Kategoriarkiv: selvforsyning

Køkkenhaven i november

I dag var en dag, der nåede meget. Sådan en af dem, der har den rigtige balance mellem aktiviteter ud i verden og hygge-langsomhed hjemme. Jeg fulgte Sebastian i børnehave i morgensolen (den tur på cykel giver virkelig en god start for os begge – gang i kroppen, røde kinder og tid til snak), og kørte så til Aarhus til sang og spil og gode timer for mig selv. På vej hjem nåede jeg et smut forbi Skanderborgs bedste genbrug, for der skal jo være styr på nissetingene, inden hun flytter ind på søndag…

Eftermiddagen blev til pandekager og masser af julesange i køkkenet. Lige før det begyndte at mørkne, sneg jeg mig ud i køkkenhaven. De sidste bede trænger nemlig stadig til at få vinterdyne på. Jeg har ikke været den hurtigste i år til at gøre haven vinterklar, men det har jo strengt taget heller ikke været nødvendigt endnu. Men altså – kålbedet blev dækket til af visne blade og en god bunke gammelt, tilsølet strøelse fra hønsehuset. Jeg mærker mig selv ekstra lige der, i stilheden og det sene eftermiddagslys, men handsker og mudret overtøj, spand og trillebør og duft af efterår.

Novemberdage

Vi sniger os ud i aftenmørket, Dario og jeg, vinden rusker i de sorte trætoppe og regnen gør vores bløde kinder kolde og røde. Vi har begge to overtræksbukser, støvler, pandelamper på. Ingen af os siger meget. Vi er trætte efter en lang dag, den ene af os har lige siddet i det stille, lune mørke i soveværelset og ventet på, at børnene skulle falde i søvn. Men nu er vi her i efterårsmørket.

På vej ned mod hønsegården.

Jeg må med skam indrømme, at jeg er mere bange for at fange høns, end jeg vil være ved. Jeg kan virkelig ikke lide, når de forskrækkede flakser op. Det giver mig en fornemmelse af, at jeg ikke har tilstrækkeligt med hænder til både at gribe fat, holde styr på vinger og ben og næb, og samtidig beskytte mine øjne. Men ind imellem må det til, hønsene må fanges. For eksempel nu: tre af vores fire høner lægger ingen æg, og vores to nuttede kyllinger fra i sommers har vist sig at være, ja, haner. Og så fugleinfluenza oveni. Det er tid til at reducere bestanden.

Heldigvis har Dario et godt tag på dem. Vi står lidt i regnen udenfor det lille hønsehus og hvisker, lyset fra pandelamperne har vækket dem derinde og gjort dem urolige. Så løfter jeg lågen til redekasserne, Dario griber med et fast tag fat i den ene af hanekyllingerne, som galer op og godt ved, at dens timer er talte. Vi sætter den ned i en murerbalje foret med halm, lægger en plade hen over og sætter den ind i laden. I morgen tidlig slagter jeg, og den bliver til vores aftensmad.

Vi går ind, hovederne sænkede mod vejret og varme under overtøjet. Taknemmelige for den cyklus af liv og død, som er så tydelig i alle aspekter på denne tid af året.

Selvforsyning i bofællesskabet: slagtekyllingerne er kommet!

I to uger har vi gået og ventet og glædet os. Vi har flyttet hønsehus, skaffet varmelampe, købt startfoder og læst om pasning af kyllinger. Søndag fik vi så beskeden: æggene var klækkede, og vi kunne komme og hente vores nye medlemmer af husholdningen!

Vi pakkede børn og transportkasse i bilen og kørte af sted. Sebastian var i første omgang mest begejstret over chokoladekiks på turen – men da vi ankom og så de små, bløde dunbolde, blev han næsten lige så betaget, som da han så Simona for første gang. Og de er da også bare for kære. Der er virkelig noget særligt over dyreunger, og børnene skal bare have lov til at hygge og nusse så meget de har lyst til. De skal jo spises i sidste ende – altså kyllingerne – men her i starten er det ren nuttethed.

