Hjemmeliv igen

Det er en grå, mørk eftermiddag, og jeg har lige sendt Dario og Sebastian af sted til forælder-barn-gymnastik oppe på skolen for enden af grusvejen. Sebastian ked af det, for det plejer at være mig, der tager med. Det er ikke en god fornemmelse vinke farvel til et barn, der græder – punktum. Heldigvis noget, vi oplever meget mindre, i takt med at Sebastian bliver ældre og begynder at sætte pris på alenetid med sin far. Og også meget, meget mindre, nu hvor han ikke har været i dagpleje siden før jul. Den stress, der sætter sig i min morkrop ved at sige farvel til en dreng, der grædende siger ”Nej, mor, nej, du skal med!” vil jeg virkelig gerne holde på et minimum for vores begges skyld – og nu har vi taget et skridt i den – for os – rigtige retning på den front.

Vi har taget Sebastian hjem igen. Eller, betinget hjem, kan man sige, for vi beholder dagplejepladsen i månederne der kommer. Jeg glæder mig til, at vi alle fire skal finde en ny hverdag sammen, når lillesøster kommer om halvanden-to måneders tid. Ikke desto mindre er Dario og jeg også enige om, at det er rart for os at have muligheden for at vælge at sende Sebastian i dagpleje igen, hvis vi får et spædbarn, der aldrig sover – eller hvis vi eller han af den ene eller den anden grund får nogle bedre første måneder af, at han kommer af sted nogle timer om dagen. Men hvor er jeg glad for, at vi er tilbage i vores hjemme-hverdag! Det var et godt og helt nødvendigt efterår med uni til mig og et par timers pasning om dagen til Sebastian, men nu hvor jeg er på barsel, har jeg simpelthen ikke nogen motivation, hverken ydre eller indre, for at sende ham af sted. Til gengæld er jeg super motiveret for at arbejde med vores rytmer og daglige rutiner herhjemme.

I disse uger har vi virkelig meget ro og stille leg. Vores bil døde for nogle uger siden, og vi har først lige fået en ny, så vi har været naturligt begrænsede udadtil. Jeg har fokuseret på at definere, hvilke elementer jeg gerne vil have i vores hverdag, og det har været en god oplevelse indtil videre at forsøge at skabe nogle mere rytmisk dage. Vi har bageformiddag om mandagen (og Sebastian er begejstret, for det bliver jo også lige til en gang bananmuffins oven i rugbrødet og bollerne) og rengøringsformiddag om onsdagen – sidstnævnte betyder, at vi rent faktisk får rørt ved de overflader, jeg ellers aldrig (som i aldrig) får prioriteret. Jeg forsøger at få os udenfor hver dag, og det sker for det meste. På det sidste er det endelig lykkedes os at få skabt rum og tid nok til bare at være i naturen, så Sebastian begynder at fordybe sig i leg også udenfor. I går havde vi besøg af nogle gode, nye hjemmevenner, og på en langsom gåtur ned gennem vores dal var børnene fuldstændig opslugte af at fiske med pinde i vandløbet, helt ligeglade med våde vanter og strømper.

Jeg suger denne tid til mig, disse måneder hvor jeg stadig kun er mor til ét barn. Der er kommet en helt anden ro over både ham og os alle som familie, nu hvor vi er hjemme igen. Vi mærker hinanden løbende igennem dagen og undgår adskillelsesskiftet og det at skulle finde hinanden igen. Jeg får lavet de praktiske ting, jeg gerne vil, og oplever i højere og højere grad, at Sebastian fordyber sig i leg ved siden af. Samtidig øver jeg mig i også at lave kreative projekter på mine egne præmisser, mens han er til stede. Nogle gange lykkes det, andre gange slet ikke. Men vi er sammen, og vi finder mere og mere ind til, hvordan hverdagen bliver nærende og meningsfyldt for os alle tre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *