der sænkede sig
– første tur i svømmehallen i år(!)
– forventningsglæde over søndagens nisseankomst
– en dejlig søndag i selskab med vores gode naboer, leg og konstruktive snakke.

Hav en god start på ugen!

Køkkenhaven i november

I dag var en dag, der nåede meget. Sådan en af dem, der har den rigtige balance mellem aktiviteter ud i verden og hygge-langsomhed hjemme. Jeg fulgte Sebastian i børnehave i morgensolen (den tur på cykel giver virkelig en god start for os begge – gang i kroppen, røde kinder og tid til snak), og kørte så til Aarhus til sang og spil og gode timer for mig selv. På vej hjem nåede jeg et smut forbi Skanderborgs bedste genbrug, for der skal jo være styr på nissetingene, inden hun flytter ind på søndag…

Eftermiddagen blev til pandekager og masser af julesange i køkkenet. Lige før det begyndte at mørkne, sneg jeg mig ud i køkkenhaven. De sidste bede trænger nemlig stadig til at få vinterdyne på. Jeg har ikke været den hurtigste i år til at gøre haven vinterklar, men det har jo strengt taget heller ikke været nødvendigt endnu. Men altså – kålbedet blev dækket til af visne blade og en god bunke gammelt, tilsølet strøelse fra hønsehuset. Jeg mærker mig selv ekstra lige der, i stilheden og det sene eftermiddagslys, men handsker og mudret overtøj, spand og trillebør og duft af efterår.

Hjemme med Simona

Der er fart over feltet med hende her. Hun er lige mellem halvandet og to nu. Snakker som et vandfald, og selvom meget af det foregår på hendes helt eget sprog, bliver samtalen mere og mere forståelig for hver dag, der går. Jeg er vild med hendes sind, hun er virkelig en lille stjernekvinde. Ordentlig, pertentlig, egenrådig og med et temperament og et skrig af en anden verden, når tingene ikke vil, som hun vil. Hun går lige efter det, hun vil have, men på en meget favnende og social måde. Jeg har ingen bekymringer for hendes videre færd i verden.

Og nu, hvor Sebastian er af sted nogle timer om dagen fire dage om ugen, får hun også lidt solotid med mig. Det er en ny oplevelse for os begge, og én der gør os godt. Hun får plads på en ny måde.

Mandag er blevet hverdag

Det er mørkt, da Simona vågner. Hun tumler lidt rundt i den store familieseng, lægger sig til rette først oven på mig, så på sin far, og blunder videre. Da Sebastian vågner lidt senere, er det begyndt at lysne. På denne tid af året betyder det, at vi har fået lov til at sove længe.

Vi har fået en ny struktur på hverdagen, skal faktisk ud af døren omkring kl. 9, hvilket kræver lidt tilvænning. Siden starten af november har Sebastian været børnehavebarn – i en alder af fire et halvt er han startet i vores lille, hyggelige naturbørnehave oppe for enden af grusvejen. Det er et dejligt sted med højt til himlen og gode voksne. Opstarten blev gjort meget lettere af, at Sebastians bedste veninde går der og tog imod ham med stor begejstring fra dag ét. Han er ikke vild med at skulle være væk fra sine forældre, men glæder sig til leg og aktiviteter deroppe, så i det store og hele virker det til, at vi alle trives med den nye horisontudvidelse.

Vi cykler op ad grusvejen i morgenlyset, jeg med en hånd på hans ryg, når det går op ad bakke. Han har lige fået styr på pedalerne og balancen, så det er godt med et mor-gear til lige at få ordentligt gang i farten. Vi cykler/løber forbi skolen og ned ad den sidste stejle bakke, før han drejer ind til naturbørnehaven og parkerer cyklen foran lågen. De fleste af de andre børn er kommet, pædagogerne siger godmorgen til de sidst ankomne. Der er en ny dreng på besøg i dag, et nabobarn som skal til at starte, vi kender ham meget godt. Sebastian kysser mig farvel og løber med ud for at vise ham rundt; skoven og hulerne og koklokken, som pædagogerne skal til at ringe på for at kalde til samling.

Jeg går hjemad med sol på kinderne, der er stille omkring mig. Jeg er glad, taknemmelig og vemodig. Min store dreng. Derhjemme venter lillesøster, højtlæsning, bleskift og gyngetur i haven – og endnu en hanekylling, der står klar til slagt…

Sidste søndag i kirkeåret

Søndag er for det meste en arbejdsdag hjemme hos os. Jeg har sunget i kirkekor i mange år, og er netop begyndt som kirkesanger i vores lokale kirke.

Og i dag var så endnu en afslutning/begyndelse af dem, vi har så mange af på denne tid af året. Vi har netop fejret heksenes nytår ved Samhain/Halloween, der hvor jorden lukker sig om sig selv og vi overgiver høsten til åndernes verden. I dag er sidste søndag i kirkeåret, og på søndag begynder vi forfra i forventningen om det nye liv, der skal fødes. Fødsel, død og genfødsel; det er jo den samme historie alting fortæller. Jeg vælger alt det til, der med kærlighed og visdom forbinder min dyre-menneskekrop med livets naturlige cyklusser. For mig findes det både hos den vilde, feminine spiritualitet og i kirken. Både med næsen stukket dybt ned i muld og visne blade, og med stemmen løftet i vores kulturhistoriske rødder.

Derhjemme holdt de sofa-bio, mens jeg blev fyldt op af sang og gode ord om tro og liv. Dario og Sebastian er begyndt at se Disneyfilm på italiensk, og han suger det til sig. Imens tuller Simona rundt og snakker med sig selv og bamserne. Da jeg kom hjem, tog Sebastian og jeg fat på de allerførste julerier. Hvad vi lavede, er en hemmelighed…

Senere tændte vi op i brændeovnen for første gang i år, og lokkede nissen til huse med duften af risengrød. Det er en god tid, der nærmer sig.

Novemberdage

Vi sniger os ud i aftenmørket, Dario og jeg, vinden rusker i de sorte trætoppe og regnen gør vores bløde kinder kolde og røde. Vi har begge to overtræksbukser, støvler, pandelamper på. Ingen af os siger meget. Vi er trætte efter en lang dag, den ene af os har lige siddet i det stille, lune mørke i soveværelset og ventet på, at børnene skulle falde i søvn. Men nu er vi her i efterårsmørket.

På vej ned mod hønsegården.

Jeg må med skam indrømme, at jeg er mere bange for at fange høns, end jeg vil være ved. Jeg kan virkelig ikke lide, når de forskrækkede flakser op. Det giver mig en fornemmelse af, at jeg ikke har tilstrækkeligt med hænder til både at gribe fat, holde styr på vinger og ben og næb, og samtidig beskytte mine øjne. Men ind imellem må det til, hønsene må fanges. For eksempel nu: tre af vores fire høner lægger ingen æg, og vores to nuttede kyllinger fra i sommers har vist sig at være, ja, haner. Og så fugleinfluenza oveni. Det er tid til at reducere bestanden.

Heldigvis har Dario et godt tag på dem. Vi står lidt i regnen udenfor det lille hønsehus og hvisker, lyset fra pandelamperne har vækket dem derinde og gjort dem urolige. Så løfter jeg lågen til redekasserne, Dario griber med et fast tag fat i den ene af hanekyllingerne, som galer op og godt ved, at dens timer er talte. Vi sætter den ned i en murerbalje foret med halm, lægger en plade hen over og sætter den ind i laden. I morgen tidlig slagter jeg, og den bliver til vores aftensmad.

Vi går ind, hovederne sænkede mod vejret og varme under overtøjet. Taknemmelige for den cyklus af liv og død, som er så tydelig i alle aspekter på denne tid af året.

Henkogningsdrømme

Gårsdagens blommechutney er på glas (to små blev det til, men jeg er også den eneste i familien, der kommer til at spise det), og det smukke, varme sensommervejr lokker mig ned til frugttræerne efter mere høst. Jeg drømmer – som altid – om meget mere selvforsyning. Om hylder med henkogningsglas og masser af fryserplads til kød og grønt og bær. Om net med hassel- og valnødder. Om den dag, hvor vi skal have vores egne malkegeder (først når jeg er færdig med at have helt små børn!).

Men faktisk har vi allerede en del. Vores hvidløg kommer til at række til næste forår, og for første gang har vi i år så mange kartofler, at vi skal finde på en måde at opbevare dem på, når frosten kommer. Og slagtekyllingerne kommer på mandag! Huset er sat op og næsten klar – vi mangler bare opsætning af varmelampe. Heldigvis er vores søde naboer med på projektet, så der skal nok blive helt styr på det, selvom jeg selv har armene fulde af børn. Dario rejste i morges, og det føles som altid underligt, at han ikke er her. Min far er rykket ind, heldigvis, og derfor har jeg nærmest ikke set Sebastian hele dagen. Hvis bare morfar er der, kan det kun blive en god dag! Og jeg har haft masser af tid til at gå og hygge med min baby, bage vafler og luge lidt i køkkenhaven. Så er det ingen sag at være græsenke!

Men altså – det med henkogning? Det er helt sikkert det næste projekt på selvforsynings-to-do-listen. Vi har ikke selv dyrket tomater i år, men måske man kunne finde et sted at købe dem billigt…? Vores egen passata eller pizzasauce på hylden, det glæder jeg mig til!