Kategoriarkiv: selvforsyning

Køkkenhaveplaner

På sådan en dag som i dag, hvor alt er badet i mildt og køligt lys, kribler det i fingrene for at komme i gang med køkkenhaveforberedelserne. Jeg er virkelig glad for og stolt af min køkkenhave, og har brugt mange graviditets- og barselstimer i de sidste år på at sprede hestemøg, luge og vande. I den kommende sæson har jeg lovet mig selv at holde ambitionerne på et minimum. Jeg håber at få dækket alle bede med enten afgrøder eller grøngødning, men har ellers ikke de store planer – babysøster ankommer jo lige midt i forspiringstiden, og når det bliver tid til udplantning har jeg sandsynligvis nok at gøre med storebror, amning, bleskift og søvn. Hvis der er overskud, og det alligevel lykkes mig at få sneget lidt havetid ind her og der, er planerne gode, langtidsholdbare vinterafgrøder, som vi kan nyde godt af når det igen bliver koldt; porrer og grønkål, og så kartofler og en masse bønner. Hjemmedyrkede, tørrede bønner føles virkelig som en luksus, når de ryger i en chiligryde på den her tid af året. Til gengæld vil jeg ikke gentage sidste års store fejltagelse – vores majs. De stod så flotte og hed konfettimajs, og jeg glædede mig hele sommeren til at smage dem. Det viste sig bare, at de smukke, flerfarvede frø, jeg havde byttet mig til, var fodermajs. Ikke nogen kulinarisk succes. Men en dag – måske ikke i år – kommer det til at lykkes at koge vores egne, sprøde majskolber ud på sommeren.

Hvidløgsbedet blev sat i oktober, og de små planter er netop begyndt at titte op af jorden. Ligesom de spæde ukrudtsplanter. Det giver så god mening at tage dem nu, så de ikke når at få ordentligt fat. Jeg er nu i uge 34 af graviditeten, og om tre uger må jeg officielt føde hjemme – så der kan jeg vist godt tillade mig at gå i gang med en kultivator…

Alt det, man kan bruge et får til

Altså, vi er ikke særlig selvforsynende.

Mit drømmescenarie er det helt store billede. Frugt og grønt til hele året, en overflod af æg, geder til mælk og ost. Lige nu har vi delefår og delehøns og en køkkenhave på omkring 50 m2, og i år er mit succeskriterie at få tilplantet alle bedene. Ikke kun halvdelen, så resten drukner i ukrudt. Måske vil det også lykkes at få has på lidt flere dræbersnegle. Jeg har stadig onde drømme om dem fra sidste sæson.

Under alle omstændigheder er det ikke nemt at arbejde udendørs med en halvandetårig. Det er svært at blive enig med ham om, at nu er det tid til at luge/save brænde/køre med trillebør, i hvert fald hvis der skal være en vis effektivitet i det. Vi har faciliteterne til meget mere, end vi gør nu, og jeg håber, at der bliver tid og plads til mere og mere i takt med, at vi får større børn. Indtil videre har vi ikke helt fundet rytmen i det. Mine visioner overstiger langt min praktiske formåen i en hverdag, hvor Sebastian er førsteprioritet.

Dermed ikke sagt, at det slet ikke bliver til noget! I dag vil jeg fortælle om min helt store stolthed udi selvforsyningsøvelserne, nemlig vores får:

Vi har en dedikeret fårehyrde her i bofællesskabet og en endnu mere dedikeret hyrdehund, så det daglige arbejde er vi sjældent en del af. Det kunne være meget mere, og forhåbentlig bliver det en dag. Ikke desto mindre står vi i vores familie hvert år med et lam, der er vores. Sidste år, hvor Sebastian var helt lille, blev det sendt til slagteren med de andre, men i år skulle det være! Jeg slagtede selv for første gang.

Jeg har været med til at slagte grise før, så jeg var nogenlunde tryg ved processen, og en god nabo hjalp til med vejledning. Det tog til langt ud på aftenen, før alt kødet var parteret og køkkenet var rengjort – men jeg var også særlig forsigtig da jeg pelsede det, for skindet skulle garves.

Det blev det over nogle uger i november, og nu pynter det i stuen til Pinos store fornøjelse.

Det er en kæmpe tilfredsstillelse at have en fryser fuld af kød, som har haft et godt liv, og som jeg selv har taget livet af. Men det fåreprojekt, som jeg er allermest begejstret for, er ulden, som jeg er ved at spinde til garn.

Jeg tog to pelse fra vores væddere i det sene forår, hvor de blev klippet. Siden fik jeg fat i en spinderok, og med god vejledning fra både Youtube og rigtige, varme hænder, har jeg fået nogenlunde tag på at spinde. Det er ren meditation. Den rytmiske lyd af hjulet der snurrer, fornemmelsen af ulden mellem hænderne. Og så det at lære noget, en proces man kan grave sig ned i, blive bedre til. Det er en kæmpe tilfredsstillelse.

De første nøgler her skal blive til et sjal. Jeg har lige slået masker op. Det er blødt at arbejde med, mit garn, selvfølgelig temmelig ujævnt, men med så meget liv.