På den anden side af en krise

Jeg opdagede ret tidligt i mit moderskab, at det at være nogens mor kan ses som en slags spirituel praksis. Det er en daglig øvelse i nærvær, tålmodighed og overgivelse. Samtidig er det også min oplevelse, at intensiteten i moderskabet skaber rum for indre transformationer. Der dukker så meget op – gammelt støj, som forlanger at blive kigget på og helet. Alt det grimme, som bliver så frygtelig synligt, fordi konsekvensen af at gemme det væk inden i er, at det kommer til at leve videre i en eller anden form i børnene. Det kommer lidt i bølger. Jeg har lige været igennem en af de større af slagsen indtil videre, og nu er den ved at flade så meget ud, at jeg kan skrive igen.

De sidste to-tre måneder har været hårde. Det startede med en interessekonflikt i bofællesskabet i vinters, som i sig selv ikke var voldsomt dramatisk, men som endte med at blive alt for personlig og voksede sig stor inden i mig. Det satte gang i alt muligt, og det føles, som om jeg har været i konstant bevægelse det sidste halve år. På overfladen har det vist sig som stresssymptomer, tavshed, søvnløshed. Når man står midt i krisen er det svært at holde fast i, at den rummer potentialet for forandring og udvikling, og nogle dage har været ret kaotiske. Alt ramler, når man flere dage i træk er fuldtidsmor på 2-3 timers søvn. Jeg har været i tvivl om alting – vores hjemmeliv, vores bolig, vores værdier som familie. For at kunne høre mig selv og finde ud af, hvad det hele drejede sig om, har jeg haft brug for at være alene mere end sædvanligt – eller, mere end jeg har været vant til at give mig selv plads til i de snart to år, jeg har været mor. Selvom jeg har en mand, der med et enormt overskud støtter mig i mine behov, er det tit meget svært for mig at sige, “Jeg har brug for at få noget luft.” Men nu har jeg gjort det nok gange til, at jeg er begyndt at få fodfæste igen og kan se lidt af, hvad disse måneder drejer sig om. Søvnløsheden er taget af, og jeg får gravet i mig selv med støtte fra en dygtig terapeut og en kvindecirkel, der kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt.

Og nu skriver jeg så, i hvert fald i aften. Det har jeg hverken haft lyst eller overskud til, og det er ok. Nu begynder der langsomt at dukke ord op igen, og et lille skub fra to dejlige kusiner i dag var det, der skulle til. Det er fuldstændig ukendt land for mig, det her med at dele de hårde og sårbare sider på blogformatet, men det skal til, synes jeg – hvis ikke det skal blive ligegyldigt.

Vi har været på så mange ture, mens alt det her eksistentielle arbejde har stået på. Samsø flere gange, Livø, en uge hos svigerfamilien i Italien. Og nu er det sommer, og alting er nemmere og skønnere, mere mildt og fyldigt. Vi lever udenfor ligesom resten af landet – spiser is, bader i søer med vores naboer, kigger på kyllinger og killinger. Næsten hver aften fodrer jeg min sjæl ved at nusse om køkkenhaven, og den er smuk! Hestebønnerne og kartoflerne skyder i vejret, alt gror, ingen dræbersnegle. Sebastian og jeg har brugt de sidste par dage på at sætte et nøddehegn op, for både høns og kaniner har det med at undslippe, og så er det bare for fristende med alt det grønne.

Hvis nogle af jer stadig læser med – hvordan går I så og har det her i den skønne, uendelige forsommer?

 

9 tanker om "På den anden side af en krise"

  1. Anne

    Glædeligt at høre fra dig igen. Jeg har tænkt meget på din stilhed.
    Jeg tror ikke, at det vi specifikt har oplevet har været det samme, men jeg tror, at jeg kan genkende dine følelser. Vi har også været igennem hårde tider herhjemme – sådanne tider der vender op og ned på alt muligt, og hvor vi ikke helt ved, hvor vi skal stå.
    Jeg har i mellemtiden også åbnet en blog. Det er meget voldsomt for mig, for jeg har både en enorm lyst til at dele, men også en kæmpe frygt for det. Noget jeg altid har fokuseret meget på er, at det hårde ikke nødvendigvis er lig dårligt – og fuldstændigt som du skriver, at det rummer potentialet for udvikling. Og det må jeg ofte minde mig selv på i min søgen og higen efter livslæring. Jeg har netop udgivet en tekst om tvivl. Min uendelige og konstante tvivlen på alting. Jeg vil glæde mig til og håbe på at høre mere fra dig, for jeg synes, at det du skriver er så fint.

