Kategoriarkiv: moderskab

Mens hun stadig er i maven

For en uges tid siden lykkedes det os endelig at få taget nogle billeder af maven. Fra Sebastians graviditet har vi masser, ikke mindst fra vores bryllup seks uger før termin, men denne gang har vi stort set ikke taget billeder. Jeg havde en drøm om at få det gjort, både for min skyld og for lillesøsters – og med de smukke, lune senvinterdage, vi har haft, var det oplagt at gå udenfor. Så ingen store tanker i dag, bare billeder.

Fra i morgen tirsdag og de næste fem uger må jeg officielt føde hjemme, og vi er virkelig ved at være klar. Jeg glæder mig så utrolig meget!

Jeg er et skabende menneske

Det sidste halve års tid har jeg fokuseret på at finde ind til min kreativitet igen. Min mor-identitet havde indtil da fået lov at fylde til et punkt, hvor den næsten var altopslugende i forhold til de andre dele af min kerne, som er vigtige for at jeg føler mig som mig selv. Naturligvis, tænker jeg næsten, for jeg har aldrig været så ambitiøs med noget, som jeg er som mor – og jeg elsker det. Ikke desto mindre er det jo ikke hele sandheden om mig, og jeg manglede kontakt med alt det andet. Jeg er sanger. Jeg er storyteller. Jeg er helt afhængig af natur og stilhed og ro omkring mig for at skabe, og alt det har været tilsidesat lidt for længe.

Derfor gik jeg i slut-2018 i gang med kurset The Artist’s Way af Julia Cameron, som i løbet af tolv uger udforsker alle mulige aspekter af det at være et skabende menneske. Grundlaget er semi-spirituelt og helt sikkert selvudviklende, og det var lige det, jeg havde brug for. Hver uge er der et nyt tema, der bliver udforsket – trust, connection, strength, alt muligt – og der stilles en række opgaver, som det for det meste er lykkedes mig at finde tid og rum til at arbejde med. Sideløbende skriver jeg tre siders stream-of-consciousness-tekst om dagen for at tømme hovedet, og en gang om ugen tager jeg på en Artist’s Date, som i al sin enkelhed går ud på at bruge to timer i eget selskab på noget, der på den ene eller den anden måde nærer kreativiteten og det indre barn. Jeg har været på maleworkshop, læst digte på en café i Italien, købt bivoksfarver og skitsebog i helsekosten i Silkeborg, og i denne uge kørte jeg en tur i skoven ved Gammel Ry med min guitalele. Jeg spiller ikke nær godt nok til rigtigt at kunne akkompagnere mig selv, men jeg er alligevel begyndt at dyppe tæerne i sangskrivning, fordi det inspirerer mig for tiden. Og det var en skøn og nærende oplevelse at sidde der i skovbunden og skabe musik med og for mig selv.

Jeg er i gang med uge ni af mit kreativitetskursus. Om lidt mere end en måned bliver jeg mor for anden gang, og de her rum uden et spædbarn forsvinder igen for en stund. Det er ok – jeg glæder mig helt vildt til babyboblen, og kan mærke at mit fokus i disse uger langsomt er ved at flytte sig hen mod fødslen. Men her i den sidste tid, hvor jeg kun er mor til et – efterhånden rimelig selvkørende, så længe far er til stede – barn, nyder jeg at sende skabertråde ud i alle mulige retninger.

Og a propos, så har jeg endelig fået opdateret blogdesignet, så det er meget nemmere at kommentere end før. Gør endelig det – jeg vil rigtig gerne høre jeres tanker om kreativitet som hverdagspraksis!

Hjemmeliv igen

Det er en grå, mørk eftermiddag, og jeg har lige sendt Dario og Sebastian af sted til forælder-barn-gymnastik oppe på skolen for enden af grusvejen. Sebastian ked af det, for det plejer at være mig, der tager med. Det er ikke en god fornemmelse vinke farvel til et barn, der græder – punktum. Heldigvis noget, vi oplever meget mindre, i takt med at Sebastian bliver ældre og begynder at sætte pris på alenetid med sin far. Og også meget, meget mindre, nu hvor han ikke har været i dagpleje siden før jul. Den stress, der sætter sig i min morkrop ved at sige farvel til en dreng, der grædende siger ”Nej, mor, nej, du skal med!” vil jeg virkelig gerne holde på et minimum for vores begges skyld – og nu har vi taget et skridt i den – for os – rigtige retning på den front.

