Kategoriarkiv: udenfor

Køkkenhaven i november

I dag var en dag, der nåede meget. Sådan en af dem, der har den rigtige balance mellem aktiviteter ud i verden og hygge-langsomhed hjemme. Jeg fulgte Sebastian i børnehave i morgensolen (den tur på cykel giver virkelig en god start for os begge – gang i kroppen, røde kinder og tid til snak), og kørte så til Aarhus til sang og spil og gode timer for mig selv. På vej hjem nåede jeg et smut forbi Skanderborgs bedste genbrug, for der skal jo være styr på nissetingene, inden hun flytter ind på søndag…

Eftermiddagen blev til pandekager og masser af julesange i køkkenet. Lige før det begyndte at mørkne, sneg jeg mig ud i køkkenhaven. De sidste bede trænger nemlig stadig til at få vinterdyne på. Jeg har ikke været den hurtigste i år til at gøre haven vinterklar, men det har jo strengt taget heller ikke været nødvendigt endnu. Men altså – kålbedet blev dækket til af visne blade og en god bunke gammelt, tilsølet strøelse fra hønsehuset. Jeg mærker mig selv ekstra lige der, i stilheden og det sene eftermiddagslys, men handsker og mudret overtøj, spand og trillebør og duft af efterår.

Henkogningsdrømme

Gårsdagens blommechutney er på glas (to små blev det til, men jeg er også den eneste i familien, der kommer til at spise det), og det smukke, varme sensommervejr lokker mig ned til frugttræerne efter mere høst. Jeg drømmer – som altid – om meget mere selvforsyning. Om hylder med henkogningsglas og masser af fryserplads til kød og grønt og bær. Om net med hassel- og valnødder. Om den dag, hvor vi skal have vores egne malkegeder (først når jeg er færdig med at have helt små børn!).

Men faktisk har vi allerede en del. Vores hvidløg kommer til at række til næste forår, og for første gang har vi i år så mange kartofler, at vi skal finde på en måde at opbevare dem på, når frosten kommer. Og slagtekyllingerne kommer på mandag! Huset er sat op og næsten klar – vi mangler bare opsætning af varmelampe. Heldigvis er vores søde naboer med på projektet, så der skal nok blive helt styr på det, selvom jeg selv har armene fulde af børn. Dario rejste i morges, og det føles som altid underligt, at han ikke er her. Min far er rykket ind, heldigvis, og derfor har jeg nærmest ikke set Sebastian hele dagen. Hvis bare morfar er der, kan det kun blive en god dag! Og jeg har haft masser af tid til at gå og hygge med min baby, bage vafler og luge lidt i køkkenhaven. Så er det ingen sag at være græsenke!

Men altså – det med henkogning? Det er helt sikkert det næste projekt på selvforsynings-to-do-listen. Vi har ikke selv dyrket tomater i år, men måske man kunne finde et sted at købe dem billigt…? Vores egen passata eller pizzasauce på hylden, det glæder jeg mig til!

Køkkenhaven i august

Min køkkenhave kører på femte sæson. Den er anlagt efter no-dig-metoden, hvor jorden bearbejdes så lidt som muligt, og består af 12 bede på ca. 50 kvm i alt. Sidste år bugnede den på dette tidspunkt; alt var grønt og frodigt, jeg havde styr på vanding og lugning, og der var alverdens forskellige grøntsager derude.

I år ser det noget anderledes ud. Jeg havde lovet mig selv ikke at stresse over køkkenhaven med en nyfødt, og det er i det store og hele lykkedes. I april og maj fik jeg kartofler i jorden i fire af bedene, fik nogle forspirede kålplanter fra en nabo, såede lidt porrer, bønner, ærter og majs. Og så lod jeg den passe sig selv i to måneder. Mængden af ukrudt nåede hurtigt op på et ret overvældende niveau – det var faktisk ikke til at se, at der nedenunder dækket af grønt var nogle planter, som rent faktisk var meningen.

