Kategoriarkiv: tanker

Lys i mørket

Vi stod op til en landlig tragedie i dag. Ræven eller måren havde været på spil, og vores tre små puttehøner var blevet reduceret til én. Stakkels Sitte, som nu går rundt alene i hønsegården. Hun får selskab af en anden enlig nabohøne i aften, så må vi se, om det lykkes dem at stable et velfungerende bofællesskab på benene. Og hønsehuset lukkes ekstra forsvarligt i aften.

Der tikker aflysninger og ændringer af arrangementer ind i disse dage. Nogle gange kan det altså være svært at holde håbet oppe i denne tid. Gaven i det er selvfølgelig, at vi får en roligere december. Men åh, hvor jeg glæder mig til den dag, hvor vi ikke længere skal forholde os til smittetryk og restriktioner og igen kan være sammen, som vi vil. Jeg kommer til at give hele verden et kæmpe kram den dag.

Imens vi venter på alt det gode, der kommer, får vi tiden til at gå med hyggelige, hjemlige sysler. Her dufter brunt og brændt, og når jeg kigger ud af vinduet, ser jeg solen titte frem bag skyerne. There’s a crack in everything. Julens budskab har aldrig virket mere nærværende eller relevant end nu i år.

Et lyskram fra mig til dig!

Sidste søndag i kirkeåret

Søndag er for det meste en arbejdsdag hjemme hos os. Jeg har sunget i kirkekor i mange år, og er netop begyndt som kirkesanger i vores lokale kirke.

Og i dag var så endnu en afslutning/begyndelse af dem, vi har så mange af på denne tid af året. Vi har netop fejret heksenes nytår ved Samhain/Halloween, der hvor jorden lukker sig om sig selv og vi overgiver høsten til åndernes verden. I dag er sidste søndag i kirkeåret, og på søndag begynder vi forfra i forventningen om det nye liv, der skal fødes. Fødsel, død og genfødsel; det er jo den samme historie alting fortæller. Jeg vælger alt det til, der med kærlighed og visdom forbinder min dyre-menneskekrop med livets naturlige cyklusser. For mig findes det både hos den vilde, feminine spiritualitet og i kirken. Både med næsen stukket dybt ned i muld og visne blade, og med stemmen løftet i vores kulturhistoriske rødder.

Derhjemme holdt de sofa-bio, mens jeg blev fyldt op af sang og gode ord om tro og liv. Dario og Sebastian er begyndt at se Disneyfilm på italiensk, og han suger det til sig. Imens tuller Simona rundt og snakker med sig selv og bamserne. Da jeg kom hjem, tog Sebastian og jeg fat på de allerførste julerier. Hvad vi lavede, er en hemmelighed…

Senere tændte vi op i brændeovnen for første gang i år, og lokkede nissen til huse med duften af risengrød. Det er en god tid, der nærmer sig.

Spis, bed og elsk i en coronatid

Kan I huske Elizabeth Gilberts “Spis, bed, elsk”? Den der selvudviklingshistorie, som blev til en hyggelig feel-good-film med Julia Roberts? Jeg kom til at tænke på den i går, da jeg stod og vaskede op og reflekterede over, hvad vi egentlig har brug for lige nu i denne tid. Denne tid, som for mange er en mulighed for at stoppe op, måske finde en ny ro, i hvert fald lægge mærke til, hvad vi hver især savner og længes efter – og hvad vi ikke savner. Det er så lidt, vi egentlig har brug for – og måske er de tre ord, spis, bed, elsk, et meget godt bud på, hvor trivsel og livsmod og glæde ligger gemt.

Spis: Fordi maden, vores kroppe, vores sundhed er essentielt. Dyrk jorden – både for at se håbet spire frem i bogstaveligste forstand, men også for at lære den måske vigtigste menneske-kundskab af dem alle, nemlig at kunne bidrage til vores egen fysiske overlevelse. Hvis du ikke har adgang til jord, så gå ud i naturen og mærk den urgamle forbindelse til mælkebøtte, brændenælde og skvalderkål, som gennem alle tider har bidraget til vores sundhed og styrke. Bag alle de kager, du vil, fordi kagebagning er sanseligt og frydefuldt. Vær taknemmelig over dem, du trods alt kan dele måltidets fællesskab med lige nu.