Vi har taget Sebastian hjem igen. Eller, betinget hjem, kan man sige, for vi beholder dagplejepladsen i månederne der kommer. Jeg glæder mig til, at vi alle fire skal finde en ny hverdag sammen, når lillesøster kommer om halvanden-to måneders tid. Ikke desto mindre er Dario og jeg også enige om, at det er rart for os at have muligheden for at vælge at sende Sebastian i dagpleje igen, hvis vi får et spædbarn, der aldrig sover – eller hvis vi eller han af den ene eller den anden grund får nogle bedre første måneder af, at han kommer af sted nogle timer om dagen. Men hvor er jeg glad for, at vi er tilbage i vores hjemme-hverdag! Det var et godt og helt nødvendigt efterår med uni til mig og et par timers pasning om dagen til Sebastian, men nu hvor jeg er på barsel, har jeg simpelthen ikke nogen motivation, hverken ydre eller indre, for at sende ham af sted. Til gengæld er jeg super motiveret for at arbejde med vores rytmer og daglige rutiner herhjemme.

I disse uger har vi virkelig meget ro og stille leg. Vores bil døde for nogle uger siden, og vi har først lige fået en ny, så vi har været naturligt begrænsede udadtil. Jeg har fokuseret på at definere, hvilke elementer jeg gerne vil have i vores hverdag, og det har været en god oplevelse indtil videre at forsøge at skabe nogle mere rytmisk dage. Vi har bageformiddag om mandagen (og Sebastian er begejstret, for det bliver jo også lige til en gang bananmuffins oven i rugbrødet og bollerne) og rengøringsformiddag om onsdagen – sidstnævnte betyder, at vi rent faktisk får rørt ved de overflader, jeg ellers aldrig (som i aldrig) får prioriteret. Jeg forsøger at få os udenfor hver dag, og det sker for det meste. På det sidste er det endelig lykkedes os at få skabt rum og tid nok til bare at være i naturen, så Sebastian begynder at fordybe sig i leg også udenfor. I går havde vi besøg af nogle gode, nye hjemmevenner, og på en langsom gåtur ned gennem vores dal var børnene fuldstændig opslugte af at fiske med pinde i vandløbet, helt ligeglade med våde vanter og strømper.

Jeg suger denne tid til mig, disse måneder hvor jeg stadig kun er mor til ét barn. Der er kommet en helt anden ro over både ham og os alle som familie, nu hvor vi er hjemme igen. Vi mærker hinanden løbende igennem dagen og undgår adskillelsesskiftet og det at skulle finde hinanden igen. Jeg får lavet de praktiske ting, jeg gerne vil, og oplever i højere og højere grad, at Sebastian fordyber sig i leg ved siden af. Samtidig øver jeg mig i også at lave kreative projekter på mine egne præmisser, mens han er til stede. Nogle gange lykkes det, andre gange slet ikke. Men vi er sammen, og vi finder mere og mere ind til, hvordan hverdagen bliver nærende og meningsfyldt for os alle tre.

Det uperfekte liv

Bloggen et blevet lidt stille. Marts har bragt alt muligt nyt med sig, og jeg har været i tvivl om, hvad jeg har haft lyst til at dele. Der er gang i nogle indre processer, som jeg endnu ikke kan se udefra, og som det derfor er for tidligt at sætte ord på.

Noget af det handler om bloggen her. Jeg har haft lyst til at skrive på det her medie i lang tid, og det har været sjovt og givende at formulere mig om vores liv og hverdag, siden jeg gik i gang for et par måneder siden. Samtidig er jeg simpelthen i tvivl om, hvordan jeg undgår, at det bliver ren overflade. Jeg skriver om vores hjemmeliv og om de aktiviteter, der skaber mening og indhold, for det er det, der giver mig glæde og driver mig fremad. Men det er svært at bevare en sammenhæng mellem de enkeltstående glimt, jeg lægger ud her, og så det, der er det egentlige liv. Bagved billeder af plantefarvet garn og nuttede lam er der jo oceaner af triviel madlavning, vådt vasketøj der står lidt for længe i kurven, frustrationer og almindelig hverdagsutilfredshed. Man kan vel sige, at det, jeg indtil videre har skrevet om her, er de manifestationer af mine idealer for det gode liv, som det lykkes mig at skabe. Alt det, jeg virkelig bevidst vælger at gøre, fordi jeg tror på de værdier. Og så er der alt det andet.