Nu er det august, og de sidste par uger er køkkenhaveoverskuddet og -lysten vendt tilbage. Jeg er ved at være nogenlunde igennem det mest massive ukrudt, så man nu kan få øje på kål og majs. Zinnia, tallerkensmækker og valmuer blomstrer, og porrerne fra sidste år er helt fænomenale med deres kuglerunde frøstande. Jeg er gået i oprydningsmode. Stierne mellem bedene er ved at blive dækket af pap, som forhåbentlig kommer til at kvæle ukrudtet nedenunder, og så skal de dækkes af flis. Bedene kommer til at få et massivt lag hestemøg og kompost – måske 20 cm. – så jeg i praksis starter forfra med no-dig-metoden. Der er simpelthen alt for meget rodukrudt, især krybende ranunkel, så hvis jeg skal udrydde det manuelt, bliver det et kæmpe gravearbejde. Så hellere dække det hele til og jordforbedre på samme tid.

Imens nyder vi, at der trods alt er ærter at plukke, planter der vokser, og snart lidt af hvert, der kan høstes. Jeg er optimistisk og har for nogle dage siden forspiret bladbede, bønner og flere ærter, og håber på et mildt efterår, så de når at udvikle sig. Derudover spinat, pak choi, salat og portulak, så vi kan få noget frisk grønt til hurtig høst i september og oktober.

Og når køkkenhaven ikke kommer til at give fuldt udbytte i år, så er der jo bare ekstra tid til at samle bær til fryseren, og æbler og hasselnødder er på vej…

En sommermorgenrutine + min første film!

Lyset strømmer gyldent hen over gårdspladsen i disse dage, når Sebastian og jeg går ud på vores daglige morgentur før morgenmaden. Vi skal fodre høns og se efter æg, og nu, hvor sommervejret lokker os ud som det allerførste, bruger vi en stund på at svinge forbi køkkenhaven og se, hvordan det står til, trække lidt ukrudt op og hakke et par snegle. Der er nok at gøre. Jeg fik planter i jorden i maj, men har været opslugt af baby og sommer, så det er lidt af et oprydningsprojekt derude.

Det er ren meditation for mig at komme udenfor først på dagen. Lyset, stilheden, min dreng, som får kærlighed til naturen og praktiske arbejdsrutiner ind under huden… Det er den slags øjeblikke, jeg samler på.

For nogle dage siden tog jeg spontant et kamera med ud på vores tur. Alle de små klip er blevet til mit allerførste forsøg på en hverdagsfilm, og med lidt akustisk guitar og violin i baggrunden skal jeg love for, at det ser idyllisk ud!

Det er det også. Det bliver nok sværere at lokke lillemanden med ud, når det engang begynder at regne.

Så altså – se engang! Vi fodrer høns og kigger have på en smuk og mild julimorgen:

Mens hun stadig er i maven

For en uges tid siden lykkedes det os endelig at få taget nogle billeder af maven. Fra Sebastians graviditet har vi masser, ikke mindst fra vores bryllup seks uger før termin, men denne gang har vi stort set ikke taget billeder. Jeg havde en drøm om at få det gjort, både for min skyld og for lillesøsters – og med de smukke, lune senvinterdage, vi har haft, var det oplagt at gå udenfor. Så ingen store tanker i dag, bare billeder.

Fra i morgen tirsdag og de næste fem uger må jeg officielt føde hjemme, og vi er virkelig ved at være klar. Jeg glæder mig så utrolig meget!

Fredelige dage

Vi er alene hjemme i denne uge, Sebastian og jeg. Det var vi også i en uges tid for en måned siden, for Dario er på arbejde i Sydamerika. Når han kommer hjem på mandag, er det heldigvis sidste gang indtil sommer, så vi har god tid til at finde ind i barselsboblen sammen. Jeg havde på forhånd lidt frygtet, hvordan det ville være at være solomor så langt henne i graviditeten, og det er lidt tungt (altså fysisk), men bortset fra det går det stille og roligt. Vi hygger, min dreng og jeg, og finder hurtigt ind til den lidt anderledes rytme, vi altid er i, når vi er alene hjemme.