Bed: Hold fast i din spirituelle praksis. Hvis du ikke har en, så skab en. Bøn, meditation, yoga, lysvisualiseringer, affirmationer, journaling… Bare fem minutters fokus på forbindelsen til vores alle sammens kilde kan gøre en verden til forskel. Gennem bevidst nærvær kan vi finde fred med at overgive os til det, der er. Vi kan fokusere på vores intention om at gøre det bedste, vi hver især kan for os selv og hinanden, og minde os selv om, at resten ligger uden for vores kontrol – og det er okay.

Elsk: Vælg kærligheden til dig selv, til din familie, dem du ser og dem du ikke ser. Elsk i alle ordets betydninger. Mærk taknemmeligheden over de fysiske berøringer, der er mulige lige nu, og over teknologien, som forbinder os på helt nye måder og viser nye muligheder for fællesskab. Husk at kærlighed er intention og handling – du kan altid vælge den vej, selvom du føler dig alt andet end kærlig og elskelig.

Jeg håber helt ind i mit inderste, at vi som samfund tager en øget bevidsthed om langsommelighed med os ud på den anden side. At vi hver især har fået plads og lov til at mærke kernen i det at være menneske. Vores bløde, sårbare, følende dyrekroppe. Der er jo så uendelig lidt, vi skal.

Samtidig ved jeg godt, at der er mange, som løber ekstra hurtigt lige nu, og som er fanget i angst, ensomhed, sorg eller urealistiske forventninger til hverdagen. Jeg kan komme i tanker om mange, som ikke bare kan bruge disse uger på at sidde og føle taknemmelighed. Alle dem, der gør en kæmpe indsats for at få vores vigtigste samfundsfunktioner til at køre videre, og måske i endnu højere grad dem, der ikke kan komme til det lige nu, og ved, hvor meget det koster i menneskelig trivsel.

Vi er heldige. Vi har en hverdag, som faktisk ikke har forandret sig – bortset fra, at vi ikke kan gå på biblioteket og har indsnævret vores omgangskreds til vores nærmeste naboer i bofællesskabet. Men det er også nok. Vi savner ikke noget. Sebastian har ikke opdaget noget endnu – det kommer nok, hvis vi ikke kommer til at kunne ses med bedsteforældre i en længere periode, men for nu er hans hverdag den samme, og vi har valgt ikke at tale om krisen med ham. Det bliver for abstrakt, netop fordi han ikke er påvirket af det – så er der ikke nogen grund til at fylde et 3-årigt hoved med tanker om sygdom og fare og bekymring.

Så nu vil jeg gå ud i min lille, priviligerede verden, og fodre høns og cykle ture op og ned ad grusvejen med børnene og spise (mere) is i solen. Pas på hinanden. Nyd alt det gode og VÆLG det så meget du kan.

Jeg øver mig i mit liv

Jeg har længe villet skrive et indlæg omkring livsvalg, kerneværdier og det at gøre sig umage i sit liv, fordi det er så definerende for den måde, jeg er i mit liv på i disse år. Her til aften, da jeg vaskede op (det er der, de bedste indre dialoger opstår for mig), funderede jeg over, hvad det egentlig er for en lærings-udviklingsrejse, jeg er på i denne del af mit liv – og det slog mig, at jeg øver mig på at øve mig. På at blive i det, jeg endnu ikke har lært, fordi jeg har en klar drøm om, hvor jeg gerne vil bevæge mig hen ad.

Jeg har læst musikvidenskab på uni og nød de år, jeg havde der. Men en ting, som er ret essentiel som musikalsk udøvende, fik jeg ikke rigtig lært – at øve mig, også når det ikke kun er sjovt. Jeg har aldrig været særlig god til det, aldrig rigtig gået ad veje, hvor jeg ikke i udgangspunktet eller med en forholdsvis lille indsats var god (nok). Det giver masser af umiddelbar tilfredsstillelse, men også frustration og en vis stagnation inden for den berømte comfort zone.

Det var nok, da jeg mødte Dario, at jeg først begyndte at øve mig. Jeg øvede mig og øvede mig i et parforhold, som helt tydeligt ville noget med mig, men som fra start af var noget mere kompliceret end de fleste andre forhold, jeg har været i. Kompliceret, men sundt. For her var en mand, som delte nogle af de helt essentielle værdier for fremtiden, som jeg drømte om at udleve. Børn, hjemmeliv, hjemmeskole, fællesskab, frihed til selv at strukturere vores tid, masser af eventyr og kreativitet. Og netop de ting, de helt store drømme og overordnede visioner for vores liv (+ det med natur og selvforsyning, som mest er min ting) er dem, jeg øver mig på hver eneste dag. Fordi de fylder mit liv med mening. Også når det er hårdt.

Jeg træder ofte ved siden af, men: Jeg øver mig hver dag på at være den mor, jeg gerne vil give mine børn. Jeg øver mig på at være nærværende, tydelig, autentisk, kærlig og tålmodig, og på at skabe rammer som gør, at jeg har den største mulighed for at være det hele dagen igennem, også når det er sidst på dagen og jeg er træt. Jeg øver mig på at vise min mand, at jeg elsker ham, og på at huske at vi er et team, selv når vi misforstår hinanden. Jeg øver mig på at skabe en god hverdagsstruktur, og på at vende tilbage til de ting, der virker, når det hele bliver lidt for løst og flydende. Jeg øver mig på at passe på mig selv før jeg vælter, at tage tid for mig selv og gå tur, male, læse, lave mad i stilhed. Jeg øver mig på at se mig selv som ressourcestærk udi praktiske ting – jeg kan da sagtens skaffe en fræser, hente flis i en trailer og flytte høns! Og jeg øver mig på at lade min identitet være åben for forandring, på ikke at bruge så mange mentale ressourcer på, hvad andre tænker om mig.

Når jeg fejler, hvilket sker dagligt på stort set alle felter, lykkes det mig for det meste at huske, at her er noget, jeg har til gode at lære. Det er en gave, for det bliver nemmere at se med milde øjne på mig selv og de situationer, hvor jeg er nede og ømme mig allermest. Stort set det hele – alt det jeg VIL med mit liv, alt det jeg øver mig på – kræver alt, hvad jeg har, og jeg har masser af dage, hvor jeg helst bare vil blive i sengen og spise chokolade. For det er ikke nemt for mig at være sammen med mine børn konstant, det er ikke nemt for mig at blive i kærligheden, det er ikke nemt at træffe livsvalg, som går imod strømmen. Det er ikke nemt for mig at tro på, at JEG (og ikke de ting, jeg GØR) er god nok. Men der er hele tiden en fornemmelse af retning, af mening, Gud der hvisker: “Se – det her liv er dit!” Og når jeg mærker det, bobler det i maven af taknemmelighed.

Jeg har gemt et eneste lille citat fra et Yogi-tebrev: “Patience pays”. For det gør det virkelig. Det er de små skridt hver eneste dag, den løbende refleksion over hvert eneste valgs konsekvenser, uendelige mængder af tålmodighed og et valg om at tro – at tro på den sti, der føles rigtig – som til sidst fører derhen, hvor vi drømmer om at være.

En ny begyndelse

Se, hvordan vender man tilbage til en blog, der gik død efter ganske få måneder?

2018 var virkelig et år, hvor jeg blev tvunget til at se indad. Det var helt sikkert på top fem over mine tungeste år indtil videre, men også et af dem, hvor jeg lærte allermest om mig selv og om at navigere. Om at give slip og overgive mig til det, der var, men også om at tage vare på min egen energi og manifestere i den retning, jeg ønsker det.

Forår og tidlig sommer sidste år var præget af søvnløshed og konflikt, ydre og indre, og det, man vist kalder mommy burn-out. Der skete ting omkring os i vores daglige relationer, som vi ikke selv var herre over, og som jeg blev voldsomt udfordret af – og i kombination med min selvvalgte 24/7-morrolle, var der bare alt for lidt plads og rum til, at jeg kunne høre mine egne tanker og mærke mine egne grænser. At have Sebastian hjemme føltes stadig rigtigt og meningsfuldt, men jeg var slet ikke i stand til at være nærværende, og længtes konstant efter søvn og alenetid.

Efter for lang tid med sammenbidte tænder, gråd og en dyb, dyb udmattelse, begyndte jeg at arbejde med mig selv – både i terapi og i kreative rum. Vi valgte, at Sebastian skulle starte i dagpleje til efteråret, så jeg kunne få luft til at finde ind til mit overskud igen (og den beslutning i sig selv var en voldsom eksistentiel krise og øvelse i forhandling mellem trivsel og idealer). I løbet af sommeren blev jeg gravid igen, og jeg besluttede at gå i gang med en kandidat oven på min uni-bachelor.

Pludselig i løbet af efteråret gik der hul på så mange ting, som har føltes statiske og utilfredsstillende længe. Vi startede Sebastian op i dagpleje ca. 8 timer om ugen i oktober, og jeg nød – og måtte erkende, at jeg nød – at tage toget til Aarhus, helt i mit eget selskab, og lære nyt og blive stimuleret af andre voksne mennesker. Samtidig var det mega hårdt at aflevere Sebastian i dagplejen (som der i øvrigt ikke er en finger at sætte på), fordi det slet ikke var det, jeg ville for os – men har været enormt givtigt at få øje på min dårlige samvittighed, tale med den og byde den velkommen. Langsomt lærte jeg mere om, at min egen trivsel er lige så vigtig som resten af familiens. Og langsomt kom overskuddet, glæden og hverdagsmagien tilbage.