Jeg havde for nylig besøg af en veninde, der ligesom jeg fylder 30 i år. Vi havde en lang snak om det med voksenlivet og at være “endt” et sted. Der begynder langsomt at snige sig en ydmyghed ind i vores bevidsthed, en fornemmelse af, at der ikke længere er fuldstændig frit valg på alle hylder. Sådan føltes det jo for ikke særlig længe siden. De fleste af os startede med at følge den slagne vej, og nogle af os blev ved med at følge den, og er nu et sted, der giver mere eller mindre mening. Nogle af os valgte at dreje ned ad en sidevej, eller måske en skovsti, fordi vi fik øje på noget andet i horisonten, som trak mere. Under alle omstændigheder lever vi med de konsekvenser og kompromiser, som er blevet til vores liv nu. Jeg føler mig heldig i den sammenhæng. Jeg har et godt liv, og nogle gange forstår jeg slet ikke, hvor heldig jeg er. Og alligevel er der både tvivl, frustration og masser af negative tankemønstre, som jeg bliver ved med at være låst fast i.

Jeg oplever, at folk giver udtryk for at finde inspiration i det, jeg skriver om vores liv. Det er dejligt, og til dels et af formålene med at have den her blog. Samtidig gør det mig lidt urolig, i hvert fald når jeg bliver i tvivl om, om det bliver for overfladisk – om jeg fremstiller mig selv som lykkeligere, roligere, mere groundet end jeg er. For mit liv er langt fra perfekt. Nogle gange er det måske for sammenbidt ideologisk, og jeg glemmer at mærke efter, men forfølger et idealbillede. Jeg græder tit, ligesom mange andre småbørnsmødre. Mit parforhold trænger til kærestetid. Jeg bekymrer mig helt utrolig meget om, hvad andre tænker. Jeg får for lidt søvn og bliver kort for hovedet.

Det med søvnen er helt reelt. Sebastian ammer rigtig meget for tiden, og især tidligt om morgenen, hvor han vækker mig uden selv at vågne. Det giver meget lidt overskud i hverdagen, når det har stået på i nogle uger, for det lykkes aldrig for mig at falde i søvn før kl. 22, og jeg trives ikke på mindre end otte timers søvn. Samtidig er både Dario og jeg begyndt at have et større behov for, at han som far kan skabe den samme tryghed, som jeg kan – og lige nu hænger det bare uløseligt sammen med brystet. Sebastian er virkelig det, der på italiensk hedder en mammone – en mors dreng. Især ved sovetid.

Derfor har vi de sidste tre dage puttet uden amning i sengen. Det er første gang, at vi bryder med bryst-symbiosen, og det tager energi. Som den ifavnsk-inspirerede mor jeg er, har jeg fra starten tænkt, at Sebastian skulle have lov til at amme til han selv valgte det fra. Nu er det imidlertid os forældre, som har  valgt, at der skal ske noget andet, og det føles faktisk ok. Det har under alle omstændigheder været sværest for mig, for det er så vigtigt for mig, at han føler sig tryg og ved, at han kan stole på sin verden. Vi plejer at have et meget fast aftenritual, og jeg var bekymret for, hvor stor en omvæltning det ville være at ændre det, men det er gået nemmere end forventet. Jeg har ammet ham i sofaen, fortalt ham, at nu skulle han og papà ind i sengen og læse historie, og at jeg ville komme tilbage, når han sov. Den første aften var det slet ikke sjovt, men siden er det gået nemt. Her til aften sagde han selv “færdig!”, da han var klar til at gå fra bryst til seng. Det føles som en lettelse, selvom der også er en sorg forbundet med, at jeg giver en lille bitte smule slip på ham.

Hvor er I henne i jeres uperfekte liv? Har I brudt med nogle af jeres idealer for nyligt og opdaget, at det egentlig var ok?

Vores rytmer

Jeg har ikke mange ord i disse dage. Sneen ligger som en tung dyne hen over dem, men samtidig sitrer det af energi lige neden under. Jeg planlægger foråret, laver lister over frø fra sidste år, ugeskemaer over udeaktiviteter. Vores første lam kom til verden i forgårs. To små sorte uldtotter, som i morges sprang rundt i det kolde hvide, mens deres erfarne mor så til.

