Kategoriarkiv: udenfor

Mens hun stadig er i maven

For en uges tid siden lykkedes det os endelig at få taget nogle billeder af maven. Fra Sebastians graviditet har vi masser, ikke mindst fra vores bryllup seks uger før termin, men denne gang har vi stort set ikke taget billeder. Jeg havde en drøm om at få det gjort, både for min skyld og for lillesøsters – og med de smukke, lune senvinterdage, vi har haft, var det oplagt at gå udenfor. Så ingen store tanker i dag, bare billeder.

Fra i morgen tirsdag og de næste fem uger må jeg officielt føde hjemme, og vi er virkelig ved at være klar. Jeg glæder mig så utrolig meget!

Fredelige dage

Vi er alene hjemme i denne uge, Sebastian og jeg. Det var vi også i en uges tid for en måned siden, for Dario er på arbejde i Sydamerika. Når han kommer hjem på mandag, er det heldigvis sidste gang indtil sommer, så vi har god tid til at finde ind i barselsboblen sammen. Jeg havde på forhånd lidt frygtet, hvordan det ville være at være solomor så langt henne i graviditeten, og det er lidt tungt (altså fysisk), men bortset fra det går det stille og roligt. Vi hygger, min dreng og jeg, og finder hurtigt ind til den lidt anderledes rytme, vi altid er i, når vi er alene hjemme.

Der er god tid. Jeg lægger planer, men ikke noget stort. Ikke noget, der kræver flere kræfter, end jeg har. I denne uge har vi flere gange været nede i vores dal og brugt lang tid på at kaste pinde i vandløbet, til stor fryd for Sebastian og til glæde for mig, for det kan være så svært at engagere ham i at være udenfor på denne tid af året. De andre dage har vi set gode venner – hjemmelegestue i Silkeborg i mandags, en gammel folkeskolekammerat i går, på tur til DOKK1 med et andet hold hjemmevenner i dag. Vores netværk af hjemmegående bliver stærkere og stærkere, og der er efterhånden ved at samle sig en kerne omkring os af folk, som vi virkelig holder af og nyder at bruge tid sammen med, både børn og voksne. Det føles godt at have det lag af mennesker, som vi deler livsstil og værdier med, oven på vores andre gode daglige relationer i bofællesskab og lokalsamfund – jeg føler mig faktisk helt fællesskabsvelsignet for tiden.

Et af de vennepar, som vi har været sammen med ugentligt det sidste halve års tid, bød for nylig velkommen til en lillebror. I mandags gik der projekt-barselsgave i mig, og jeg brugte lang tid (og lidt for meget af Sebastians tålmodighed) på at bage tærte og pølsehorn, som vi var forbi med i går sammen med lidt andet godt i en kurv. Det er sådan noget, jeg tit ville ønske, at jeg fik gjort, og denne gang lykkedes det – og hvor er jeg glad for det, for de blev så glade. Det er bare en skøn fornemmelse at påskønne et venskab og vise, at her er en relation vi rigtig gerne vil investere tid og kærlighed i. Mere af den slags!

Nu sover lillemanden, og jeg vil bruge tid på en god bog og så lige lidt opvask. Alt det praktiske har det med at tage overhånd, når man kun er én voksen…

Køkkenhaveplaner

På sådan en dag som i dag, hvor alt er badet i mildt og køligt lys, kribler det i fingrene for at komme i gang med køkkenhaveforberedelserne. Jeg er virkelig glad for og stolt af min køkkenhave, og har brugt mange graviditets- og barselstimer i de sidste år på at sprede hestemøg, luge og vande. I den kommende sæson har jeg lovet mig selv at holde ambitionerne på et minimum. Jeg håber at få dækket alle bede med enten afgrøder eller grøngødning, men har ellers ikke de store planer – babysøster ankommer jo lige midt i forspiringstiden, og når det bliver tid til udplantning har jeg sandsynligvis nok at gøre med storebror, amning, bleskift og søvn. Hvis der er overskud, og det alligevel lykkes mig at få sneget lidt havetid ind her og der, er planerne gode, langtidsholdbare vinterafgrøder, som vi kan nyde godt af når det igen bliver koldt; porrer og grønkål, og så kartofler og en masse bønner. Hjemmedyrkede, tørrede bønner føles virkelig som en luksus, når de ryger i en chiligryde på den her tid af året. Til gengæld vil jeg ikke gentage sidste års store fejltagelse – vores majs. De stod så flotte og hed konfettimajs, og jeg glædede mig hele sommeren til at smage dem. Det viste sig bare, at de smukke, flerfarvede frø, jeg havde byttet mig til, var fodermajs. Ikke nogen kulinarisk succes. Men en dag – måske ikke i år – kommer det til at lykkes at koge vores egne, sprøde majskolber ud på sommeren.

Hvidløgsbedet blev sat i oktober, og de små planter er netop begyndt at titte op af jorden. Ligesom de spæde ukrudtsplanter. Det giver så god mening at tage dem nu, så de ikke når at få ordentligt fat. Jeg er nu i uge 34 af graviditeten, og om tre uger må jeg officielt føde hjemme – så der kan jeg vist godt tillade mig at gå i gang med en kultivator…

En helt almindelig dag i den uendelige sommer

I dag har jeg lyst til bare at vise noget hverdag, noget let uden store tanker. Det, som tiden går med i den her vidunderlige sommer, som bare bliver ved og ved.

Noget af det skønne ved hjemmelivet er, at vi ligesom bare flyder med tiden. Vores faste holdepunkter dagen igennem er søvn og måltider, og så fylder vi alt derimellem ud med den årstid, vi er i. Sommeren er meget nemmere, det er den virkelig! Det der med at kunne løbe ud med bare tæer, blive opslugt af insekter og blomster og vind og flyvemaskiner, og så det at lege med vand! Søer, haveslanger, badebassiner, og det gør ingen forskel om tøjet bliver vådt. Det er så tilfredsstillende og nemt, uanset hvordan dagsformen og humøret er.

Og vi har jordbær lige uden for døren.

Vi skulle egentlig have været i Aalborg til en specialefejring, men energien var simpelthen ikke til en tur af den størrelsesorden. Det var en træt dag, så der var brug for nytænkning og aktiviteter, der kunne mindske risikoen for tomgang og nedsmeltninger fra både mor og barn. Jeg læste for nylig på en engelsk hjemmegående-blog (den temmelig radikale og meget inspirerende Lulastic and the Hippyshake – hjemmemødre, læs den!) om konceptet sites of mutual fulfilment, som jeg virkelig har taget til mig. Det drejer sig i bund og grund om at sørge for at lave ting hver eneste dag, som både den voksne og barnet får glæde af. Jeg synes for eksempel ikke, at det er megasjovt at tegne 5 forskellige versioner af “STOOOR rød traktor!”, men Sebastian ved ikke noget bedre end når jeg gør det. Til gengæld elsker vi begge to at grave i jord, han for opdagelsens og sansningens skyld, jeg mere målrettet i køkkenhaven. Og det kan sagtens kombineres. Det er virkelig der, det giver mening med hjemmelivet.

I dag havde vi brug for masser af den slags. Vi har lige fået en cykel med barnesæde, og det er en fornøjelse for os begge to at tage på tur på den, så vi pakkede tasken og kørte ned til Mossø.

Vi var helt alene dernede, og det var stille og fint. Vi så en fiskehejre, guldsmede, en mand i en kajak. Der var begyndt at komme lidt skum i vandkanten, og det er tegn på grønblåalger, som er giftige og på et tidspunkt i løbet af sommeren tager over her i søerne. Jeg har ikke boet her længe nok til at være fortrolig med, hvornår det bliver kritisk, så vi trak ret hurtigt op på håndklædet for en sikkerheds skyld.

Vi cyklede hjem i middagsheden og spiste frokost. Jeg havde virkelig håbet, at det kunne blive til en lur til os begge, men Sebastian faldt bare ikke i søvn, selvom han var træt. Jeg gjorde ellers mit bedste for at ligne en efterlignelsesværdig siesta-mor i sengen, men det blev bare til en ammetår, så var han klar til mere leg. Op med os og i gang igen! Jeg har en lille liste over aktiviteter, som jeg kan gribe til i en snæver vending når energien skal ændres (den er virkelig meget kort, men guld værd i de øjeblikke, hvor der bare skal ske noget). I dag blev det modellervoks. Jeg fandt en opskrift her hos Valdemarsro, som virkede fint. Det blev en god leg.

Sidst på eftermiddagen så køkkenbords-legehjørnet sådan her ud. Og det var altså før aftensmaden. Vi er ikke helt kommet med på minimalismebøglen…

Har I nogle aktiviteter med børnene, som I griber til, når energien skal vendes? Og hvordan har jeres solskinsdag ellers været?

Sne og ild

Jeg var i gang med at skrive et indlæg om at være alene hjemme – det har Sebastian og jeg nemlig været i sidste uge, mens Dario var i Mexico med sit arbejde. Men nu er jeg lige kommet ind udefra med is i kinderne og en ny forsyning brænde i kurven, og det jeg virkelig har lyst til at dele i aften, er den stille sansemagi, som månen og sneen skaber.

Det kom sig egentlig af, at jeg er kommet i gang med mit sjal; mit første strik af den hjemmespundne uld fra vores får. De to første nøgler rakte til tolv rækker, så der er langt igen. Den anden aften spandt jeg lidt af den hvide uld, og det blev til et meget lille garnnøgle. Det ville helt sikkert være mere effektivt for arbejdsgangen, hvis jeg var blevet ved spinderokken lidt længere, men jeg glædede mig sådan til at prøve at farve det med løgskaller, så det blev taget af spolen og gjort klar til et farvebad i gryden. Hvad jeg ikke havde tænkt på var, at det i disse dage er så koldt, at vores gasflaske til komfuret er frosset til, så vi har ikke noget at koge på. Jeg har været frustreret over det i flere dage – mit nyspundne garn, klar til at blive bejdset og farvet, så jeg kan komme videre med mit strik, og så har vi ikke noget ild.

Det var først, da jeg fyrede op i brændeovnen i morges, at det gik op for mig, at der er plads til en gryde ovenpå. Sådan kan man nogle gange være langsom.

Da Sebastian var faldet i søvn her til aften, pakkede jeg mig ind og gik ud i kulden og mørket. Vi manglede brænde, og en nabo havde lagt løgskaller til side til farveprojektet. Jeg blev overrasket over månen – jeg havde forventet skyer efter al den sne, der faldt samtidig med at mørket kom, men der var hun på himlen, tiltagende og bleg. Der lå et fint lag sne, alt var tyst på gårdspladsen, på legepladsen, i nabohaverne, og jeg følte mig ikke-alene. Den særlige fornemmelse af samklang med noget, der er større end en selv. Den barnlige glæde over at være den første, der sætter fodspor i den lysende sne. Jeg følte mine rødder strække sig ind i det landskab, jeg bor i, og jeg følte mig så taknemmelig. Jeg kunne have stået der længe, længe.

Til sidst gik jeg ind til varmen og ilden. Det er en aften af de gode.

En valentinskage

Vi stod op til blændende solskin og funklende iskrystaller på græsset, og jeg besluttede, at i dag skulle være en udedag. Hønsene fik rester, hestene blev hilst på, isen på vandpytterne blev undersøgt grundigt. Jeg forsøgte at tage billeder, men Sebastian har udviklet en meget insisterende forkærlighed for at kigge med på skærmen, så vi endte i gråd på jorden ude ved fårene, da jeg pakkede kameraet væk. Sådan går det, når de sociale medie-ambitioner tager over for nærværet. Jeg skal lige finde en balance.