I november og december var min indre brønd ved at være så fyldt op, at universet kunne begynde at give tilbage i form af skaberkraft og flow. Jeg fik skabt en fantastisk kvindegruppe, som jeg mødes med ugentligt og deler drømme og håb med. Dario og jeg fandt i fællesskab ind til nogle meget bedre rytmer i hverdagen, så der er plads til at vi nærer os selv og hinanden. Jeg gik i gang med Julia Camerons kursus The Artist’s Way, og kan mærke hvor meget kerne det giver mig at arbejde kreativt på daglig basis. Og Sebastian fik en månedlang juleferie, og skal snart helt hjem igen. Vores hjemmeliv er stadig drømmen og målet – nu bare under forudsætning af, at alles trivsel er på plads. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fået redskaber og erfaringer, som forhåbentlig kommer til at gøre det nemmere fremover.

Og graviditeten? Så nem, at jeg nærmest ikke lagde mærke til den de første fem måneders tid. Lillesøster ankommer omkring slutningen af marts, og vi glæder os så utrolig meget til at hilse på hende og finde os selv som en familie på fire.

Disse kvinder inspirerer mig

Jeg har et meget ambivalent forhold til sociale medier og internettets uendelige mængder af information. Det sluger tid og fjerner os fra kropslighed og sanselighed, og samtidig er der så megen viden og inspiration at hente. I mange år fyldte det digitale ganske lidt i min dagligdag – jeg fik først en facebookprofil sidste sommer, da min barsel var slut, og jeg fik brug for at udvide mit netværk af hjemmegående forældre. Alligevel har der gennem årene altid – lige siden jeg som ung teenager var aktiv på diverse Harry Potter-fora – været et eller andet sted på nettet, hvor jeg følte mig hjemme, fandt inspiration og “mødte” ligesindede. I det sidste årti har det mest været blogs om kvindeliv, moderskab, slow living og alt det, jeg har brugt år på først at længes efter, siden aktivt at manifestere i mit eget liv.

Det begyndte altsammen med Soulemama. Jeg var 20 år og ved at finde ud af begyndelsen på mit voksenliv. Jeg vidste ikke, hvad jeg reelt ville, bortset fra, at jeg en dag skulle have børn. I sommeren mellem mit sabbatår og mit første uni-studie arbejdede jeg som tilkaldevikar – det værste job, jeg til dato har haft! En dag, efter adskillige trister vagter som opvasker i diverse kantiner, støvsugepige på en byggeplads, pakker i et cateringfirma, blev jeg tilkaldt til en obskur lille virksomhed, som manglede en receptionist for en dag. Jeg sad otte timer foran en telefon og en computer, og ikke en eneste gang blev der behov for at viderestille noget som helst. Derfor havde jeg al tid i verden til at surfe rundt, og på en eller anden måde endte jeg altså på den her blog, hvor en kvinde i Maine skrev om hjemmeliv, selvforsyning, børnefødsler, hverdagskreativitet. Det var fuldstændig nyt for mig, og jeg var solgt på stedet, samtidig med at en dyb længsel voksede frem inden i mig. Tænk at nogen kunne leve på den måde! Den frihed, den nærhed, den sanselighed, den kærlighed!

Jeg fulgte Soulemama temmelig trofast i adskillige år, mens jeg studerede i Aarhus, og med tiden kom der andre til. Nogle blogs (og nu instagramprofiler) vender jeg tilbage til gennem lang tid, andre viser kortvarigt nye horisonter og forsvinder så igen. Her kommer en liste med dem, der pt. eller i de seneste år har inspireret mig:

—–

Hjemmeliv/hjemmeskole:

Maj My – gør et kæmpe stykke arbejde for at gøre hjemmelivet mere mainstream. Skønne, opløftende hverdagsbeskrivelser fra Ærø og masser af indlæg om at træffe helhjertede valg i livet.

Neohippie.dk (instagram) – meget mere kompromisløs i sin tilgang til forældreskab og bæredygtighed, end jeg nogensinde ville kunne finde ud af at være. Stof til eftertanke i hendes mange, velovervejede tekster til billederne på instagram.

Lulastic and the Hippyshake – har jeg linket til før. Uendeligt mange indlæg om attachment parenting, hjemmeskole, og mange af dem med en vinkel på, hvordan man passer på sig selv som (hjemme-)mor.

Growing Wild Things (instagram) – belgiske Katrien er bosiddende i Italien og tager de vildeste, idylliske billeder af hjemme-familielivet. Ikke en spejling af virkeligheden, men pænt er det.

Happiness is Here – en australsk blog om respektfuldt forældreskab og unschooling. For tiden en kilde til stor inspiration for masser af danske hjemmefolk.

Selvudvikling/spiritualitet:

Tanja Eskesen – jeg har haft fornøjelsen af at deltage i et par af Tanjas workshops, og hun kan virkelig noget med kvindekraft. Gode tekster omkring årshjul, månefaser og den slags.

Conscious Transitions – når jeg bliver fanget i “skulle” og “burde”omkring mit parforhold, er det utroligt givende at læse den her blog om at leve sammen som mand og kvinde. Masser af nede på jorden-indsigter omkring udviklingspotentialet i parforholdskriser, seksualitet, livsovergange og selvomsorg.

The Woman Who Married a Bear (instagram) – finske Milla, som er bosiddende i USA, skriver om spiritualitet, aktivisme, magi, vores tilhørsforhold til naturen, og om at bruge sociale medier klogt og autentisk.

—–

Hvor på nettet finder I inspiration til det virkelige liv? Er der nogen, jeg og andre skal kende til?

På den anden side af en krise

Jeg opdagede ret tidligt i mit moderskab, at det at være nogens mor kan ses som en slags spirituel praksis. Det er en daglig øvelse i nærvær, tålmodighed og overgivelse. Samtidig er det også min oplevelse, at intensiteten i moderskabet skaber rum for indre transformationer. Der dukker så meget op – gammelt støj, som forlanger at blive kigget på og helet. Alt det grimme, som bliver så frygtelig synligt, fordi konsekvensen af at gemme det væk inden i er, at det kommer til at leve videre i en eller anden form i børnene. Det kommer lidt i bølger. Jeg har lige været igennem en af de større af slagsen indtil videre, og nu er den ved at flade så meget ud, at jeg kan skrive igen.

De sidste to-tre måneder har været hårde. Det startede med en interessekonflikt i bofællesskabet i vinters, som i sig selv ikke var voldsomt dramatisk, men som endte med at blive alt for personlig og voksede sig stor inden i mig. Det satte gang i alt muligt, og det føles, som om jeg har været i konstant bevægelse det sidste halve år. På overfladen har det vist sig som stresssymptomer, tavshed, søvnløshed. Når man står midt i krisen er det svært at holde fast i, at den rummer potentialet for forandring og udvikling, og nogle dage har været ret kaotiske. Alt ramler, når man flere dage i træk er fuldtidsmor på 2-3 timers søvn. Jeg har været i tvivl om alting – vores hjemmeliv, vores bolig, vores værdier som familie. For at kunne høre mig selv og finde ud af, hvad det hele drejede sig om, har jeg haft brug for at være alene mere end sædvanligt – eller, mere end jeg har været vant til at give mig selv plads til i de snart to år, jeg har været mor. Selvom jeg har en mand, der med et enormt overskud støtter mig i mine behov, er det tit meget svært for mig at sige, “Jeg har brug for at få noget luft.” Men nu har jeg gjort det nok gange til, at jeg er begyndt at få fodfæste igen og kan se lidt af, hvad disse måneder drejer sig om. Søvnløsheden er taget af, og jeg får gravet i mig selv med støtte fra en dygtig terapeut og en kvindecirkel, der kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt.

Og nu skriver jeg så, i hvert fald i aften. Det har jeg hverken haft lyst eller overskud til, og det er ok. Nu begynder der langsomt at dukke ord op igen, og et lille skub fra to dejlige kusiner i dag var det, der skulle til. Det er fuldstændig ukendt land for mig, det her med at dele de hårde og sårbare sider på blogformatet, men det skal til, synes jeg – hvis ikke det skal blive ligegyldigt.

Vi har været på så mange ture, mens alt det her eksistentielle arbejde har stået på. Samsø flere gange, Livø, en uge hos svigerfamilien i Italien. Og nu er det sommer, og alting er nemmere og skønnere, mere mildt og fyldigt. Vi lever udenfor ligesom resten af landet – spiser is, bader i søer med vores naboer, kigger på kyllinger og killinger. Næsten hver aften fodrer jeg min sjæl ved at nusse om køkkenhaven, og den er smuk! Hestebønnerne og kartoflerne skyder i vejret, alt gror, ingen dræbersnegle. Sebastian og jeg har brugt de sidste par dage på at sætte et nøddehegn op, for både høns og kaniner har det med at undslippe, og så er det bare for fristende med alt det grønne.

Hvis nogle af jer stadig læser med – hvordan går I så og har det her i den skønne, uendelige forsommer?

 

Det uperfekte liv

Bloggen et blevet lidt stille. Marts har bragt alt muligt nyt med sig, og jeg har været i tvivl om, hvad jeg har haft lyst til at dele. Der er gang i nogle indre processer, som jeg endnu ikke kan se udefra, og som det derfor er for tidligt at sætte ord på.

Noget af det handler om bloggen her. Jeg har haft lyst til at skrive på det her medie i lang tid, og det har været sjovt og givende at formulere mig om vores liv og hverdag, siden jeg gik i gang for et par måneder siden. Samtidig er jeg simpelthen i tvivl om, hvordan jeg undgår, at det bliver ren overflade. Jeg skriver om vores hjemmeliv og om de aktiviteter, der skaber mening og indhold, for det er det, der giver mig glæde og driver mig fremad. Men det er svært at bevare en sammenhæng mellem de enkeltstående glimt, jeg lægger ud her, og så det, der er det egentlige liv. Bagved billeder af plantefarvet garn og nuttede lam er der jo oceaner af triviel madlavning, vådt vasketøj der står lidt for længe i kurven, frustrationer og almindelig hverdagsutilfredshed. Man kan vel sige, at det, jeg indtil videre har skrevet om her, er de manifestationer af mine idealer for det gode liv, som det lykkes mig at skabe. Alt det, jeg virkelig bevidst vælger at gøre, fordi jeg tror på de værdier. Og så er der alt det andet.

Jeg havde for nylig besøg af en veninde, der ligesom jeg fylder 30 i år. Vi havde en lang snak om det med voksenlivet og at være “endt” et sted. Der begynder langsomt at snige sig en ydmyghed ind i vores bevidsthed, en fornemmelse af, at der ikke længere er fuldstændig frit valg på alle hylder. Sådan føltes det jo for ikke særlig længe siden. De fleste af os startede med at følge den slagne vej, og nogle af os blev ved med at følge den, og er nu et sted, der giver mere eller mindre mening. Nogle af os valgte at dreje ned ad en sidevej, eller måske en skovsti, fordi vi fik øje på noget andet i horisonten, som trak mere. Under alle omstændigheder lever vi med de konsekvenser og kompromiser, som er blevet til vores liv nu. Jeg føler mig heldig i den sammenhæng. Jeg har et godt liv, og nogle gange forstår jeg slet ikke, hvor heldig jeg er. Og alligevel er der både tvivl, frustration og masser af negative tankemønstre, som jeg bliver ved med at være låst fast i.

Jeg oplever, at folk giver udtryk for at finde inspiration i det, jeg skriver om vores liv. Det er dejligt, og til dels et af formålene med at have den her blog. Samtidig gør det mig lidt urolig, i hvert fald når jeg bliver i tvivl om, om det bliver for overfladisk – om jeg fremstiller mig selv som lykkeligere, roligere, mere groundet end jeg er. For mit liv er langt fra perfekt. Nogle gange er det måske for sammenbidt ideologisk, og jeg glemmer at mærke efter, men forfølger et idealbillede. Jeg græder tit, ligesom mange andre småbørnsmødre. Mit parforhold trænger til kærestetid. Jeg bekymrer mig helt utrolig meget om, hvad andre tænker. Jeg får for lidt søvn og bliver kort for hovedet.

Det med søvnen er helt reelt. Sebastian ammer rigtig meget for tiden, og især tidligt om morgenen, hvor han vækker mig uden selv at vågne. Det giver meget lidt overskud i hverdagen, når det har stået på i nogle uger, for det lykkes aldrig for mig at falde i søvn før kl. 22, og jeg trives ikke på mindre end otte timers søvn. Samtidig er både Dario og jeg begyndt at have et større behov for, at han som far kan skabe den samme tryghed, som jeg kan – og lige nu hænger det bare uløseligt sammen med brystet. Sebastian er virkelig det, der på italiensk hedder en mammone – en mors dreng. Især ved sovetid.

