Kategoriarkiv: hverdag

Fredelige dage

Vi er alene hjemme i denne uge, Sebastian og jeg. Det var vi også i en uges tid for en måned siden, for Dario er på arbejde i Sydamerika. Når han kommer hjem på mandag, er det heldigvis sidste gang indtil sommer, så vi har god tid til at finde ind i barselsboblen sammen. Jeg havde på forhånd lidt frygtet, hvordan det ville være at være solomor så langt henne i graviditeten, og det er lidt tungt (altså fysisk), men bortset fra det går det stille og roligt. Vi hygger, min dreng og jeg, og finder hurtigt ind til den lidt anderledes rytme, vi altid er i, når vi er alene hjemme.

Der er god tid. Jeg lægger planer, men ikke noget stort. Ikke noget, der kræver flere kræfter, end jeg har. I denne uge har vi flere gange været nede i vores dal og brugt lang tid på at kaste pinde i vandløbet, til stor fryd for Sebastian og til glæde for mig, for det kan være så svært at engagere ham i at være udenfor på denne tid af året. De andre dage har vi set gode venner – hjemmelegestue i Silkeborg i mandags, en gammel folkeskolekammerat i går, på tur til DOKK1 med et andet hold hjemmevenner i dag. Vores netværk af hjemmegående bliver stærkere og stærkere, og der er efterhånden ved at samle sig en kerne omkring os af folk, som vi virkelig holder af og nyder at bruge tid sammen med, både børn og voksne. Det føles godt at have det lag af mennesker, som vi deler livsstil og værdier med, oven på vores andre gode daglige relationer i bofællesskab og lokalsamfund – jeg føler mig faktisk helt fællesskabsvelsignet for tiden.

Et af de vennepar, som vi har været sammen med ugentligt det sidste halve års tid, bød for nylig velkommen til en lillebror. I mandags gik der projekt-barselsgave i mig, og jeg brugte lang tid (og lidt for meget af Sebastians tålmodighed) på at bage tærte og pølsehorn, som vi var forbi med i går sammen med lidt andet godt i en kurv. Det er sådan noget, jeg tit ville ønske, at jeg fik gjort, og denne gang lykkedes det – og hvor er jeg glad for det, for de blev så glade. Det er bare en skøn fornemmelse at påskønne et venskab og vise, at her er en relation vi rigtig gerne vil investere tid og kærlighed i. Mere af den slags!

Nu sover lillemanden, og jeg vil bruge tid på en god bog og så lige lidt opvask. Alt det praktiske har det med at tage overhånd, når man kun er én voksen…

Hjemmeliv igen

Det er en grå, mørk eftermiddag, og jeg har lige sendt Dario og Sebastian af sted til forælder-barn-gymnastik oppe på skolen for enden af grusvejen. Sebastian ked af det, for det plejer at være mig, der tager med. Det er ikke en god fornemmelse vinke farvel til et barn, der græder – punktum. Heldigvis noget, vi oplever meget mindre, i takt med at Sebastian bliver ældre og begynder at sætte pris på alenetid med sin far. Og også meget, meget mindre, nu hvor han ikke har været i dagpleje siden før jul. Den stress, der sætter sig i min morkrop ved at sige farvel til en dreng, der grædende siger ”Nej, mor, nej, du skal med!” vil jeg virkelig gerne holde på et minimum for vores begges skyld – og nu har vi taget et skridt i den – for os – rigtige retning på den front.

Vi har taget Sebastian hjem igen. Eller, betinget hjem, kan man sige, for vi beholder dagplejepladsen i månederne der kommer. Jeg glæder mig til, at vi alle fire skal finde en ny hverdag sammen, når lillesøster kommer om halvanden-to måneders tid. Ikke desto mindre er Dario og jeg også enige om, at det er rart for os at have muligheden for at vælge at sende Sebastian i dagpleje igen, hvis vi får et spædbarn, der aldrig sover – eller hvis vi eller han af den ene eller den anden grund får nogle bedre første måneder af, at han kommer af sted nogle timer om dagen. Men hvor er jeg glad for, at vi er tilbage i vores hjemme-hverdag! Det var et godt og helt nødvendigt efterår med uni til mig og et par timers pasning om dagen til Sebastian, men nu hvor jeg er på barsel, har jeg simpelthen ikke nogen motivation, hverken ydre eller indre, for at sende ham af sted. Til gengæld er jeg super motiveret for at arbejde med vores rytmer og daglige rutiner herhjemme.

I disse uger har vi virkelig meget ro og stille leg. Vores bil døde for nogle uger siden, og vi har først lige fået en ny, så vi har været naturligt begrænsede udadtil. Jeg har fokuseret på at definere, hvilke elementer jeg gerne vil have i vores hverdag, og det har været en god oplevelse indtil videre at forsøge at skabe nogle mere rytmisk dage. Vi har bageformiddag om mandagen (og Sebastian er begejstret, for det bliver jo også lige til en gang bananmuffins oven i rugbrødet og bollerne) og rengøringsformiddag om onsdagen – sidstnævnte betyder, at vi rent faktisk får rørt ved de overflader, jeg ellers aldrig (som i aldrig) får prioriteret. Jeg forsøger at få os udenfor hver dag, og det sker for det meste. På det sidste er det endelig lykkedes os at få skabt rum og tid nok til bare at være i naturen, så Sebastian begynder at fordybe sig i leg også udenfor. I går havde vi besøg af nogle gode, nye hjemmevenner, og på en langsom gåtur ned gennem vores dal var børnene fuldstændig opslugte af at fiske med pinde i vandløbet, helt ligeglade med våde vanter og strømper.