Vi gik en tur efter frokosten ned langs dalen til der, hvor vores land slutter og engen begynder. Sebastian i bæreselen, for jeg havde store planer om at beskære vores magnolietræ, mens han sov lur på ryggen. I dag var bare sådan en dag, hvor verden var for spændende, og han sov ikke. Nogle dage er det det, eftermiddagen går med – forsøg på at få en lur i stand, mens vi begge bliver mere og mere trætte, men uden resultat. Da vi kom hjem, forbarmede Dario sig. Han satte arbejdet på standby og gav mig en halv times alenetid i haven; det blev min valentinsgave. Til gengæld bagte jeg en kage.

Da jeg for nogle uger siden fortalte min gode nabo-veninde om bloggen her, spurgte hun: “Skal det så være sådan en med opskrifter?” Altså den der slags, som folk finder på google, når de søger på “verdens bedste sunde kage”. Det havde jeg jo ikke lige tænkt – jeg laver utrolig meget mad, men det er sjældent efter opskrift, og når det er, kan jeg ikke selv tage æren for den. Lige bortset fra den her, for det er virkelig en af verdens bedre sunde kager. Grundopskriften var noget med bønner og dadler, og så har jeg føjet lidt til.

Sund valentinskage

  • 1 dåse / 400 g. kogte kidneybønner
  • 8-10 dadler
  • Temmelig meget kakaopulver (på min post-it står der 1 dl, jeg bruger et par spiseskefulde)
  • 2 spsk kokosolie
  • 4 æg
  • 40-100 g. chokolade (alt efter hvor meget du snacker i løbet af bageprocessen)
  • Et par rødbeder, rå og skrællede
  • 1 banan

Det hele blandes i en skål og blendes med en stavblender til dejen er jævn og glat. Hældes i en smurt form og pyntes evt. med nødder. Bages i ca. 30 minutter ved 180 grader. Den smager skønt med det samme, men er endnu bedre dagen efter.

Alt det, man kan bruge et får til

Altså, vi er ikke særlig selvforsynende.

Mit drømmescenarie er det helt store billede. Frugt og grønt til hele året, en overflod af æg, geder til mælk og ost. Lige nu har vi delefår og delehøns og en køkkenhave på omkring 50 m2, og i år er mit succeskriterie at få tilplantet alle bedene. Ikke kun halvdelen, så resten drukner i ukrudt. Måske vil det også lykkes at få has på lidt flere dræbersnegle. Jeg har stadig onde drømme om dem fra sidste sæson.

Under alle omstændigheder er det ikke nemt at arbejde udendørs med en halvandetårig. Det er svært at blive enig med ham om, at nu er det tid til at luge/save brænde/køre med trillebør, i hvert fald hvis der skal være en vis effektivitet i det. Vi har faciliteterne til meget mere, end vi gør nu, og jeg håber, at der bliver tid og plads til mere og mere i takt med, at vi får større børn. Indtil videre har vi ikke helt fundet rytmen i det. Mine visioner overstiger langt min praktiske formåen i en hverdag, hvor Sebastian er førsteprioritet.

Dermed ikke sagt, at det slet ikke bliver til noget! I dag vil jeg fortælle om min helt store stolthed udi selvforsyningsøvelserne, nemlig vores får:

Vi har en dedikeret fårehyrde her i bofællesskabet og en endnu mere dedikeret hyrdehund, så det daglige arbejde er vi sjældent en del af. Det kunne være meget mere, og forhåbentlig bliver det en dag. Ikke desto mindre står vi i vores familie hvert år med et lam, der er vores. Sidste år, hvor Sebastian var helt lille, blev det sendt til slagteren med de andre, men i år skulle det være! Jeg slagtede selv for første gang.