Der er god tid. Jeg lægger planer, men ikke noget stort. Ikke noget, der kræver flere kræfter, end jeg har. I denne uge har vi flere gange været nede i vores dal og brugt lang tid på at kaste pinde i vandløbet, til stor fryd for Sebastian og til glæde for mig, for det kan være så svært at engagere ham i at være udenfor på denne tid af året. De andre dage har vi set gode venner – hjemmelegestue i Silkeborg i mandags, en gammel folkeskolekammerat i går, på tur til DOKK1 med et andet hold hjemmevenner i dag. Vores netværk af hjemmegående bliver stærkere og stærkere, og der er efterhånden ved at samle sig en kerne omkring os af folk, som vi virkelig holder af og nyder at bruge tid sammen med, både børn og voksne. Det føles godt at have det lag af mennesker, som vi deler livsstil og værdier med, oven på vores andre gode daglige relationer i bofællesskab og lokalsamfund – jeg føler mig faktisk helt fællesskabsvelsignet for tiden.

Et af de vennepar, som vi har været sammen med ugentligt det sidste halve års tid, bød for nylig velkommen til en lillebror. I mandags gik der projekt-barselsgave i mig, og jeg brugte lang tid (og lidt for meget af Sebastians tålmodighed) på at bage tærte og pølsehorn, som vi var forbi med i går sammen med lidt andet godt i en kurv. Det er sådan noget, jeg tit ville ønske, at jeg fik gjort, og denne gang lykkedes det – og hvor er jeg glad for det, for de blev så glade. Det er bare en skøn fornemmelse at påskønne et venskab og vise, at her er en relation vi rigtig gerne vil investere tid og kærlighed i. Mere af den slags!

Nu sover lillemanden, og jeg vil bruge tid på en god bog og så lige lidt opvask. Alt det praktiske har det med at tage overhånd, når man kun er én voksen…

Køkkenhaveplaner

På sådan en dag som i dag, hvor alt er badet i mildt og køligt lys, kribler det i fingrene for at komme i gang med køkkenhaveforberedelserne. Jeg er virkelig glad for og stolt af min køkkenhave, og har brugt mange graviditets- og barselstimer i de sidste år på at sprede hestemøg, luge og vande. I den kommende sæson har jeg lovet mig selv at holde ambitionerne på et minimum. Jeg håber at få dækket alle bede med enten afgrøder eller grøngødning, men har ellers ikke de store planer – babysøster ankommer jo lige midt i forspiringstiden, og når det bliver tid til udplantning har jeg sandsynligvis nok at gøre med storebror, amning, bleskift og søvn. Hvis der er overskud, og det alligevel lykkes mig at få sneget lidt havetid ind her og der, er planerne gode, langtidsholdbare vinterafgrøder, som vi kan nyde godt af når det igen bliver koldt; porrer og grønkål, og så kartofler og en masse bønner. Hjemmedyrkede, tørrede bønner føles virkelig som en luksus, når de ryger i en chiligryde på den her tid af året. Til gengæld vil jeg ikke gentage sidste års store fejltagelse – vores majs. De stod så flotte og hed konfettimajs, og jeg glædede mig hele sommeren til at smage dem. Det viste sig bare, at de smukke, flerfarvede frø, jeg havde byttet mig til, var fodermajs. Ikke nogen kulinarisk succes. Men en dag – måske ikke i år – kommer det til at lykkes at koge vores egne, sprøde majskolber ud på sommeren.

Hvidløgsbedet blev sat i oktober, og de små planter er netop begyndt at titte op af jorden. Ligesom de spæde ukrudtsplanter. Det giver så god mening at tage dem nu, så de ikke når at få ordentligt fat. Jeg er nu i uge 34 af graviditeten, og om tre uger må jeg officielt føde hjemme – så der kan jeg vist godt tillade mig at gå i gang med en kultivator…

En helt almindelig dag i den uendelige sommer

I dag har jeg lyst til bare at vise noget hverdag, noget let uden store tanker. Det, som tiden går med i den her vidunderlige sommer, som bare bliver ved og ved.

Noget af det skønne ved hjemmelivet er, at vi ligesom bare flyder med tiden. Vores faste holdepunkter dagen igennem er søvn og måltider, og så fylder vi alt derimellem ud med den årstid, vi er i. Sommeren er meget nemmere, det er den virkelig! Det der med at kunne løbe ud med bare tæer, blive opslugt af insekter og blomster og vind og flyvemaskiner, og så det at lege med vand! Søer, haveslanger, badebassiner, og det gør ingen forskel om tøjet bliver vådt. Det er så tilfredsstillende og nemt, uanset hvordan dagsformen og humøret er.

Og vi har jordbær lige uden for døren.

Vi skulle egentlig have været i Aalborg til en specialefejring, men energien var simpelthen ikke til en tur af den størrelsesorden. Det var en træt dag, så der var brug for nytænkning og aktiviteter, der kunne mindske risikoen for tomgang og nedsmeltninger fra både mor og barn. Jeg læste for nylig på en engelsk hjemmegående-blog (den temmelig radikale og meget inspirerende Lulastic and the Hippyshake – hjemmemødre, læs den!) om konceptet sites of mutual fulfilment, som jeg virkelig har taget til mig. Det drejer sig i bund og grund om at sørge for at lave ting hver eneste dag, som både den voksne og barnet får glæde af. Jeg synes for eksempel ikke, at det er megasjovt at tegne 5 forskellige versioner af “STOOOR rød traktor!”, men Sebastian ved ikke noget bedre end når jeg gør det. Til gengæld elsker vi begge to at grave i jord, han for opdagelsens og sansningens skyld, jeg mere målrettet i køkkenhaven. Og det kan sagtens kombineres. Det er virkelig der, det giver mening med hjemmelivet.

I dag havde vi brug for masser af den slags. Vi har lige fået en cykel med barnesæde, og det er en fornøjelse for os begge to at tage på tur på den, så vi pakkede tasken og kørte ned til Mossø.

Vi var helt alene dernede, og det var stille og fint. Vi så en fiskehejre, guldsmede, en mand i en kajak. Der var begyndt at komme lidt skum i vandkanten, og det er tegn på grønblåalger, som er giftige og på et tidspunkt i løbet af sommeren tager over her i søerne. Jeg har ikke boet her længe nok til at være fortrolig med, hvornår det bliver kritisk, så vi trak ret hurtigt op på håndklædet for en sikkerheds skyld.

Vi cyklede hjem i middagsheden og spiste frokost. Jeg havde virkelig håbet, at det kunne blive til en lur til os begge, men Sebastian faldt bare ikke i søvn, selvom han var træt. Jeg gjorde ellers mit bedste for at ligne en efterlignelsesværdig siesta-mor i sengen, men det blev bare til en ammetår, så var han klar til mere leg. Op med os og i gang igen! Jeg har en lille liste over aktiviteter, som jeg kan gribe til i en snæver vending når energien skal ændres (den er virkelig meget kort, men guld værd i de øjeblikke, hvor der bare skal ske noget). I dag blev det modellervoks. Jeg fandt en opskrift her hos Valdemarsro, som virkede fint. Det blev en god leg.

Sidst på eftermiddagen så køkkenbords-legehjørnet sådan her ud. Og det var altså før aftensmaden. Vi er ikke helt kommet med på minimalismebøglen…

Har I nogle aktiviteter med børnene, som I griber til, når energien skal vendes? Og hvordan har jeres solskinsdag ellers været?

Sne og ild

Jeg var i gang med at skrive et indlæg om at være alene hjemme – det har Sebastian og jeg nemlig været i sidste uge, mens Dario var i Mexico med sit arbejde. Men nu er jeg lige kommet ind udefra med is i kinderne og en ny forsyning brænde i kurven, og det jeg virkelig har lyst til at dele i aften, er den stille sansemagi, som månen og sneen skaber.