Vi italesætter dagligdagsrytmer og laver om, hvor det er nødvendigt. Siden sensommeren har det været mig, der i udgangspunktet har været den nærværende forælder i løbet af dagen, mens Dario har haft tiden til at arbejde. Det har fungeret længe, og med mange justeringer hen ad vejen. I begyndelsen var det hele temmelig ustruktureret, og vi besluttede fra dag til dag, hvornår vi stod op, spiste og holdt fri. Den mangel på fast struktur så jeg i begyndelsen som privilegiet ved vores frie liv – at vi fra øjeblik til øjeblik, dag til dag, selv bestemte indholdet og rækkefølgen af det, vi lavede. Som månederne gik, blev det imidlertid mere og mere tydeligt for mig, at vi – og især jeg – har nemmest ved at finde fodfæste i en hverdag med en fast rytme. Hen over vinteren har vi derfor fået etableret nogle rammer, som fungerer godt lige nu.

Vi står op sammen omkring kl. 7. Det giver helt sig selv, for der har vi allerede i en halv times tid prøvet at sove fra et barn, der hopper på vores hoveder, mens han råber ”OP! OP! TRAKTOR! BIL!” Indtil for nylig var det oftest en af os, der stod op, mens den anden blev liggende og sov lidt længere, men det giver en helt anden samling og start på dagen, når vi er sammen om det – også selvom vi er kommet for sent i seng og er trætte.  Det betyder også, at morgenmaden bliver et rum vi er fælles om, og hvor vi naturligt kommer til at snakke om dagen. Vores morgener er langsomme, så for det meste er vi klar til at gå hver til sit kl. 9. Det er det tidspunkt, vi sigter efter lige for tiden.

Vi skilles i nogle timer. Dario arbejder, og Sebastian og jeg går ud. For det meste til hønsene og hestene, altid med en tur omkring traktoren, hvor han med stor fornøjelse sidder og holder fast i rattet, mens jeg står og kigger lidt på himlen. Mandag formiddag køber vi ind til hele ugen, torsdag er vi sammen med dagplejen på skolen. Nogle gange tager vi til Aarhus, hvor der findes det fineste, mest æstetiske legeland for 0-6-årige, og tit er vi sammen med naboer.

Mellem 11.30 og 12 samles vi igen og spiser frokost, og så går eftermiddagen med leg, putning og lur. Dario plejede at arbejde til godt ind i aftensmadlavningen, men den sidste måneds tid har vi eksperimenteret med, at han holder fri omkring kl. 15, så vi når at have noget eftermiddag sammen. Det var en stor lettelse at begynde på. Sebastian er træt der sidst på dagen, og vi har brug for at være to, hvis det skal være rart for alle. Vi spiser kl. 18, og umiddelbart efter går vi i gang med aftenritualet, som har været dagens mest faste holdepunkt, siden Sebastian var helt lille. Jeg vasker op og ordner køkken, mens Dario og Sebastian hygger ved puslebordet, og det er simpelthen et af mine yndlingstidspunkter i løbet af dagen. De har en fest sammen, mine to drenge, og mit hjerte svømmer over af kærlighed, mens jeg står der med hænderne i sæbevandet og lytter til dem. De læser godnathistorie, og det plejer at passe med, at jeg er færdig i køkkenet, når Sebastian kommer løbende i sit nattøj for at finde mig. Så går vi ind i soveværelset alle tre og synger i mørket. Jeg ammer stadig, så vi ligger bare, til Sebastian sover.

Aftentimerne er altid for korte. Der er så meget, nu også en blog, og jeg ved, at jeg igen i nat kommer til at få for lidt søvn. En dag vender det.

Lige nu i disse dage er vi i gang med en ny justering, og jeg glæder mig, men ved endnu ikke, hvordan det bliver. Et øredøvende behov for TID vokset frem i mig – tid til selvforsyningsdrømmen, som er det min sjæl kalder allermest på, bortset fra mit nære moderskab. Jeg har ikke været i stand til at finde plads til det endnu, for jeg tjener ingen penge på det, og samtidig er det timer væk fra Darios arbejde, som vi lever af. Heldigvis er jeg gift med en mand, som ser muligheder i stedet for begrænsninger. ”Hvad er idealet?” spørger han, for så er det det, vi afprøver, og så kan vi tage den derfra. Han vil gerne være mere sammen med Sebastian i dagtimerne, og allerhelst vil han se mig så glad som muligt. Vi har derfor aftalt at eksperimentere med tre formiddage om ugen, hvor jeg arbejder udenfor, og i morges vågnede jeg og var klar til at springe ud af sengen af forventning.

Vi får se, om det kommer til at hænge sammen. I morgen slagter jeg i hvert fald en hane.

Alene hjemme // på tur

Nogle gange om året rejser Dario med sit arbejde, og Sebastian og jeg er på egen hånd herhjemme imens. Vi har lige haft sådan en uge; i forgårs hentede vi papà i Billund efter ni dage i Mexico.

Det er sjette gang i Sebastians levetid, at jeg på den måde er eneforælder. Jeg er træt, når vi når de sidste dage, men efterhånden har jeg en fornemmelse af rutine. Jeg har lært, hvordan jeg skal økonomisere med kræfterne, for at både mor og barn får en god uge. Vi har gavn af et par stille dage herhjemme, men heller ikke mere end det. Jeg ved, at jeg skal være god ved mig selv og nyde mine aftentimer (og spise chokolade). Jeg ved, at jeg er i underskud på de fleste fronter sidst på ugen, og at jeg bliver tyndhudet, men at dagene kan blive gode alligevel, hvis jeg ikke forventer for meget af mig selv.

De første par gange, da Sebastian var helt lille, var det hårdt at være alene hjemme. Nu hvor vi leger, kommunikerer og samarbejder, er det meget nemmere. Faktisk er jeg med tiden kommet til at holde af disse uger, hvor Sebastian og jeg lever i total symbiose og finder vores egne variationer over hverdagsrytmerne. Det føles sundt for vores familie, at vi ind imellem er opdelt – Dario og jeg får begge nye perspektiver på hverdagen, og vi har ofte nogle af de bedste snakke umiddelbart efter en tur, fordi vi mødes igen med forskellige oplevelser og energier.

Og nogle gange tager vi så bare væk, på eventyr, for så går tiden anderledes og ugen er omme næsten før den er begyndt. Sidste år på denne tid, da Dario var i Mexico sidst, var det en ren fest, da vi tog med min mor og bror til Tenerife (kan man godt det, når man bor i øko-bofællesskab?). Sidste uge var ikke helt så ambitiøs på tur-fronten, men mindst lige så god. Vi tog færgen til Samsø og besøgte gode venner.

Jeg er vild med den ø; hvis jeg ikke boede her, ville jeg bo der. Herinde ved søerne længes jeg efter den afgrænsning af vand på alle sider, som ligger i underbevidstheden, når man bor ved kysten. Og stilheden, fjerne mågeskrig.

At være på eventyr er noget af det bedste, jeg ved. Jeg elsker at tage på tur uden særlige planer, men med plads til bare at opleve og sanse det sted, jeg er. Samsø lige nu var perfekt, for vi var i godt selskab, og samtidig kunne jeg gå tavse ture med Sebastian på ryggen og være med mig selv. Det sker ikke så tit i hverdagen, hvor jeg ikke er nær så god til at skabe alenetid, som jeg gerne ville. Der er altid noget praktisk, som føles vigtigere end en pause. Men det er så vigtigt, og det er en form for selvomsorg, som jeg vil øve mig i at give plads til.

Det føltes godt at være væk. Og det føltes godt at komme hjem igen til det kendte landskab, det sted, som er vores. Endnu bedre blev det, da familien blev genforenet et par dage senere. Hjemme.

Nu glæder jeg mig endelig til, at det skal blive sommer

Jeg elskede at være i barselsboblen med Sebastian, da han var helt lille. Vi havde en nem start på alle måder, og det var en helt grundlæggende længsel, der blev indfriet, da jeg endelig blev nogens mor. De første uger var overvældende, selvfølgelig – jeg husker mest forundringen, samhørigheden, den pludselige sårbarhed. Vi var sammen alle tre, for Dario skulle heldigvis først rejse med arbejdet et par måneder efter fødslen.