Jeg suger denne tid til mig, disse måneder hvor jeg stadig kun er mor til ét barn. Der er kommet en helt anden ro over både ham og os alle som familie, nu hvor vi er hjemme igen. Vi mærker hinanden løbende igennem dagen og undgår adskillelsesskiftet og det at skulle finde hinanden igen. Jeg får lavet de praktiske ting, jeg gerne vil, og oplever i højere og højere grad, at Sebastian fordyber sig i leg ved siden af. Samtidig øver jeg mig i også at lave kreative projekter på mine egne præmisser, mens han er til stede. Nogle gange lykkes det, andre gange slet ikke. Men vi er sammen, og vi finder mere og mere ind til, hvordan hverdagen bliver nærende og meningsfyldt for os alle tre.

En helt almindelig dag i den uendelige sommer

I dag har jeg lyst til bare at vise noget hverdag, noget let uden store tanker. Det, som tiden går med i den her vidunderlige sommer, som bare bliver ved og ved.

Noget af det skønne ved hjemmelivet er, at vi ligesom bare flyder med tiden. Vores faste holdepunkter dagen igennem er søvn og måltider, og så fylder vi alt derimellem ud med den årstid, vi er i. Sommeren er meget nemmere, det er den virkelig! Det der med at kunne løbe ud med bare tæer, blive opslugt af insekter og blomster og vind og flyvemaskiner, og så det at lege med vand! Søer, haveslanger, badebassiner, og det gør ingen forskel om tøjet bliver vådt. Det er så tilfredsstillende og nemt, uanset hvordan dagsformen og humøret er.

Og vi har jordbær lige uden for døren.

Vi skulle egentlig have været i Aalborg til en specialefejring, men energien var simpelthen ikke til en tur af den størrelsesorden. Det var en træt dag, så der var brug for nytænkning og aktiviteter, der kunne mindske risikoen for tomgang og nedsmeltninger fra både mor og barn. Jeg læste for nylig på en engelsk hjemmegående-blog (den temmelig radikale og meget inspirerende Lulastic and the Hippyshake – hjemmemødre, læs den!) om konceptet sites of mutual fulfilment, som jeg virkelig har taget til mig. Det drejer sig i bund og grund om at sørge for at lave ting hver eneste dag, som både den voksne og barnet får glæde af. Jeg synes for eksempel ikke, at det er megasjovt at tegne 5 forskellige versioner af “STOOOR rød traktor!”, men Sebastian ved ikke noget bedre end når jeg gør det. Til gengæld elsker vi begge to at grave i jord, han for opdagelsens og sansningens skyld, jeg mere målrettet i køkkenhaven. Og det kan sagtens kombineres. Det er virkelig der, det giver mening med hjemmelivet.

I dag havde vi brug for masser af den slags. Vi har lige fået en cykel med barnesæde, og det er en fornøjelse for os begge to at tage på tur på den, så vi pakkede tasken og kørte ned til Mossø.

Vi var helt alene dernede, og det var stille og fint. Vi så en fiskehejre, guldsmede, en mand i en kajak. Der var begyndt at komme lidt skum i vandkanten, og det er tegn på grønblåalger, som er giftige og på et tidspunkt i løbet af sommeren tager over her i søerne. Jeg har ikke boet her længe nok til at være fortrolig med, hvornår det bliver kritisk, så vi trak ret hurtigt op på håndklædet for en sikkerheds skyld.

Vi cyklede hjem i middagsheden og spiste frokost. Jeg havde virkelig håbet, at det kunne blive til en lur til os begge, men Sebastian faldt bare ikke i søvn, selvom han var træt. Jeg gjorde ellers mit bedste for at ligne en efterlignelsesværdig siesta-mor i sengen, men det blev bare til en ammetår, så var han klar til mere leg. Op med os og i gang igen! Jeg har en lille liste over aktiviteter, som jeg kan gribe til i en snæver vending når energien skal ændres (den er virkelig meget kort, men guld værd i de øjeblikke, hvor der bare skal ske noget). I dag blev det modellervoks. Jeg fandt en opskrift her hos Valdemarsro, som virkede fint. Det blev en god leg.

Sidst på eftermiddagen så køkkenbords-legehjørnet sådan her ud. Og det var altså før aftensmaden. Vi er ikke helt kommet med på minimalismebøglen…

Har I nogle aktiviteter med børnene, som I griber til, når energien skal vendes? Og hvordan har jeres solskinsdag ellers været?