Vel hjemme igen blev de installeret i kyllingehuset. Rene spåner på gulvet, foder og vand på plads, varme og lys. Vi har kyllingerne sammen med et hold naboer i bofællesskabet, og Sebastian og hans gode jævnaldrende veninde skiftedes til at holde og kigge og ae og kaste græsafklip ind til dem. Det bliver nogle sjove måneder, og så godt et liv for dyrene som vi kan give dem!

Vi to familier kommer til at have ansvaret for dem en uge ad gangen, og slagter sammen til sidst. I første omgang skal kyllingerne bo i et lille hus med voliere, og når de vokser ud af det, bliver de flyttet over i den store hønsegård. Vi regner med, at slagtningen kommer til at ligge engang i slutningen af november eller starten af december. Vi har alle prøvet at slagte før, men ikke så mange på en gang – så måske ender vi med at være på udkig efter en plukkemaskine for at lette arbejdet lidt.

Her er de så, de kære små:

Henkogningsdrømme

Gårsdagens blommechutney er på glas (to små blev det til, men jeg er også den eneste i familien, der kommer til at spise det), og det smukke, varme sensommervejr lokker mig ned til frugttræerne efter mere høst. Jeg drømmer – som altid – om meget mere selvforsyning. Om hylder med henkogningsglas og masser af fryserplads til kød og grønt og bær. Om net med hassel- og valnødder. Om den dag, hvor vi skal have vores egne malkegeder (først når jeg er færdig med at have helt små børn!).

Men faktisk har vi allerede en del. Vores hvidløg kommer til at række til næste forår, og for første gang har vi i år så mange kartofler, at vi skal finde på en måde at opbevare dem på, når frosten kommer. Og slagtekyllingerne kommer på mandag! Huset er sat op og næsten klar – vi mangler bare opsætning af varmelampe. Heldigvis er vores søde naboer med på projektet, så der skal nok blive helt styr på det, selvom jeg selv har armene fulde af børn. Dario rejste i morges, og det føles som altid underligt, at han ikke er her. Min far er rykket ind, heldigvis, og derfor har jeg nærmest ikke set Sebastian hele dagen. Hvis bare morfar er der, kan det kun blive en god dag! Og jeg har haft masser af tid til at gå og hygge med min baby, bage vafler og luge lidt i køkkenhaven. Så er det ingen sag at være græsenke!

Men altså – det med henkogning? Det er helt sikkert det næste projekt på selvforsynings-to-do-listen. Vi har ikke selv dyrket tomater i år, men måske man kunne finde et sted at købe dem billigt…? Vores egen passata eller pizzasauce på hylden, det glæder jeg mig til!

Sensommer – før jeg bliver alenemor

I dag er jeg taknemmelig for…

– Blommer, brombær og æbler i massevis
– Vores nye, dejlige lokale hjemmegruppe, som vi langsomt er ved at lære at kende
– Sebastians malerier – ”Se, mor, her er sporene fra en isbjørn og en struds. De går rundt og rundt i skoven. Jeg har malet hele verden her!”
– At mine forældre træder til, når Dario i morgen tager 10 dage til Costa Rica.

For nu er det nu. Første gang som alenemor til to i så lang tid. Jeg holder vejret, men glæder mig også – både til bedsteforældrehygge og til at finde en ny papà-på-rejse-rytme, bare mig og børnene. De sidste dage har som altid været præget af rejseforberedelser og masser af last minute-emails, men vi har også tilvalgt hygge og ro. Vi har plukket brombær og spist blommetærte med vores naboer under pæretræerne på gårdspladsen. Vi har haft besøg og været på besøg. Vi har puttet og hygget, og jeg har fået sneget en times tid ind i køkkenhaven, så jeg også er i mor-overskud, når Dario tager af sted i morgen.

Dario og Sebastian er på biblioteket lige nu, og imens koger Simona og jeg blommechutney og fryser brombær ned. Chutneyen er med inspiration fra min skønne, antikvariske Syltning og Kræs og Sparemad – og selvom rosiner og løg bliver stavblendet i stedet for at blive kørt igennem en kødkværn, skal det nok blive godt.

Mit instagram-feed drukner i alt det lækre, som kommer ind fra haver, krat og skove lige nu. Hvad foregår der i dit køkken for tiden? Del gerne dine sensommersysler, så vi kan inspirere hinanden – jeg hørte for eksempel for første gang om blommeoliven den anden dag, og det skal helt sikkert prøves!

Køkkenhaven i august

Min køkkenhave kører på femte sæson. Den er anlagt efter no-dig-metoden, hvor jorden bearbejdes så lidt som muligt, og består af 12 bede på ca. 50 kvm i alt. Sidste år bugnede den på dette tidspunkt; alt var grønt og frodigt, jeg havde styr på vanding og lugning, og der var alverdens forskellige grøntsager derude.

I år ser det noget anderledes ud. Jeg havde lovet mig selv ikke at stresse over køkkenhaven med en nyfødt, og det er i det store og hele lykkedes. I april og maj fik jeg kartofler i jorden i fire af bedene, fik nogle forspirede kålplanter fra en nabo, såede lidt porrer, bønner, ærter og majs. Og så lod jeg den passe sig selv i to måneder. Mængden af ukrudt nåede hurtigt op på et ret overvældende niveau – det var faktisk ikke til at se, at der nedenunder dækket af grønt var nogle planter, som rent faktisk var meningen.

Nu er det august, og de sidste par uger er køkkenhaveoverskuddet og -lysten vendt tilbage. Jeg er ved at være nogenlunde igennem det mest massive ukrudt, så man nu kan få øje på kål og majs. Zinnia, tallerkensmækker og valmuer blomstrer, og porrerne fra sidste år er helt fænomenale med deres kuglerunde frøstande. Jeg er gået i oprydningsmode. Stierne mellem bedene er ved at blive dækket af pap, som forhåbentlig kommer til at kvæle ukrudtet nedenunder, og så skal de dækkes af flis. Bedene kommer til at få et massivt lag hestemøg og kompost – måske 20 cm. – så jeg i praksis starter forfra med no-dig-metoden. Der er simpelthen alt for meget rodukrudt, især krybende ranunkel, så hvis jeg skal udrydde det manuelt, bliver det et kæmpe gravearbejde. Så hellere dække det hele til og jordforbedre på samme tid.

Imens nyder vi, at der trods alt er ærter at plukke, planter der vokser, og snart lidt af hvert, der kan høstes. Jeg er optimistisk og har for nogle dage siden forspiret bladbede, bønner og flere ærter, og håber på et mildt efterår, så de når at udvikle sig. Derudover spinat, pak choi, salat og portulak, så vi kan få noget frisk grønt til hurtig høst i september og oktober.

Og når køkkenhaven ikke kommer til at give fuldt udbytte i år, så er der jo bare ekstra tid til at samle bær til fryseren, og æbler og hasselnødder er på vej…

Køkkenhaveplaner

På sådan en dag som i dag, hvor alt er badet i mildt og køligt lys, kribler det i fingrene for at komme i gang med køkkenhaveforberedelserne. Jeg er virkelig glad for og stolt af min køkkenhave, og har brugt mange graviditets- og barselstimer i de sidste år på at sprede hestemøg, luge og vande. I den kommende sæson har jeg lovet mig selv at holde ambitionerne på et minimum. Jeg håber at få dækket alle bede med enten afgrøder eller grøngødning, men har ellers ikke de store planer – babysøster ankommer jo lige midt i forspiringstiden, og når det bliver tid til udplantning har jeg sandsynligvis nok at gøre med storebror, amning, bleskift og søvn. Hvis der er overskud, og det alligevel lykkes mig at få sneget lidt havetid ind her og der, er planerne gode, langtidsholdbare vinterafgrøder, som vi kan nyde godt af når det igen bliver koldt; porrer og grønkål, og så kartofler og en masse bønner. Hjemmedyrkede, tørrede bønner føles virkelig som en luksus, når de ryger i en chiligryde på den her tid af året. Til gengæld vil jeg ikke gentage sidste års store fejltagelse – vores majs. De stod så flotte og hed konfettimajs, og jeg glædede mig hele sommeren til at smage dem. Det viste sig bare, at de smukke, flerfarvede frø, jeg havde byttet mig til, var fodermajs. Ikke nogen kulinarisk succes. Men en dag – måske ikke i år – kommer det til at lykkes at koge vores egne, sprøde majskolber ud på sommeren.