Derfor har vi de sidste tre dage puttet uden amning i sengen. Det er første gang, at vi bryder med bryst-symbiosen, og det tager energi. Som den ifavnsk-inspirerede mor jeg er, har jeg fra starten tænkt, at Sebastian skulle have lov til at amme til han selv valgte det fra. Nu er det imidlertid os forældre, som har  valgt, at der skal ske noget andet, og det føles faktisk ok. Det har under alle omstændigheder været sværest for mig, for det er så vigtigt for mig, at han føler sig tryg og ved, at han kan stole på sin verden. Vi plejer at have et meget fast aftenritual, og jeg var bekymret for, hvor stor en omvæltning det ville være at ændre det, men det er gået nemmere end forventet. Jeg har ammet ham i sofaen, fortalt ham, at nu skulle han og papà ind i sengen og læse historie, og at jeg ville komme tilbage, når han sov. Den første aften var det slet ikke sjovt, men siden er det gået nemt. Her til aften sagde han selv “færdig!”, da han var klar til at gå fra bryst til seng. Det føles som en lettelse, selvom der også er en sorg forbundet med, at jeg giver en lille bitte smule slip på ham.

Hvor er I henne i jeres uperfekte liv? Har I brudt med nogle af jeres idealer for nyligt og opdaget, at det egentlig var ok?

Nu glæder jeg mig endelig til, at det skal blive sommer

Jeg elskede at være i barselsboblen med Sebastian, da han var helt lille. Vi havde en nem start på alle måder, og det var en helt grundlæggende længsel, der blev indfriet, da jeg endelig blev nogens mor. De første uger var overvældende, selvfølgelig – jeg husker mest forundringen, samhørigheden, den pludselige sårbarhed. Vi var sammen alle tre, for Dario skulle heldigvis først rejse med arbejdet et par måneder efter fødslen.

Det var sommer, da vi blev forældre. En ret elendig en af slagsen der i 2016, og jeg var glad for det, for det eneste jeg kunne, ville og skulle var at sidde i ammestolen. Der gik to-tre måneder, før jeg følte mig klar til at være udenfor i længere tid med Sebastian, og det var først hen på sensommeren, at vi fik gang i barnevognen og begyndte at gå ture. Og selvom grundtonen i den første tid var rolig og let, blev jeg ind imellem frustreret. Jeg husker at sidde der på sofaen, begravet under ammepuden, og lytte til glade stemmer på gårdspladsen – folk der drak kaffe, bål og snobrød, en sommerfest (som foregik uden for vores vinduer, og det kunne jeg slet ikke rumme), fællesspisninger under pæretræerne. Når jeg kiggede ud af vinduerne i den anden side af stuen, fik jeg øje på min nyetablerede køkkenhave, som var blevet til en mælkebøttemark midt på græsplænen. Jeg ved, at mange kæmper med langt større frustrationer og sorger i starten af forældreskabet, men for mig var den største udfordring virkelig at give slip på alt det udadvendte, jeg troede, at jeg skulle.

September var smuk og lang det år, og den måned nød vi i fulde drag. Og lige så langsomt, som bladene faldt og kulden kom, blev der overensstemmelse mellem min indre proces og den ydre stilhed. Jeg var i et vildt udviklingsarbejde indeni, men det var vokseværk under overfladen, ordløst og tavst. Jeg var et med frøene under den frosne jordskorpe, mens jeg gik lange ture med Sebastian i det grå halvår.

Jeg var overrasket over, at det ikke ændrede sig, da foråret kom. På dette tidspunkt sidste år var jeg sikker på, at nu var tiden kommet til at vende mig ud mod verden igen, til at udtrykke mig. Det skete bare ikke. Jeg blev ved med at vende indad, og jeg oplevede, at mit stressniveau steg i takt med temperaturen og de lyse timer. Jeg ville så gerne den udadvendte energi, der er i sommeren, og på det tidspunkt forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke kunne være i den. Det tog mig hele sidste sommer at indse, at jeg ikke kunne udrette, for mit barn var stadig kun et lille væsen, og jeg var stadig under forandring i min nye rolle som mor. Rigtig meget endda. Jeg var lige ved at skrive om den store omvæltning det var, at barslen sluttede, og hele den proces det var at finde en model for hjemmegående-tilværelsen, men det blev til et helt andet indlæg. Det vil jeg fortælle om en anden dag.

Også denne vinter har jeg fundet ro i mørket, tystheden, indadvendtheden, og det er helt i orden, at foråret er lang tid om at folde sig ud. Men noget er anderledes i år. Jeg mærker igen den almindelige forventning til sommeren, der er på vej, og jeg ved, at det bliver godt. Jeg er stadig mor til et meget lille barn, men det er blevet nemmere. Langsomt bliver jeg bedre til at skrue ned for mine præstationsforventninger, og flere og flere ting bliver mulige i takt med, at Sebastian bliver ældre. Det gør mig så glad at tænke på, at vi går en sommer i møde med en tumling, som kan gå og forstå og sige ord. Som suger verden til sig, og som er vild med oplevelser og ture og mennesker.

Jeg øver mig stadig i at acceptere, at tiden ikke er moden til malkegeder, men jeg glæder mig til masser af udendørsleg, cykelture, besøg rundt i Danmark. Det er virkelig en lettelse at se frem til, i stedet for at mærke modstand, når de første spirer bryder gennem jorden.

Hvis I har lyst til at dele jeres oplevelser med årstidernes betydning for det sted, I er i livet, må I endelig skrive en kommentar. Lige nu skal man desværre tilbage til toppen og klikke på indlæggets overskrift for at komme til kommentarfeltet, hvis man læser på bloggens forside, men jeg arbejder på at få lavet et link i bunden – så bliver det lidt nemmere, og jeg håber, at der med tiden vil finde nogle gode samtaler sted der.

Når jeg bliver stor, vil jeg være selvforsyner-husmor

Sådan ville jeg have svaret uddannelsesvejlederen i folkeskolen, hvis det overhovedet havde været en tanke, der kunne tænkes.

Jeg er et omsorgsmenneske. Det skaber en dyb, grundlæggende tilfredsstillelse i mig at drage omsorg for mine nære omgivelser – min familie, mine fællesskaber, mig selv, jorden. Der er selvfølgelig også mange andre ting, der nærer mig, og mange af dem har med en mere konventionel faglighed at gøre, men lige nu, lige her i mit liv, er det her det vigtigste. De helt basale ting.

Forrige år holdt jeg en workshop på den årlige festival for foreningen Praktisk Økologi. Oplægget havde titlen Selvforsyningsmor, og bagefter faldt jeg i snak med en ung kvinde, som delte mine drømme om et liv, hvor omsorg for familie, dyr og jord var omdrejningspunktet. Hun sagde: Men det kan man jo ikke uddanne sig til! Og det havde hun ret i. Det er jo netop uddannelses-kassen, de fleste af os bliver opfordret til at tænke inden for gennem hele vores ungdom. Hvad vil du være, nærmere end hvordan vil du leve dit liv.

I lang tid troede jeg, at jeg var sådan en, der ikke anede, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen. Jeg var fagligt dygtig hele vejen gennem uddannelsessystemet og havde mange interesser, men endte i første omgang med at læse antropologi, fordi det var den bredeste, mest uspecifikke uddannelse, jeg kunne komme på. Jeg tænkte, at jeg på den måde undgik at lukke nogle døre. Det siger næsten sig selv, jeg ikke blev der særlig længe.

Sagen er nemlig den, at jeg faktisk vidste præcis, hvordan mit drømmeliv så ud, fra jeg var omkring 20 år. Jeg havde et mentalt billede af et lille husmandssted. Skov, eng. En familie, børn, masser af dem. Mig hjemme. En stor køkkenhave. Og det var det. Hele vejen op gennem 20’erne lå dette billede omme bag ved de livsvalg, jeg traf, selvom ingen af dem førte direkte til drømmen. Jeg ventede. Droppede ud af antropologi, boede i kollektiv i byen, læste musikvidenskab og kastede mig med liv og sjæl ind i den klassiske korverden i flere år. Fulgte min intuition, da jeg fornemmede, at nu var det tid til at bryde op. Rejste til England og mødte ham, der nu er min mand. Og langsomt, ad kringlede veje og vildveje, er vi endt her. Ikke i en 1:1-udgave af mit billede, men med værdierne helt på plads.

Jeg tror, at de fleste af os har noget vi skal her i livet. Noget, der er så grundlæggende rigtigt for os, at det er den vej, det hele går. For nogen er det kunst, viden, formidling – noget mere eller mindre håndgribeligt, som folder sig ud på en måde der kan planlægges og forklares. For andre ligger det som en stille summen omme bagved det hele, og det tager år, tillid og kærlighed at nå til et punkt, hvor det begynder at blive synligt i den hverdagsverden, vi lever i.

Det er så vigtigt, at vi giver rejsen plads. Plads til at vende om og om igen, plads til at træde ved siden af. Tålmodighed, til vi en dag ser en flig af det, der giver dybest mening for os.