Jeg har været med til at slagte grise før, så jeg var nogenlunde tryg ved processen, og en god nabo hjalp til med vejledning. Det tog til langt ud på aftenen, før alt kødet var parteret og køkkenet var rengjort – men jeg var også særlig forsigtig da jeg pelsede det, for skindet skulle garves.

Det blev det over nogle uger i november, og nu pynter det i stuen til Pinos store fornøjelse.

Det er en kæmpe tilfredsstillelse at have en fryser fuld af kød, som har haft et godt liv, og som jeg selv har taget livet af. Men det fåreprojekt, som jeg er allermest begejstret for, er ulden, som jeg er ved at spinde til garn.

Jeg tog to pelse fra vores væddere i det sene forår, hvor de blev klippet. Siden fik jeg fat i en spinderok, og med god vejledning fra både Youtube og rigtige, varme hænder, har jeg fået nogenlunde tag på at spinde. Det er ren meditation. Den rytmiske lyd af hjulet der snurrer, fornemmelsen af ulden mellem hænderne. Og så det at lære noget, en proces man kan grave sig ned i, blive bedre til. Det er en kæmpe tilfredsstillelse.

De første nøgler her skal blive til et sjal. Jeg har lige slået masker op. Det er blødt at arbejde med, mit garn, selvfølgelig temmelig ujævnt, men med så meget liv.

En udedag

I forgårs, da solen var ved at gå ned ud på eftermiddagen, blev luften mild. Jorden var stadig hård af frost, men der var en duft af muld og fugt, som satte gang i forårsfornemmelserne. I tusmørket lod jeg aftensmad være aftensmad, og gik ud en times tid for at køre hestemøg på køkkenhaven. Den slags arbejde kalder min sjæl på nu, hvor vinteren slås med de spirende forårskræfter.

Jeg har ikke været ude længe, gik det op for mig. Sådan rigtig ude, heldags-ude, hvor nattesøvnen forbedres fordi kroppen er brugt. Vi plejer at gå ud om formiddagen, Sebastian og jeg, for hønsene skal have madrester og han spørger selv efter hue og hest og traktor; han ved, hvad der er godt at bruge tid på. Men tit kan jeg næsten ikke overskue det projekt, det er at få flyverdragt og vanter og støvler på os begge to. Det har været koldt og gråt længe. Mine fingre er istapper, når vi kommer indenfor igen – det er ikke til at have ordentlige vanter på, når lillemanden har brug for en hånd at holde i, fordi underlaget er ujævnt af frost eller mudder.

Nå, men i går kom vi ud i det pludselige, uimodståelige solskin fra morgenstunden, for det var torsdag og vi skulle jo op og lege med dagplejen på skolen. Der var bare ikke nogen dagpleje, viste det sig – i stedet fejrede børnehaven fastelavn i gymnastiksalen, og den fest syntes jeg alligevel ikke, at vi kunne crashe. Så vi kom på uventet tur med klapvognen, og gik af uudforskede stier i vores lille landsby. Lyset var så smukt i den lave formiddagssol, og vi så heste med dampende ånde, vintergækker og rakler på hasseltræerne.

Der var liv på gårdspladsen derhjemme, folk kom frem fra husene med kaffe. Vi tændte bål og smurte rugbrødsmadder udenfor. Senere blev der sovet lur på ryggen i bæreselen, mens jeg fjernede døde brændenælder og gederams fra sidste år. Til sidst, da solen igen var på vej ned, gik vi ind, mætte af lys og luft.

Den slags dage skal vi have mange flere af! Jeg mærker mig selv og min plads i verden på en helt anden måde, når min krop får lov at være med den jord, den er en del af. Jeg får lyst til at flytte ud i det, bo med stampet lergulv, vågne op med duften af blade og muld og regn i næsen. Vi er natur, og vi er skabt til at røre ved al den fysiske sanselighed, der er derude. Det er noget af det, jeg allerhelst vil have, at Sebastian får med sig.

Hvornår er I ude? Hvilken rolle spiller naturen for jer?