Det var sommer, da vi blev forældre. En ret elendig en af slagsen der i 2016, og jeg var glad for det, for det eneste jeg kunne, ville og skulle var at sidde i ammestolen. Der gik to-tre måneder, før jeg følte mig klar til at være udenfor i længere tid med Sebastian, og det var først hen på sensommeren, at vi fik gang i barnevognen og begyndte at gå ture. Og selvom grundtonen i den første tid var rolig og let, blev jeg ind imellem frustreret. Jeg husker at sidde der på sofaen, begravet under ammepuden, og lytte til glade stemmer på gårdspladsen – folk der drak kaffe, bål og snobrød, en sommerfest (som foregik uden for vores vinduer, og det kunne jeg slet ikke rumme), fællesspisninger under pæretræerne. Når jeg kiggede ud af vinduerne i den anden side af stuen, fik jeg øje på min nyetablerede køkkenhave, som var blevet til en mælkebøttemark midt på græsplænen. Jeg ved, at mange kæmper med langt større frustrationer og sorger i starten af forældreskabet, men for mig var den største udfordring virkelig at give slip på alt det udadvendte, jeg troede, at jeg skulle.

September var smuk og lang det år, og den måned nød vi i fulde drag. Og lige så langsomt, som bladene faldt og kulden kom, blev der overensstemmelse mellem min indre proces og den ydre stilhed. Jeg var i et vildt udviklingsarbejde indeni, men det var vokseværk under overfladen, ordløst og tavst. Jeg var et med frøene under den frosne jordskorpe, mens jeg gik lange ture med Sebastian i det grå halvår.

Jeg var overrasket over, at det ikke ændrede sig, da foråret kom. På dette tidspunkt sidste år var jeg sikker på, at nu var tiden kommet til at vende mig ud mod verden igen, til at udtrykke mig. Det skete bare ikke. Jeg blev ved med at vende indad, og jeg oplevede, at mit stressniveau steg i takt med temperaturen og de lyse timer. Jeg ville så gerne den udadvendte energi, der er i sommeren, og på det tidspunkt forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke kunne være i den. Det tog mig hele sidste sommer at indse, at jeg ikke kunne udrette, for mit barn var stadig kun et lille væsen, og jeg var stadig under forandring i min nye rolle som mor. Rigtig meget endda. Jeg var lige ved at skrive om den store omvæltning det var, at barslen sluttede, og hele den proces det var at finde en model for hjemmegående-tilværelsen, men det blev til et helt andet indlæg. Det vil jeg fortælle om en anden dag.

Også denne vinter har jeg fundet ro i mørket, tystheden, indadvendtheden, og det er helt i orden, at foråret er lang tid om at folde sig ud. Men noget er anderledes i år. Jeg mærker igen den almindelige forventning til sommeren, der er på vej, og jeg ved, at det bliver godt. Jeg er stadig mor til et meget lille barn, men det er blevet nemmere. Langsomt bliver jeg bedre til at skrue ned for mine præstationsforventninger, og flere og flere ting bliver mulige i takt med, at Sebastian bliver ældre. Det gør mig så glad at tænke på, at vi går en sommer i møde med en tumling, som kan gå og forstå og sige ord. Som suger verden til sig, og som er vild med oplevelser og ture og mennesker.

Jeg øver mig stadig i at acceptere, at tiden ikke er moden til malkegeder, men jeg glæder mig til masser af udendørsleg, cykelture, besøg rundt i Danmark. Det er virkelig en lettelse at se frem til, i stedet for at mærke modstand, når de første spirer bryder gennem jorden.

Hvis I har lyst til at dele jeres oplevelser med årstidernes betydning for det sted, I er i livet, må I endelig skrive en kommentar. Lige nu skal man desværre tilbage til toppen og klikke på indlæggets overskrift for at komme til kommentarfeltet, hvis man læser på bloggens forside, men jeg arbejder på at få lavet et link i bunden – så bliver det lidt nemmere, og jeg håber, at der med tiden vil finde nogle gode samtaler sted der.

Når man ikke går i dagpleje

Hver torsdag mødes vores syv lokale dagplejere i skolens gymnastiksal til en slags fælles legestue. Der er rundkreds med sanglege, madrasser man kan hoppe på, bolde man kan sparke til, og nogle gange kommer børnehaven eller nogle af de store fra skolen og leger med. Det bedste er, at man gerne må være med, selvom man ikke går i dagpleje. Derfor trisser Sebastian og jeg nogle gange op ad grusvejen til skolen for at være en del af det store, lokale børnefællesskab. Der er en utrolig rar stemning, og efter at være kommet der i nogle måneder, har Sebastian nu vænnet sig til at være med i gruppen, har sluppet min hånd og løber rundt blandt de andre børn. Det gør mig så glad.

Jeg er ikke i tvivl om, at min søn ville have det godt, hvis han var der på de samme præmisser som de andre børn – altså uden mig. Der er sådan en varme, ro og tryghed i dagplejen; det er kærlige og kompetente kvinder, som jeg uden kvaler ville kunne aflevere mit barn til. Nogle gange har jeg lyst til det. Ikke at være væk fra Sebastian, men at lade ham blive en del af den store børnelandsby, som jeg møder der i gymnastiksalen. Jeg ser, hvor trygge og glade de er, og hvor meget de får med fra hinanden og de voksne, som ikke er deres forældre. Jeg ser, at de bliver en del af det lokalsamfund, de er født i, fra dag ét – alle kender alle, alle passer på hinanden. Og den slags rødder er en af grundlæggende del af mit værdisæt.

Alligevel har vi valgt anderledes. Sebastian skal ikke i dagpleje, måske ikke i institution overhovedet. Det er en prioritering, som jeg ved ikke er rigtig for alle, men som er det for os. Vi vil have de bedste timer sammen med vores dreng. Vi vil skabe rammerne for hans hverdag, mens han er lille. Vi vil give os selv tid til primært at være småbørnsfamilie, fordi vi tror på investeringen i en stærk tilknytning i de første år. Vi ønsker, at han skal lære verden at kende med os ved siden af, være med i alle de dagligdags gøremål, gøre sig erfaringer i det liv, der er vores. Sidst da vi gik hjem fra gymnastiksalen forestillede jeg mig, at det var eftermiddag, og at jeg lige havde hentet ham. At vi havde været adskilt hele dagen, at han og jeg var fyldt op af helt forskellige oplevelser, at vi skulle finde hinanden, hjem og lave aftensmad, lege lidt før sengetid. Jeg ved, at det fungerer for mange, men jeg er glad for, at det vi har mest af, er tid sammen – også selvom han går glip af den daglige oplevelse af det store fællesskab på det her tidspunkt i livet.

Jeg har stor respekt for, at man vælger at sende sit barn i dagpleje eller vuggestue. Der er så mange faktorer, der spiller ind i et velfungerende familieliv. Økonomiske prioriteringer, selvfølgelig, men også alt muligt andet, som gør, at hjemmepasning/institutions-valget ikke er sort-hvidt. Jeg er meget, meget heldig at jeg har nogle rammer og omstændigheder som gør, at jeg trives i min hverdag som næsten hjemmegående. For det første har jeg en mand, der arbejder hjemmefra, og for det andet bor vi i et nabofællesskab med åbne døre som gør, at både Sebastian og jeg får masser af kontakt og input i løbet af dagen. Jeg ved, at mange har drømmen om et liv med mere tid til deres børn, og jeg ved at det er benhårdt, hvis man står alene i det. Vi er ikke skabt til at gå rundt med vores barn hele dagen uden voksenkontakt; selvfølgelig har vi brug for mere end det for at trives og for ikke miste os selv. Jeg forstår sagtens, at mange glæder sig til at vende tilbage til arbejdet efter endt barsel, til at være sig selv igen nogle timer om dagen, uden at der er et lille væsen, hvis behov altid kommer i første række. Og jeg håber sådan, at vi som samfund kan skabe bedre betingelser, så dem der har lyst til at tage sig af egne børn, mens de er små, kan gøre det med glæde. Det er en lang og vigtig snak, og Nynne og Pernille er nogle af dem, der skriver engageret om det.

Jeg tror, at det er en kæmpe gave for et lille barn at være sammen med sine forældre i dagligdagen. Men jeg tror slet ikke, at det er altafgørende for trivsel: de børn, jeg ser i vores omgangskreds, har det godt, og familierne ligeså. Det vigtigste for mig at se er, at man som familie træffer et bevidst valg.

Så altså – Sebastian går ikke i dagpleje, men alligevel er dagplejen en af de aktiviteter, vi har på ugeprogrammet. En anden dag vil jeg skrive mere om vores daglige og ugentlige rytmer i hjemmelivet.