    Jeg sender dig og dine de varmeste tanker

    Svar
    1. Line Forfatter

      Kære Anne
      Tusind tak for din dejlige kommentar! Hvor er jeg glad for, at du stadig er derude og har lyst til at tjekke ind her, selvom her har været stille. Vil du ikke dele et link til din blog? Den vil jeg gerne læse. 🙂

      Svar
        1. Line Forfatter

          Tak! Hvor er det en dejligt ærlig blog! Jeg genkender det, du skriver om tvivlen og om ordene (med fare for nu alligevel at misforstå), det er næsten som at læse mine egne bagvedliggende refleksioner. Det er et utrolig mærkeligt medie at grave sig ind i, det her med at blogge. Jeg er spændt på at se, hvad det fører med sig for os begge. God fornøjelse, i hvert fald! 🙂

          Svar
          1. Anne

            Tak for det! Jeg har først set din kommentar nu ved en tilfældighed – kan jeg mon gøre sådan, at jeg får en besked, når du svarer på mine kommentarer?

            Og dejligt at du kan bruge, hvad jeg skriver til noget. Jeg har opdaget, at jeg ikke kan planlægge, hvad jeg skriver. Jeg skal bare skrive. Og jeg tror, at det er der ærligheden ligger for mig. Og netop ærlighed er vigtig for mig, så tak for det <3 Og det der med at misforstå – hvor har det gjort mig rundtosset, for det er jo netop ikke til at vide, når man misforstår. Så jeg synes det er så dejligt, når du skriver, at du genkender ordene, men med fare for alligevel at misforstå. Jeg synes, det er et vildt sjovt emne, som virkelig er værd at dykke ned i 🙂

          2. Line Forfatter

            Hmm, godt spørgsmål, om man kan få en mail, når der er svar på en kommentar. Det undersøger jeg lige.

            Lige i disse dage, hvor jeg er kommet i gang med at skrive igen, oplever jeg for første gang at jeg har lyst til bare at være ærlig her UDEN at være bange. Jeg er ligesom dig rigtig bange for at blive misforstået, og også for, at jeg kommer til at skrive noget, som jeg fortryder eller som kompromitterer mig i andres øjne. Men på en måde tror jeg, at det for mig er et af formålene med at have en blog – at øve mig i at udtrykke mig som den, jeg er, uden at bekymre mig så meget om, hvad andre tænker. Ærligheden er i hvert fald vigtig, hvis det skal give mening, synes jeg.

            Tak for alle dine kommentarer, det er virkelig dejligt at vide, at du følger med og forholder dig til mine ord! 🙂

  2. Marie

    Kære Line
    Jeg tænker at det, at du først skriver når du føler dig klar til det, egentligt er rigtigt smukt. Det får mig til at opfatte din blog som ægte. Som en del af din helt særlige poesi, som rummer skiftende årstider, både i naturen omkring dig og i dit indre. Du er så eminent til at sætte ord på alt det✨.

    Svar
    1. Line Forfatter

      Tak for de smukke ord, Marie! Det er dejligt at have din gode energi i ryggen. 🙂

      Svar
  3. Anne

    Jeg kan ikke trykke svar under vores andre kommentarer. Det må åbenbart ikke blive for langt 😉

    Men fuldstændigt, spot on – vi øver os. Og netop også hvorfor jeg gerne vil dele alle mine mellemregninger. Ærligheden er ikke bare vigtig i forhold til at blogge, men i forhold til at leve et lykkeligt liv, tror jeg. Men til det med ikke at være bange; engang snakkede min mand og jeg om mod. Jeg sagde, at jeg ikke er særlig modig, for jeg er bange for alt muligt. At meget af det jeg gør i livet, er jeg bange for. Han svarede, at det jo ér mod; at mod er at være bange, men gøre det alligevel. At mod er at være bange uden at lade frygten styre en. Frygten må godt være der, den må godt sige noget og dele sin viden, men den må ikke styre. Og det synes jeg er så fint. Den samtale tænker jeg ofte på.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *