Køkkenhaven i august

Min køkkenhave kører på femte sæson. Den er anlagt efter no-dig-metoden, hvor jorden bearbejdes så lidt som muligt, og består af 12 bede på ca. 50 kvm i alt. Sidste år bugnede den på dette tidspunkt; alt var grønt og frodigt, jeg havde styr på vanding og lugning, og der var alverdens forskellige grøntsager derude.

I år ser det noget anderledes ud. Jeg havde lovet mig selv ikke at stresse over køkkenhaven med en nyfødt, og det er i det store og hele lykkedes. I april og maj fik jeg kartofler i jorden i fire af bedene, fik nogle forspirede kålplanter fra en nabo, såede lidt porrer, bønner, ærter og majs. Og så lod jeg den passe sig selv i to måneder. Mængden af ukrudt nåede hurtigt op på et ret overvældende niveau – det var faktisk ikke til at se, at der nedenunder dækket af grønt var nogle planter, som rent faktisk var meningen.

Nu er det august, og de sidste par uger er køkkenhaveoverskuddet og -lysten vendt tilbage. Jeg er ved at være nogenlunde igennem det mest massive ukrudt, så man nu kan få øje på kål og majs. Zinnia, tallerkensmækker og valmuer blomstrer, og porrerne fra sidste år er helt fænomenale med deres kuglerunde frøstande. Jeg er gået i oprydningsmode. Stierne mellem bedene er ved at blive dækket af pap, som forhåbentlig kommer til at kvæle ukrudtet nedenunder, og så skal de dækkes af flis. Bedene kommer til at få et massivt lag hestemøg og kompost – måske 20 cm. – så jeg i praksis starter forfra med no-dig-metoden. Der er simpelthen alt for meget rodukrudt, især krybende ranunkel, så hvis jeg skal udrydde det manuelt, bliver det et kæmpe gravearbejde. Så hellere dække det hele til og jordforbedre på samme tid.

Imens nyder vi, at der trods alt er ærter at plukke, planter der vokser, og snart lidt af hvert, der kan høstes. Jeg er optimistisk og har for nogle dage siden forspiret bladbede, bønner og flere ærter, og håber på et mildt efterår, så de når at udvikle sig. Derudover spinat, pak choi, salat og portulak, så vi kan få noget frisk grønt til hurtig høst i september og oktober.

Og når køkkenhaven ikke kommer til at give fuldt udbytte i år, så er der jo bare ekstra tid til at samle bær til fryseren, og æbler og hasselnødder er på vej…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *