Kategoriarkiv: traditioner

Mother blessing

Et par uger før fødslen af Simona havde jeg inviteret en lille gruppe af kvinder, jeg på en eller anden måde har en fødsels- eller barselsrelation til, til en førfødselsfejring. Jeg havde lyst til at markere den overgang, det var at gå fra tre til fire, transformationen i vores familieliv og i mit moderskab. De fleste kender jo baby shower-konceptet, men det her var lidt anderledes – inspireret af det, der i britiske og amerikanske back-to-nature-kredse kaldes en mother blessing. Jeg var selv med til en mother blessing i England for nogle år siden, og syntes at det var så fint at samle en kreds af kvinder, som kunne være med til at give styrke og glæde og søsterskab til den gravide. Da vi ventede Sebastian, havde jeg en drøm om at gøre det samme, men det var først nu, at jeg fik gjort alvor af det. Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det, selvom jeg først skulle håndtere janteloven i hovedet, der sagde ting som ”udansk” og ”spirituella” og ”var det ikke nok med 30-års fødselsdagen – skal folk nu komme og fejre dig igen?”. Det er godt at tale med den slags små stemmer – og godt at fejre alt det, der er at fejre.

I vores graviditets- og fødselskultur har vi mest fokus på det fysiske og praktiske – hvordan baby vokser i maven, øvelser til at håndtere fødslen, alt det udstyr, vi skal have købt. Det har undret mig, at der stort set ikke tales om den vilde personlige – ja, spirituelle – udviklingsrejse, det er at blive forælder. Potentialet for transformation, alt det usagte og intuitive, der sker mellem mor og barn. For mig har det været vigtigere, og langt mere præsent, end de ydre omstændigheder. En fejring af den magi, det er at sætte et nyt liv i verden, føltes som en god måde at give det fokus.

Vi havde nogle hyggelige timer, som startede med en lille cirkel. Nogle kendte hinanden, men ikke alle, så vi begyndte med at fortælle, hvad vi hed – og hvem vi var døtre af og mødre til, for at trække rækken af kvinder omkring os ind i flokken. Jeg havde lagt et rødt garnnøgle frem, som alle bandt om håndleddet, hvorefter snoren blev klippet. Tanken var, at jeg under fødslen ville kunne kigge på min egen røde snor, og tænke på mine medmødre. Så spiste vi kage, drak te og snakkede, mens vi malede et fødselsbanner – nogle med ord, nogle med symboler og farver. Det blev hængt op i stuen bagefter, og hang der til Simona var født. Og det var sådan set det. Fint og simpelt, og virkelig meningsfyldt for mig.

Nå ja, og så havde jeg på forhånd meldt ud, at det ikke var en gavebegivenhed, men at vi med taknemmelighed ville tage imod frysermad til barselstiden. Og hvor har vi bare nydt godt af gryderet og tærte og boller og andre gode sager. Det gjorde virkelig de første ugers aftener meget nemmere.

Kyndelmisse

Det sidste halvandet års tid har jeg prøvet at gøre det til en tradition, at vi i bofællesskabet fejrer solhverv og jævndøgn med bål. Nogle gange er det lykkedes, andre gange er vejret eller dagligdagen kommet i vejen. Jeg synes, at det giver så god mening at markere årstidsfesterne, og jeg vil gerne blive bedre til at indføre små ritualer, som kan skabe en dybere samhørighed med den årlige cyklus, der udspiller sig i naturen og i vores sind.

I dag er det kyndelmisse. Jeg har sunget i kirke i mange år, og der har man efterhånden de fleste steder (gen)indført lysgudstjenester på denne dag, så jeg er bevidst om højtiden, når den kommer. Men i år er første gang, at jeg selv har gravet mig ned i de gamle skikke og forsøgt at skabe noget, der måske kan blive en tradition i vores familie.

Kyndelmisse er midvinter. Selvom foråret umiskendeligt er på vej, med vintergækker og erantisser der titter frem, så mærker og erfarer vi alle sammen, at kulden først for alvor slipper sit greb godt hen i april. Der er længe til. Endnu kan vi hvile i vinterens dybe omfavnelse, endnu er det for tidligt at handle på forårsimpulsen. Tidligere var det vigtigt, at man på dette tidspunkt stadig havde halvdelen af sit forråd og brænde tilbage, så man kunne klare sig til sommeren igen nærmede sig. Jeg kan huske at have hørt, at hvis man ved kyndelmisse havde æg, mælk og mel nok til at lave pandekager, så skulle man nok klare sig. Vi mangler hverken det ene eller det andet, og æggene er tilmed begyndt at komme fra vores egne høns igen efter en kort vinterpause. Derfor har vores kyndelmisseritual i dag involveret pandekagebagning, og jeg ville gerne have inviteret naboer og venner til en rigtig fest, men i stedet kom min mor på spontant besøg. Da det blev mørkt, lavede vi aftensmad i skæret fra stearinlys, og det er en praksis, jeg gerne vil tage med videre. Der er en særlig ro og en anden form for sansning, når man laver mad i halvmørke med et par levende lys som eneste lyskilde.

Nu er det skrevet ned her som en slags traditionsnote, så jeg husker det til næste år. Det er så lidt, der skal til, for at gøre en årstidsfest til en særlig dag, men jeg oplever, at det har en stor betydning. Det skaber et nærvær i mig, en bevidsthed om at lige nu, i dag, er min krop lige her, på dette sted i året. Pandekager og madlavning til levende lys bliver koblet sammen med vintergækkerne, med følelsen af, at vi er i vinterhi og trygt kan vente på forårets komme uden at forcere energien.

Hvad betyder denne tid på året for jer? Har I nogle traditioner forbundet med de små årstidsfester?