Hvidløgsbedet blev sat i oktober, og de små planter er netop begyndt at titte op af jorden. Ligesom de spæde ukrudtsplanter. Det giver så god mening at tage dem nu, så de ikke når at få ordentligt fat. Jeg er nu i uge 34 af graviditeten, og om tre uger må jeg officielt føde hjemme – så der kan jeg vist godt tillade mig at gå i gang med en kultivator…

Alt det, man kan bruge et får til

Altså, vi er ikke særlig selvforsynende.

Mit drømmescenarie er det helt store billede. Frugt og grønt til hele året, en overflod af æg, geder til mælk og ost. Lige nu har vi delefår og delehøns og en køkkenhave på omkring 50 m2, og i år er mit succeskriterie at få tilplantet alle bedene. Ikke kun halvdelen, så resten drukner i ukrudt. Måske vil det også lykkes at få has på lidt flere dræbersnegle. Jeg har stadig onde drømme om dem fra sidste sæson.

Under alle omstændigheder er det ikke nemt at arbejde udendørs med en halvandetårig. Det er svært at blive enig med ham om, at nu er det tid til at luge/save brænde/køre med trillebør, i hvert fald hvis der skal være en vis effektivitet i det. Vi har faciliteterne til meget mere, end vi gør nu, og jeg håber, at der bliver tid og plads til mere og mere i takt med, at vi får større børn. Indtil videre har vi ikke helt fundet rytmen i det. Mine visioner overstiger langt min praktiske formåen i en hverdag, hvor Sebastian er førsteprioritet.

Dermed ikke sagt, at det slet ikke bliver til noget! I dag vil jeg fortælle om min helt store stolthed udi selvforsyningsøvelserne, nemlig vores får:

Vi har en dedikeret fårehyrde her i bofællesskabet og en endnu mere dedikeret hyrdehund, så det daglige arbejde er vi sjældent en del af. Det kunne være meget mere, og forhåbentlig bliver det en dag. Ikke desto mindre står vi i vores familie hvert år med et lam, der er vores. Sidste år, hvor Sebastian var helt lille, blev det sendt til slagteren med de andre, men i år skulle det være! Jeg slagtede selv for første gang.

Jeg har været med til at slagte grise før, så jeg var nogenlunde tryg ved processen, og en god nabo hjalp til med vejledning. Det tog til langt ud på aftenen, før alt kødet var parteret og køkkenet var rengjort – men jeg var også særlig forsigtig da jeg pelsede det, for skindet skulle garves.

Det blev det over nogle uger i november, og nu pynter det i stuen til Pinos store fornøjelse.

Det er en kæmpe tilfredsstillelse at have en fryser fuld af kød, som har haft et godt liv, og som jeg selv har taget livet af. Men det fåreprojekt, som jeg er allermest begejstret for, er ulden, som jeg er ved at spinde til garn.

Jeg tog to pelse fra vores væddere i det sene forår, hvor de blev klippet. Siden fik jeg fat i en spinderok, og med god vejledning fra både Youtube og rigtige, varme hænder, har jeg fået nogenlunde tag på at spinde. Det er ren meditation. Den rytmiske lyd af hjulet der snurrer, fornemmelsen af ulden mellem hænderne. Og så det at lære noget, en proces man kan grave sig ned i, blive bedre til. Det er en kæmpe tilfredsstillelse.

De første nøgler her skal blive til et sjal. Jeg har lige slået masker op. Det er blødt at arbejde med, mit garn, selvfølgelig temmelig ujævnt, men med så meget liv.