Det kom sig egentlig af, at jeg er kommet i gang med mit sjal; mit første strik af den hjemmespundne uld fra vores får. De to første nøgler rakte til tolv rækker, så der er langt igen. Den anden aften spandt jeg lidt af den hvide uld, og det blev til et meget lille garnnøgle. Det ville helt sikkert være mere effektivt for arbejdsgangen, hvis jeg var blevet ved spinderokken lidt længere, men jeg glædede mig sådan til at prøve at farve det med løgskaller, så det blev taget af spolen og gjort klar til et farvebad i gryden. Hvad jeg ikke havde tænkt på var, at det i disse dage er så koldt, at vores gasflaske til komfuret er frosset til, så vi har ikke noget at koge på. Jeg har været frustreret over det i flere dage – mit nyspundne garn, klar til at blive bejdset og farvet, så jeg kan komme videre med mit strik, og så har vi ikke noget ild.

Det var først, da jeg fyrede op i brændeovnen i morges, at det gik op for mig, at der er plads til en gryde ovenpå. Sådan kan man nogle gange være langsom.

Da Sebastian var faldet i søvn her til aften, pakkede jeg mig ind og gik ud i kulden og mørket. Vi manglede brænde, og en nabo havde lagt løgskaller til side til farveprojektet. Jeg blev overrasket over månen – jeg havde forventet skyer efter al den sne, der faldt samtidig med at mørket kom, men der var hun på himlen, tiltagende og bleg. Der lå et fint lag sne, alt var tyst på gårdspladsen, på legepladsen, i nabohaverne, og jeg følte mig ikke-alene. Den særlige fornemmelse af samklang med noget, der er større end en selv. Den barnlige glæde over at være den første, der sætter fodspor i den lysende sne. Jeg følte mine rødder strække sig ind i det landskab, jeg bor i, og jeg følte mig så taknemmelig. Jeg kunne have stået der længe, længe.

Til sidst gik jeg ind til varmen og ilden. Det er en aften af de gode.

En valentinskage

Vi stod op til blændende solskin og funklende iskrystaller på græsset, og jeg besluttede, at i dag skulle være en udedag. Hønsene fik rester, hestene blev hilst på, isen på vandpytterne blev undersøgt grundigt. Jeg forsøgte at tage billeder, men Sebastian har udviklet en meget insisterende forkærlighed for at kigge med på skærmen, så vi endte i gråd på jorden ude ved fårene, da jeg pakkede kameraet væk. Sådan går det, når de sociale medie-ambitioner tager over for nærværet. Jeg skal lige finde en balance.

Vi gik en tur efter frokosten ned langs dalen til der, hvor vores land slutter og engen begynder. Sebastian i bæreselen, for jeg havde store planer om at beskære vores magnolietræ, mens han sov lur på ryggen. I dag var bare sådan en dag, hvor verden var for spændende, og han sov ikke. Nogle dage er det det, eftermiddagen går med – forsøg på at få en lur i stand, mens vi begge bliver mere og mere trætte, men uden resultat. Da vi kom hjem, forbarmede Dario sig. Han satte arbejdet på standby og gav mig en halv times alenetid i haven; det blev min valentinsgave. Til gengæld bagte jeg en kage.

Da jeg for nogle uger siden fortalte min gode nabo-veninde om bloggen her, spurgte hun: “Skal det så være sådan en med opskrifter?” Altså den der slags, som folk finder på google, når de søger på “verdens bedste sunde kage”. Det havde jeg jo ikke lige tænkt – jeg laver utrolig meget mad, men det er sjældent efter opskrift, og når det er, kan jeg ikke selv tage æren for den. Lige bortset fra den her, for det er virkelig en af verdens bedre sunde kager. Grundopskriften var noget med bønner og dadler, og så har jeg føjet lidt til.

Sund valentinskage

  • 1 dåse / 400 g. kogte kidneybønner
  • 8-10 dadler
  • Temmelig meget kakaopulver (på min post-it står der 1 dl, jeg bruger et par spiseskefulde)
  • 2 spsk kokosolie
  • 4 æg
  • 40-100 g. chokolade (alt efter hvor meget du snacker i løbet af bageprocessen)
  • Et par rødbeder, rå og skrællede
  • 1 banan

Det hele blandes i en skål og blendes med en stavblender til dejen er jævn og glat. Hældes i en smurt form og pyntes evt. med nødder. Bages i ca. 30 minutter ved 180 grader. Den smager skønt med det samme, men er endnu bedre dagen efter.