Vores rytmer

Jeg har ikke mange ord i disse dage. Sneen ligger som en tung dyne hen over dem, men samtidig sitrer det af energi lige neden under. Jeg planlægger foråret, laver lister over frø fra sidste år, ugeskemaer over udeaktiviteter. Vores første lam kom til verden i forgårs. To små sorte uldtotter, som i morges sprang rundt i det kolde hvide, mens deres erfarne mor så til.

Vi italesætter dagligdagsrytmer og laver om, hvor det er nødvendigt. Siden sensommeren har det været mig, der i udgangspunktet har været den nærværende forælder i løbet af dagen, mens Dario har haft tiden til at arbejde. Det har fungeret længe, og med mange justeringer hen ad vejen. I begyndelsen var det hele temmelig ustruktureret, og vi besluttede fra dag til dag, hvornår vi stod op, spiste og holdt fri. Den mangel på fast struktur så jeg i begyndelsen som privilegiet ved vores frie liv – at vi fra øjeblik til øjeblik, dag til dag, selv bestemte indholdet og rækkefølgen af det, vi lavede. Som månederne gik, blev det imidlertid mere og mere tydeligt for mig, at vi – og især jeg – har nemmest ved at finde fodfæste i en hverdag med en fast rytme. Hen over vinteren har vi derfor fået etableret nogle rammer, som fungerer godt lige nu.

Vi står op sammen omkring kl. 7. Det giver helt sig selv, for der har vi allerede i en halv times tid prøvet at sove fra et barn, der hopper på vores hoveder, mens han råber ”OP! OP! TRAKTOR! BIL!” Indtil for nylig var det oftest en af os, der stod op, mens den anden blev liggende og sov lidt længere, men det giver en helt anden samling og start på dagen, når vi er sammen om det – også selvom vi er kommet for sent i seng og er trætte.  Det betyder også, at morgenmaden bliver et rum vi er fælles om, og hvor vi naturligt kommer til at snakke om dagen. Vores morgener er langsomme, så for det meste er vi klar til at gå hver til sit kl. 9. Det er det tidspunkt, vi sigter efter lige for tiden.

Vi skilles i nogle timer. Dario arbejder, og Sebastian og jeg går ud. For det meste til hønsene og hestene, altid med en tur omkring traktoren, hvor han med stor fornøjelse sidder og holder fast i rattet, mens jeg står og kigger lidt på himlen. Mandag formiddag køber vi ind til hele ugen, torsdag er vi sammen med dagplejen på skolen. Nogle gange tager vi til Aarhus, hvor der findes det fineste, mest æstetiske legeland for 0-6-årige, og tit er vi sammen med naboer.

Mellem 11.30 og 12 samles vi igen og spiser frokost, og så går eftermiddagen med leg, putning og lur. Dario plejede at arbejde til godt ind i aftensmadlavningen, men den sidste måneds tid har vi eksperimenteret med, at han holder fri omkring kl. 15, så vi når at have noget eftermiddag sammen. Det var en stor lettelse at begynde på. Sebastian er træt der sidst på dagen, og vi har brug for at være to, hvis det skal være rart for alle. Vi spiser kl. 18, og umiddelbart efter går vi i gang med aftenritualet, som har været dagens mest faste holdepunkt, siden Sebastian var helt lille. Jeg vasker op og ordner køkken, mens Dario og Sebastian hygger ved puslebordet, og det er simpelthen et af mine yndlingstidspunkter i løbet af dagen. De har en fest sammen, mine to drenge, og mit hjerte svømmer over af kærlighed, mens jeg står der med hænderne i sæbevandet og lytter til dem. De læser godnathistorie, og det plejer at passe med, at jeg er færdig i køkkenet, når Sebastian kommer løbende i sit nattøj for at finde mig. Så går vi ind i soveværelset alle tre og synger i mørket. Jeg ammer stadig, så vi ligger bare, til Sebastian sover.

Aftentimerne er altid for korte. Der er så meget, nu også en blog, og jeg ved, at jeg igen i nat kommer til at få for lidt søvn. En dag vender det.

Lige nu i disse dage er vi i gang med en ny justering, og jeg glæder mig, men ved endnu ikke, hvordan det bliver. Et øredøvende behov for TID vokset frem i mig – tid til selvforsyningsdrømmen, som er det min sjæl kalder allermest på, bortset fra mit nære moderskab. Jeg har ikke været i stand til at finde plads til det endnu, for jeg tjener ingen penge på det, og samtidig er det timer væk fra Darios arbejde, som vi lever af. Heldigvis er jeg gift med en mand, som ser muligheder i stedet for begrænsninger. ”Hvad er idealet?” spørger han, for så er det det, vi afprøver, og så kan vi tage den derfra. Han vil gerne være mere sammen med Sebastian i dagtimerne, og allerhelst vil han se mig så glad som muligt. Vi har derfor aftalt at eksperimentere med tre formiddage om ugen, hvor jeg arbejder udenfor, og i morges vågnede jeg og var klar til at springe ud af sengen af forventning.

Vi får se, om det kommer til at hænge sammen. I morgen slagter jeg i hvert fald en hane.