Novemberdage

Vi sniger os ud i aftenmørket, Dario og jeg, vinden rusker i de sorte trætoppe og regnen gør vores bløde kinder kolde og røde. Vi har begge to overtræksbukser, støvler, pandelamper på. Ingen af os siger meget. Vi er trætte efter en lang dag, den ene af os har lige siddet i det stille, lune mørke i soveværelset og ventet på, at børnene skulle falde i søvn. Men nu er vi her i efterårsmørket.

På vej ned mod hønsegården.

Jeg må med skam indrømme, at jeg er mere bange for at fange høns, end jeg vil være ved. Jeg kan virkelig ikke lide, når de forskrækkede flakser op. Det giver mig en fornemmelse af, at jeg ikke har tilstrækkeligt med hænder til både at gribe fat, holde styr på vinger og ben og næb, og samtidig beskytte mine øjne. Men ind imellem må det til, hønsene må fanges. For eksempel nu: tre af vores fire høner lægger ingen æg, og vores to nuttede kyllinger fra i sommers har vist sig at være, ja, haner. Og så fugleinfluenza oveni. Det er tid til at reducere bestanden.

Heldigvis har Dario et godt tag på dem. Vi står lidt i regnen udenfor det lille hønsehus og hvisker, lyset fra pandelamperne har vækket dem derinde og gjort dem urolige. Så løfter jeg lågen til redekasserne, Dario griber med et fast tag fat i den ene af hanekyllingerne, som galer op og godt ved, at dens timer er talte. Vi sætter den ned i en murerbalje foret med halm, lægger en plade hen over og sætter den ind i laden. I morgen tidlig slagter jeg, og den bliver til vores aftensmad.

Vi går ind, hovederne sænkede mod vejret og varme under overtøjet. Taknemmelige for den cyklus af liv og død, som er så tydelig i alle aspekter på denne tid af året.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *