Forberedelser og ny inspiration

Det er ren nedtælling her. Fire uger til termin, og jeg kan virkelig mærke, at min hjerne er blevet overtaget af nesting-hormoner. Jeg skriver huskelister, fryser mad ned, ser fødselsvideoer på YouTube med Sebastian (som måske, måske ikke skal være her – vi er ikke helt afklarede endnu) – og sidste projekt har været at få styr på vores kontor, som har stået med bare gipsvægge i et år. Det blev vi nødt til at få ordnet, for den slags arbejde kommer ikke til at ske med en baby, og jeg havde ligesom ikke lyst til at ligge i et fødekar og kigge på spartelmassepletter…

Min far har været en stor hjælp med færdigspartling og slibning, og de sidste par dage har vi malet. Så nu har vi pludselig to nye, skinnende vægge ind mod stuen, som glæder sig til pynt. Måske malerier, måske er det der, vores guitarer skal hænge. Måske et spejl i børnehøjde eller en hylde til planter. Jeg går i designmode og får lyst til selv at skabe ting. Og det er endnu en pudsig bivirkning ved det her med for alvor at være på vej ind i fødselsboblen, som jeg godt kan huske fra tiden med Sebastian. Jeg bliver simpelthen kreativ som aldrig før. Helt overordnet har denne graviditet været en rejse ind i min kreativitet, og det er en fantastisk følelse, at det hele bobler inden i mig. Mest af alt, fordi det giver mig en fornemmelse af retning også ind i barslen. Jeg kommer til at nyde babytiden, og samtidig er jeg blevet meget mere bevidst om mit skaberbehov – så denne gang har vi en plan for, hvordan jeg kan få tid og rum til at dyrke det, når vores datter er ude over spædbarnsstadiet. Skemalagte tidspunkter til udforskende og eksperimenterende skaben, en fælles bevidsthed mellem Dario og jeg om, at mit kreative virke er essentielt for min – og dermed vores – trivsel.

Lige nu suger jeg inspiration til mig. Jeg har fået nye bøger, som på hver sin vis giver nye input til nogle af de ting, der fylder i vores liv. Jeg lytter til podcasts, der udvider min horisont og gør mig skarpere på mine værdier. Og jeg skaber struktur og rammer omkring mig, så jeg får prioriteret de ting, der er vigtige for mig – for eksempel bloggen her. Den skal have plads og tid, for jeg nyder processen med at skrive.

(Det giver ligesom sig selv, at der ikke er nogle af anbefalingerne her, der er sponsorerede, ikke?)

The Creative Family Manifesto af Amanda Soule (med bloggen SouleMama) er en lille, overskuelig sag med masser af gode ideer til hverdagskreativitet i familien. Vi har implementeret nogle få ting allerede, og jeg glæder mig til at dykke mere ned i den – jeg tror, at jeg kommer til at skrive et blogindlæg om de ting, vi har afprøvet. Altid brugbart med inspiration til mere nærvær og gode fælles oplevelser i hjemmelivet!

Free to Learn af Peter Gray handler om læring gennem fri leg, og er efter sigende en must-read, når man som os overvejer hjemmeskole/unschooling. Jeg snupper et par sider her og der, når jeg putter Sebastian til lur, og synes indtil videre godt om, hvad jeg læser.

Hello Baby af Jenni Overend er meget æstetisk billedbog om en hjemmefødsel. Vi har læst den danske Da Knud kom ud med Sebastian, og han har helt styr på fødekar, moderkage, navlestreng og at mor laver høje lyde. Den amerikanske her er stemningsfyldt og mindre tegneserieagtig, men minder ellers i narrativet om den danske. Er jeg i øvrigt den eneste gravide, der ikke kan læse bøger eller se videoer om fødsler uden at græde, fordi det er så smukt og stort?

Jeg er ikke særlig god til at lytte til podcasts, for jeg har ikke andet medie end min computer at høre dem på, og det er sjældent, at jeg tænder den kun for at lytte. Ikke desto mindre er jeg blevet virkelig begejstret for den amerikanske kunstner Emily Jeffords’ Do It For the Process, som handler om forskellige aspekter af det kunstneriske virke – inspiration, mod, kombinationen af kreativ skaben og forældreskab… Det var lige, hvad jeg trængte til at finde, og hvis du også går med en kunstner i maven, så er den helt sikkert anbefalelsesværdig!

Maj My har sendt en glimrende podcast ud omkring det at leve sit liv i overensstemmelse med egne værdier. Hun kan virkelig noget med ord, den kvinde. Podcasten lander i indbakken, når man skriver sig op til hendes nye mailliste.

Hvad med jer – hvor finder I nye input for tiden? Har I, som er mødre, også haft en oplevelse af fornyet inspiration og kreativitet i slutningen af graviditeten?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *