Simona – fødslen og den første tid

Simona er født, og dagene er rolige og magiske. Vi nyder hinanden og forårssolskinnet, skal ikke nå noget og føler os meget, meget heldige over at være forældre til to skønne børn. Lige nu sover Sebastian middagslur, og jeg sidder med min datter i favnen og taster med én hånd, mens Dario får noget tiltrængt solotid med hans brætspilsdesign. Der er lys i træerne udenfor, og vi kan høre glade bofællesskabsbørn på legepladsen i søndagssolen. Lige nu er jeg virkelig ramt af en tilfreds mæthed, en grundtaknemmelighed over livet. Post-fødsels-lykkehormoner.

Lidt over midnat sidste lørdag, da det lige var blevet den 23. marts, kunne jeg mærke at kroppen gik i gang. Ikke mere end at der kunne gå lang tid endnu, og med en fødselsoplevelse på 39 timer bag mig, forventede jeg ikke ligefrem en lynfødsel. Jeg sendte en sms til min mor om, at hun nok skulle holde telefonen i nærheden – planen var, at hun og Sebastian skulle hygge sammen i løbet af fødslen, måske i vores fællesrum, måske hjemme hos hende. Samtidig sagde jeg til Dario, at der nok ikke gik to uger, før vores datter kom ud. Om natten sov jeg fint, selvom jeg registrerede veerne, der kom ind imellem. Da Sebastian vågnede, stod han og Dario op, og jeg fik lov at sove længe. Da jeg vågnede, tænkte jeg, at vi lige så godt kunne indstille os på en normal dag og få klaret noget praktisk, så jeg skiftede sengetøj, og så kørte vi ud for at handle ind. Nede i Superbrugsen måtte jeg lige stå stille, hver gang der kom en ve, og Sebastian blev ved med at kigge undrende på mig, når jeg gik i stå og pludselig ikke kunne svare ham. Hjemme igen ved middagstid spiste vi frokost, Dario støvsugede, og jeg lavede dej til rugbrød. Da jeg ved halv to-tiden gik ind i sengen for at putte Sebastian kunne jeg godt mærke, at nu måtte vi hellere snart få fat i min mor – Sebastian faldt ikke i søvn og klagede over, at jeg pustede på ham. Vi stod op igen og parkerede barnet med en tegnefilm i køkkenet, jeg fik ringet til min mor og jordemoderen, og så var det, som om min krop gav slip. Pludselig kunne jeg ikke undvære Dario ved siden af mig, og jeg sad på en pilatesbold og arbejdede, indtil Sebastian var sendt godt af sted med mormor, og en ung jordemoder med en dejlig energi dukkede op med en studerende. Og så gik det stærkt. De tjekkede mig, og jeg var 8-9 cm. åben – en fuldstændig surrealistisk besked, da sidste fødsel gik i stå med presseveer ved 6 centimeter, som førte til en (udramatisk) overflytning og en epidural. Denne gang var der ingen tvivl om, at vi ville få lov at blive hjemme. Jeg fik et lavement, og havde en lidt vild oplevelse, da jeg fik bevæget mig ned ad trapperne til badeværelset med Dario ved min side. Vandet gik, mens jeg sad dernede, og samtidig kom den første overgangsve, og den kombination fik mig lige til at miste forbindelsen til afspændingen og vejrtrækningen i et par minutter – av, det gjorde ondt at miste fokus! Vi talte til tre, og mellem to veer tog vi trapperne op til lejligheden igen. Så gik presseveerne i gang, måske på grund af trappeløbet. Jeg kom ned på sofaen for at blive tjekket, og kom ikke op igen, men lå på siden og bed Dario i t-shirten, mens han holdt mit ben. Det var intenst, for på grund af epiduralen sidste gang, havde jeg ikke før haft den naturlige oplevelse af presseveer. Samtidig var det helt utroligt smukt at ligge der i vores eget hjem, i det gyldne eftermiddagssolskin, og mærke (som i, virkelig mærke!) vores datter bevæge sig ud. Og tretten minutter efter første presseve, kl. 16.58, var hun ude, fin og hel og fuldstændig som hun skulle være. Jordemødrene nåede at være aktivt med i lidt over en time. Jeg tabte lidt meget blod, så jeg fik den syntocinonsprøjte, som jeg ellers ville have fravalgt, og så stilnede det af. Simona fik luftet lungerne godt igennem den første times tid; så fandt hun brystet og faldt til ro. Sebastian og mormor kom med chokolademuffins, vores nye familiemedlem blev vejet og målt, min mors kæreste kom med suppe og ostemadder, og ved halv ni-tiden sov den nybagte storebror og vi var alene. En fuldstændig magisk oplevelse. Jeg tager gerne én til.

Sebastian har i vid udstrækning taget det pænt at blive storebror, og har været på ture ud af huset med papà og morfar – og så er jeg virkelig fan af konceptet tandemamning. Sebastian bliver stadig ammet, så han har både kunnet bevare et trygt og velkendt hyggerum med mig, når Simona er hos Dario, og hjælper i høj grad mig ved at tage toppen af mælkeflowet. Samtidig får han nogle gode bonding-oplevelser med lillesøster, når de begge ligger ved brystet. Og så er vi (indtil videre) blevet velsignet med et roligt spædbarn, som sover godt om natten og er nem at trøste. Der er meget at være taknemmelig for.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *